torsdag, september 28, 2006

Tanker 2

Med indlægget ”Tanker…”, blev der lavet en slags introduktion til det puslespil, også bedre kendt som mit liv, som jeg er ved at lægge. Efter at have fortalt meget kort om hvordan posen med brikker blev rystet for få år tilbage, vil jeg denne gang komme ind på dette års hændelser, og hvad de har betydet indtil nu.
Dem, der har fulgt med i Krøniken, ved at det hele startede d. 10. februar med at kæresten gik fra mig. Dette blev starten på en emotionel rutschebanetur af dimensioner, vis lige jeg aldrig har oplevet før. Det drejede sig ikke kun om en lang nedtur, men bakke op, bakke ned, og en masse hurtige sving i en forrygende fart, der (uden sikkerhedssele) ville risikere at ende fatalt.
Men trods denne oplevelse, som jeg aldrig har været gennem før, endte det ikke i den rene elendighed. Det har jeg efterfølgende brugt meget tid på at analysere mig frem til hvorfor det ikke gjorde, og den umiddelbare konklusion er den udvikling (omtalt i Tanker…)jeg har været gennem. Den har simpelthen rustet mig til at klare hændelser som disse. Dette er selvfølgelig ikke noget jeg var bevidst om mens det stod på, og det tror jeg faktisk kun har været et plus. I stedet for at trække på tidligere erfaringer omkring mine reaktioner på følelsesmæssige stimuli, har jeg ”bare” taget tingene som de kom, og forsøgt at reagere tilsvarende, og så hensigtsmæssigt som muligt hvad angår min mentale sundhed.

Inden alt dette ender i en rodet tankestrøm, så lad mig tage det hele fra en ende af, nemlig ”begyndelsen”.
Jeg blev meget overrasket over min reaktion, da min (nu eks-) kæreste sagde det var slut. Hun brugte godt nok ordet pause, men det ved de fleste, at det betyder det samme som slut. Anyway, min reaktion var ikke shock eller at jeg blev ked af det, men derimod vrede. Jeg kunne med det samme mærke hvordan vreden hobede sig op i mig som en vulkan. Vrede er en følelse jeg skal undgå, fordi den er meget ødelæggende for mine tanker og handlinger. Ikke at jeg bliver voldelig, men at jeg bliver nærmest selvdestruktiv, fordi jeg vender vreden indad, mod mig selv.
Hele bruddets første fase håndterede jeg meget skidt. Jeg tog straks afstand fra alt og alle omkring mig (især eks’en). Det, ved jeg nu, var for at beskytte mig selv mod at blive konfronteret med en masse ting, som uvægerligt bare ville gøre endnu mere ondt. ”Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af”. Desværre er det sådan i dag, at de ting jeg aldrig fandt ud af dengang, ville jeg meget gerne være i besiddelse af i dag.
Dette, føler jeg, var den eneste fejl jeg begik. I det mindste over for mig selv.
Jeg lærte dog hurtigt at tøjle min vrede, og da den var lagt næsten væk, begyndte der at vælde et hav af andre følelser frem. Jeg følte mig såret, nedtrykt, alene og forladt, hjælpeløs og ude af stand til at tænke logisk. Alt sammen meget almindelige følelser i den givne situation, men alligevel meget overvældende. Heldigvis skete der meget hurtigt fremskred i min mentale balancegenoprettelse, og jeg begyndte at foretage en masse praktiske handlinger. Noget konkret jeg kunne koncentrere mig om, så jeg undgik at falde i det frygtede hul. Det hul jeg har svoret aldrig at falde i igen.
Jeg fik skaffet lejlighed tilbage i Randers, arrangeret flytning osv. Alt sammen inden for et par uger efter bruddet. Min eks kunne ikke forstå hvorfor jeg var så opsat på at forlade byen, men jeg er stadig 100% overbevist om, at det var med til at redde mig fra en gevaldig nedtur. Jeg kunne mærke helt inderst inde, at jeg var nødt til at få luftforandring for at kunne anskue tingene fra en helt anden vinkel. Måske brændte jeg nogen broer ved at gøre det, men jeg føler som sagt ikke at der var andre måder at gribe situationen an på.

