lørdag, september 02, 2006

Tanker...

Hvor skal jeg snart begynde? Der er så mange indfaldsvinkler, at det næsten er mere forvirrende at finde et sted at starte, end det er at finde en (foreløbig) slutning.
Det er efterhånden gået hen og blevet mere og mere vanskeligt at gå sygemeldt. Al den fritid og intet at lave, udover at lade tankerne flyde, mens kroppen ligger henslængt på sofaen eller solidt plantet i lænestolen, fordi den ikke rigtigt vil som ”jeg” vil.
Jeg har derfor brugt en del tid på at reflektere over de sidste 6 turbulente måneder. Men jo mere jeg reflekterer, desto mere kommer jeg til den konklusion, at det at reflektere kun er et hurtigt og overfladisk tilbageblik, hvor det jeg rent faktisk mest har brug for, er en dybdegående analyse. Den analyse jeg er i gang med, er lidt ligesom et puslespil. Jeg ved godt hvad det skal ligne, men jeg mangler stadig at få identificeret alle brikkerne, så de kan blive lagt det rigtige sted.
Spørgsmålene hober sig op. Det er faktisk det værste ved at stille spørgsmålstegn ved tingene, for så snart man er i gang med at besvare det ene spørgsmål, så dukker der et nyt op. Til tider er det meget vanskeligt, grænsende til umuligt, at holde styr på dem alle sammen.
De typiske – hvad skete der, hvad gik galt, hvad gjorde jeg forkert, hvem har skylden, kunne det være undgået osv. osv. – blandes med mere selvrealiserende og endnu vanskeligere spørgsmål, som – hvorfor sker alt det for mig, hvad skal jeg gøre nu, vil jeg klare mig, er jeg stærk nok, hvordan vil en fremtid alene se ud, vil mine rygproblemer nogensinde blive til at leve med. Som sagt, spørgsmål er der nok af, men svar er til gengæld en mangelvare. Dog er der hele tiden flere og flere brikker der passer ind, og giver et mere tydeligt billede. (Der kommer mere om disse 6 måneder i et andet indlæg. Dette og resten af dette indlæg, er kun ment som en slags introduktion til ”mig”, og hvad der optager mit sind lige nu).
Mange vil nok spørge sig selv, hvorfor jeg bliver ved at hænge mig i fortiden, og det forstår jeg faktisk godt. Men for at forstå det, så er det nødvendigt at forstå mig, og hvem JEG er som person og individ. De sidste 6 år har udviklet mig mere, end de foregående 28 år havde formået. Der skulle en gevaldig nedtur til at starte den optur, som jeg var i fuld gang med indtil februar i år.
Er opturen så vendt til nedtur igen? Er det ned på bunden og starte forfra?
Svaret må være et klart og rungende NEJ! Jeg er på ingen måde i nærheden af at være den samme person, som den jeg var for bare 10 år siden. Jeg er på mange områder blevet så uendeligt meget stærkere og selvbevidst, at jeg hurtigt kan opsnappe enhver skygge af de huller, som jeg før i tiden dumpede i med svimlende lethed. Jeg er en fighter, men jeg fighter ikke for andre end mig selv. Ofte ser man, at mange af dem der kæmper for at få styr på livet, kæmper fordi familien kræver/forventer det af dem, eller pga. kærester, børn, venner osv., men jeg er kun mig. Har kun mig selv at stå til ansvar over for, og hvis der er noget jeg har lært af livets prøvelser, så er det, når alt kommer til alt, at jeg elsker livet på trods af at jeg har kendt langt mere til modgang end medgang.
Hvorfor gør jeg så det? Tja, hvorfor ikke? Det er så forbavsende let, at f.eks. at stoppe op og nyde duften af nyslået græs uden at tænke på andet end nuet, og udelade alle bekymringerne, og det faktum, at man måske egentlig burde skynde sig, fordi man er ved at komme for sent til noget.
Før i tiden ville det have været utænkeligt, at jeg ville kunne tømme hovedet for tanker, og bare nyde det at være til stede lige her og nu. Det har krævet enorme kræfter, indre konflikter, frustrationer, selverkendelse og tilbageskridt, men det har været kampen værd.
F.eks. har jeg i mange mange år nægtet at acceptere og tage imod det faktum, at jeg har en speciel evne (nogen vil kalde det en gave, andre en forbandelse), men det har jeg gjort nu. Det er stadig ikke uden konflikter og problemer, men det er intet i forhold til fornægtelsens kamp.
Når jeg siger, at det er forbavsende let at lade sig selv nyde livet, så er det i forbløffende grad, om muligt, endnu lettere at lade sig forsumpe i negative tanker. Det er som om, at negative tanker er det eneste mennesker i dag kan finde ud af at dele med hinanden.
Jeg har det dårligt, min krop gør ondt, jeg har ingen penge, ingen kæreste, ingen børn, ingen dit og ingen dat. Negative tanker akkumulerer sig i sindet til en stor uhåndterlig størrelse, og det er uden vi selv lægger mærke til det. Vi bemærker slet ikke alle de små negative tanker, der dukker op i hovedet hver eneste dag, og ikke nok med at de kommer let, men de er også ekstremt svære at gøre op med, og ikke mindst slippe af med igen. Vi lader os opsluge af vores egne tanker, og bliver totalt blinde for omverdenen. Den ene dag begynder at ligne den anden, vi får sværere og sværere ved at nyde alle de gode ting, som vi jo også oplever, men værst af alt, vi bemærker slet ikke forandringen.
Den bil, som man altid har drømt om, står nu i garagen, fordi man har arbejdet hårdt for at få den, men man formår ikke at glædes ved den. Nu er den der bare, lige som huset bare er der, konen og børnene bare er der, tv’et og alle de andre ting, som man altid har forbundet med glæde og lykke.

