tirsdag, september 19, 2006

Paradoksalt paradoks

Hånden på hjertet, talt rent ud af posen, så er dette indlæg mest for min egen skyld. Dvs. da jeg satte mig ved pc’en for at skrive det, så var det aldrig min intention at offentliggøre det, men hvad fanden, dem der gider læse alt det andet ragelse jeg har fyldt min blog med, de vil næppe finde det her usædvanligt på nogen måde.

Jeg har måtte indse, at jeg er løbet ind i et paradoks. (Slå det op, hvis ordet volder forståelsesproblemer). Jo mere jeg nærmer mig datoen for min nakkeoperation, desto mere og mere nervøs, grænsende til bange, bliver jeg. Men ikke for selve indgrebet, eller for eventuelle komplikationer, selvom den slags selvfølgelig ikke hjælper på det, men derimod for at blive rask og - oh ve oh skræk - smertefri!
What the fuck, tænker de fleste sikkert (forståeligt nok), men der er en grund til det. Om den er logisk eller rationel, vil jeg ikke begynde at filosofere over, men den er ikke desto mindre et faktum.
Som nævnt i indlægget ”Tanker”, og som mange sikkert ved, så har jeg gået i langt over 3 ½ år med voldsomme smerter dagligt pga. diskusprolapserne i nakken. Smerter er min hverdag. Det er det eneste sikre og konstante i mit liv, og er dermed blevet en integral del af den jeg er i dag. 3 ½ år er lang tid, og når dagen for operationen nåes, så er det kun en måned fra at være 4 år.
Hvilket bringer paradokset på bane. Jeg kan simpelthen ikke huske hvordan det føles at være uden smerter. Det lyder åndssvagt, men det er i den grad sandt. Faktisk kan jeg grine af folk, der kommer og brokker sig over at de har ondt i en muskel og det er åh så forfærdeligt, eller nu kan de intet gøre så længe det gør ondt blah blah blah. Ja, det er sgu da træls at have ondt, men slap dog af, det går (forhåbentlig) over igen inden længe, så tag den med ro. Verden går altså ikke under bare fordi man har ondt i en tå, og det gør lidt ondt når man går.
Jeg ville ønske, at jeg kunne bytte plads med et af disse brokhoveder bare én dag, så tror jeg sgu de nok skulle tænke sig om en gang ekstra inden de maler fanden på væggen, og deres verden styrter i grus pga. en indgroet negl!!
Nå, nu kom jeg væk fra paradokset, igen. Det jeg er bange for er, at jeg ender med at gå rundt og bekymre mig, som de føromtalte brokhoveder, og være bange for hver gang jeg mærker smerte, at det skal gå hen og blive permanent, som smerterne i nakken. Hver gang jeg får ondt i nakken, vil jeg så tænke – åh nej, nu er den gal igen! – eller vil jeg kunne tage den med ro og se tiden an, som jeg selv synes alle andre bare burde gøre, når de mærker noget? Jeg er rent faktisk så bange for, at jeg IKKE kan tage den med ro, at jeg er begyndt at tænke på at aflyse min operation og ”bare” leve med smerterne resten af mit liv, hvor langt/kort det nu end bliver.
Altså, jeg er bange for at skulle leve med smerter resten af livet, men jer er lige så bange for at skulle leve med frygten for dem. Det er sgu da et paradoks der er til at tage og føle på.

Der skal nemlig lige tilføjes lidt til baggrunden for denne frygt, og det er, at min ryg i forvejen er i en dårlig tilstand. Da jeg var 13 år, fik jeg at vide af en professor i ortopædi, at jeg med høj sandsynlighed ville ende med at sidde i kørestol som 30-årig. Den melding har fulgt mig lige siden, og der går ikke lang tid mellem hver gang den popper op i min bevidsthed. Denne viden, sammenholdt med det jeg gennemgår nu, gør at jeg kan frygte hvordan jeg vil reagere, hvis miraklet skulle ske, at jeg bliver smertefri.
Igen skal lige tilføjes, at jeg som sådan aldrig har været smertefri, hvad angår min ryg, men det jeg levede med før, er ingenting sammenholdt med det jeg har gennemgået de sidste 3 ½ år.

Der er i skrivende stund 2 ½ måned til jeg skal under kniven. Om lidt over en uge, skal jeg have undersøgt den diskusprolaps jeg har i lænden. Hvad den undersøgelse vil vise, ved jeg selvfølgelig intet om, så derfor koncentrerer jeg mig udelukkende om det jeg ved noget om, min nakke.
Så sådan hænger det sammen. Jeg er løbet ind i et paradoks.