Altså, for lige at opsummere, brugte jeg konkrete handlinger og valg, som en afledning for mine tanker og deres potentielle altødelæggende karakter. I stedet for at sidde på mit lille kolde værelse, brugte jeg en masse tid på at holde mig aktiv.
Som tidligere nævnt, var dette ikke bevidst. Forstået på den måde, at jeg ikke gjorde disse ting, fordi jeg vidste, at hvis jeg IKKE gjorde det, så var det den direkte vej mod en nedtur, men jeg var simpelthen i besiddelse af en ballast fra de foregående år, der gjorde, at jeg fik hjulpet mig selv gennem denne på alle måder elendige oplevelse.

Dette er hvad jeg er kommet frem til siden hen. Nu sidder jeg (selvfølgelig) tilbage med et par løse ender, som jeg desværre ikke selv har løsningen/svaret på. Det har min eks (måske), så det må alt sammen højst sandsynligt stå hen i det uvisse for tid og evighed, men igen, jeg er kommet så langt i min udvikling, at jeg kan leve videre uden at få disse svar.

Dette var så ”begyndelsen”. Følelsen af vrede, der tog så hårdt et greb i mig dengang, er kun dukket op et par gange siden i forbindelse med forskellige situationer, men jeg er blevet meget bedre til at tøjle den, fordi jeg har lært af, og taget ved lære af, den her oplevelse. Vrede skal ikke længere få lov til at ødelægge noget for mig. Jeg føler heller ikke længere vrede overfor min eks på nogen måde. Faktisk ønsker jeg et eller andet sted, at der engang opstår en mulighed for at kunne finde en måde at kunne kommunikere på med min eks. Hvorfor dog det?, vil mange nok spørge sig selv. Et eller andet sted føler jeg bare det ville være rart.
Vreden er væk. Jeg har fået indsigt i, og forståelse for, mine handlinger og reaktioner på det der skete inden jeg flyttede tilbage til Randers, og det har jeg det faktisk rigtigt godt med..

Nu er jeg ikke begyndt at skrive ”Tanker 3” endnu, men jeg kunne forestille mig, at det kommer til at handle om den første tid efter jeg var flyttet tilbage til Randers.

fredag, september 22, 2006

Vidste du at..

Efter at have stødt på det her med – vidste du at.. - en del gange i aviser og på nettet efterhånden, så tænkte jeg: Hvorfor skal jeg ikke også være med på moden? (Én gang skal jo være den første..)
Så her kommer den første omgang:

Vidste du at…

Jeg er født i Århus

Jeg blev døbt i Århus Domkirke

Jeg har 2 storesøstre og en storebror, hvoraf de 2 ”kun” er halvsøskende og altid har boet i Sverige

Jeg gik i den samme skole hele folkeskoletiden

Jeg altid har været en ”ulykkesfugl”? På skadelisten (det jeg lige kan huske) kan bl.a. skrives 3 huller i hovedet, hvoraf 2 kom nøjagtig det samme sted, samtlige fingre har været forstuvet mindst én gang hver, forstuvet fod (begge) mindst 5 gange i alt, forstuvet albue, skuldrene er gået af led 3 gange (den højre de 2 af gangene) – men jeg har selv sat dem på plads hver gang, 1 brækket tå (som jeg også selv satte på plads), 3 (som jeg kender til) diskusprolapser, bækkenskred så mange gange at det er blevet hypermobilt, adskillige bøjede ribben, 2 knækkede tænder, højre knæ gået af led mindst 4 gange (igen satte jeg det selv på plads), utallige kødsår hvoraf flere meget dybe, fibersprængninger i lange baner og og og…. (undskyldning for at jeg ikke kan huske resten)

Jeg var vildt doven i folkeskolen, og altid fik at vide, at jeg skulle bruge mindre tid på klovneri, og mere tid på lektierne, så jeg kunne ”leve op til mit potentiale”

Jeg gik ud efter 9. klasse, fordi jeg var skoletræt (og havde været det siden 2.-3. klasse)

Jeg ikke gider fortælle mere om min ungdom lige nu

Mine ører brænder når jeg bliver overtræt?

Jeg er vild med langt hår (til kvinder altså)

Jeg har 4 cykler

Jeg taler (udover dansk sæføli) engelsk, tysk og svensk

Jeg har en speciel ”evne”, som ikke ret mange kender til

Jeg er en dygtig massør

Jeg er bedre til at hjælpe, end til at modtage hjælp

Jeg lige nu bare prøve at få tiden til at gå en trist fredag aften, men selv synes det er nok nu, og der må komme mere en anden gang. Måske…

tirsdag, september 19, 2006

Paradoksalt paradoks

Hånden på hjertet, talt rent ud af posen, så er dette indlæg mest for min egen skyld. Dvs. da jeg satte mig ved pc’en for at skrive det, så var det aldrig min intention at offentliggøre det, men hvad fanden, dem der gider læse alt det andet ragelse jeg har fyldt min blog med, de vil næppe finde det her usædvanligt på nogen måde.

