fredag, oktober 27, 2006

Det var den ene..















Så kom dagen for operationen ”endelig”. Tirsdag morgen startede, våd, blæsende og med en mega lang bilkø helt fra motorvejen ind til sygehuset i Århus. Det, med de altid overtrafikerede veje, havde jeg dog taget højde for, så jeg tog en tidlig bus, hvilket betød jeg nåede frem ca. 15 min. før jeg skulle være der. Det var åbenbart ikke noget personalet på dagkirurgisk havde tænkt på, for da jeg kom, manglede de stadig en del personale, der sad fast i morgentrafikken.
Sjovt nok følte jeg ingen nervøsitet på noget tidspunkt, hvilket faktisk overraskede mig lidt.
Jeg blev kaldt ind ca. 10 min. forsinket, hvilket var helt fint. Skulle lige have diverse piller osv. inden narkosen. Nu er jeg ikke lige den skarpeste til at sluge piller (eller andet!!), så det var lidt af en prøve, især fordi jeg var fastende, og dermed tør i munden, plus jeg fik kun bunden fuld af et lille glas med vand til at skylle skidtet ned med. Føj!
Nå, men pillerne gjorde mig nu ikke afslappet. Det eneste jeg fik ud af dem var en svedetur. Derefter gik turen ud i omklædningsrummet, og derfra ind i et nyt venteværelse. Der sad jeg så, omklædt til operation i de yndigste bedstefar-underbukser nogensinde set, og et par strømper som damen med verdens tykkeste ankler må have gået til: Jo, jeg så yndig ud… Den evigt søøøde Helga kom lige og hilste på inden operationen. Det viste sig, at hun havde meldt sig til at hjælpe med den, selvom hun egentlig ikke behøvede det. Om jeg skal tage det som en kompliment eller ej, at hun ønskede at skære i mig, ved jeg ikke..
Inde på operationsstuen skulle jeg selvfølgelig selv lægge mig op på en briks. Jeg skulle ligge på ryggen, men opereres liggende på maven, så stakkels de folk der skulle vende 100 kg dødvægt over på maven og over på selve operationsbriksen.
Lige inden narkoselægen udøvede sin magi på mig, sagde jeg til ham, at han ikke skulle lade mig vågne under operationen. Han svarede så, at jeg ikke fik muskelafslappende medicin, så hvis jeg nu vågnede, så skulle jeg bare sparke en af kirurgerne. (Bagefter, i opvågningen, fik jeg at vide, at den ansvarshavende kirurg – Helga må ikke operere alene endnu – var gået hjem pga. ondt i knæet. Om det var pga. et spark eller dødvægten, fik jeg aldrig fortalt. Dog var det muligvis en badmintonskade, men jeg vil nu hellere have credit for det..)
Selve operationen gik tilsyneladende godt, dog tog det længere tid end planlagt. Ikke nok med at de skulle fjerne 2 prolapser, de fandt også ud af, at jeg har en hjerterytmefejl. Det vidste jeg egentlig godt, men har aldrig fået en diagnose på det. Det mit hjerte gør forkert er, at det slår dobbeltslag, stopper, og går så i gang igen efter et par sekunder, plus at pulsen farer i vejret med jævne mellemrum, op til et stabilt leje på 170-175 slag pr. min.
Det gjorde så, at de lagde mig i respirator. Det ”glemte” de dog at fortælle mig, så resten af dagen gik jeg og hostede ret kraftigt uden at vide hvorfor. Det var det rør de havde proppet i halsen på mig, der var skyld i det.
Selve indgrebet, går ud på at de skærer muskler og sener over ind til rygraden, borer et hul i hver hvirvel med prolaps, blotlægger nerven og trækker den til side, fjerner selve diskussen, og efterlader så bare to gabende huller.

Opvågningen foregik uden større dramatik. Det første jeg sagde til dem var, at de skulle lade mg sove, for jeg havde ikke sovet så godt i mange år. Det var de (desværre) ikke indstillet på. Kristian, min oppasser for den kommende dag og nat, sluttede sig til mig på dette tidspunkt. Vi blev serveret kaffe (mit ønske) og jeg fik vel nok det ringeste rundstykke siden Shell-skandalen nogle måneder tilbage. Kunne stadig smage det flere timer efter, og det var bestemt ikke positivt ment.
Jeg lå ikke så længe på opvågningen, for jeg havde det fint, så jeg kunne sagtens blive flyttet over på hotellet. Mens vi ventede på portøren (ved godt de ikke hedder det mere, men jeg har opgivet at følge med i alle de jobnavneforandringer), var vi vidne til KANDIDATEN til årets værste mor. I sengen over for min, lå en ca. 11-12 årig dreng, der åbenbart havde fået lavet noget ved det ene lår. Han skreg af smerte, og var tydeligt meget ulykkelig, da han skulle flyttes over i en kørestol, men alt den kære moder kunne bidrage med var: ”Vil du hellere ligge her og glo resten af dagen? Hva? Du skal over i den kørestol nu, bare tag dig sammen”. (Dette blev ved længe)
Flot moder Theresa, godt klaret. Kæft jeg havde lyst til at gå over og sparke hende i røven. Sikke da en dum kælling!!

