fredag, oktober 27, 2006

Det var den ene..















Så kom dagen for operationen ”endelig”. Tirsdag morgen startede, våd, blæsende og med en mega lang bilkø helt fra motorvejen ind til sygehuset i Århus. Det, med de altid overtrafikerede veje, havde jeg dog taget højde for, så jeg tog en tidlig bus, hvilket betød jeg nåede frem ca. 15 min. før jeg skulle være der. Det var åbenbart ikke noget personalet på dagkirurgisk havde tænkt på, for da jeg kom, manglede de stadig en del personale, der sad fast i morgentrafikken.
Sjovt nok følte jeg ingen nervøsitet på noget tidspunkt, hvilket faktisk overraskede mig lidt.
Jeg blev kaldt ind ca. 10 min. forsinket, hvilket var helt fint. Skulle lige have diverse piller osv. inden narkosen. Nu er jeg ikke lige den skarpeste til at sluge piller (eller andet!!), så det var lidt af en prøve, især fordi jeg var fastende, og dermed tør i munden, plus jeg fik kun bunden fuld af et lille glas med vand til at skylle skidtet ned med. Føj!
Nå, men pillerne gjorde mig nu ikke afslappet. Det eneste jeg fik ud af dem var en svedetur. Derefter gik turen ud i omklædningsrummet, og derfra ind i et nyt venteværelse. Der sad jeg så, omklædt til operation i de yndigste bedstefar-underbukser nogensinde set, og et par strømper som damen med verdens tykkeste ankler må have gået til: Jo, jeg så yndig ud… Den evigt søøøde Helga kom lige og hilste på inden operationen. Det viste sig, at hun havde meldt sig til at hjælpe med den, selvom hun egentlig ikke behøvede det. Om jeg skal tage det som en kompliment eller ej, at hun ønskede at skære i mig, ved jeg ikke..
Inde på operationsstuen skulle jeg selvfølgelig selv lægge mig op på en briks. Jeg skulle ligge på ryggen, men opereres liggende på maven, så stakkels de folk der skulle vende 100 kg dødvægt over på maven og over på selve operationsbriksen.
Lige inden narkoselægen udøvede sin magi på mig, sagde jeg til ham, at han ikke skulle lade mig vågne under operationen. Han svarede så, at jeg ikke fik muskelafslappende medicin, så hvis jeg nu vågnede, så skulle jeg bare sparke en af kirurgerne. (Bagefter, i opvågningen, fik jeg at vide, at den ansvarshavende kirurg – Helga må ikke operere alene endnu – var gået hjem pga. ondt i knæet. Om det var pga. et spark eller dødvægten, fik jeg aldrig fortalt. Dog var det muligvis en badmintonskade, men jeg vil nu hellere have credit for det..)
Selve operationen gik tilsyneladende godt, dog tog det længere tid end planlagt. Ikke nok med at de skulle fjerne 2 prolapser, de fandt også ud af, at jeg har en hjerterytmefejl. Det vidste jeg egentlig godt, men har aldrig fået en diagnose på det. Det mit hjerte gør forkert er, at det slår dobbeltslag, stopper, og går så i gang igen efter et par sekunder, plus at pulsen farer i vejret med jævne mellemrum, op til et stabilt leje på 170-175 slag pr. min.
Det gjorde så, at de lagde mig i respirator. Det ”glemte” de dog at fortælle mig, så resten af dagen gik jeg og hostede ret kraftigt uden at vide hvorfor. Det var det rør de havde proppet i halsen på mig, der var skyld i det.
Selve indgrebet, går ud på at de skærer muskler og sener over ind til rygraden, borer et hul i hver hvirvel med prolaps, blotlægger nerven og trækker den til side, fjerner selve diskussen, og efterlader så bare to gabende huller.