Jeg har måtte indse, at jeg er løbet ind i et paradoks. (Slå det op, hvis ordet volder forståelsesproblemer). Jo mere jeg nærmer mig datoen for min nakkeoperation, desto mere og mere nervøs, grænsende til bange, bliver jeg. Men ikke for selve indgrebet, eller for eventuelle komplikationer, selvom den slags selvfølgelig ikke hjælper på det, men derimod for at blive rask og - oh ve oh skræk - smertefri!
What the fuck, tænker de fleste sikkert (forståeligt nok), men der er en grund til det. Om den er logisk eller rationel, vil jeg ikke begynde at filosofere over, men den er ikke desto mindre et faktum.
Som nævnt i indlægget ”Tanker”, og som mange sikkert ved, så har jeg gået i langt over 3 ½ år med voldsomme smerter dagligt pga. diskusprolapserne i nakken. Smerter er min hverdag. Det er det eneste sikre og konstante i mit liv, og er dermed blevet en integral del af den jeg er i dag. 3 ½ år er lang tid, og når dagen for operationen nåes, så er det kun en måned fra at være 4 år.
Hvilket bringer paradokset på bane. Jeg kan simpelthen ikke huske hvordan det føles at være uden smerter. Det lyder åndssvagt, men det er i den grad sandt. Faktisk kan jeg grine af folk, der kommer og brokker sig over at de har ondt i en muskel og det er åh så forfærdeligt, eller nu kan de intet gøre så længe det gør ondt blah blah blah. Ja, det er sgu da træls at have ondt, men slap dog af, det går (forhåbentlig) over igen inden længe, så tag den med ro. Verden går altså ikke under bare fordi man har ondt i en tå, og det gør lidt ondt når man går.
Jeg ville ønske, at jeg kunne bytte plads med et af disse brokhoveder bare én dag, så tror jeg sgu de nok skulle tænke sig om en gang ekstra inden de maler fanden på væggen, og deres verden styrter i grus pga. en indgroet negl!!
Nå, nu kom jeg væk fra paradokset, igen. Det jeg er bange for er, at jeg ender med at gå rundt og bekymre mig, som de føromtalte brokhoveder, og være bange for hver gang jeg mærker smerte, at det skal gå hen og blive permanent, som smerterne i nakken. Hver gang jeg får ondt i nakken, vil jeg så tænke – åh nej, nu er den gal igen! – eller vil jeg kunne tage den med ro og se tiden an, som jeg selv synes alle andre bare burde gøre, når de mærker noget? Jeg er rent faktisk så bange for, at jeg IKKE kan tage den med ro, at jeg er begyndt at tænke på at aflyse min operation og ”bare” leve med smerterne resten af mit liv, hvor langt/kort det nu end bliver.
Altså, jeg er bange for at skulle leve med smerter resten af livet, men jer er lige så bange for at skulle leve med frygten for dem. Det er sgu da et paradoks der er til at tage og føle på.

Der skal nemlig lige tilføjes lidt til baggrunden for denne frygt, og det er, at min ryg i forvejen er i en dårlig tilstand. Da jeg var 13 år, fik jeg at vide af en professor i ortopædi, at jeg med høj sandsynlighed ville ende med at sidde i kørestol som 30-årig. Den melding har fulgt mig lige siden, og der går ikke lang tid mellem hver gang den popper op i min bevidsthed. Denne viden, sammenholdt med det jeg gennemgår nu, gør at jeg kan frygte hvordan jeg vil reagere, hvis miraklet skulle ske, at jeg bliver smertefri.
Igen skal lige tilføjes, at jeg som sådan aldrig har været smertefri, hvad angår min ryg, men det jeg levede med før, er ingenting sammenholdt med det jeg har gennemgået de sidste 3 ½ år.

Der er i skrivende stund 2 ½ måned til jeg skal under kniven. Om lidt over en uge, skal jeg have undersøgt den diskusprolaps jeg har i lænden. Hvad den undersøgelse vil vise, ved jeg selvfølgelig intet om, så derfor koncentrerer jeg mig udelukkende om det jeg ved noget om, min nakke.
Så sådan hænger det sammen. Jeg er løbet ind i et paradoks.

onsdag, september 13, 2006

Update + uløst gåde!!

