torsdag, februar 12, 2009

Verden er af lave, og jeg er tilbage!

Udtrykket ”Verden er af lave” har intet at gøre med, at jorden er lavet af lave mennesker, eller at den styres af lave mennesker, eller styres af mennesker af lav intelligens... Eller gør det?
Jeg har ikke begået en blog i meget lang tid, og i denne mellemliggende tid, har jeg oplevet og selv været udsat for den ene dumhed efter den anden.

Dum er unægtelig et hårdt ord at bruge, men nogle gange er det bare umuligt at komme uden om, og i visse tilfælde dækker det slet ikke!
Men hvad vil det egentlig sige at være dum?

Vi siger og bruger tit ordet dum, når f.eks. nogen laver noget mindre heldigt, som at vade ind i et bord: ”Det var da dumt gjort det der!”.

Men er det nu også et udslag af dumhed? Kan det ikke være manglende opmærksomhed, eller bare almindelig skødesløshed? Hvis nu vedkommende godt ved, at bordet står der, at det er let at ramle ind i, at der ikke er meget plads omkring det, og at det jo altså gør hamrende ondt at vade ind i, og vedkommende tilsidesætter al denne viden, fordi tankerne er optaget af noget andet, er det så stadig dumhed?

Mit svar er JA!
Havde denne person ikke nogen forudgående viden om nogen af disse ting, så er det efter min mening ikke et udtryk for dumhed, men manglende intelligens.
Hvad sker der så, når de to kombineres, lav intelligens og dumhed?

Jeg vil nu tillade mig at komme med 3 eksempler på dette spørgsmål. Disse er egne betragtninger og indeholder på ingen måde konklusioner:

1. Der er netop hængt en skrivelse fra min boligforening op, hvor der står (sammenfattet):

”Der har været flere henvendelser fra beboere pga. lyset i opgangene brænder døgnet rundt nu. Dette skyldes, at postbudet ikke kan se navneskiltene i opgangene i dagstimerne uden lyset er tændt. Derfor skal lyset brænde døgnet rundt.”

Er postbudene blevet dårligt seende? Har solens stråler mistet så meget kraft, at dagslyset er for svagt? Kan postbudet ikke finde lyskontakten på væggen pga. det er for mørkt om dagen? Kan boligforeningen ikke opsætte lyskontakter, der kan ses i mørke? Er Post Danmark og boligforeningen hævet over Kyoto-aftalen? Siden hvornår har Post Danmark været i stand til at få brevene frem uanset om der var lyst eller mørkt?

2. Dette eksempel piner og irriterer mig mere end noget andet. Det er netop blevet offentliggjort, at Sidney Lee a.k.a. Søren Overgaard skal have en boksekamp mod Stig Tøfting. Dette er i sig selv ikke noget problem, men hvad der derimod ER et problem, er mediernes og Sørens konstante henvisninger til wrestling. Medierne omtaler ”ham” som den kendte danske wrestler, og selv omtaler ”han” sig som værende en del af Dansk Pro Wrestling.
I et interview i forbindelse med den endnu ikke viste relancering af Blod, Sved og Springskaller som en timelang dokufilm, indrømmer ”han”, at ”han” aldrig har trænet wrestling med en amerikaner ved navn Anthony, da denne slet og ret ikke findes. Ikke nok med det, ”han” har aldrig nogensinde deltaget i en officiel wrestlingkamp, hverken hos DPW eller noget andet forbund på denne jord.

Pro wrestler?

Det er for øvrigt almen viden, at Tøfting er en hård hund (og en fremragende assistenttræner for Randers FC), men jeg havde nu ikke troet han slog på kvinder..

3. Jeg er stadig sygemeldt, da jeg igen igen er i gang med endnu et forløb med henblik på en ny operation. Da jeg desværre blev sygemeldt på et tidspunkt, hvor jeg ikke kunne få sygedagpenge, røg jeg på kontanthjælp, og har været det hele vejen igennem sygemeldingsforløbet.
I den forbindelse bliver man tilknyttet diverse sagsbehandlere, der skal lave forløb med en, for at vurdere ens muligheder for genindtræden på arbejdsmarkedet. Det er jo i sig selv ganske fortrinligt.
Kvaltiteten af disse sagsbehandlere kan desværre kun beskrives som ”svingende”. Dette eksempel er baseret på en samtale med min nuværende sagsbehandler (der dog har bebudet sin snarlige afgang. Man undres..).
For min dovenskabs skyld er sagsbehandler forkortet til SB:

SB: Jeg har tænkt mere over det med mulig førtidspension, og er kommet frem til, at f.eks. en maler vil have lettere ved at få det end dig.
Mig: Hvorfor? Gør en malers diskusprolapser mere ondt?
SB: Nej, slet ikke, men du er jo rimeligt intelligent, så man vil nok stille større krav til at du aktiveres med noget, hvor du skal bruge hovedet.
Mig: Så du siger altså at malere er dumme?
SB: Det er ikke det jeg siger.
Mig: Det er det da. Du har lige sagt, at I ikke forventer af en maler, at han/hun vil kunne bruge hovedet.
SB: Det har jeg aldrig sagt!
Mig: Sagde du ikke lige, at en maler vil have lettere ved at få førtidspension?
SB: Jo..
Mig: Ergo siger du jo også at malere er dumme, eller i hvert fald dummere end mig.
SB: Det var jo ikke sådan ment!
Mig: Hvordan så?
SB: Jamen, du må altså ikke gå rundt og fortælle folk, at jeg tror malere er dumme!
Mig: Selvfølgelig ikke..

Tro det eller ej, men jeg kunne snildt skrive 10-20 lignende ekspempler som de 3 ovenstående.


Nu, snakken handler om dumhed, må jeg lige nævne den store krise.
Der er finanskrise i verden. Vores betroede magthavere og vogterne af vores hårdt tjente penge (bankerne/pengeinstitutterne), har kastet verdens borgere ud i et uoverskueligt økonomisk ragnarok, værre end Wall Street krakket i 1929.

Men hvor mange af os forstår egentlig hvad det hele går ud på? Ikke engang vores kære politikere kan give en forklaring, der er til at forstå, og bankerne skriger op om at regeringen skal komme dem til hjælp, fordi de mangler penge. Hvor er de penge blevet af? Vi snakker om banker som f.eks. Nordea og Danske Bank, der konstant ligger på årsoverskud ml. 25 og 30 milliarder kroner, hvis ikke mere!

Hvorfor skal skatteyderne, der i forvejen betaler bankerne uhørte summer i renter og gebyrer, betale for at redde dem ud af en krise, som de selv har bragt sig i?

Dem, der skulle sørge for stabilitet og sikkerhed, er de samme, der ikke har formået at imødekomme en finanskrise, der blev forudsagt af eksperter for adskillige år siden. Hvorfor har de ikke reageret inden krisen brød ud? Og hvordan kan det være, at en boligkrise i USA kan starte et verdensomspændende aktiemarkedssammenbrud?

Og hvordan kan det være, at benzinen er faldet drastisk i pris? Er der kommet mere olie i undergrunden pga. krisen? Er behovet for benzin/olie faldet så meget pga. krisen, at man har været nødt til at dumpe prisen? Plejer olieprisen generelt ikke at stige, når der er krise?
Verden over er staten (dvs. regeringen i pågældende land) begyndt at overtage bankerne, for at garantere deres overlevelse. Hvorfor overtager selvsamme regeringer ikke folks ejendomme, og sikrer dem et sted at bo, nu de ikke længere har råd til at beholde deres huse? Hvorfor overtages virksomhederne ikke, så de kan holdes i gang og folk kan bevare deres job?

I forlængelse af finanskrisen, kan der drages paraleller til mange af de andre ting, der foregår i disse tider.

Vores personlige frihed indskrænkes næsten dagligt pga. faren for terror. I USA har man The Patriot Act, i Danmark har vi love, der indføres lidt efter lidt. Først kom rockerloven, så blev det forbudt at bære maske, og nu har politiet forøgede beføjelser til at kunne aflytte, ransage og tilbageholde folk, uden at have forudgående rimelig mistanke.
Er vi på vej mod totalitært styre?