Negative tanker er roden til alt ondt i sindet. De fortærer os, og gør os til levende zombier. Et paradoks, som vi ikke selv ved findes, men som er manifesteret i os selv, og langsomt tærer på vores kræfter og suger livskraften ud af os.
Ved hjælp af hårdt arbejde, viljestyrke og mine evner, er det lykkedes mig at vende bøtten på hovedet, og skue tingene fra en komplet modsat vinkel. Men gør det, at jeg aldrig mere har negative tanker, og at jeg altid er glad? Igen må svaret være et rungende NEJ!!
Opturen stagnerede med et brag den uge i februar, hvor mit liv tog en drejning, som jeg aldrig i min vildeste fantasi havde drømt om, men dog et eller andet sted havde frygtet og vidste var på vej.
Så derfor ”hænger” jeg mig stadig i fortiden. Derfor bruger jeg så megen energi på at analysere de ting der er sket. For at kunne acceptere sit liv, som det ser ud nu, og for at kunne tage imod fremtiden, så skal man kunne forstå sin fortid. Det vil uden tvivl tage mig lang tid at få styr på alle spørgsmålene, men jeg tror det vil lykkes. Jeg tror det er muligt, at få noget positivt ud af en gennemført elendig oplevelse. Det tror jeg på, fordi jeg lige nu sidder her kl. 00.21, og skriver de sidste linjer på det her indlæg, mens jeg hører god (dæmpet) musik, sengen står kun 5 meter væk, min mobil ligger ved siden af mig, og jeg kan ringe til en af mine gode venner når som helst jeg har lyst og behov for det, for der er nogen derude, der kan lide mig uanset om jeg har det godt eller skidt.
Ja, livet kan have sine smukke stunder, selvom tingene generelt slet ikke går ens vej. Men vil det blive ved med at være sådan? Jeg håber det, selvfølgelig gør jeg det, men mørket lurer altid lige om hjørnet, og man ved aldrig hvornår man render ind i det. Det næste kapitel i kampen mod livets udfordringer, er kampen mod smerterne. En kamp, som er i gang hele tiden. Den starter ikke ”kun” når jeg står op, den udkæmpes også når jeg ligger i min seng, og håber på at søvnen indtræder, hvilket ikke sker for tit. Hver en bevægelse jeg foretager, kræver overvindelse, fysisk som psykisk. Jeg er for længst holdt op med at frygte at jagende smerter skal indtræde, når jeg laver en (for mig) uovervejet bevægelse. Jeg er simpelthen kommet dertil, hvor smerte er noget jeg forventer. Det første jeg tænker på, når jeg bestemmer mig for at jeg skal ind og træne, er ikke hvad jeg skal træne, men om hvor ondt det vil gøre, når jeg skal op på cyklen og træde i pedalerne. Smerte er ikke længere en del af min hverdag, det ER min hverdag. Hver dag er en kamp, hver dag er der nye slag – fysiske som psykiske - der skal udkæmpes, og sådan vil det være lang tid endnu, sikkert altid.
Mon jeg er klar på endnu en styrkeprøve….?