onsdag, april 12, 2006

Slemma dilemma

Dilemmaer er en fantastisk størrelse, og yderst sjældent på en positiv måde, ihvertfald efter min egen erfaring at dømme. Lige nu står jeg i lidt af et monster-dilemma. Som man senere vil kunne læse i ”Lollandskrøniken”, så er jeg ved at køre sag mod min tidligere chef i Maribo for uretmæssig fyring/bortvisning, manglende løn, ansættelsesbevis og feriepenge.
Problemet er så, at jeg har en diskusprolaps, som muligvis skal opereres, hvilket gør, at jeg ikke kan søge job lige pt. Jeg er som sådan i stand til at arbejde stadigvæk, desværre er risikoen for en forværring af diskusprolapsen til stede, hvilket vil betyde længere rekonvalescensperiode i den anden ende, og det vil være temmelig tåbeligt at risikere. Dommen, om hvorvidt jeg skal opereres eller ej, får jeg mandag d. 1/5.
Jeg er ikke berettiget til sygedagpenge, fordi jeg ikke har arbejdet i februar og marts. (Skal lige tilføje, at min nye læge på det kraftigste anbefalede mig at blive sygemeldt.)
Derfor har jeg så lige søgt kontanthjælp, men men men, ifølge deres regler er en bortvisning/fyring ensbetydende med at det er ens egen skyld, hvilket gør at man IKKE er berettiget til kontanthjælp.
Man kan derimod få hjælp med tilbagebetalingspligt, plus man kun får 2/3 af normal kontanthjælp.

Hvori består så dilemmaet? Jo, hvis jeg vinder min sag, så er det ifølge reglerne min egen skyld, og jeg kan ingen penge få. Hvis jeg IKKE vinder, så kan jeg stadig ikke bevise, at jeg ikke blev bortvist, og jeg kan så kun få hjælp med tilbagebetalingspligt!
Hvis det ikke er nok i sig selv, så har jeg fået mine lønsedler fra motionscentret (ca. 2 uger efter fyringen), hvorpå der står, at jeg har fået indsat 9000 kr. på min konto pr. 28/2. Nu er det bare sådan, at jeg aldrig har modtaget nogen penge, men da det står på kommunens pc’ere, ja så må det jo være den endegyldige sandhed, ik? At jeg så kan bevise via kontoudskrifter, at de penge aldrig er gået ind, tja, det lod ikke til at påvirke sagsbehandleren synderligt meget.

Så alt i alt en meget skidt sag set fra mit synspunkt. Jeg kan meget vel være den eneste i Danmark, der har den tvivlsomme ære, IKKE at være berettiget til kontanthjælp. Jeg ved ikke, om jeg skal bukke og sige tak, eller hvad jeg skal gøre….

For at få indsigt i hvad hele sagen bunder i osv., så bliver du nødt til at følge med i Lollandskrøniken, som med sikkerhed går hen og bliver et hit og lidt af en landeplage, bare vent og se ;-)