fredag, april 28, 2006

Kølnturen - the sequel


Billede: Fra venstre mod højre - Kim 2, Kim1 og mig (uden skulderpuder! All natural baby!!)

Inden jeg starter, så vil jeg lige slå et ord for PLANLÆGNING! Jeg ved godt, at det ikke er en mandeting at planlægge en masse og virkelig gå i detaljer, men gutter, planlægning skal fremover ikke være et ”fy-ord”. Lad ordet omfavne jer, som den klamme lugt af 4 svedige fyre (og en enkelt teenager) med dårlig ånde, dårlige maver, sure tæer, og daggammel sved klistret til hver en porre i kroppen, stuvet sammen i en bil en hel weekend.
Manglende planlægning er i hvert fald en fejl, jeg ikke begår igen før næste gang…..

Tilbage til det, som dette indlæg egentlig handler om, nemlig den forgangne weekends tur til Hamborg og Køln (det er i Tyskland, for dem som skulle være i tvivl..). Lørdag morgen drog vi af sted, 5 stk. hankøn (nå ja, 1 køn = mig, og så 4 andre hanner) i en mandagsbil af rang, nemlig Renault Laguna stationcar. Mage til lortebil skal man virkelig lede længe efter!
Vores chauffør Kim 1 (der var 2 ved navn Kim med), som for øvrigt også er indehaver af føromtalte bil, har en retningssans som en muldvarp med høfeber og hareskår, Kim 2 ligeså – men det er jo knap så væsentligt, da han ikke skulle køre derned, og min makker Kristian kan sikkert godt finde vej, men han har en beslutningsevne, der er omtrent så ikke-eksisterende som lollikeres evne til at se, at de rent faktisk bor på DK’s mest glemte ø (og med rette, men se i Lollandskrøniken hvorfor).
Ja ja, vi har jo alle vores brister. Jeg er så bare ikke stødt på mine endnu, men hvad, alle kan jo ikke ligne mig, vel?
Turen til Hamborg gik så vidt nogenlunde smertefrit, hvis man ser bort fra det faktum, at 2 brede fyre på bagsædet af lagunaen og en uformelig dejmasse i midten, ikke just fordrer det man normalt kan betegne som rejsekomfort. På den anden side, så lærer man hurtigt at komme over sin berøringsangst, skulle man være så uheldig at være i besiddelse af en sådan! Det skal også lige tilføjes, at Kim 1 besidder et af de værste kvindegener der findes, han er nemlig en frossenpind. Så varmen på bagsædet nåede hurtigt klistrede proportioner, og det var IKKE fordi vi sad og befamlede hinanden ufrivilligt!! (Bemærk ordet IKKE!!)
Efter et lille ophold på en rasteplads mellem Flensborg og Hamborg, nåede vi så endelig indenfor Hamborgs bygrænse. (På rastepladsen var der for øvrigt var en magisk bus! I kid you not! Jeg har aldrig i mit liv set så mange – knap så pæne – mennesker vælte ud af én enkelt bus som denne, det var tåretrillende morsomt! Faktisk var det som at være havnet i en tidslomme, for de her unge mennesker var totalt tidlig 1980’er retro. Én efter én, vadede de ud af bussen, og lignede en blanding mellem Depeche Mode og The Cure – de tidlige år! Og lærerne, ja, pædagogkampuniformen er bestemt ikke en sagablot, men lever i bedste velgående. Skål 68’ere! Godt at se I stadig kan finde ud af at drikke øl inden frokost med børn og unge I har ansvaret for…). Og det er så her den manglende planlægning viser sit grimme hoved. Det er jo ganske prisværdigt, at Kristian har printet en kørevejledning ud, men den hjælper bare ikke så meget når den ligger i tasken i bagagerummet, vel? Kim 1 får bilen ind i nødsporet, og jeg får losset Kristian ud af bilen, så han kan hente det famøse stykke papir. Vi kører så videre, men det er bare ligesom vejskiltene ikke passer med det der står på papiret. Det skal så senere vise sig, at den afkørsel vi standsede bilen, rent faktisk var den vi skulle have været drejet af ved, men i stedet fortsatte vi. Da der kom til skilte med Elbentunnelen, mente jeg det nok var på tide at dreje af motorvejen, og det gjorde vi så, med det resultat at vi var endt i Hamborg syd, og vi skulle være i nord.