Vores regering har sendt vores unge i krig i Irak og Afghanistan, for at nedkæmpe terrorister og undertrykkere af menneskerettighederne. I Irak var begrundelsen ”masseødelæggelsesvåben”, som der siden er blevet fundet absolut INGEN af!
I Afghanistan gjaldt det nedkæmpelsen af Taleban og Al Qaeda. Begge har de det tilfælles, at de tidligere er blevet støttet med midler fra USA.
USA, som vi nu støtter i krigen mod netop Taleban og Al Qaeda.

Vores tapre soldater, unge mennesker der drager ud i verden for at gøre noget nobelt og godt, er begyndt i alarmerende tal at vende hjem i kister, men på trods af det, snakkes der om en mulig optrapning af krigene til at omfatte Pakistan og Iran? Der foretages allerede angreb på Pakistans jord.
Hvor skal det ende?

Hvem har ansvaret for alt dette? Er det magthaverne, der har taget beslutningerne, eller er det os, for at give dem lov?

Døm selv...


Hvis man skulle have lyst til at læse hh. en top 12 over grundende til det der udløste krisen, og en top 10 over de største kollaps i 2008, er her to links til TIME Magazines hjemmeside:

http://www.time.com/time/specials/packages/article/0,28804,1869041_1869040,00.html

http://www.time.com/time/specials/2008/top10/article/0,30583,1855948_1864602_1864603,00.html

tirsdag, oktober 30, 2007

Blod, Sved og Springskaller

tirsdag, juni 26, 2007

Hvorfor Benoit?

Så sidder man her, og savner ord for hvad der er sket.. Savner ord, der kan beskrive den følelse, man sidder tilbage med, når noget så tragisk og uforståeligt sker.
En wrestler, en international superstjerne, elsket af wrestling-fans over alt, elsket og respekteret af sine kollegaer for sin professionalitet og sit væsen..
Chris Benoit, en mand alle elskede og respekterede, har myrdet sin Kone og sin 7-årige søn, og derpå taget sit eget liv. En tragedie, der har rystet mig på en måde, jeg ikke troede mulig.

Dødsfald er næsten hverdagskost efterhånden, indenfor wrestling, og ærligt talt ikke noget der rører mig overhovedet. Wrestling er en livsstil, såvel som et arbejde. Nogle vælger den hårde måde at leve på, med præstationsfremmende midler, stoffer og alkohol, alt sammen noget der bare altid har været der, og er en del af livet som professionel wrestler. HVIS, man altså vælger det!

Sådan var Benoit ikke. Man hørte aldrig om ham i forbindelse med fester, skandaler og utroskab. Man hørte aldrig onde ord om ham, hverken i forbindelse med sit professionelle liv, eller familielivet. Han var på mange måder et ægte forbillede, som vi alle kunne se op til.

Men det billede er krakeleret, og knust i en million stumper. Om det nogensinde kan genoprettes, ved jeg ikke. Det, jeg finder sværest er, at tænke tilbage på denne enestående karriere, som Chris Benoit vitterligt har haft, og så sætte det i forbindelse med en person, der kan begå den ultimative forbrydelse, og dræbe sin egen familie.

Jeg tror vi alle, på den ene eller anden måde, har prøvet at føle vrede, frustration og afmagt, og har haft svært ved at vide, hvordan vi skulle håndtere det. Nogle vender vreden indad, andre udad og bliver aggressive og voldelige. Alle håndterer vi det forskelligt.
Jeg ville aldrig kunne skade dem jeg elsker, uanset hvordan eller hvor meget de sårer mig. Det ved jeg af erfaring. Men det kunne Benoit..
Hvad der reelt er sket, og har ført til denne handling, er endnu uafklaret. Faktum er, at det er sket, og det kan ikke ændres. Faktum er, at to familier har mistet en søn, en datter, en svigerdatter, en svigersøn, et barnebarn, en hel familie på én gang.

Det er brutalt, det er forfærdeligt, det er uforståeligt, og det er meget meget tragisk..

mandag, juni 18, 2007










































































































Nu ligger onsdagens operation heldigvis så tilpas ”langt” bag mig, at jeg kan overskue kort at opdatere omkring forløbet.

De gik ind og blotlagde nerven som planlagt, men der viste sig at være yderligere et problem. Der var vokset en knoglespore ind på rygmarven, og trykket fra den, har været med til at forøge de smerter jeg har oplevet de sidste 6 måneder.
Denne ”ekstra” knoglevækst kommer fra operationen i november, hvor de fusionerede hvirvlerne. Det er jo samme sted, og denne knoglevækst kan meget vel komme af irritation fra den tillukkede nervekanal.

Men, efter sigende, skulle det hele være fjernet, og nerven have rigeligt med plads, for første gang i 4 ½ år.
Dog mærker jeg (endnu) ingen forbedring. Dette kan sagtens skyldes det voldsomme indgreb, og den efterfølgende hævelse, men jeg forholder mig skeptisk indtil videre. Jeg har jo ikke just haft den store succes med de to foregående operationer.
Det er vist meget naturligt, at have det sådan. Jeg føler mig dog ikke negativt indstillet på nogen måde. Lige nu koncentrerer jeg al min energi på at komme gennem det her, så godt som muligt.

Jeg har overhovedet ikke brugt smertestillende medicin efter indgrebet. Jeg ved godt, at set ud fra et helings-synspunkt (smerte- og tidsmæssigt), at det måske ikke er det smarteste, men for mig er det et bevidst valg, som jeg trods manglende forståelse fra stort set alle kanter, på intet tidspunkt har overvejet at fravige.

DR2 fulgte mig fra undersøgelse til operation, og de kom også og filmede mig et par timer efter operationen, hvor min (efterhånden) hospitalsvante gode ven kiggede ind. Jeg er uden tvivl totalt ucharmerende at se på, men hav forståelse for situationen, når I engang ser det til efteråret..

Til sidst vil jeg lige tilføje, at jeg på trods af en mildest talt ”ikke optimal” start på operationsdagen (ingen søvn, mega hovedpine, og kvalme), alligevel endte med at holde humøret oppe, så skyldes det udelukkende de mange gode venner og ”bekendte”, der udviste bekymring for mig, da jeg allermest havde brug for det.
Den slags opbakning er uvurderlig, og jeg vil gøre mit bedste for fortsat at leve op til deres venskab og tillid, når som helst, de har brug for mig.

søndag, juni 10, 2007

Ny operation nr. 1 (nr. 3 i princippet)

I onsdags var jeg til forundersøgelse på privathospitalet Ortopædisk Hospital Århus, der ligger i Scandinavian Center i (sjovt nok, kunne du gætte det?) Århus.
Det drejede sig om nakken denne gang. Lændeoperationen har jeg ikke engang fået en foreløbig dato på endnu, men hvad, det er jo også kun 3 måneder siden, at jeg blev skrevet op til den...

Jeg fik ikke noget nyt at vide, bortset fra operationsdatoen, der er nu på onsdag (d. 13/6). Så det er jo lige om snart!

De vil gå ind og blotlægge nerven ved at fjerne knoglemasse fra halshvirvlerne 6 og 7. De starter inde ved rygmarven og arbejder sig ud mod enden af hvirvlerne, dog skulle nerven helst være blotlagt helt lige inden, de når helt ud.
Når/hvis det lykkes, så vil nerven fremover ligge oven på det arvæv, der har gjort at den blev klemt af mellem det og knoglevæggen. Dvs. at selve hullet ikke lukker sig igen på noget tidspunkt.

Det er aldrig rart, når der skal rodes ved rygmarven, fordi der altid er en risiko for lammelser og nedsat styrke, men lige nu har jeg ikke noget valg, for de smerter jeg render rundt med, er rent ud sagt pisse træls.

Kort opsummeret:

Indlæggelse på onsdag kl. 14.
Operation? (Sikkert kl. 15)
Udskrivning forventes torsdag om eftermiddagen, hvis alt går vel.

Hvis nogen skulle have lyst til at krydse fingre for mig, så vil jeg da ikke sige nej til det..

onsdag, juni 06, 2007

Kære dagbog

Mænd skal høre meget, ja faktisk både lægge ører og krop til meget fra kvinder, om at "mænd tænker kun med deres penis", og "det er som om den har sit eget liv" osv. osv..

