tirsdag, august 29, 2006

Poeten er mig nr. 4

Var det hele bare en umulig drøm?
Var det ønsketænkning?
Stod jeg virkelig midt i det?
Havde jeg alt, jeg nogensinde havde ønsket?


Hvorfor brast boblen?
Hvor forsvandt det hele hen?
Smed jeg det væk?
Tog du det fra mig?


Spørgsmål, tanker, frustration, længsel,
tårer, smerte..
Det flyver gennem mig!
Kan jeg lægge det bag mig?
Ønsker jeg at glemme?


Nutiden gør ondt..
Fremtiden? Hvor ligger den?
Kærligheden groede..
Mine følelser var ægte..
Og alligevel sidder jeg her
og siger et sidste farvel..

fredag, august 25, 2006

Den store Lollandstur














Så kom dagen endelig, hvor det blev tid til den grande LOLlandstur! Den havde været længe undervejs, og var til tider i overhængende fare for at blive skrottet, men omsider lykkedes det at få alt på plads. Dato, penge og ikke mindst ”bil”. Nu er der så lige det med ”bilen”, at vi her snakker om en Citroen Berlingo. En defekt en af slagsen tilmed. På selve afrejsedagen ringer min medsammensvorne rejsemakker Kristian (efter at have hentet ”bilen” i Århus), og fortæller noget betuttet, at ”bilen” ikke har det helt godt. Den er sløv i betrækket, og ikke mindst optrækket, og håndbremseindikatoren lyser konstant. Hende, der bruger ”bilen” til daglig, påstod at den først lige var begyndt at gøre det dagen før, altså om torsdagen. Søndag aften, da jeg afleverer den til hendes arbejdsgiver, får jeg så at vide, at sådan havde det været i 3 uger. Hun skulle så angiveligt have fået den lavet, men det var jo så ikke tilfældet. Havde vi vidst det om fredagen, så havde jeg helt sikkert taget imod Kristians tilbud om at skifte Berlingoen ud med hans forældres Chrysler Kadett.
En lidt skidt start på hvad der siden skulle vise sig at blive en kanon weekend.
Men af sted kom vi da. Udrejsestationen var Randers, og jeg fandt hurtigt ud på E45 med retning sydover. Allerede fra starten af kom der diverse mislyde fra Berlingoen, men dem lærte vi med tiden at leve med, for så længe den kørte, så gik det jo nok.
Selvfølgelig endte vi i en bilkø før Vejlebroen. Vi tabte ikke mindre end 45 min.! Hvad der forårsagede køen fandt vi aldrig ud af, for der kom ingen meldinger om uheld eller noget.
Resten af turen til Ølby, hvor vi skulle overnatte hos en af mine veninder, forløb uden større problemer. Efter et kort pitstop hos McD. i Odense, gik turen over broen, som jo altid er et imponerende syn. En ”sjov” lille detalje med Berlingoen var, at på Sjælland og Lolland, nægtede den konsekvent at komme ret meget over 110 km/t. I gode gamle Jylland, rendte den konsekvent 130 (plus det løse), men dælme om den ville det samme på øerne.
Jeg fik ”bilen” af motorvejen ved afkørslen mod Ølby. Det skulle så bare vise sig, at Ølby slet ikke ligger i Ølby!?! Der hvor man drejer af til er gamle Ølby, men der vi skulle hen er nye Ølby. Der findes bare ingen skilte, der informerer om denne lille vigtige detalje. Men efter en lille deroute på en snæver markvejsting, fandt vi (læs: jeg) frem til rette sted. Ja ja, godt nok skulle der en lille opringning til for at finde p-pladsen, men eftersom det var mig der sad bag rattet, så var det MIG der fandt frem, basta!
Vi blev (næsten) modtaget i døren af vores vært og hendes hundeting Luna. Luna er MIN når jeg er der, men jeg nægter konsekvent at betegne den som værende en ”rigtig” hund. Min kat Minnie havde næsten lige fået et kuld killinger, så der var dyr nok i huset, hvilket jo altid er hygsomt.