Fra opvågningen gik turen over på hotellet. Portøren begyndte at spørge til hvorfor jeg havde fået prolapserne, og hvor jeg kom fra. Da jeg sagde Randers, mente han nok han kunne høre det. Det viser sig, at vi ikke bare er fra samme bydel, men at vi har spillet fodbold på samme hold i flere år som små. Jeg kunne huske hans navn, og han kunne egentlig også godt huske mig og min far, der var træner på det tidspunkt. Ak ja, lille verden vi lever i. Men som jeg altid har sagt, så møder jeg altid nogen jeg kender, lige meget hvor i verden jeg er.

Mit første projekt vel ovre på hotelværelset var at komme ud og tisse. Man skal helst kunne tisse inden for 8 timer efter operationen. Jeg tissede 4 gange inden for 8 timer efter…
Fra toilettet fulgte hvad der føltes som en meget lang vej hen til sengen, hvor jeg lige skulle hvile lidt. Sygeplejersken, der modtog os i receptionen, havde fortalt at der var kaffe og kage fra 15-16, så det skulle jeg selvfølgelig være frisk til.
Der blev også taget billeder, hvoraf to kan ses her på bloggen. Har valgt at holde dem begge i s/h, så det ikke ser for grusomt ud med såret, og mine hospitalsunderbukser!
Jeg gik selv ned til eftermiddagskaffen, men valgte at stå op og nyde den. Havde ikke lige mod på at sidde ned lige på det tidspunkt. Det var (er) svært at komme op og ned, fordi stingene rykker kraftigt i kødet, og jeg er stadig meget svag i lænden, fordi de skar mine muskler og sener over.

Derfra gik turen tilbage til stuen, (efter et lille smut udenfor i den friske luft), hvor jeg fik taget mig sammen til at skrive/ringe rundt og fortælle, at jeg (desværre?) stadig levede. Havde simpelthen ikke overskud til det lige efter overflytningen til hotellet.
Jeg, bliver ret hurtigt træt af at ligge og glo, så jeg syntes det var på tide at gå en tur mere. Til mit held, havde jeg det fint med at gå på trapper, for elevatoren var gået i udu, så den var ubrugelig resten af min tid der. Den flinke sygeplejerske i receptionen (ikke hende der modtog mig), fik vi en lille snak med, Kristian og mig, om bl.a. – hvad ellers – wrestling. Hun har 2 drenge, hvoraf den ene er 14 år, så han er gammel nok til at træne med i Århus, og da han er helt vild med wrestling, ja, så måtte hun selvfølgelig vide hvor og hvornår osv. Godt nok synes hun, at det ser halsbrækkende ud, og på trods af det faktum at jeg stod der, friskopereret for 2 wrestlingfremprovokerede diskusprolapser, afskrækkede hende ikke fra at ville sende sønnike af sted. Det skal/bør hun nu heller ikke være bange for. Det er faktisk kun mig, der har været rigtig uheldig, ellers har vi været forskånet for alvorlige skader.
Tilbage på værelset, skulle jeg lige have mig et hvil mere, mens jeg sendte Kristian i byen efter sodavand. Kristian havde ligget og set fjernsyn, og da han skulle gå, ja så vendte han selvfølgelig automatisk fjernsynet, så jeg havde lidt at kigge på imens… Eller gjorde han?