Som den opsøgende journalist, jeg jo er (til tider), gik jeg ud en dag, og spurgte en tilfældig penis (med værtens tilladelse, selvfølgelig), om den ikke ville skrive et dagbogsindlæg, bare så de kvinder, der nu læser min blog, kan få et lille indblik i, hvodan det rent faktisk er at være penis, og om penis'er nu har det så let, som kvinder påstår.

Her er hvad der kom ud af det (altså i overført betydning!):


Kære dagbog
Jeg vågnede ret tidligt i morges, stiv som et bræt. Ved ikke helt hvorfor det skal være sådan, men sådan har det altså været det meste af mit liv. Dog er jeg sjovt nok sjældent stiv om morgenen (eller andre tidspunkter på dagen), når min vært er syg.
Min vært.. Tja, hvad skal jeg snart sige? Han kunne selvfølgelig ikke lade mig være (igen igen), selvom jeg kun lige var vågnet. Synes altså det bliver hårdere og hårdere, at koldstarte på den måde hver morgen, især fordi hans hænder er blevet ualmindeligt grove, efter han er begyndt at træne med vægte igen. Bare han dog snart fandt sig en kæreste og flyttede sammen med hende, suk…

Det har været en ualmindeligt varm nat. Sveden rendte af mig, og min vært skulle jo absolut have en langvarig våd drøm, så blandingen af sved og præsperm gjorde, at jeg svømmede rundt i hans underbukser det meste af natten. Men gik han i bad om morgenen? Nej da! Føj! Egoist!!
Så allerede fra han stod op, klistrede jeg fast til hans inderlår, og lige meget hvad jeg end gjorde for at vriste mig fri, så lykkedes det ikke.

Heldigvis skulle han træne tidligt, så han fik da badet, langt om længe, op ad formiddagen. Jeg forstår simpelthen ikke at han vil være bekendt at behandle mig på den måde.
Forsøgte at give ham en lærestreg i forgårs, ved at klø helt vildt, men desværre lod det ikke til at have den store effekt, fordi han jo egentlig alligevel altid skal gå og pille ved mig.
Bevares, det er da også rart med opmærksomhed, men en pause på en dag eller to i ny og næ, ville da heller ikke være af vejen..

Efter træningen skete der ikke det helt store. Min vært gik en tur gennem byen, vist nok for at kigge lidt på damer, for jeg blev da temmelig stiv på et tidspunkt. Jeg forsøgte, at strække mig alt jeg kunne, for lige at kigge lidt med (han går næsten altid i shorts), men han proppede mig bare ind igen hver gang, øv øv.
Derfra gik turen hjem igen. Den pokkers cykelsaddel kunne godt trænge til at blive skiftet ud. Jeg føler mig helt gul og blå efter sådan en tur, for den er blevet alt for hård (altså saddelen!).
Hele eftermiddagen sad han og kiggede på et eller andet, jeg ikke lige kunne se hvad var. Fik da lov at kigge frem et par gange, men mit øje var hele tiden vendt væk fra skærmen. Gid man dog bare havde ører..

Lige inden aftensmaden, gik min vært en tur. Det var rigtig rart, for han havde satinunderbukser på, så jeg kunne dingle frit frem og tilbage. Det er altid sjovt.

Jeg skal lige love for der kom gang i løjerne om aftenen. Ved ikke helt hvad der gik af ham, men så vidt jeg kunne se, snakkede han i telefon. Han blev i hvert fald gejlet op, og jeg var stiv i rigtig lang tid, men han nøjedes kun med at småpille i starten: Da han havde smidt sig på sengen, fik jeg en ordentlig rusketur, og det varede da heller ikke længe før han ikke kunne holde på sagerne længere!
Det er sjovt, jeg bliver så pokkers afslappet bagefter, så jeg er nødt til at tage en puster, selvom han ikke altid er helt glad for det, og gerne vil i gang igen med det samme. Men, man er jo ikke 20 år længere, vel?!
Jeg fik lov at ligge på hans mave, mens han snakkede færdig. Det er nu så hyggeligt, så kan jeg ligge og kigge på ham lave mærkelige ansigter til mig, og smile gør han også tit. Vi har et meget nært forhold, min vært og jeg. Der har jeg vel nok været heldig..
Hvis han så bare ville vaske mig lidt oftere, så ville det jo være helt perfekt! Nå ja, og så at han snart fandt sig en kæreste, for jeg er trængende!!

Godnat, kære dagbog

torsdag, maj 17, 2007

Et frisk pust af liv..

(Billeder kan findes på min myspace, for jeg har opgivet at smide dem på her, suk..)

Ja, jeg snorker. Sådan, så ved I det. Ingen grund til at fornægte det, eller på anden måde forsøge en sludder for en sladder.
Mit spørgsmål har så bare været – hvorfor? Hvad er det der gør, at min hals/mund frembringer lyde, der kan sætte en skræk i selv det brunstigste næsehorn? Hvad er det der gør, at jeg vågner utallige gange om natten, enten ved lyden af min egen snorken, eller ved at jeg ikke kan bevæge mig, fordi jeg ikke længere trækker vejret?

Svaret er enten dovenskab eller søvnapnø. Det første er langt fra utænkeligt, hvor i mod det andet egentlig heller ikke er, hvis man ser bort fra, at det oftest rammer svært overvægtige mennesker.
Ja ok, jeg har måske et par kilo for meget omkring møgsprederen, men ikke omkring udluftningskanalen (den af den ikke-lugtende slags, medmindre der har sneget sig hvidløg indenbords).

Så i mandags skulle jeg indlægges til undersøgelse på Respirationscentret, der ligger placeret på Århus Universitetshospital, som jeg jo forøvrigt efterhånden er temmelig bekendt med.

Tidspunktet for indlæggelsen var sat til kl. 19, så jeg ankom lige en halv time for sent til aftensmaden. Denne lille debakel måtte jeg jo straks gøre opmærksom på, så den venlige sygeplejerske diskede op med rester til lille sultne mig.

Da den sparsomme portion var konsumeret (et desværre gennemgående tema for fodringstiderne), skulle jeg have målt min puls og iltmætning ved ”almindelig afslapning” i ca. 1 time. Med andre ord, jeg skulle sidde og glo en hel time, mens en maskine målte diverse ting. Mens jeg sad der og bare sad, blev jeg udspurgt om alverdens ting omkring min søvn og sygehistorie. Der gik ”lidt” tid med det..

Derefter skulle min lungekapacitet måles. Man skal blæse så meget luft ud man kan, indtil en graf er blevet tegnet af en maskine (som jeg ikke lige kender navn eller betegnelse på). Det var bedst ud af 3, så der gik lidt konkurrence i det. Første forsøg kiksede totalt, men andet forsøg gik forrrygende. Faktisk havde sygeplejersken aldrig oplevet så stor en lungekapacitet før, så hun var lettere imponeret. Konkurrencemenneske som jeg er, måtte jeg jo forsøge at toppe forsøg nr. 2, så det gjorde jeg.
Mine ellers sjældent, ved snak, brugte lunger, kan indeholde ikke mindre end 5,75 liter (til dels varm) luft. Jeg efterspurgte et diplom for mine anstrengelser, men den slags gør de desværre ikke så meget i.

Så var der egentlig ikke mere for mig at gøre, end at vente på at gå i seng. Normalt er det aftenvagterne, der tilslutter folk diverse maskiner, men da jeg aldrig går tidligt i seng, hvis det kun er for at sove, fik jeg en aftale i stand om, at nattevagten måtte stå for det.
Klokken ca. 00.30, bad jeg om at blive puttet af nattevagten. (Egentlig sagde jeg, bare ”så er det nu”, men det andet havde været hyggeligere, dog ikke lige med denne nattevagt, men teorien er god nok..).
Alverdens elektroder og bælter blev bogstaveligt talt klistret til mit korpus, og det første jeg tænkte var bare – fårk, det kommer til at gøre nas at få rykket det lort af igen! (Man har jo et hår eller to på kroppen, der kunne komme lidt i vejen..).
Med alt dette af vejen, eller rettere for mit vedkommende, i vejen, havde jeg kun én opgave at udfylde, nemlig sove. Det er så lettere sagt end gjort, da noget af det jeg gør mindst her i livet, er at sove.
Men jeg havde nu forberedt mig grundigt hjemmefra, bl.a. ved at stå ugudeligt tidligt op for at træne, så jeg følte mig nogenlunde rustet til at yde en slumrende indsats, der kunne give lægerne de målinger, de skulle bruge.
Kl.1.15 faldt jeg i søvn, kl. 4.15 var jeg vågen og sov ikke mere den nat. Men det var også ok, for der var kommet rigeligt med brugbare målinger.

