fredag, april 21, 2006

Guilty as charged

Ja, så var det jo i dag, at jeg skulle på kommunen og have dommen. Som forventet fik jeg skylden for det der er sket, og kan derfor kun få ”hjælp” mod tilbagebetaling og med en straf på 1/3 af det fulde beløb.
Det er med kommunens ord – og ifølge loven – min egen skyld, at jeg har mistet mit job og ikke kan bevise, at jeg rent faktisk blev fyret og ikke selv sagde op, og det er min egen skyld, at jeg har mistet kæreste og børn. Ok, den må jeg så lige tygge på et par dage…
Det ironiske ved det hele er, at min ex er den eneste der kan bekræfte, at alt jeg har fortalt på kommunen er sandt, men hun gjorde det klart for længe siden, at hun ikke ville bakke mig op.
Nå, men jeg er altså blevet sendt i straksaktivering, for det er jo sådan, at senest dagen efter man sygemelder sig, skal man møde på arbejde i aktiveringscentret. Øh ja, det ER virkelig sandt…
Det skal jeg så på tirsdag, fordi jeg gjorde det klart, at min forestående tur til Tyskland under ingen omstændigheder vil blive skrottet fra min side. Komodovaranen sagde, at hun ville skrive til kontoret på aktiveringscentret, og fortælle at jeg kommer tirsdag morgen, men at jeg har en diskusprolaps, og jeg derfor ikke kan lave noget. Ok, så langt, så godt. MEN, jeg skal selv møde op og sige at jeg er syg, og derfor ikke kan lave noget. (De kan nok ikke læse så godt på det sted, men de skal jo også bruge hænderne og ikke hovedet til daglig, så gør det nok ikke så meget..). Altså, jeg skal sige jeg er syg, og bare tage hjem igen, hvis de kræver jeg skal lave noget. Det skal jeg så blive ved med at gøre indtil jeg har en afklaring på min situation rent lægeligt, hvilket jeg forhåbentligt får d. 1. maj. MEN, hvis de på centret IKKE godtager min sygemelding, så bliver jeg sanktioneret, hvilket også vil medføre manglende økonomisk hjælp!
Er I ligesom begyndt at fornemme hvor det bærer hen for mig? Uden at sige for meget, så har jeg været ude og shoppe efter den bærepose jeg skal bruge fremover. Jeg kunne ikke helt bestemme mig for en Netto- eller Remapose, men valget faldt altså på Netto, fordi den er gul, og det er jo snart sommer, og gul er sådan en glad og opmuntrende farve….

1 Comments:

Anonymous Inge said...

Forstår selv NADA. Og jeg skal da lige kigge efter, bare sådan for en sikkerheds skyld: ER det DK vi bor i??? Ja, det er det. Ergo: Man kan prøve på at redde sit eget skin, fordi jordkloden er rullet hen over én. Mens man så ligger dér og ikke kan få luft, ja så går folk bare forbi!!! Mit motto plejer at lyde: Pas på dig selv, for ingen andre gør det for dig" Men det motto er ligesom faldet lidt til jorden nu.

Et kæmpe kram fra mig til dig Poul...

5:54 PM  

Send en kommentar

<< Home