torsdag, september 28, 2006

Tanker 2

Med indlægget ”Tanker…”, blev der lavet en slags introduktion til det puslespil, også bedre kendt som mit liv, som jeg er ved at lægge. Efter at have fortalt meget kort om hvordan posen med brikker blev rystet for få år tilbage, vil jeg denne gang komme ind på dette års hændelser, og hvad de har betydet indtil nu.
Dem, der har fulgt med i Krøniken, ved at det hele startede d. 10. februar med at kæresten gik fra mig. Dette blev starten på en emotionel rutschebanetur af dimensioner, vis lige jeg aldrig har oplevet før. Det drejede sig ikke kun om en lang nedtur, men bakke op, bakke ned, og en masse hurtige sving i en forrygende fart, der (uden sikkerhedssele) ville risikere at ende fatalt.
Men trods denne oplevelse, som jeg aldrig har været gennem før, endte det ikke i den rene elendighed. Det har jeg efterfølgende brugt meget tid på at analysere mig frem til hvorfor det ikke gjorde, og den umiddelbare konklusion er den udvikling (omtalt i Tanker…)jeg har været gennem. Den har simpelthen rustet mig til at klare hændelser som disse. Dette er selvfølgelig ikke noget jeg var bevidst om mens det stod på, og det tror jeg faktisk kun har været et plus. I stedet for at trække på tidligere erfaringer omkring mine reaktioner på følelsesmæssige stimuli, har jeg ”bare” taget tingene som de kom, og forsøgt at reagere tilsvarende, og så hensigtsmæssigt som muligt hvad angår min mentale sundhed.

Inden alt dette ender i en rodet tankestrøm, så lad mig tage det hele fra en ende af, nemlig ”begyndelsen”.
Jeg blev meget overrasket over min reaktion, da min (nu eks-) kæreste sagde det var slut. Hun brugte godt nok ordet pause, men det ved de fleste, at det betyder det samme som slut. Anyway, min reaktion var ikke shock eller at jeg blev ked af det, men derimod vrede. Jeg kunne med det samme mærke hvordan vreden hobede sig op i mig som en vulkan. Vrede er en følelse jeg skal undgå, fordi den er meget ødelæggende for mine tanker og handlinger. Ikke at jeg bliver voldelig, men at jeg bliver nærmest selvdestruktiv, fordi jeg vender vreden indad, mod mig selv.
Hele bruddets første fase håndterede jeg meget skidt. Jeg tog straks afstand fra alt og alle omkring mig (især eks’en). Det, ved jeg nu, var for at beskytte mig selv mod at blive konfronteret med en masse ting, som uvægerligt bare ville gøre endnu mere ondt. ”Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af”. Desværre er det sådan i dag, at de ting jeg aldrig fandt ud af dengang, ville jeg meget gerne være i besiddelse af i dag.
Dette, føler jeg, var den eneste fejl jeg begik. I det mindste over for mig selv.
Jeg lærte dog hurtigt at tøjle min vrede, og da den var lagt næsten væk, begyndte der at vælde et hav af andre følelser frem. Jeg følte mig såret, nedtrykt, alene og forladt, hjælpeløs og ude af stand til at tænke logisk. Alt sammen meget almindelige følelser i den givne situation, men alligevel meget overvældende. Heldigvis skete der meget hurtigt fremskred i min mentale balancegenoprettelse, og jeg begyndte at foretage en masse praktiske handlinger. Noget konkret jeg kunne koncentrere mig om, så jeg undgik at falde i det frygtede hul. Det hul jeg har svoret aldrig at falde i igen.
Jeg fik skaffet lejlighed tilbage i Randers, arrangeret flytning osv. Alt sammen inden for et par uger efter bruddet. Min eks kunne ikke forstå hvorfor jeg var så opsat på at forlade byen, men jeg er stadig 100% overbevist om, at det var med til at redde mig fra en gevaldig nedtur. Jeg kunne mærke helt inderst inde, at jeg var nødt til at få luftforandring for at kunne anskue tingene fra en helt anden vinkel. Måske brændte jeg nogen broer ved at gøre det, men jeg føler som sagt ikke at der var andre måder at gribe situationen an på.

Altså, for lige at opsummere, brugte jeg konkrete handlinger og valg, som en afledning for mine tanker og deres potentielle altødelæggende karakter. I stedet for at sidde på mit lille kolde værelse, brugte jeg en masse tid på at holde mig aktiv.
Som tidligere nævnt, var dette ikke bevidst. Forstået på den måde, at jeg ikke gjorde disse ting, fordi jeg vidste, at hvis jeg IKKE gjorde det, så var det den direkte vej mod en nedtur, men jeg var simpelthen i besiddelse af en ballast fra de foregående år, der gjorde, at jeg fik hjulpet mig selv gennem denne på alle måder elendige oplevelse.

Dette er hvad jeg er kommet frem til siden hen. Nu sidder jeg (selvfølgelig) tilbage med et par løse ender, som jeg desværre ikke selv har løsningen/svaret på. Det har min eks (måske), så det må alt sammen højst sandsynligt stå hen i det uvisse for tid og evighed, men igen, jeg er kommet så langt i min udvikling, at jeg kan leve videre uden at få disse svar.

Dette var så ”begyndelsen”. Følelsen af vrede, der tog så hårdt et greb i mig dengang, er kun dukket op et par gange siden i forbindelse med forskellige situationer, men jeg er blevet meget bedre til at tøjle den, fordi jeg har lært af, og taget ved lære af, den her oplevelse. Vrede skal ikke længere få lov til at ødelægge noget for mig. Jeg føler heller ikke længere vrede overfor min eks på nogen måde. Faktisk ønsker jeg et eller andet sted, at der engang opstår en mulighed for at kunne finde en måde at kunne kommunikere på med min eks. Hvorfor dog det?, vil mange nok spørge sig selv. Et eller andet sted føler jeg bare det ville være rart.
Vreden er væk. Jeg har fået indsigt i, og forståelse for, mine handlinger og reaktioner på det der skete inden jeg flyttede tilbage til Randers, og det har jeg det faktisk rigtigt godt med..

Nu er jeg ikke begyndt at skrive ”Tanker 3” endnu, men jeg kunne forestille mig, at det kommer til at handle om den første tid efter jeg var flyttet tilbage til Randers.