Morgenvækningen er obligatorisk omkring kl. 7. Det var så ikke noget problem for mig, heldigvis. Dagen startede med at jeg fik taget en blodprøve, og målt hvilepuls og blodtrykket. Min hvilepuls var på 48, på trods af jeg havde været vågen i 3 timer, og mit blodtryk var 120/58, hvilket er intet mindre end ”ungdommeligt”. Eller i hvert fald ret godt..
Så var det bare om at vente på stuegang og lægens ”dom” over nattens målinger. Som med alt andet i det danske sygehusvæsen, er ventetid noget man er nødt til at indstille sig på, for det hører IKKE til undtagelserne, men reglen.

Jeg brugte ventetiden på at læse en bog (ja sgu, EN BOG!). Mick Foley’s Hardcore Diaries, som jeg købte i New York. I modsætning til andre, brugte jeg ikke tid på New Yorks fortove med at læse i den, men jeg gemte den til et mere passende tidspunkt, som dette jo bestemt var.
Faktisk brugte jeg al ventetid på afdelingen, med at læse i den.

Lægens ”dom” var klar. Den første nats målinger indikerede en meget kraftig søvnapnø. Så snart jeg falder i søvn, kommer der ubalance i min brystkasses og maves bevægelser, fordi mit svælg lukker helt til. Kroppen arbejder så på at trække luft ind, og på at presse den ud igen Derfor er jeg så forbandet træt om morgenen, og hele dagen for den sags skyld.
Men ikke nok med det, så har jeg narkolepsi-lignende tilstande, dvs. jeg har visse elementer i min ”opførsel”, der indikerer, at jeg muligvis lider af narkolepsi ved siden af apnøen. En herlig cocktail…
Dog fandt lægerne (jeg snakkede med 3 forskellige på de 3 dage) det ”underligt”, at min gennemsnitlige nattepuls var på ca. 55. Dette burde egentlig ikke være tilfældet, fordi jeg bruger utroligt meget energi på at trække vejret, hvilket faktisk skulle gøre, at min puls pisker af sted.
Men det gør den ikke. Jeg har nemlig (heldigvis) opbygget en betragtelig muskelmasse de senere år, der hjælper mig at overleve nætternes strabadser.
Han forsøgte også at tage en blodprøve direkte fra min pulsåre i håndleddet. Det gik ikke ligefrem alt for godt. For det første kunne han slet ikke finde nogen puls i venstre håndled, og for det andet måtte han opgive at ramme min pulsåre i det højre. Av av, bestemt ikke nogen behagelig oplevelse.
Jeg blev så ”truet” med, at en narkoselæge ville komme den følgende morgen, og forsøge at tage den blodprøve. Oh joy..

Nå, men alt dette betød, at jeg skulle blive en nat mere, og højst tænkeligt 2 nætter mere. Ikke just opløftende nyheder..

Efter en (for lille – igen) portion frokost, daffede jeg ned i byen. Tiden skulle jo gå med et eller andet, og jeg havde bare fået besked på at være tilbage senest kl. 21.
Nede i byen mødtes jeg med en god ven, og vi gik rundt og snakkede en lille times tid, inden han skulle videre mod Randers.
En lille ”sjov detalje” oplevede jeg i Bruun’s Galleri. 3 dage før indlæggelsen, blev jeg ringet op af kommunen, og fik at vide, at min sagsbehandler i JSOP, var smuttet fra stillingen. Angiveligt pga. jobpresset. (Det er åbenbart stressende at holde ferie, hvilket han lige havde gjort, da jeg snakkede med ham 2 uger forinden).
Hvem skulle jeg så lige rende ind i i Bruun’s? You guessed it, min nu eks-sagsbehandler. Og hvad lavede han der? Han var såmænd blevet ekspedient i en tøjforretning.
Sådan! 3 ½ års uddannelse brugt til noget fornuftigt.. Jeg tvivler dog kraftigt på, at han er kvalificeret til at sælge tøj. Det kræver unægtelig bare et modikum af ”people skills”..
Jeg smuttede en tur på Baresso, da min ven var hoppet på toget, og fik min – over temmelig lang tid - opsparede gratis kop kaffe. Gratis er godt, gratis kvalitetskaffe fra Baresso er RIGTIG godt.
Selvfølgelig begyndte det at regne mens jeg sad der og skyllede mokkaen ned. Typisk typisk, så jeg måtte skynde mig at gå mod sygehuset i et ophold mellem bygerne.
Det lykkedes nu også ganske fint, og jeg var tilbage til aftensmaden.
Desværre serverer de aftensmad allerede kl. 17.30, og jeg spiser normalt først ved halv otte tiden, så jeg var sulten igen da klokken blev otte. Faktisk blev jeg aldrig rigtig mæt pga. den sparsomme portion.
Selve kvaliteten af maden, var der dog ikke noget at sætte fingeren på.

Aftenen gik med at læse i min bog, og ellers forsøge at holde mig vågen. Jeg havde fået forbud mod at blunde bare det mindste, og mod at drikke kaffe. Det sidste, var klart det sværeste forbud at overholde.
Ved midnatstid, bad jeg om at blive sat til maskinen. Denne gang skulle jeg have endnu flere elektroder sat til. Så det var faktisk en håbløs opgave, at forsøge at bevæge sig om natten.
Jeg sov næsten 4 timer, så der kom rigeligt med brugbare målinger i kassen. Denne nat optog de også mine snorkelyde, hvilket foranledigede følgende udtalelse fra lægen: Ja, du snorker jo temmelig højt. ß no shit? Jeg vågner jo selv ved det!

Om morgenen kom narkoselægen rigtig nok, og forsøgte sig med førnævnte blodprøve. Han havde ikke just heldet med sig heller, men han gav så til gengæld ikke op. Det lykkedes da også til sidst, men føj da, ikke en blodprøve jeg har lyst til at få taget igen, Ever!!
Lægen syntes jeg skulle blive en nat mere, så jeg kunne få taget en C-PAP prøve. Det er hvor man bliver tilsluttet en iltmaskine, der presser luft ned i lungerne, og dermed holder svælget åbent. De måler så på, om de ubalancer jeg har i vejrtrækningen, forsvinder når jeg får presset ilt ned i lungerne.
Efter lægen var gået, begyndte sygeplejersken at teste masker på mig. Det er unægtelig ekstremt vigtigt at finde en maske, der er bare nogenlunde behagelig at have på, for man skal jo bruge den i mange timer hver nat.
Min første oplevelse med at have masken på, og få ilt presset ned i lungerne, vare mere underlig end ubehagelig. Det er faktisk behageligt nok at slippe for selv at suge luft ind, men til gengæld skal man bruge energi på at presse luften ud igen. Den omvendte verden, og noget der kommer til at kræve en hel del tilvænning.
Jeg skulle sidde med masken på i små 15 minutter lige inden frokost, for at begynde tilvænningen inden nattens målinger. Det gik faktisk fint nok. Jeg minder faktisk meget om en jagerpilot, når jeg har den på. Nu mangler jeg så bare en hjelm, der passer til. Nå ja, og et jetfly sæføli..

Efter frokosten, skulle der endnu engang dræbes timer, så jeg smuttede en tur i Equinox for at træne lidt patter, skuldre og triceps. Det var faktisk meget rart at få rørt kroppen lidt, men selve centret bryder jeg mig ikke om..
Da træningen og badet var vel overstået, syntes jeg bestemt, at jeg havde fortjent en kop kaffe fra Baresso, så jeg gik videre ud i byen. Glæden var stor, da jeg nåede frem til Baresso, for at indse, at jeg havde glemt penge! Dumt dumt dumt.. En skønne dag glemmer jeg mig selv..
Jeg måtte pænt vende rundt og gå tilbage mod sygehuset. Begyndte det at regne på dette tidspunkt? Ja selvfølgelig..