Og nu, mine damer og herrer, er det så at jeg vil slå et slag for tyskundervisning i skolen! Selvfølgelig er det et lortesprog (skal jo passe til befolkningen), men når man er faret vild i Hamborg, så er det dælme guld værd, skal jeg hilse og sige!!
Efter utallige stop på diverse tankstationer, tak til Shell og Esso for at være i besiddelse af et totalt uvidende personale, fik jeg (ja, jeg var selvfølgelig den eneste der kunne tale tysk) hjælp af et avisbud. Han rev en side ud af sit bykort, og fortalte nøjagtig hvordan vi skulle finde frem. Nå ja, finde frem til så meget kortet nu viste, for vores destination lå udenfor! Anyway, derefter gik det ganske fortrinligt, indtil vi netop kom uden for kortet, hvorefter jeg måtte ind på en Esso-tank og spørge om vej. Øh ja, det hjalp lidt, men ikke meget. Vi cruisede atter lidt forvildet rundt indtil den altid nærværende sult blev for meget, og vi derfor så os nødsaget til at inhalere en rullekebab. Damn, den smagte dælaneme godt!! Masser af kød, lige som det skal være, nice. Det hjælpsomme, men lidt svært forståelige personale i kebabshoppen, fik vist os det sidste stykke vej til stedet, hvor der skulle trænes.
Der hookede vi så op med Odensefolket, og nu skulle der så trænes. Jeg trænede ikke med af to grunde. Manglende økonomisk formåen (et tilbagevendende problem på denne tur) og så min diskusprolaps i nakken selvfølgelig. Selve træningen gider jeg ikke gå i detaljer med, men det var, så vidt jeg kunne se, en god gang basic work. Et lille cadeu skal gå til Brian, som er helt ny i det her. På trods af, at han har meget langt endnu, så kæmpede han sig gennem hele træningen. Hatten af for det, godt gået.
Jeg fik snakket en del med træneren, en long-time wrestler ved navn Karsten ”The Natural Wonder” Kretschmer. Flink fyr, dog er han måske en anelse for optaget af om andre havner på transvestitbarer ved ”et uheld”, som han åbenbart har gjort et par gange.. eller tre…
Inden vi skiltes fik jeg ham til at anvise evt. overnatningsmuligheder i byen (der kom den med planlægning igen). Han mente bestemt vi kunne få billige værelser på Reeperbahn, så det forsøgte vi selvfølgelig. Efter endnu en lille detour i Hamborg, kom vi frem til OG fik parkeret ved reeperbahn. (Her reddede mine ypperlige tyskkundskaber os fra at havne i et P-hus, der uvist af hvilke grunde, KUN lukker biler ind og ud mellem 17 og 04!?!).
Det P-hus vi benyttede os af, var da helt klart designet af en meget skarp hjerne. Bl.a. skiltet ”Husk at slukke bilen, når du forlader den parkeret” var en klar indikation af, at det her skam var gennemtænkt til mindste detalje. Det er for øvrigt også en fejl vi alle begår jævnligt. Jeg mener, hvor mange bilister har ikke prøvet at gå fra bilen i 3 timer, kørende i tomgang?
Jagten var nu gået ind på overnatningsmulighederne, men men, as luck would have it, samtlige værelser, selv de absolut mest tvivlsomme, var booket. Så den tur var intet mindre end spildt. Nå ja, måske lige bortset fra at jeg fik banket mit søm i en lille sød ting, mens hendes veninder så på. Det er sandt! Hun spurgte: Vil du nagle mig? Jeg svarede selvfølgelig ja, for hvor tit får man den mulighed på åben gade?
Anyway, hun fandt et bræt frem, gav mig en hammer og søm, og bad mig trykke til. Dog ville hun ikke have det helt i bund. Men naiv som man jo er, så endte jeg selvfølgelig også med at betale for det. 40 eurocent måtte jeg bløde for den oplevelse, ak ja…
Efter 1 times forgæves forsøg på at finde værelser, blev vi enige om at søge ud på autobahnen igen, og forsøge os med et motel eller lignende på ruten mod Køln. Klokken var nu langt over 21, og vores brave teenager-følgesvend var forståeligt ved at mærke trætheden melde sig. Afsted kom vi, ud af byen UDEN problemer, og fandt autobahnen. Godt nok den forkerte, fordi - ud af to valgmuligheder - fik vi fat i den der ikke førte mod Køln, men hvad, ude af Hamborg var vi da. En lille times kørsel og en optankning senere fandt vi et motel, og så…….. Fortsættes næste uge