lørdag, april 15, 2006

Vi er nok i én

Spørgsmål: Hej, hvad hedder du?
Svar: (Indsæt navn)
Spørgsmål: Ok, og hvad laver du så?

Om vi vil det eller ej, så definerer vi hinanden på det vi laver, og ikke på de personligheder vi er. Er det fordi, at det første er lettere og korrekt? Eller, er det fordi vi ikke gider fordybe os i hinanden, fordi vi egentlig hverken har tid eller lyst til at koncentrere os om andre end os selv?
Jeg ved det ikke, men må indrømme, jeg hælder mest til det første. F.eks. hvis en svarer, at han da er arbejdsløs og bare går derhjemme og glor, så tænker de fleste straks, at han er doven, ugidelig, svag, en samfundsnasser, ansvarsløs og i bund og grund en pestilens for ”os hårdtarbejdende skatteydere”.
Men er han nu også nødvendigvis det? Kan der ikke ligge en million andre ting til grund for hans situation? Ja, det kan meget vel være, at han bare er en doven skiderik, men hvad nu hvis han var en ulykkelig person med en svær fortid? At hans kone lige var smuttet med børnene? At han har været ude for et nervesammenbrud? Eller at han bare tager sig god tid til at finde sin rette hylde, og finde lige netop DET job, som han gider stå op til hver morgen, og som kan gøre hans hverdag fyldestgørende?
Hvor tit giver vi os egentlig tid til at finde ud af den slags? Og her er det ligegyldigt, om det er en fremmed person, et familiemedlem eller en gammel bekendt man ikke har set længe. Hvad er det vi er bange for? Hvorfor er det så svært at give sig tid til at lytte til andre? Hvornår får vi tid til andre end os selv?
Jeg har selv prøvet det på egen krop, at blive defineret ud fra hvad min jobstatus er, og ikke ud fra hvem JEG er. JEG værende den person der gemmer sig inde bag det arbejdsløse samfundsnassende ydre. Det er absolut ikke sjovt, og derfor er det vigtigt, at når man selv er ovenpå, at man giver sig tid til at være der for andre, UDEN at forvente noget til gengæld. Det koster så lidt af os selv, men giver andre så meget, at det ikke kan betales med alverdens penge.
Efter at have været igennem et hårdt brud med (nu eks) kæresten, fandt jeg for alvor ud af hvad det vil sige, at kunne trække på andre og deres overskud. At vide, at man kan være nok så træls at høre på, men at der alligevel hele tiden er et øre, der er klar til at lytte, uden at man bliver dømt på forhånd. Det er guld værd, og det vil jeg tage med mig for altid fremover, og bruge mit nyfundne overskud til at kunne give tilbage af samme skuffe. For ved I hvad? Det koster mig intet….

1 Comments:

Anonymous Inge said...

Poul... WELL SPOKEN!!! For vi er to der ved hvad det drejer sig om...

4:55 PM  

Send en kommentar

<< Home