Jeg skulle egentlig bare være tilbage senest 16.30, for der var bestilt tid til flere blodprøver til mig, men nu var jeg der så i god tid.
Selvfølgelig endte jeg så med at måtte vente helt til 17.15 med at få tømt mere blod fra min allerede halv-visne krop. Laboranten, der tog prøven, sagde at hun havde fået at vide, at jeg ikke var så glad for at få taget blodprøver. Det passer nu ikke helt, svarede jeg. Hvis du kan gøre det uden at rode rundt i min arm med nålen flere minutter, så har jeg ingen problemer med det.
Det kunne hun heldigvis..

Krede kom besøg, lige som maden skulle indtages. Han havde været så forudseende at tage kage med, hvilket jo altid giver plusser i bogen.
Det var et rart afbræk i monotonien, at få besøg, for tiden er dræbende lang og træg, når man er indlagt.
Krede har for øvrigt været med mig flere gange nu, og jeg sætter lige stor pris på det hver gang.

Endnu en aften gik med at læse i min medbragte bog, og da klokken var ca. midnat, lå jeg koblet til måleapparaterne og iltmaskinen.
Jeg sov til kl. 3, men vågnede ved, at min mund og svælg var totalt udtørret, og det på trods af at maskinen havde fået tilkoblet en luftfugter, der stod på indstillingen 3 i styrke. Den går fra 1-5..
Det synes jeg er lidt bekymrende, men jeg vil ikke tage sorgerne på forskud.
Da jeg ringede efter sygeplejersken, begyndte jeg at tage masken af. Det føltes vildt underligt at skulle suge luft ind selv igen.
Heldigvis, viste det sig, at ifølge målingerne, normaliseres mit åndedrætsmønster, når jeg er tilsluttet iltmaskinen. Det giver da lidt håb for fremtiden. Hvis den bare kan sikre mig 3-4 timers kvalitetssøvn hver nat, så er jeg ovenud tilfreds.
Resten af natten gik med at småblunde, men egentlig søvn fik jeg ikke mere af.

Morgenen og formiddagen gik med at få instrukser i brug og rengøring af maskinen, og en evindelig venten på at lægen skulle dukke op og udskrive mig. (Faktisk vidste jeg allerede mere om den end sygeplejersken, så jeg måtte vise hende hvordan nogen af tingene fungerer.).
Først lige efter frokost dukkede han op. Han kom ikke med nogen nye oplysninger, så jeg følte egentlig, at jeg havde spildt 3 timer.
Jeg skulle også have haft en ny tid til om 3-4 uger, men det viste sig at være lidt sværere end det burde være. Som det ser ud nu, er der ikke tid før om 3 måneder! Det er alt for lang tid for det forløb jeg skal følge. Ak ja..


På vej hjem fra hospitalet, gik det for øvrigt (desværre) op for mig, at hvis iltmaskinen holder apnøen i ave, så forbrænder jeg langt færre kalorier på et døgn, hvilket betyder jeg skal skære ned på mit betragtelige madforbrug. Oh ve oh skræk!

Jeg var nået helt hjem ud på eftermiddagen ved 2-tiden. 3 dage og 3 nætter på sygehuset, lå nu bag mig. Endnu en diagnose ”rigere”. Men ifølge kommunen fejler jeg garanteret stadig ikke noget..

fredag, april 20, 2007

En lille fredags-update






Zoom ind på billedet og bemærk den lyse skygge. Det er altsammen noget der sidder og blokerer for nerven, og trykker på den hver gang jeg bevæger hovedet/nakken.
Den store lysende rektangulære tingest midt i billedet, er titaniumproppen.
Tid til en lille update af de mere kedelige af slagsen. (Nå ja, for mig i hvert fald, men næppe for ”ikke-tilhængere”, he he).

I går var jeg til endnu en undersøgelse. Der fik jeg svaret på den ct-scanning (nakken), jeg var til i tirsdags. Den viste, desværre, at min højre nervekanal stadig er lige så blokeret nu, som før nakkeoperationen, så jeg skal altså under kniven igen.
Det de gør er, at de fjerner et stykke af leddene C6 og C7, så der er åbent ind til nerven. Derefter skraber de så meget af det diskosvæv ud, som de ikke fik med første gang, og selvfølgelig hvad der ellers måtte være af arvæv og evt. knoglerester. Derefter lader de hullet ind til nerven stå åbent!! (De lukker musklerne og huden, men ikke andet. Lidt skummelt..)
Risikoen ved denne type operation er kroniske smerter helt ud i armen, og evt. lammelse af armen.
Ventetiden er lang, så jeg søger ind på et privathospital, så indgrebet kan foretages hurtigst muligt. På den måde kan jeg nå at træne mig stærk til næste omgang i lænden.

Selve ”proppen”, jeg fik sat i mellem hvirvlerne, er heldigvis helet helt efter planen, så det er jeg meget glad for.

Derudover blev det endeligt aftalt, at jeg skal have en stivgørende operation i lænden. Det regner de med vil foregå til efteråret.
Grundet placeringen fra L4-S1, skulle der ikke være nogen fysiske forhindringer efter indgrebet, derfor valgte jeg at sige ja til operationen. Jeg kan med andre ord, gøre de ting jeg kan nu.

Det var alt for denne gang. Take care out there…

tirsdag, april 17, 2007

WRESTLEMANIA 23 interview

lørdag, april 14, 2007

WRESTLEMANIA 23 (del 5)





































































































































































































































Billetten er i et fast greb i hånden. Tegnebog og andre løsdele i den anden hånd, og så skal jeg ellers kropsvisiteres. Den lidt emsige vagt nærmest presser mine private dele op i maven, men sådan er det jo med den slags. Ikke behageligt på nogen måde, men nødvendigt, desværre.
Jeg er den første af vores gruppe, der bliver lukket ind. krede følger lige efter, så Robin, babyen og til sidst Kim og Mike.
Vi er nu indenfor! Vi står langt om længe inde i Ford field!

Min blære var som sagt på bristepunktet, så første projekt var at komme på toilettet. Det væltede heldigvis ikke ind med folk, pga. de langsommelige sikkerhedstjek, så der var ingen følelse af stress og jag. På vej hen ad gangen, kunne man lige skimte ned i selve arenaen. Jeg havde egentlig planlagt ikke at kigge før jeg var nede på gulvetagen, men det kunne jeg selvfølgelig ikke overholde. Vi gik alle hen til det omkransende rækværk og kiggede direkte ned, hvor det hele skulle foregå. Og sikke et syn!
Der var bygget en kæmpe scene, og der hang hundredvis af lamper, kilometervis af kabler og diverse platforme, hvor der skulle stå folk med lyskastere, ned fra arenaens loft. Det var stort. nej sgu, det var enormt! Sikke et skue!
Ringen, som det hele jo til syvende og sidst drejer sig om, stod nærmest som Palle alene i verden ude på midten af arenagulvet. Den så ufatteligt lille ud helt deroppe fra, og jeg tænkte straks på de stakkels mennesker, der ikke havde fået ringsidepladser, som vores. Eller, jeg tænkte nu ikke stakkels, nærmere ”YES!! Godt det ikke er mig!”.

Toilettet blev visiteret, og lettelsen gjorde ikke opdagelseslysten ringere, så vi aftalte med Kim, at ham og Mike gik alene ned til vores pladser. De skulle nemlig med elevator derned (naturligvis). Den gik gennem backstage-området, men det gad vi andre nu ikke koncentrere os om på dette tidspunkt, for arenaen skulle jo lige ”indtages”.
Der skulle selvfølgelig lige købes forfriskninger til showet, så jeg købte en voldsomt dyr burger, der viste sig at være totalt værdiløs, og en stor cola. I det hele taget var priserne for drikkevarer osv., sat til svimlende priser. En øl kostede ml. 9 og 11 dollar, og en burger på størrelse med en dobbelt cheeseburger fra McDonald, kostede 7 dollar! Et pizza slice, ikke meget større end cowboytoast krævede de hele 8 dollar for. Vanvittigt…
Vi gik ned til vores pladser ved ringen, helt oppe fra etagen hvor vi kom ind i arenaen. Turen er så lang, at med mindre man skynder sig rigtigt meget, så tager det næsten 10 minutter, at gå fra vores pladser, op på toilet, og tilbage igen.
Halvvejs dernede, blev vi stoppet af en billetkontrollørdameting. Hun sagde, at vi skulle have armbånd på, og at hvis vi mistede dem, så ville vi ikke blive lukket tilbage ind på gulvområdet, hvis vi f.eks. skulle på toilet eller købe forfriskninger.
Der var ærligt talt ikke meget styr på det, for ikke alle kontrollørerne vidste det med armbåndene. Kim fik det overhovedet ikke at vide, selvom han passerede flere kontrolsteder, så det måtte jeg gøre ham opmærksom på, så vi gik senere hen for at ordne det. De løb selvfølgelig også tør for armbånd, men Kim og Mike nåede heldigvis at få deres.
Blå armbånd betød gulvplads (that’s us baby), rød betød de billige rækker, he he.