Aftenen fik da efterhånden sin ende, og jeg var faktisk temmelig bombet, da det blev sengetid. Kristian skulle lige skifte min forbinding, og efter hvad der virkede som lang tids fumleri, så lykkedes det endeligt at få den forbistrede tingest på.
Hvad jeg ikke vidste var, at den svede- og rystetur der begyndte under udskiftningen af forbindingen, skulle vise sig at fortsætte hele natten. Min puls begyndte at skyde i vejret, og jeg talte den til at ligge på op til ca. 170 slag det meste af natten. Mit eget gæt på denne trælse udvikling var, at jeg måske ikke kunne tåle den antibiotika, som jeg fik under operationen, for at undgå betændelse og infektioner i såret. Jeg havde nemlig glemt at oplyse, at jeg ikke tåler penicillin, og det var netop det jeg fik.
Om morgenen kom den søøøde Helga på besøg, mens vi sad i restauranten og spiste en udmærket morgenbuffet. (I det hele taget er maden ganske glimrende i den restaurant, og tilmed overordentligt billig for gæster. Kun patienter får den gratis).
Hun ville vide hvordan jeg havde det, og hun havde også hørt lidt om at jeg ikke var til at styre. Sygeplejerskerne var åbenbart temmeligt overrasket over hvor fint jeg klarede mig, og især over at jeg ikke spiste smertestillende medicin overhovedet. Angående penicillinen, så var hun enig, og bad mig om at minde hende om det til næste operation. Øh jo, selvfølgelig…
Derefter var jeg faktisk udskrevet, og kunne bare vente på at min tag-makker kom og hentede mig.

Nu har jeg været hjemme i 2 dage, og jeg har det nogenlunde, tror jeg nok. Har fået at vide, at der kan gå fra et par dage til et par uger, hvor jeg stadig vil føle de samme smerter som før, men lige nu synes jeg faktisk, at jeg er på vej ind i en negativ udvikling. I går havde jeg det fint. Var selvfølgelig stiv i betrækket, men følte ikke nævneværdige smerter i benet og balden (venstre side). I dag har jeg meget ondt i balden, og jeg kan ikke engang bukke mig ned, uden det giver meget store smerter i balden, og efterfølgende længerevarende smerter i baglåret. Det kunne jeg faktisk i går, så det er da lidt bekymrende.
Heldigvis ser såret ud til at hele fint, og jeg går da 3 små ture om dagen, plus jeg laver mine øvelser, men hold op hvor er det hårdt.
Det værste af alt er dog ventetiden. Ikke nok med at jeg keder mig bravt, men det at skulle vente på at finde ud af, om operationen har været en succes eller ej, er ved at drive mig bananas.

På tirsdag ringer kirurgen og spørger til min tilstand. Så håber jeg inderligt, at det er gode nyheder, jeg kan viderebringe…

lørdag, oktober 21, 2006

Fra dårligt til værre..

Bedst som man tror, at man har oplevet/hørt det hele, så kommer der noget nyt væltende ind over én.
I torsdags var jeg til forundersøgelse (informationsmøde) på neurokirurgisk i Århus hos den altid søøøøde Helga, som denne gang havde en medicinstuderende med, som var mindst lige så sød. Hendes navn bed jeg dog ikke mærke i, og det var der nu flere grunde til… Anyway, Helga kunne fortælle mig (og Kristian også for den sags skyld, da han var så venlig at holde mig med selskab – igen), at jeg ikke bare har én prolaps i lænden, men to, som begge skal fjernes på tirsdag. Lucky me..
Det, de gør, er at fjerne begge diskusser helt, og dermed efterlader 2 huller i min rygrad . Man skal åbenbart være i stand til at leve uden dem, men min hjerne kan så ikke helt fatte, hvorfor vi så overhovedet bliver født med det skidt, når de ikke er til andet end besvær?!
Ikke nok med denne strålende nyhed, så viser det sig, at Helga åbenbart misinformerede mig ved allerførste møde, angående styrketræning, og hvornår jeg kan genoptage den. Nu må jeg ikke begynde så småt efter 4-6 uger, men efter 6-12 måneder!! Dvs. alt det jeg har opbygget på 10 år, mere eller mindre føles som spildt arbejde. Dette er en meget bitter pille at sluge, og jeg er allerede begyndt at tvivle på, om jeg har motivationen til at starte op igen, når jeg får grønt lys.

Men bare rolig, det bliver ”bedre” endnu. Da jeg kom hjem fra træning i dag (lørdag), lå der et brev fra den altid omsorgsfulde kommune. I brevet stod der (det står der nok stadig, gider bare ikke glo på det igen), at jeg SKAL (jeps, det stod faktisk fremhævet!) møde til aktiveringssamtale på onsdag kl. 11. Hvis jeg ikke møder op, vil det få konsekvenser for min kontanthjælp.
Se det er jo intet mindre end genialt! Jeg bliver, hvis alt går vel, udskrevet onsdag formiddag, og har ikke en jordisk chance for at dukke op til det møde. Er det så bare fordi kommunen ikke ved hvad der foregår, at de sendte det brev? NEJ!! De har nemlig fået en fuldmagt fra mig helt tilbage til april, hvor de får lov til at kontakte min læge til enhver tid, og forhøre sig om min helbredsmæssige tilstand. Derudover har min læge sagt, at de (kommunen) vil henvende sig til ham, når min sygemelding udløber, hvilket rent faktisk er d. 2/11. En dato han satte dengang han ikke viste hvornår jeg skulle opereres, men det skulle ikke være et problem, sagde han, for kommunen ville som sagt rette henvendelse til ham. Ja godaw do, fætter Guf!!