Så er det blevet tid til en lille update angående mine fysiske kvaler. Jeg var til undersøgelse på neurokirurgisk klinik i Århus i går. Det skulle vise sig, at Helga er min faste læge, så det var jo så hende der skulle undersøge mig. Nu skal man ikke dømme folk på deres navn, som folk jo i langt de fleste tilfælde ikke selv har valgt, og det skal man heller ikke her. Helga er en sød lille ting, så selve undersøgelsen var en udsøgt fornøjelse, de givne omstændigheder taget i betragtning.
Konklusionen på det hele blev, at der er behov for en MR-scanning for at få overblik over skaden på mine lændehvirvler, eller rettere på hvilken diskus, der sidder og trykker hvor den ikke skal.
Desværre er der (som sædvanlig) lang ventetid på en scanning, men Helga vil forsøge at få mig presset ind (altså til en scanning, rolig nu) inden jeg skal opereres, da min genoptræning og rekonvalescens efter operationen, kan være påvirket af mine lændeproblemer.

Der udover er alt vel som det plejer. Dog er jeg begyndt at lide meget af ekstrem hovedpine, og det har stået på dagligt i over 2 uger nu. Det føles lidt som om der er en ballon inde midt i min hjerne, der langsomt bliver pustet op i løbet af dagen, og så snart klokken passerer 12-13 stykker, så er det ved at være ulideligt. Jeg føler mig ret overbevist om, at det stammer fra nakken, og højst sandsynligt fra den diskusprolaps jeg har længere oppe mod kraniet, og altså ikke den der skal opereres. Når jeg bevæger hovedet, så lyder (og føles) det som om jeg knuser en håndfuld cornflakes. Det i sig selv, gør faktisk ikke ondt, det er bare temmelig ubehageligt og skide irriterende.

Nå, nok om det. Jeg har yderligere noget at skulle af med. Måske har det noget med sygdom at gøre, jeg ved det ikke, men det er i hvert fald noget, som jeg tror der mangler en grundig undersøgelse i. Jeg taler selvfølgelig om piger/kvinders behov for altid at gå to og to på toilet!
Da jeg stod og ventede på at blive kaldt ind til undersøgelsen, så jeg to kvinder, ca. på min alder (21 år), komme gående. De stoppede op udenfor de to toiletter der er ved receptionen. Det store handikaptoilet var optaget, men det andet var ledigt. Den ene af kvinderne gik ind, for hurtigt at vende tilbage med meldingen, at det var for lille, så de ventede på at det store blev ledigt, sådan så de kunne gå på toilet sammen. Hvorfor? Hvad laver I derude? JEG VIL VIDE DET!!!

Jeg ved med sikkerhed, at jeg ikke er den eneste af den mandlige overbevisning, der har undret sig over dette besynderlige fænomen. Det er fuldt ud socialt og kulturelt accepteret, at to kvinder går på toilet sammen, ligegyldigt hvor det end måtte foregå, men der hersker næppe nogen tvivl om, at hvis to mænd gjorde det samme, så ville folk stirre deres øjne i laser, og snakken ville sprede sig som lynild, og ordet homo ville utvivleligt optræde endog ekstremt hyppigt.
Forestil jer to drenge, i f.eks. 7. klasse i folkeskolen, gå på toilettet sammen. De ville blive udstødt, set ned på og mobbet på det groveste, så længe nogen i deres omkreds kan huske det er sket. Ja, de ville faktisk være mærket for livet. Hvorimod hvis to piger gør det samme, tja, så ville ingen tænke over det, eller højst bare trække på skuldrene og sige ”nå ja..”.
Vi mænd, vi undrer os over det, men vi ser ikke ned på jer, fordi I gør det, nærmest tværtimod. Taler jeg for at mænd skal gøre det? Hell no, for hvis I gør, så er I fandeme homo!!

Verden har pyramiderne i Egypten, og Inkatemplerne i Sydamerika som de store uløste gåder, og nu dette. Jeg foreslår, at man nedsætter et udvalg af internationalt anerkendte forskere i antropologi, kultur, historie og menneskelig adfærd, og får løst denne gåde én gang for alle. Vi har brug for et svar, NU!!!

lørdag, september 02, 2006

Tanker...