Vi tog tidligt af sted mod Lolland lørdag morgen. Der var lovet anstændigt vejr den dag, men det skulle faktisk gå hen og blive intet mindre end fremragende sensommervejr.
Vel ankommet i Maribo, måtte jeg selvfølgelig lige en tur forbi motionscentret og aflægge en lille hilsen, og derfra kørte vi hen til MINIBYEN (læs om den i Krøniken). Til vores store skuffelse og skam, viste det sig at Minibyen var blevet fjernet! Denne skandaleoptræden fra Maribo Kommunes side, gjorde at vi ikke fik de billeder, som vi havde ventet hele 7 måneder på, af dette fantastiske stykke kulturarv. Ikke dermed sagt, at vi gik tomhændet derfra, men det er ikke just noget jeg har lyst til at skilte med her…
Dernæst stod den på torve- og gågadetur. Kristian kom uforvarende til at kalde det for strøgtur, meeeen selv en blind med udpræget bevægelseshandikap, vil finde det overordentligt svært at retfærdiggøre Maribos gågade som værende et strøg.
På torvet var der som altid marked, og Kristian kom derfra med en Philips kassetteradio, et par solbriller og en svensknøgle, til den nette sum af 30 kr. Et fund til de penge, især radioen.
Vi var også en lille smuttur nede omkring søen, som er en af de få ting i Maribo, der kan betegnes som interessante. Der fik vi for øvrigt en del tid til at gå med at se hvem af os, der kunne få flest småsten til at ligge stille på en død gedde, der lå med bugen opad på små 40 cm’s dybde. Ak ja, Maribo er en u-udtømmelig kilde af oplevelser til at dræbe kedsomheden i en ellers tempofyldt hverdag på Lolland..
Noget der slog os begge var, at enten har 80’er retrostilen for alvor grebet fat i maribogenserne, eller så har de endnu ikke bevæget sig ind i 90’erne. Nu er jeg bestemt ikke selv typen der er hip og med på den seneste mode, men jeg kan sagtens huske 80’erne og stilen dengang. (Noget af en bedrift af en, der kun lige er fyldt 21).
Nå, nok om det. Fra opholdet i Maribo, gik turen videre mod Knuthenborg, det egentlige mål for hele weekendturen. Og skuffede blev vi så afgjort ikke! Jeg har været der en enkelt gang før, men for Kristian var det første gang. For dem som ikke kender Knuthenborg, så er det en enorm dyrepark, hvor man frit kan bevæge sig rundt mellem alle dyrene. Dog er der visse ”røde” zoner, hvor man ikke må forlade bilen. Det drejer sig bl.a. om Savannen og Tigerland (forståeligt nok).
At se dyr sidde og kukkelure i et bur i zoologisk have har aldrig sagt mig noget. Faktisk finder jeg det lettere grotesk. Så det, at kunne bevæge sig rundt mellem alle disse forskellige dyr, farlige som ufarlige, er en oplevelse i særklasse.
Det helt store hit var næsehornene. Disse enorme dyr skal opleves på nært hold, for at man kan fatte hvor store, kraftfulde og ikke mindst hurtige, de rent faktisk er. Det med hurtighed, måtte en stakkels uforvarende parkgæst sande, da han holdt stille i sin bil midt på Savannen. De to hunner (der var 3 næsehorn) var lige blevet færdige med at mudderbade, da de søgte over vejen mod en samling træstammer, som bl.a. bruges som kløpinde. Hannen snøvlede lidt efter med mudderbadet, men da han fik øje på de to hunner, satte han i løb efter dem. Hvad hannen åbenbart ikke bemærkede var, at der holdt en bil mellem ham og hunnerne! Til alt held, for ham i bilen, så opdagede han det, og fik med lynets hast og total panik i ansigtet, hamret bilen i bakgear, og fjernet den lige inden hannen passerede, lige der hvor hans bil stod et splitsekund tidligere. Det var et herligt syn, og der er næppe nogen tvivl om, at han-næsehornet ville have klaret den kollision langt bedre end bilen.
Lige inden vi forlod parken, skulle vi lige ud og hilse på kamelerne. På vej væk derfra, fik Kristian fyret en (for mig) mundlort af. Nu skal det lige siges, at han uden tvivl er en af de bedste kilder til den slags, så det er ikke altid jeg bemærker dem alle, men her gjorde jeg altså.
Mundlort er jo på mange måder en smuk ting, for det sætter gang i en masse tanker. Nå ja, i hvert fald hos mig gør det. Så da Kristian sagde til mig – ”Pas nu på du ikke falder”, så kunne jeg simpelthen ikke lade være med at tænke på hvor åndssvagt det egentlig er at sige sådan. Nu gik jeg jo så rundt på en græsmark, der var fyldt med kamel-lort, og det første man gør, når nogen siger noget til en mens man stavrer rundt i en ulige kamp for at undgå at plante sandalerne i en ordentlig hørmer, er jo selvfølgelig at begynde at analysere det de siger.. Er det ik’?
Anyway, så er det noget vi alle siger. Pas på du ikke falder, pas på du ikke bliver kørt over osv. osv.
Men tænk lige lidt over det… Det man siger er, at man skal passe på man IKKE falder, hvilket rent faktisk svarer til at sige – husk nu at falde!
På trods af denne besynderlige mundlorts indvirken på min stedsans, så lykkedes det mig faktisk at undgå samtlige kamel-lorte. Kristian undgik desværre at få en kamel ned over sig. Det kunne ellers have set ret spast ud. Han stod ved siden af en knælende kamel, og da den ville flytte lidt rundt på sit betragtelige korpus, fik den overbalance og var ved at vælte over i ham.
Nu jeg er ved mundlorte, så kom Kristian med (endnu) en, der faktisk først slog mig da vi var kommet hjem fra turen. Han sagde om Luna (den føromtalte hundeting), at ”det er egentlig utroligt så små de kan blive”. Ja, jeg er også vildt imponeret over at en hund kan vokse sig lille…
Det er på mange måder fascinerende så meget ragelse der kan komme ud af munden på én i løbet af en weekend. Jeg har helt sikkert også leveret mere end en lille del af mundlortene, men til mit held glemmer Kristian dem næsten inden jeg har færdiggjort sætningerne.
.
Det var så et lille sidespring, og mit forhold til den slags, kan for øvrigt også læses i krøniken.
Det koster 110 kr. pr. voksen at komme ind, og 55 kr. pr. barn (ml. 4 og 11 år, under er gratis), og det er bestemt ikke for dyrt. Der er mange timers underholdning og oplevelser i Knuthenborg. Tag frokostkurven med (det gjorde vi) og nyd at se alle dyrene og de smukke omgivelser. Knuthenborg er helt afgjort den lange tur værd. (Og nej, jeg får ikke rabat for at reklamere for stedet).