Opvågningen foregik uden større dramatik. Det første jeg sagde til dem var, at de skulle lade mg sove, for jeg havde ikke sovet så godt i mange år. Det var de (desværre) ikke indstillet på. Kristian, min oppasser for den kommende dag og nat, sluttede sig til mig på dette tidspunkt. Vi blev serveret kaffe (mit ønske) og jeg fik vel nok det ringeste rundstykke siden Shell-skandalen nogle måneder tilbage. Kunne stadig smage det flere timer efter, og det var bestemt ikke positivt ment.
Jeg lå ikke så længe på opvågningen, for jeg havde det fint, så jeg kunne sagtens blive flyttet over på hotellet. Mens vi ventede på portøren (ved godt de ikke hedder det mere, men jeg har opgivet at følge med i alle de jobnavneforandringer), var vi vidne til KANDIDATEN til årets værste mor. I sengen over for min, lå en ca. 11-12 årig dreng, der åbenbart havde fået lavet noget ved det ene lår. Han skreg af smerte, og var tydeligt meget ulykkelig, da han skulle flyttes over i en kørestol, men alt den kære moder kunne bidrage med var: ”Vil du hellere ligge her og glo resten af dagen? Hva? Du skal over i den kørestol nu, bare tag dig sammen”. (Dette blev ved længe)
Flot moder Theresa, godt klaret. Kæft jeg havde lyst til at gå over og sparke hende i røven. Sikke da en dum kælling!!

Fra opvågningen gik turen over på hotellet. Portøren begyndte at spørge til hvorfor jeg havde fået prolapserne, og hvor jeg kom fra. Da jeg sagde Randers, mente han nok han kunne høre det. Det viser sig, at vi ikke bare er fra samme bydel, men at vi har spillet fodbold på samme hold i flere år som små. Jeg kunne huske hans navn, og han kunne egentlig også godt huske mig og min far, der var træner på det tidspunkt. Ak ja, lille verden vi lever i. Men som jeg altid har sagt, så møder jeg altid nogen jeg kender, lige meget hvor i verden jeg er.

Mit første projekt vel ovre på hotelværelset var at komme ud og tisse. Man skal helst kunne tisse inden for 8 timer efter operationen. Jeg tissede 4 gange inden for 8 timer efter…
Fra toilettet fulgte hvad der føltes som en meget lang vej hen til sengen, hvor jeg lige skulle hvile lidt. Sygeplejersken, der modtog os i receptionen, havde fortalt at der var kaffe og kage fra 15-16, så det skulle jeg selvfølgelig være frisk til.
Der blev også taget billeder, hvoraf to kan ses her på bloggen. Har valgt at holde dem begge i s/h, så det ikke ser for grusomt ud med såret, og mine hospitalsunderbukser!
Jeg gik selv ned til eftermiddagskaffen, men valgte at stå op og nyde den. Havde ikke lige mod på at sidde ned lige på det tidspunkt. Det var (er) svært at komme op og ned, fordi stingene rykker kraftigt i kødet, og jeg er stadig meget svag i lænden, fordi de skar mine muskler og sener over.

Derfra gik turen tilbage til stuen, (efter et lille smut udenfor i den friske luft), hvor jeg fik taget mig sammen til at skrive/ringe rundt og fortælle, at jeg (desværre?) stadig levede. Havde simpelthen ikke overskud til det lige efter overflytningen til hotellet.
Jeg, bliver ret hurtigt træt af at ligge og glo, så jeg syntes det var på tide at gå en tur mere. Til mit held, havde jeg det fint med at gå på trapper, for elevatoren var gået i udu, så den var ubrugelig resten af min tid der. Den flinke sygeplejerske i receptionen (ikke hende der modtog mig), fik vi en lille snak med, Kristian og mig, om bl.a. – hvad ellers – wrestling. Hun har 2 drenge, hvoraf den ene er 14 år, så han er gammel nok til at træne med i Århus, og da han er helt vild med wrestling, ja, så måtte hun selvfølgelig vide hvor og hvornår osv. Godt nok synes hun, at det ser halsbrækkende ud, og på trods af det faktum at jeg stod der, friskopereret for 2 wrestlingfremprovokerede diskusprolapser, afskrækkede hende ikke fra at ville sende sønnike af sted. Det skal/bør hun nu heller ikke være bange for. Det er faktisk kun mig, der har været rigtig uheldig, ellers har vi været forskånet for alvorlige skader.
Tilbage på værelset, skulle jeg lige have mig et hvil mere, mens jeg sendte Kristian i byen efter sodavand. Kristian havde ligget og set fjernsyn, og da han skulle gå, ja så vendte han selvfølgelig automatisk fjernsynet, så jeg havde lidt at kigge på imens… Eller gjorde han?