Jeg har hele tiden vidst, at det her ville ende med at blive noget lort, så det burde vel egentlig ikke kunne overraske mig sådan her, men det gjorde det altså alligevel. Alene den nedladende tone i brevet, gør at jeg bliver ekstremt ophidset, hvilket sker meget sjældent. Men fandeme om jeg vil behandles som en uvorden teenager, der skal sparkes i røven for at tage sig sammen. Jeg er 34 år gammel, og jeg vil fandeme ikke tales til på den måde. Vis noget respekt for jeres fucking medmennesker I fucking kommune-nossefår!!!! (Sorry, men det skulle altså ud)

Så ikke nok med at jeg har to operationer og en temmelig lang rehabiliteringsperiode at gå og tænke på, nu skal jeg også til at bøvle med kommunen igen igen. Helt ærligt, så tror jeg sgu ikke jeg har kræfterne til det…

mandag, oktober 16, 2006

Endnu en operation

Det er da vist blevet tid til en bette update, om hvad der rører sig i mit fantastisk spændende liv lige nu.
Mandag i sidste uge, var jeg til scanning med min lænd. Ja faktisk tog jeg hele kroppen med, bare sådan for hyggens og selskabets skyld…
I fredags, mens jeg sad (elendigt) i toget mod djævleøen, blev jeg ringet op af den søøøde Helga, som kunne fortælle følgende: ”Du har en stor fed diskusprolaps i lænden, og den skal fjernes hurtigst muligt, så jeg har bestilt tid til d. 24/10 kl. 9, hvis du vil have den (altså operationen..). ”

Og det vil jeg selvfølgelig gerne. Der er intet jeg hellere vil end at blive opereret 2 gange indenfor 30 dage. Dog sagde jeg faktisk ikke ja med det samme, for jeg skal have en der kan overnatte (i separate senge!) på hospitalet med mig efter operationen. Det gjorde jeg rimeligt hurtigt (tak! I ved selv hvem I er), så det er altså sådan det skal være. Operation på tirsdag d. 24.

Dette var selvfølgelig ikke den fedeste melding at få, selvom jeg jo godt vidste, at (også) min lænd er fucked, men på trods af det, så fik jeg da en fornøjelig weekend ud af det.
Var bl.a. i Tivoli i KBH om lørdagen, hvor de har pyntet op til Halloween. Dét er så en ting jeg fatter minus af! Hvorfor fanden skal vi have trukket Halloween ned over ørerne?? Har ”vi” (læs det danske erhvervsliv inkl. regering) da pludselig afskaffet Fastelavn? Eller er ”vi” så langt oppe i røven på amerikanerne nu, at ”vi” er begyndt at tænke ”amerikansk”??
Nå, pyt nu med det. Grunden til at vi (vi = min ledsager og jeg) tog i Tivoli var egentlig fordi det er utroligt hyggeligt at gå rundt derinde. Det var det i hvert fald sidst vi var derinde, og det var det såmænd også denne gang.
Jeg gav en middag (jo jo, os på kontanthjælp lever som konger) på restaurant Hercegovina, hvor vi blev ”udsat” for en ganske overdådig og tilmed yderst velsmagende buffet. Det hele (inkl. drikkevarer) løb op i rørende 121 kr. pr. mand. Jeg fik 30 kr. i rabat pr. mand pga. jeg har årskort til Tivoli. Det er en meget hyggelig restaurant med et meget kompetent personale, og som nævnt, ypperlig føde. Jeg tøver ikke med at anbefale stedet til enhver. Man kan for øvrigt gå på restauranten uden at betale for indgang til Tivoli. Der er indgang lige over for Hovedbanegårdens østvendte side (der hvor alle busserne holder).

Ellers er der ikke så meget mere at berette. Det sidste jeg vil nævne er dog Nephews nye album, som ingen, og hermed ment INGEN, der bare fandt lidt interesse i USADSB, må gå glip af. Så skulle det vist være på plads.

Jeg vender højst sandsynligt tilbage med yderligere en lille update inden operationen i næste uge.