Da vi jo tog tidligt af sted fra Ølby, og dermed havde været i god tid i Maribo og Knuthenborg, så var der masser af tid til at køre forbi Søllested på vej til Lalandia, hvor jeg havde foreslået at vi skulle spise aftensmad. Og hvorfor så Søllested? Jo, en by med så belastet et navn, må da helt klart være et besøg værd, og man må sige at den til fulde levede op til sit navn.
Inden vi tog til Lalandia, smuttede vi en tur på stranden i Rødbyhavn. Der havde jeg været en del gange før. Der fik vi os en lille slapper i det dejlige solskinsvejr, og bagefter en lille dukkert. Kristian var som altid en baby, bare fordi vandet var koldt, så der skulle to omgange til, før han fik samlet modet til sig og fik dukket hele kroppen. Det er hvert fald sådan jeg husker forløbet, og lige meget hvad Kristian end måtte sige om det, så er det påstand mod påstand, og jeg er ældst! (Dog kun med et en enkelt år, for han er 20..)

Lalandia er jo FCK’s guldæg. Folk fra hele landet valfarter dertil, og bortset fra ”Niels Plys”, så kan man godt forstå hvorfor. Der er et stort badeland, masser af spisesteder, caféer og barer, og så ligger stranden klods op ad. Det var også helt rart at se, at ”skridskobananen” også er i brug om sommeren.
På Lalandia fik vi den store (og berømte) pizza-buffet. For 96 skaldede danske kroner, kan man spise alt det pizza man vil, og der er bestemt ikke mangel på forskellige typer af pizzaer, og selvfølgelig alt den salat man nu ønsker. Mætte blev vi i hvert fald, og jeg fik sluttet af med en ordentlig skålfuld ananas, så jeg gik derfra med et smil på læben. Kristian så nu også tilfreds ud, men det havde altså intet med ananassen at gøre!
Godt nok havde det været en lang dag, men ingen tur på Lolland kan være komplet uden at kigge forbi den kulturhistoriske landvinding – Polakkasernen. Kristian havde ikke fået set den, da han besøgte mig tilbage i januar, så nu skulle det altså være. Polakkasernen er et mellemstort hvidt hus, der med sin indretning beskriver hvordan polske (kvindelige) kartoffelarbejdere levede tilbage i starten af 1900-tallet. Så bliver det næppe mere sindsoprivende end det..
Af en eller anden grund, så syntes Kristian at en roe lige måtte være den perfekte ”se hvor meget jeg holder af jer”-gave til sine forældre, så sådan en måtte han lige ud på en mark efter. Polakkasernen ligger ved en lille vej ude mellem en masse roemarker, som der jo slet slet ikke er ret mange af på Lolland..
Turen tilbage til ”ikke-Ølby” Ølby gik stille og roligt for Berlingoen var om muligt endnu sløvere her sidst på aftenen.