Selve gulvområdet var dækket af plastikplader, der selvfølgelig skulle beskytte det egentlige arenagulv. Der bliver bl.a. spillet Football (Super Bowl blev spillet der i 2006, foran 60.000 fans), og med så mange mennesker pakket ind på gulvet, skal der jo ikke meget til før noget bliver ødelagt. Den store baby sad allerede på sin plads. Rækkefølgen var fra venstre baby, Robin, mig, Krede, Kim, Mike.
Vi skulle sidde direkte bag Jim Ross og Jerry ”The King” Lawler, og vi havde frit udsyn direkte op på entrance-området og ”the titan trons”. Vi sad intet mindre end perfekt!
Vores stole var nogen specialfremstillede klapstole, som vi måtte beholde efter showet. Der lå en seddel på hver stol, med en vejledning til hvordan man skulle forholde sig efter showet, for at få stolen med hjem. Der var mange, der ignorerede denne lille anvisning, og det kom de til at fortryde, men mere om det senere.
Stolene var sat sammen med kabelstrips, som dog undervejs i showet knækkede lystigt af. Vi sad i det hele taget ret ”intimt”, både til siden og hvad angår benplads, men det var nu ikke så slemt, trods alt.
Klokken var kun 17, og der skulle bruges hele to timer til showet startede officielt, så nu skulle der tages billeder, og vandres lidt omkring. Krede og mig gik rundt svøbt i det danske flag, og fik taget billeder foran scenen, tv-udstyret og utallige andre steder. Vi faldt også i snak med et par kontrollører, hvor vi (nok mest mig, ahem) endte med at diskutere hvem der har de pæneste piger, DK eller USA. Som om det skulle være en diskussion? Stakkels uvidende amerikaner..
Han påstod dog, at han havde en dansk veninde, meeeen jeg tør nu ikke gætte på, om hun var den rette til at repræsentere den generelle standard for danske piger..
Nå, men vi kunne jo ikke spilde al vores tid på dem, så vi måtte videre. Jeg blev bl.a. stoppet af en noget beruset amerikaner, der spurgte om vi var fra Sverige?! Ja, hej hej…

Da vi kom tilbage på vores pladser, blev vi enige om, at det måske var en god idé at få tisset af inden showet. Jeg ville i hvert fald IKKE bruge tid på det under selve showet!
Så Krede og mig smuttede af sted igen. Efter en hård tur op ad alle trapperne, røg vi ind i en gigantisk folkevandring. Det var først nu, det sådan for alvor gik op for mig, hvor mange mennesker der var i arenaen. De fleste havde ikke fundet deres pladser endnu, så der føltes ret tomt, når man stod helt nede ved ringen.
Der var selvfølgelig en lang kø til toiletterne, men vi havde god tid, så der var heldigvis ikke noget at stresse over. Havde vi ventet til lige inden showet skulle starte, havde det nok været en hel anden snak.
Godt tilbage på vores pladser, mødte der mig et sørgeligt syn. Robin havde besked på at passe på min cola, for den stod på gulvet lige under mit stolesædde, men han havde selvfølgelig fået den væltet (et uheld, ved det godt), så der lå bare en sø af cola over det hele. Jeg var indrømmet lidt muggen, men han var rendt efter noget at tørre op med. Det skulle han egentlig have sparet sig, for den erstatningscola han kom tilbage med, den væltede jeg over til Krede, da vi næsten var færdige med at få det værste af mit væk. Så på den konto var Robin og mig total homoer, og ekstra dummeslag til mig selvfølgelig. Hej hej..
Eneste trøst var, at vi langt fra var de eneste med ”væskeuheld”. Pga. den trange plads, flød det simpelthen med øl, vand og cola over det hele, som folk havde fået væltet undervejs i showet.

Klokken havde passeret 18, og der var nu en konstant ”summen” fra folk i hele arenaen. De forskellige celebrities, der sad på rækkerne foran os, var så småt begyndt at indfinde sig. Bl.a. sad Miss Teen USA, Miss USA og Miss Universe på forreste række, og vi fik dem da også lige til at stille op til et par fotos. Søde piger, uha uha… Desuden beærede ingen ringere end bokselegenden Thomas ”The Hitman” Hearns os med sin tilstedeværelse halvvejs gennem showet. (Han gik i starten af main).
Til vores held, forlod de fleste af dem deres pladser efter første kamp, så vi havde frit udsyn resten af showet. Dog blev pigerne siddende, heldigvis for det..
Vi var utroligt spændte på dette tidspunkt, og ventetiden var tæt på at være ulidelig. Men så.. Nu skete der noget. Det begyndte at strømme ned til ringen med fotografer og kameramænd, og inden længe dukkede Lillian Garcia op. Kommentatorerne – J.R., Lawler, Tazz, Styles, JBL og Cole kom ned til ringen, og indtog deres pladser. Vi startede et JBL chant, og J.R. fik et kæmpe pop og en lille chant også. Tazz er for øvrigt virkelig den dværg JBL påstår han er..
Lillian Garcia fik også et chant af os, der voksede sig ret stort endda, og hun var heller ikke sen til at anerkende vores anstrengelser.
Her inden showets rigtige start, var der en ”special feature match”. Det var en lumberjack match mellem Carlito og Ric Flair vs. Gregory Helms og Chavo Guerrero.
Flair fik som altid et monster pop, og det fløj også med woooo’s i hele arenaen kampen igennem.
Det første vi egentlig bed mærke i var, at der stort set ingen lyd var fra ringgulvet. Dem, der følger WWE hver uge, ved at der altid er gode drøn fra ringen, når folk bliver kastet rundt med, men det var der ikke noget af her.
Jeg har prøvet dette ”fænomen” før, da jeg for nogle år tilbage, sad ringside til et Raw house show i Frankfurt. Der var der heller ikke meget lyd, hverken fra ringen eller entrancemusikken.
Da jeg kiggede op i loftet, så jeg hvorfor. Fuldstændig som i Frankfurt, sad vi foran højtalerne, så al lyden fra ringen blev kastet ud bag os, og ikke ned mod os. Det var lidt ærgerligt, men slet ikke nok til at genere. Dog kiggede Kim og mig på hinanden, da kampen blev gennemgået kort under selve showet (på storskærmen), og sagde næsten samstemmende ”er det den kamp vi så?”, for lyden var en helt helt anden.
Resultatet af kampen mindes jeg faktisk ikke, men den burde uden tvivl have været på main cardet i stedet for enten kvindekampen eller den sygeligt ringe Kane vs. Khali.

Den summen, der var inden dette lille pre-show, var nu vokset til en meget stor brummen. Det var et fantastisk skue, at stå helt dernede ved ringen, i midten af arenaen, og bare indtage et 360 grader view over folkemængden. Det var en nærmest surrealistisk oplevelse at indse, at man her, 20 år siden man så sit første Wrestlemania på tv, nu selv stod der midt i det hele, og skulle til at opleve det hele live og endda helt tæt på. Den følelse jeg havde i kroppen af glæde, spænding og forventning, kan ikke beskrives. Den skal opleves, den skal man føle på sin egen krop..

Kl. 18.55. Lillian annoncerer (til kæmpe jubel), at der er 5 minutter til vi er i luften LIVE til den 23ende udgave af WRESTLEMANIA. Folk står op og man kan fysisk mærke elektriciteten i luften. Hårene på kroppen står op og man overvældes af myrepatter over det hele!
Kl. 18.59. We are LIVE in one minute, so please have all your signs ready for the world to see that Ford Field in Detroit is ready for WRESTEMANIA 23!!!
Kl. 19. Lyset dæmpes, en video begynder på storskærmen, og lige da den er slut, starter et gigantisk og ekstremt larmende fyrværkeri, og hele scenen “kommer til live”! Vi er i gang!!