Hvor skal jeg snart begynde? Der er så mange indfaldsvinkler, at det næsten er mere forvirrende at finde et sted at starte, end det er at finde en (foreløbig) slutning.
Det er efterhånden gået hen og blevet mere og mere vanskeligt at gå sygemeldt. Al den fritid og intet at lave, udover at lade tankerne flyde, mens kroppen ligger henslængt på sofaen eller solidt plantet i lænestolen, fordi den ikke rigtigt vil som ”jeg” vil.
Jeg har derfor brugt en del tid på at reflektere over de sidste 6 turbulente måneder. Men jo mere jeg reflekterer, desto mere kommer jeg til den konklusion, at det at reflektere kun er et hurtigt og overfladisk tilbageblik, hvor det jeg rent faktisk mest har brug for, er en dybdegående analyse. Den analyse jeg er i gang med, er lidt ligesom et puslespil. Jeg ved godt hvad det skal ligne, men jeg mangler stadig at få identificeret alle brikkerne, så de kan blive lagt det rigtige sted.
Spørgsmålene hober sig op. Det er faktisk det værste ved at stille spørgsmålstegn ved tingene, for så snart man er i gang med at besvare det ene spørgsmål, så dukker der et nyt op. Til tider er det meget vanskeligt, grænsende til umuligt, at holde styr på dem alle sammen.
De typiske – hvad skete der, hvad gik galt, hvad gjorde jeg forkert, hvem har skylden, kunne det være undgået osv. osv. – blandes med mere selvrealiserende og endnu vanskeligere spørgsmål, som – hvorfor sker alt det for mig, hvad skal jeg gøre nu, vil jeg klare mig, er jeg stærk nok, hvordan vil en fremtid alene se ud, vil mine rygproblemer nogensinde blive til at leve med. Som sagt, spørgsmål er der nok af, men svar er til gengæld en mangelvare. Dog er der hele tiden flere og flere brikker der passer ind, og giver et mere tydeligt billede. (Der kommer mere om disse 6 måneder i et andet indlæg. Dette og resten af dette indlæg, er kun ment som en slags introduktion til ”mig”, og hvad der optager mit sind lige nu).
Mange vil nok spørge sig selv, hvorfor jeg bliver ved at hænge mig i fortiden, og det forstår jeg faktisk godt. Men for at forstå det, så er det nødvendigt at forstå mig, og hvem JEG er som person og individ. De sidste 6 år har udviklet mig mere, end de foregående 28 år havde formået. Der skulle en gevaldig nedtur til at starte den optur, som jeg var i fuld gang med indtil februar i år.
Er opturen så vendt til nedtur igen? Er det ned på bunden og starte forfra?
Svaret må være et klart og rungende NEJ! Jeg er på ingen måde i nærheden af at være den samme person, som den jeg var for bare 10 år siden. Jeg er på mange områder blevet så uendeligt meget stærkere og selvbevidst, at jeg hurtigt kan opsnappe enhver skygge af de huller, som jeg før i tiden dumpede i med svimlende lethed. Jeg er en fighter, men jeg fighter ikke for andre end mig selv. Ofte ser man, at mange af dem der kæmper for at få styr på livet, kæmper fordi familien kræver/forventer det af dem, eller pga. kærester, børn, venner osv., men jeg er kun mig. Har kun mig selv at stå til ansvar over for, og hvis der er noget jeg har lært af livets prøvelser, så er det, når alt kommer til alt, at jeg elsker livet på trods af at jeg har kendt langt mere til modgang end medgang.
Hvorfor gør jeg så det? Tja, hvorfor ikke? Det er så forbavsende let, at f.eks. at stoppe op og nyde duften af nyslået græs uden at tænke på andet end nuet, og udelade alle bekymringerne, og det faktum, at man måske egentlig burde skynde sig, fordi man er ved at komme for sent til noget.
Før i tiden ville det have været utænkeligt, at jeg ville kunne tømme hovedet for tanker, og bare nyde det at være til stede lige her og nu. Det har krævet enorme kræfter, indre konflikter, frustrationer, selverkendelse og tilbageskridt, men det har været kampen værd.
F.eks. har jeg i mange mange år nægtet at acceptere og tage imod det faktum, at jeg har en speciel evne (nogen vil kalde det en gave, andre en forbandelse), men det har jeg gjort nu. Det er stadig ikke uden konflikter og problemer, men det er intet i forhold til fornægtelsens kamp.
Når jeg siger, at det er forbavsende let at lade sig selv nyde livet, så er det i forbløffende grad, om muligt, endnu lettere at lade sig forsumpe i negative tanker. Det er som om, at negative tanker er det eneste mennesker i dag kan finde ud af at dele med hinanden.
Jeg har det dårligt, min krop gør ondt, jeg har ingen penge, ingen kæreste, ingen børn, ingen dit og ingen dat. Negative tanker akkumulerer sig i sindet til en stor uhåndterlig størrelse, og det er uden vi selv lægger mærke til det. Vi bemærker slet ikke alle de små negative tanker, der dukker op i hovedet hver eneste dag, og ikke nok med at de kommer let, men de er også ekstremt svære at gøre op med, og ikke mindst slippe af med igen. Vi lader os opsluge af vores egne tanker, og bliver totalt blinde for omverdenen. Den ene dag begynder at ligne den anden, vi får sværere og sværere ved at nyde alle de gode ting, som vi jo også oplever, men værst af alt, vi bemærker slet ikke forandringen.
Den bil, som man altid har drømt om, står nu i garagen, fordi man har arbejdet hårdt for at få den, men man formår ikke at glædes ved den. Nu er den der bare, lige som huset bare er der, konen og børnene bare er der, tv’et og alle de andre ting, som man altid har forbundet med glæde og lykke.