Søndag gik turen så til København. Egentlig havde vi snakket om at tage til BonBon-land, men vejrudsigten var ikke lovende, og vi var alligevel også stadig trætte og ”mætte” efter lørdagens oplevelser. Nu har jeg efterhånden kørt en del til, fra og rundt i KBH, så det gik smertefrit med at få os ind i centrum. Jeg fandt tilmed en gratis p-plads, hvilket er lidt af en bedrift. Det viste sig, at jeg havde parkeret bag ved en af de to fjolser fra Martin og Ketil (ved ikke hvem af dem er hvem). Havde jeg vidst det INDEN vi hentede bilen igen, kunne det da næsten tænkes man havde været fristet til et lille ”hit and run”, men da vi hentede vores bil, gjorde han (vælg selv, betyder intet) det samme.
København var usædvanligt møgbeskidt denne søndag. Om der havde været en eller anden speciel hændelse i byens gader om lørdagen, aner jeg intet om, men beskidt var der i hvert fald. Jeg håber ikke det er sådan, der ser ud generelt for tiden, for det var temmelig ulækkert og meget upassende for en by der skal forestille at være DK’s hovedstad.
Vi overvejede at være kulturelle og opsøgte derfor Ripley’s ”Believe it or not” museum. Desværre skulle de have hele 83 kr. pr. næse (underligt beløb), så det blev ved tanken. Der sad en sød pige i billetlugen, og efter at jeg fik at vide af hende, at hun skulle sidde der hele dagen til kl. 21.30, tja, så fik jeg lidt ondt af hende. Så da vi kom forbi Chokoland, købte jeg en stor pose bolsjer til hende, som hun vist blev glad for.
Ellers lavede vi ikke andet i KBH end at gå rundt og kigge, og slog en tur forbi hovedbanegården for at kigge på alle de sære og stressede mennesker der vimser rundt derinde.
Sidst på eftermiddagen var det tid til at vende snuderne mod Jylland. Da vi var nået forbi Odense, blev vi fanget i et voldsomt skybrud. Jeg har aldrig oplevet noget så vildt, måske lige bortset fra turen til Lolland den dag jeg flyttede derover. Vi kørte max. 30 km/t, kunne INTET se, og viskerne kunne ikke fjerne vandet hurtigt nok. Jeg var ved at være bange for at knuge rattet så hårdt, at det ville knække af. Meget ubehagelig oplevelse, for der var jo som altid nogen der skulle trodse elementerne og suse af sted. Tåbeligt..
Det lader faktisk til at være kotyme, at hver gang mig og Kristian tager turen til/fra Lolland, så skal det bare IKKE gå glat og uden problemer. Sidste år, da jeg flyttede derned, endte vi i et skybrud. Da jeg flyttede tilbage til Randers, endte vi i en snestorm, og denne weekend var det kødannelse derover og skybrud hjem. Jeg fornemmer en tendens, grænsende til et komplot…

Men hjem kom vi da. Glade og trætte efter en fabelagtig weekend. Godt vejr, godt selskab, god mad, gode oplevelser. Hvad mere kan man forlange? Faktisk er det tæt på at være den bedste tid jeg nogensinde har tilbragt på Lolland..
Vi har selvfølgelig allerede aftalt at gentage succesen næste år, og forhåbentlig få lokket et par stykker mere med.

P.S. Der skulle gerne blive lagt billeder ud på Kristians hjemmeside. Linket står ovre i højre side.

mandag, august 07, 2006

Mennesket er det dummeste dyr....

Mennesket er det dummeste dyr på jorden! Hvad, tænker du nok. Hvad fanden mener fjolset nu med det?!?
Det er jo noget af en påstand, men prøv at hænge i, og se hvad pointen egentlig er.

For først at få påvist, at mennesket bare er en dyrerace, som en hvilken anden dyrerace, så vil jeg bruge netop andre dyr som udgangspunkt i en sammenligning med mennesket.
For vi mennesker handler, reagerer og generelt opfører os som en blanding af alverdens dyr.
Jeg vil give eksempler på dyr, der kan sammenlignes med os. Der findes mange mange flere end dem jeg kommer med, men det er alt for tidskrævende at skulle finde frem til samtlige dyr…