Aretha Franklin åbner showet med at synge America the beautiful. Vi går ikke så meget op i det. Det eneste vi bemærker er, hvor fed hun er blevet. Næ, det vi derimod bider mærke i er, at kufferten, til Money in the bank kampen, sænkes. Det kan kun betyde én ting – de starter med den kamp!! Og sandt nok, det gør de. Jeg har stadig ikke helt forstået hvorfor, men skidt med det.
De 8 wrestlere introduceres én for én. Den, der overraskende nok, får det absolut største pop, er Mr. Kennedy. Hele dagen, har der faktisk været spredte Mmmrrrrrrrrrr. Kennedyyyyyy efterligninger uden for, men jeg blev alligevel overrasket over hvor meget ”over” han var.
Jeg har efterfølgende set showet på tv, og der fik man slet ikke samme opfattelse af stemningen, og/eller de pops der var, ikke bare i denne kamp, men hele aftenen igennem. (Med undtagelse af to kampe, der forårsagede total stilhed).
Kennedy vandt en kamp med nogle onde bumps, som sikkert virkede mere onde, når man står tæt på, end de gjorde på tv. F.eks. var Hornswoggles bump sygt at se så tæt på, og man kunne tydeligt se at han ikke havde det særligt godt lige efter (noget man ikke så på tv).
Anyway, en god start på showet, måske endda for god, for så vild en stemning der var til åbningskampen, lige så stille blev der til den efterfølgende kamp – Kane vs. Khali. Adskillige ”boring”-chants brød hurtigt ud, og utilfredsheden med kampen var tydelig at spore blandt den samlede folkemængde.
Efter den kamp, kom der et meget langt stræk med snak og video packages. Det fik publikum yderligere ned på jorden, så da det blev tid til Benoit vs. MVP, tog det ekstra lang tid at få gang i publikum igen. Men det gik da til sidst alligevel.

Og så.. Aftenens første ”main event”. En kamp som helt klart burde have været den sidste, men skidt pyt, den blev aftenens bedste alligevel. Jeg taler selvfølgelig om The Undertaker vs. Batista. kampen om The World Heavyweight Championship.
Først kom Batista til ringen til en blandet modtagelse. Hans pyro’s var øredøvende høje, så det var godt jeg havde medbragt ørepropper.
Undertakers entrance var intet mindre end ”breathtaking”. Pyro’s, droider og den altid myrepatteinducerende musik. Det hele var der.
De flammer, der var under det meste af hans tur til ringen, var så varme, at på trods af vi stod 60 meter fra dem, følte vi nærmest at øjenbrynene blev svedt af. Stakkels dem der stod ved siden af!

Kampen blev kæmpet utroligt stiff. Allerede i starten ramte UT med en højrehånd, der helt klart ikke var ment til at skulle ramme så godt. Igen noget man ikke så på tv. I det hele taget gav begge wrestlere bare alt hvad de havde, og stemningen.. åh ja stemningen, den var simpelthen genial. Den slags kan ikke opleves via et tv, den kan kun opleves i arenaen.
Undertaker vandt kæmpen, og blev kåret som den nye mester. publikum gik helt bananas, os inklusive, og vi havde næsten alle mistet stemmerne efter denne kamp.

Næste kamp var The ECW Originals vs. The New Breed. Helt tydeligvis en såkaldt “filler”. Publikum havde da også svært ved at komme ind i kampen, oven på den vi lige havde set, eller rettere oplevet.
Det, der står aller mest klart for mig fra denne kamp, var da RVD skulle til at lave sit 5 star frog splash. Miss Universe gik nemlig hen til en ved ringside, der sad næsten lige i synsvinklen for RVD, bukkede sig ned for at tale med vedkommende, og hvad skete der? Hendes bryst poppede ud af kjolen! Oh yes! jeg var tilfreds..
ECW Originals vandt for øvrigt..

Nu var det blevet tur til den over-hypede hair vs. hair kamp mellem Donald Trump og Vince McMahon.
Inden jeg fortsætter, skal jeg lige nævne den store baby. Under hele showet, kom han med de mest åbenlyse kommentarer (han er en mester i det), men jeg valgte at ignorere ham hele vejen igennem. Og da det var blevet tid til denne kamp, valgte han selvfølgelig at gå på toilettet..

Stone Cold Steve Austin var special guest referee til denne gimmick kamp. Han fik selvfølgelig et øredøvende pop. Kampen som sådan, virkede ret svær at følge med i, men der var et par ondskabsfulde bumps, som vi faktisk kunne mærke i gulvet. U-behageligt, ingen tvivl om det.
Vince blev selvfølgelig klippet skaldet, og Austin’s stunner på Trump blev nærmest no sold af publikum, for der var ikke ret mange der bemærkede den, eller endsige havde forventet at Trump ville tage et bump. Men det gjorde han, og thumbs up til ham for det.
Jeg så stunneren, og derfra hvor jeg stod, så den godt ud. Det gjorde den dog ikke på tv..

Næstsidste kamp på programmet var endnu en ”filler”. Nemlig kvindekampen. Jo mindre sagt om den, desto bedre.

Det var blevet tid til sidste kamp. Det var næsten ikke til at fatte. Tiden var bare fløjet af sted, og jeg ønskede bare det skulle fortsætte hele natten. But all good things come to an end,as they say..

Hvilket bringer hovedkampen, Cena vs. HBK, på banen.
Jeg er på ingen måde fan af nogen af dem, så det var lidt en nedtur, at de skulle sidst på. Dog var det forventet.
HBK’s entrance var som den plejer at være, men Cena’s faldt noget til jorden. De havde lavet en video med en drift-car, der kom kørende til arenaen, for til sidst at blæse gennem en stor glasvæg inde ved siden af scenen med Wrestlemania 23 logoet på. Det kunne vi bare ikke se, der hvor vi stod, så det virkede bare lidt plat på os.
Da folk var faldet lidt til ro, og wrestlerne stod klar i ringen, rykkede Robin mig voldsomt i armen, og råbte jeg skulle kigge ind i ringen. Lige da jeg kiggede op, sprang dommeren Mike Chioda oven på en streaker (en bleg og tynd en af slagsen), der var på vej ind i ringen. Sikkerhedsvagter sprang på manden, der bogstaveligt talt blev kastet i hoved og røv tilbage over barrieren. Det så fuldstændig vildt ud, den måde han sprællede i luften på! På den anden side af barrieren, stod flere vagter klar med masser af tørre tæsk, og han blev ellers halet ud af arenaen til ”na na na na, hey hey hey, goodbye”-chant fra publikum. Faktisk gik vagterne så hårdt til ham, at en sygeplejerske kom rendende ind mellem publikum, for at lægge sig mellem vagterne og streakeren. Så kan han fandeme lære det, spade!
Alt dette blev ikke vist på tv, så min gode ven fra lufthavnen, fik altså noget at lave denne aften.
Det sjoveste ved denne kamp var dels at chante Cena sucks, hver gang (primært børn og piger) råbte let’s go Cena, og dels at observere unge Robin, der gik op i denne kamp med liv og sjæl, og som nærmest var rørt til tårer (af skuffelse), da HBK tappede til Cena’s STFU. Det var alt i alt alligevel en underholdende main event.
Wrestlemania 23 var slut, og det var næsten ikke til at bære. Men hold kæft hvor var det en stor oplevelse. Ubeskrivelig og fuldstændig uvurderlig.
Jeg har forsøgt at videregive lidt af hvordan det var, men kunne hurtigt mærke, mens jeg skrev, at det er umuligt at gengive med ord. Nogle gange føles det endda som om det slet ikke er sket, men det hele bare er noget jeg har drømt..

Vi skulle som sagt blive siddende efter showet ifølge anvisningen, for at kunne få vores stole med. Der ville komme vagter rundt, og klippe stripsene af, men det gad jeg nu ikke vente på, så jeg rykkede dem bare over.
Her var det så, at rigtig mange begik en stor fejl. De begyndte bare at gå mod udgangen af arenaen med deres stole, men hvis de havde læst efter, ville de vide, at de ikke ville få lov til at tage dem med ud, hvis de ikke havde fået krydset deres billetter af. Vi havde tålmodigheden, og ventede bare på at det blev vores tur, så vi fik vores kryds.
Stolene skulle hurtigt vise sig at stå i høj kurs. Jeg blev tilbudt adskillige gange at sælge min for op mod 300 dollars. Men fandeme nej om jeg ville sælge den. De måtte da være fuldstændig fra den!