Aftenen fik da efterhånden sin ende, og jeg var faktisk temmelig bombet, da det blev sengetid. Kristian skulle lige skifte min forbinding, og efter hvad der virkede som lang tids fumleri, så lykkedes det endeligt at få den forbistrede tingest på.
Hvad jeg ikke vidste var, at den svede- og rystetur der begyndte under udskiftningen af forbindingen, skulle vise sig at fortsætte hele natten. Min puls begyndte at skyde i vejret, og jeg talte den til at ligge på op til ca. 170 slag det meste af natten. Mit eget gæt på denne trælse udvikling var, at jeg måske ikke kunne tåle den antibiotika, som jeg fik under operationen, for at undgå betændelse og infektioner i såret. Jeg havde nemlig glemt at oplyse, at jeg ikke tåler penicillin, og det var netop det jeg fik.
Om morgenen kom den søøøde Helga på besøg, mens vi sad i restauranten og spiste en udmærket morgenbuffet. (I det hele taget er maden ganske glimrende i den restaurant, og tilmed overordentligt billig for gæster. Kun patienter får den gratis).
Hun ville vide hvordan jeg havde det, og hun havde også hørt lidt om at jeg ikke var til at styre. Sygeplejerskerne var åbenbart temmeligt overrasket over hvor fint jeg klarede mig, og især over at jeg ikke spiste smertestillende medicin overhovedet. Angående penicillinen, så var hun enig, og bad mig om at minde hende om det til næste operation. Øh jo, selvfølgelig…
Derefter var jeg faktisk udskrevet, og kunne bare vente på at min tag-makker kom og hentede mig.

Nu har jeg været hjemme i 2 dage, og jeg har det nogenlunde, tror jeg nok. Har fået at vide, at der kan gå fra et par dage til et par uger, hvor jeg stadig vil føle de samme smerter som før, men lige nu synes jeg faktisk, at jeg er på vej ind i en negativ udvikling. I går havde jeg det fint. Var selvfølgelig stiv i betrækket, men følte ikke nævneværdige smerter i benet og balden (venstre side). I dag har jeg meget ondt i balden, og jeg kan ikke engang bukke mig ned, uden det giver meget store smerter i balden, og efterfølgende længerevarende smerter i baglåret. Det kunne jeg faktisk i går, så det er da lidt bekymrende.
Heldigvis ser såret ud til at hele fint, og jeg går da 3 små ture om dagen, plus jeg laver mine øvelser, men hold op hvor er det hårdt.
Det værste af alt er dog ventetiden. Ikke nok med at jeg keder mig bravt, men det at skulle vente på at finde ud af, om operationen har været en succes eller ej, er ved at drive mig bananas.

På tirsdag ringer kirurgen og spørger til min tilstand. Så håber jeg inderligt, at det er gode nyheder, jeg kan viderebringe…

2 Comments:

Blogger Hans said...

altid godt at høre du har det godt, eller så godt som man nu kan have det. er sikker på du nok skal få det bedre. du skal jo være klar til DW langå3 jo :)

12:16 AM  
Blogger Zenia said...

Hejsa... Selvom vi ikke taler sammen længere er du stadig i mine tanker og jeg benytter mig af din blog for at bibéholde et lille bitte indblik i dit liv. Tillykke med den vellykkede operation, det glæder mig at læse!

Tanker og savn... Zenia

10:51 PM  

Send en kommentar

<< Home