Vi parrer os som aber (chimpanser især), heste, køer osv.
Vores afkom bliver født som førnævnte føder, plus adskillige havdyr.
Ergo, vi er pattedyr!
Vi plejer og fodrer vores afkom som kænguruer, katte og fugle gør.
Hvis vi bliver truet, reagerer vi med aggression som løver, tigre, næsehorn, slanger, skorpioner osv.
Ergo, vi er rovdyr!
Når vi bliver voksne, forlader vi ”reden” og skaber vores eget liv. Vi lever oftest i flok, men kan også leve adskilt fra flokken. Det første er igen som løver og aber, og det andet er især som katte, der er meget selvstændige.
Ergo, vi er forskelligartede indenfor racen, hvilket både løver, aber, og katte kan være, da alle både kan leve i flok, men også for sig selv!
Vi kan udvise følelser og tænke abstrakt, som delfiner især er berømte for at kunne.
Ergo, vi er ikke unikke når det kommer til vores evner til at føle og tænke abstrakt.

Konklusion: Mennesket ER en dyrerace!

Jeg kunne faktisk blive ved, men jeg tror pointen er gjort klar. Mennesket er en dyrerace, og det kan der ikke herske tvivl om. Dog ved ingen med sikkerhed hvor vi stammer fra, men teorier er der nok af. Måske er det aberne, eller også har mennesket bare startet ud som en race, der mindede om aber, og udviklet sig derfra. Jeg ved det ikke, og jeg er faktisk også temmelig ligeglad.
faktisk har jeg det fint med at være ”et dyr”. For hvorfor skal det absolut opfattes negativt?
De fleste af os ELSKER jo at sidde og glo på det ene dyreprogram i fjerneren efter det andet. Hvorfor mon det er? Forholder det sig rent faktisk sådan, at vi kan lære noget af det, og bruge det til os selv? Lurer vi rent faktisk ”konkurrencen” af?

Nu kommer så den egentlige påstand, der ligger til grund for dette indlæg. Mennesket er det dummeste dyr på jorden!
Og hvorfor så det?
Igen vil jeg komme med et par eksempler.

Vi mennesker har altid så travlt, at vi bringer os i fare ved at blive stresset, og risikerer f.eks. at blive kørt ned, fordi vi har for travlt til at se os for. Vi udvikler også ”livsstilssygdomme” pga. stress og jag.
Mænd og kvinder hænger op og ned af hinanden hele tiden, men en masse skænderier og argumenter til følge. Vi diskuterer også hele tiden sager som ligestilling, og lederskab af landet.

Der kunne vi lære meget af dovendyret og løverne. Dovendyret hænger langt ude på en gren, højt hævet over farerne på jorden, og det bliver aldrig stresset. (Ja ja, de falder da ned engang i mellem, men uheld vil altid være uundgåelige!).
Løver lever i flok, og vælger en leder, der skal styre og beskytte. Denne leder bliver skiftet ud, så snart han viser svaghedstegn. Hunløverne holder sig for det meste i en flok for sig selv, bestående udelukkende af hunløver, unger og umodne hanløver.
Hanløverne ved godt de ikke skal blande sig, og at de skal sørge for ro og orden og føde ”på bordet”. Derfor jager de også i flok, fordi der ligger styrke i flertallet.
En simpel og klar fordeling, der har virket i hundredvis af år, og der stadig virker upåklageligt.

Tilbage til mennesket.
Vi slider os selv op på arbejdsmarkedet for at skaffe føde og materielle goder (læs: hjælpemidler), men vi gør det alene og ikke i flok, hvilket gør sliddet endnu større. Hver dag er en kamp for uafhængighed og personlig frihed, fordi vi vil føle at vi selv bestemmer over vores liv.
Det hele har den følge, at alt for mange dør af andre årsager end alderdom, vi bliver ensomme, fordi vi lever alene, vi har svært ved at holde på en partner, når vi endelig finder en, vi kan ikke nøjes med én bøf, vi skal mindst have to, også selvom vi ikke kan spise dem begge, vi kæmper konstant om at have magten, hvilket skaber uro blandt alle i hele verden osv. osv. osv.
Vi gør alt dette, og finder os i det, på trods af at vi ALLE ved det ikke er godt for os! Vi ved godt, at vi slider os selv op, vi ved godt, at vi ikke har brug for 4 tv’er, vi ved godt vi skal være mindre egoistiske for at kunne leve sammen med en anden, vi ved godt vi skal affinde os med at andre er stærkere end os, og de derfor er bedre egnet til visse ting, som f.eks. at styre et land.
Hver dag uddør 100 dyreracer, de fleste fordi de har nået enden på deres evolutionsstige, og andre racer har overhalet dem. Vi ved det HELE, men alligevel gør vi intet for at ændre på det, for evolutionen går jo bare sin gang…

Ergo, mennesket er det dummeste dyr på jorden!