Denne gang fulgtes vi med Kim og Mike hen til elevatoren, for vi skulle jo gennem backstage-området for at komme hen til den. Først blev vi lukket ind, der hvor drift-bilen stod. To mænd var allerede ved at støvsuge den fri for glas, og Kim ville da lige have et par stykker glas med hjem, som souvenir. Vi fik også taget billeder foran den, hvilket de to støvsugende mænd nu ikke var helt udelt tilfredse med.
Derfra skulle vi forbi the gorilla position og op ad en rampe til elevatoren. Mens vi stod og ventede på det blev vores tur, mødte/hilste vi på bl.a. Ric Flair, HHH, Stephanie McMahon, Mr. Kennedy og så bl.a. Edge, Matt Hardy, Elijah Burke, Slaughter og andre jeg ikke lige kan huske, begynde at forlade arenaen.
Men bedst af alt, fik vi snakket med Fit Finlay, og selvfølgelig fik taget billede sammen med ham. Der kom faktisk en vagt og sagde vi skulle gå væk fra ham, men han sagde bare at vi skulle blive, og det ingen problem var at tage billederne. Han troede først vi var fra Østrig, men efter jeg fik fortalt ham det var Danmark, spurgte han bare ud af det blå, om jeg kunne tale tysk. (Han spurgte faktisk på tysk). Selvfølgelig kan jeg det, så der stod jeg, backstage til Wrestlemania, og snakkede tysk med en irer. Genialt, lol!

Vi gik ud samme sted vi kom ind, men lige inden vi nåede ud i den friske aftenluft, skulle de andre jo lige have brugt lidt flere penge på t-shirts og programmer. De havde jo næsten heller ikke nået at få købte noget endnu..

Det var faktisk ret forfriskende at komme udenfor. Vi havde vist alle sammen svedt en krig under showet, for der var til tider ekstremt varmt. De bedste tidspunkter, rent luftmæssigt, var når der lige havde været fyrværkeri, for så gik den kraftige udsugning i gang, hvilket bragte tiltrængt frisk luft ned til os.
På vej tilbage til hotellet, fik Krede, Kim og vist nok også Robin, lige igen igen købt en t-shirt af en gadesælger. Dog af yderst tvivlsom stof- og syningskvalitet og ikke ligefrem officiel merchandise.

Vi aftalte på tilbagevejen, at gå i baren og fejre et veloverstået show. Alle var glade og tilfredse. Troede vi da.. Den store baby var nemlig i gang med næste etape af sin underlige opførsel denne dag. Mens vi klædte om på vores værelse, ville Kim lige ind til babyen og høre om han havde Mikes MP4. Den store baby havde nemlig det store smil på henne ved arenaen, da han sagde ”ha ha, aprilsnar” til Kim. Han havde nemlig ikke skyllet den ud, men lagt den under affaldsposen i den skraldespand der stod på toilettet.
Da Kim og mig gik ind for at få den tilbage, var den store baby der ikke. Han havde taget sine ting og gået ned i receptionen, for at få et andet værelse. Det var som om dagen var startet forfra! Weird? I think so!
Under alle omstændigheder var MP4’eren væk, og det var uden tvivl rengøringsdamen, der havde taget den, så vi gik ned for at efterlyse den.
Da vi kom ned i receptionen, mødte der os et syn for guderne. Den store baby sad på sin Wrestlemaniastol ved siden af sin bagage, i selve receptionen. Han sad og ventede på, om der skulle vise sig at være/blive et værelse ledigt. På vej derned, havde Kim og mig snakket om at babyen skulle aflevere sin nøgle, hvis han skiftede værelse, så Robin kunne ligge i fred uden frygt for hævnaktioner. Mens jeg stod og udfyldte en efterlysningsseddel, gik Kim hen til babyen, og bad ham aflevere nøglen, hvis han alligevel ikke skulle bo på værelset mere. Dette bragte straks vreden op i babyen, der proklamerede, at Kim i hvert fald ikke skulle give ham ordre om noget som helst!
Nej nej bevares da, det er da helt tydeligvis også et ublu krav fra vores side..
Jeg stod med siden til, og så ikke hvad der skete, men kunen jo tydeligt høre alt. Lige efter babyen havde – bogstaveligt talt – råbt af Kim, lød der et lille, og jeg mener virkelig 100% seriøst et LILLE klask. Straks fløj den store baby op fra stolen og råbte til en af receptionisterne – ”I would like to press charges for assualt at the bald guy standing over there”. Kæft det var morsomt!! Det smukkeste af det hele er, at den store baby på 140+ kg,, for det første er en total kylling, og for det andet snakker med en stemme som en på 5 år, hvilket gjorde hele situationen til en form for grotesk satire.
Det kan man da kalde et Wrestlemania moment!

En af hotellets dværgvagter kom over til Kim, og trak ham til side for at snakke med ham. Kim forklarede bare stille og roligt hvad der var sket, og så fik vi ellers lov at gå tilbage til værelset. Den store baby var allerede i gang med at hælde vand ud af ørerne om, at vi havde lavet en ondsindet joke tidligere på dagen, og vi har sikkert også undervejs fået skylden for, at han er vokset op til at blive en stor baby.
Små 10 minutter efter vi var kommet tilbage på vores værelse, bankede det på døren. Det var vagten fra før, plus endnu en vagt. De ville have os ud på gangen til en snak.
Ham, der havde snakket med Kim og babyen sagde, at han ikke var i tvivl om, at der var foregået en masse, som han ikke kendte til (det sagde han efter jeg havde pointeret, at der altid er to sider af én hsitorie), og som talte til vores sag, men han bad os om venligst at lade babyen være på resten af vores tid på hotellet, ellers ville vi blive smidt ud. Som han sagde: The big guy is sitting downstairs and crying like a little bitch, and we just can’t have that guys, ok?”
Vores svar var bare “No problem, but the same goes for him”, og det skulle vagten nok sørge for at viderebringe. Babyen kunne for øvrigt ikke få et nyt værelse, så vi gik med til at han fik Robin og hans for sig selv.
Vagten takkede os mange gange for vores samarbejdsvillighed, og så var den ged ellers barberet.

Siden da, så vi intet til babyen før vi skulle hjem om tirsdagen. Gik alting meget bedre derfra? Ja selvfølgelig, for nu kunne vi snakke frit uden at tage hensyn til om han pludselig ville få et af sine mange flip.

Vi skulle som sagt ned i baren. Nede i lobbyen mødte jeg Oliver Copp og Björn Behrens. Jeg gik selvfølgelig hen til dem, og hilste storsmilende. Björn gloede bare vantro på mig og udbrød: What? Are you here too? And you just come and say hey like it was nothing?
Han var helt paf, den stakkels lille mand. Ollie vidste dog godt, at vi skulle over og se Wrestlemania, men at vi så lige skulle bo på samme hotel, var jo ikke til at forudse.
Vi aftalte at få en øl i baren lidt senere. De skulle bare lige spise først.
Mike var træt, så han lagde sig bare til at sove på værelset, men vi andre skulle lige ned på jorden igen, og en kold øl er bestemt en god hjælp.
Nu var der bare lige det ved det, at vi ikke havde fået noget at spise i ufattelig mange timer, eller væske for den sags skyld, så både Krede og mig blev totalt stive efter 2 øl. Dælme en billig brandert!
Ollie og Björn sluttede sig til os lidt senere, og vi sad og hyggesnakkede lidt. De andre snakkede Wrestlemania, mens jeg snakkede MMA med Ollie. En rigtig hyggelig afslutning på en fantastisk dag.
Dog kunne den store baby have ødelagt det hele, men det lykkedes ham heldigvis ikke.

Efter et par øl, var det blevet sengetid. Alle dagens indtryk var langt fra fordøjet endnu, og det hele summede stadig i kroppen. Det var nu ikke kun pga. alkoholen, skal jeg lige tilføje.
Vi gik til køjs omkring et-tiden. Trætte, tilfredse, og en oplevelse for livet rigere. Hvad mere kan man ønske sig…