torsdag, april 20, 2006

Livet

Vi vælger ikke om vi vil fødes, og vi vælger ikke om vi vil dø, men vi vælger selv hvordan vi vil leve. Dog er der kun én konstant her i livet – nemlig døden, ironisk nok. Vi kan ikke undslippe den, og vi kan ikke selv vælge, hvornår det er vores tid til at møde den.
Dage som i dag, hvor livets besværligheder og prøvelser kommer væltende ind over én, er dage hvor jeg sætter mig ned og kontemplerer om der er en mening med livet, og om det overhovedet betyder noget, om der er en mening.
Jeg føler, som de fleste andre sikkert gør, at der MÅ da være en mening med, at man skal igennem så megen smerte, både fysisk og psykisk? Hvorfor skal man blive ved med at kæmpe sig vej gennem det ene nederlag efter det andet, hvis der ikke er en gevinst i den anden ende?
Og så er det jeg kommer til den konklusion, at jeg ikke længere vil søge at finde en mening med livet, for jeg tror ikke engang vi finder den i døden. Vi er her nu, vi lever og ånder lige nu, vi føler, vi tænker, vi handler lige her og nu. Hvorfor bruge en masse energi på at bekymre sig om hvorfor?
Lige så sikker jeg er på, at døden er endegyldig og fører til intetheden, der hvor smerte og glæde flyder sammen til ingenting og ikke længere eksisterer på et bevidsthedsplan, lige så sikker er jeg på, at vi er vores egen skæbnes smed. At vi selv bestemmer vores skæbne, er ikke ensbetydende med at vi bliver lykkelige. Der er så mange valg vi træffer for os selv, som kun har indflydelse på vores egen opfattelse af livet, og kun så få der bliver truffet af andre mennesker og af naturen, at det virker omsonst ikke at skue indad, og vurdere på det man går og laver.
Hvorfor bliver man ved med at bruge tid på mennesker og ting, som man inderst inde ved ikke gavner én? Er det frygten for det ukendte, er det dovenskab, er det uvidenhed, eller er det trygheden i det man kender, ligegyldigt hvor megen smerte det end påfører én? Hvornår er det rigtige tidspunkt til at bryde alle negative mønstre, og findes der egentlig sådan noget som et rigtigt tidspunkt?
Vi må vælge at ville træffe valg og stå ved dem, vi må vælge at ville gøre det der skal til, for at få styr på vores eget lille univers, vi må vælge at ville livet!
Jeg er ikke parat til at dø endnu, for der er så mange steder jeg ikke har set, mennesker jeg ikke har mødt, kærlighed jeg ikke har følt, kærlighed jeg ikke har mistet, komplimenter jeg ikke har fået, komplimenter jeg ikke har givet, mennesker jeg ikke har hjulpet, mennesker der ikke har hjulpet mig, vittigheder jeg ikke har fyret af, vittigheder jeg ikke har grint af, gaver jeg ikke har givet, gaver jeg ikke har fået, smerte jeg ikke har følt, smerte jeg ikke har påført, ja der er så meget LIV jeg ikke har levet endnu!

Jeg vælger at glædes ved dem der lever og har levet, og jeg vælger at leve, fordi det er det eneste der giver mening…

1 Comments:

Blogger FlairRocks said...

Dog er der kun én konstant her i livet – nemlig døden, ironisk nok. Vi kan ikke undslippe den, og vi kan ikke selv vælge, hvornår det er vores tid til at møde den.
<---Det kan vi vel godt hvis vi vil..

Men ellers et godt indlæg. Vi kender, som du skriver, nok alle de følelser og tanker...

8:18 PM  

Send en kommentar

<< Home