Negative tanker er roden til alt ondt i sindet. De fortærer os, og gør os til levende zombier. Et paradoks, som vi ikke selv ved findes, men som er manifesteret i os selv, og langsomt tærer på vores kræfter og suger livskraften ud af os.
Ved hjælp af hårdt arbejde, viljestyrke og mine evner, er det lykkedes mig at vende bøtten på hovedet, og skue tingene fra en komplet modsat vinkel. Men gør det, at jeg aldrig mere har negative tanker, og at jeg altid er glad? Igen må svaret være et rungende NEJ!!
Opturen stagnerede med et brag den uge i februar, hvor mit liv tog en drejning, som jeg aldrig i min vildeste fantasi havde drømt om, men dog et eller andet sted havde frygtet og vidste var på vej.
Så derfor ”hænger” jeg mig stadig i fortiden. Derfor bruger jeg så megen energi på at analysere de ting der er sket. For at kunne acceptere sit liv, som det ser ud nu, og for at kunne tage imod fremtiden, så skal man kunne forstå sin fortid. Det vil uden tvivl tage mig lang tid at få styr på alle spørgsmålene, men jeg tror det vil lykkes. Jeg tror det er muligt, at få noget positivt ud af en gennemført elendig oplevelse. Det tror jeg på, fordi jeg lige nu sidder her kl. 00.21, og skriver de sidste linjer på det her indlæg, mens jeg hører god (dæmpet) musik, sengen står kun 5 meter væk, min mobil ligger ved siden af mig, og jeg kan ringe til en af mine gode venner når som helst jeg har lyst og behov for det, for der er nogen derude, der kan lide mig uanset om jeg har det godt eller skidt.
Ja, livet kan have sine smukke stunder, selvom tingene generelt slet ikke går ens vej. Men vil det blive ved med at være sådan? Jeg håber det, selvfølgelig gør jeg det, men mørket lurer altid lige om hjørnet, og man ved aldrig hvornår man render ind i det. Det næste kapitel i kampen mod livets udfordringer, er kampen mod smerterne. En kamp, som er i gang hele tiden. Den starter ikke ”kun” når jeg står op, den udkæmpes også når jeg ligger i min seng, og håber på at søvnen indtræder, hvilket ikke sker for tit. Hver en bevægelse jeg foretager, kræver overvindelse, fysisk som psykisk. Jeg er for længst holdt op med at frygte at jagende smerter skal indtræde, når jeg laver en (for mig) uovervejet bevægelse. Jeg er simpelthen kommet dertil, hvor smerte er noget jeg forventer. Det første jeg tænker på, når jeg bestemmer mig for at jeg skal ind og træne, er ikke hvad jeg skal træne, men om hvor ondt det vil gøre, når jeg skal op på cyklen og træde i pedalerne. Smerte er ikke længere en del af min hverdag, det ER min hverdag. Hver dag er en kamp, hver dag er der nye slag – fysiske som psykiske - der skal udkæmpes, og sådan vil det være lang tid endnu, sikkert altid.
Mon jeg er klar på endnu en styrkeprøve….?