onsdag, november 29, 2006

Det var så det, eller var det? (Del 2)

















Torsdag morgen startede, som nævnt i del 1, med vækning kl. 6. Der fik jeg det sidste glas vand/saft (plus jeg fik leflet mig til en kop kaffe), inden operationen ”senere på dagen”.
Fra da af startede den vel nok længste formiddag jeg nogensinde har oplevet. Allerede kl. 9 fik jeg lagt drop i venstre hånd. Jeg brokkede mig lidt til en sygeplejerske om, at det gjorde egentlig ret ondt at have droppet i. Et par timer senere, blev det da også fjernet, da jeg skulle have tilført væske. Det viste sig, at nålen kun sad subduralt, hvilket vil sige i underhuden og ikke i åren, som jo er nødvendigt. Det gjorde da også sygt ondt, da saltvand begyndte at presse sig ud i underhuden! Sygeplejersken fjernede hurtigt nålen, og sagde at de måtte lægge et nyt drop på operationsstuen. (Altså ikke selve stuen der skulle have drop, men mig der skulle have det mens jeg lå på operationsstuen..).
Noget af formiddagen gik også med at være forsøgskanin for de stakkels medicinstuderende. Overlægen viste dem, hvordan man skulle undersøge mig, og de skulle så bl.a. fortælle hvilke muskelgrupper der blev aktiveret ved diverse øvelser osv.
Deres anatomividen (hvad muskler angår) var dog ikke prangende, så alt det de ikke kunne svare på, det skulle jeg fortælle dem (på lægelatin). Det var faktisk ret fornøjeligt..
Men ellers lavede jeg ikke andet end at vente, vente og atter vente.. Dog fik jeg snakket med endnu en narkoselæge. De havde ikke tid til mig dagen før, men nu havde de masser af tid, sjovt nok..
Jeg fik mine to ligegyldige præ-operationspamoler allerede kl. 11, og så kunne jeg ellers fortsætte med at vente og vente og..
Indtil kl. blev 13.45, hvor jeg efterhånden så småt havde opgivet ”håbet” om at blive opereret den dag. Her fik jeg at vide, at der ville gå små 10 minutter før jeg blev hentet, og det holdt sørme stik.
Portøren (eller serviceassistenten, som de kaldes nu) kørte mig hen på operationsgangen, men jeg skulle selv gå ind på selve operationsstuen. Det var en noget klam fornøjelse.
Selve bordet, eller bænken om man vil, var meget smal, så mine arme skulle fikseres med remme på nogle påsatte armbøjler. Resten af kroppen blev også spændt fast, og så kunne jeg ellers ligge der, og nyde synet af ”instrumentbordet” med alverdens kanyler, knive, mejsler, boreudstyr, kroge, hager og hvad ved jeg.
Lidt efter kom narkoselægen, der havde lavet nummeret med droppet tidligere på dagen. Hun valgte denne gang at lægge droppet i armen ved albuen. Det er et rigtigt skidt sted at have det, for hver gang man bøjer armen, borer nålen sig videre ind i åren, og det er temmelig ubehageligt!
Nå, men efter hvad der virkede som lang tid, sikkert pga. jeg var mega nervøs, begyndte de at bedøve mig.
Selve operationen husker jeg af gode grunde ikke, men i modsætning til operationen 4 uger tidligere, så drømte jeg denne gang. Faktisk blev jeg afbrudt i en drøm, da jeg blev vækket.

Da de vækkede mig, begyndte jeg at kaste op, meget kraftigt. Eller jeg kastede egentlig ikke op, for min mave var tom, men jeg havde ”tør” opkast. Det, synes jeg, er mere ubehageligt end når der kommer noget op. Det syntes min nabo åbenbart også, for han begyndte at kaste op ved lyden af mig, der havde det dårligt! (Fik jeg senere at vide af afdelingssygeplejersken).
I opvågningen fik jeg besøg af Kristian og Asger. Desværre husker jeg ikke så meget af deres besøg, men et billede kom der da ud af det (se længere oppe).
De blev dog bedt om at gå, fordi jeg sagde, at jeg skulle tisse. Det er sådan, for dem der ikke har prøvet/ved det, at det er meget vigtigt, at man tisser inden man bliver flyttet hen på sin stue. Jeg fik målt min urinmængde til at være 650. Den må max være 250, men jeg prøvede forgæves at forklare, de ellers søde sygeplejersker, at min blære kan indeholde en hel liter (oplært fra min tid som cykelrytter). Al forsøg på at snakke dem til fornuft mislykkedes, og der startede nu en over 2 timer lang kamp for at tisse ”under egen kraft”!
Først hjalp de mig op at stå, så jeg kunne tisse i en kolbe. Men, det er altså svært at tisse, når der står 2 midaldrende sygeplejersker, og henholdsvis holder mig under armen, og den anden holder min penis rettet ned i en kolbe! GRUPPEPRES!! Jeg gav hurtigt op, for jeg kunne mærke hvordan mit selvværd dalede for hver gang jeg forsøgte at presse bare én dråbe urin ud.
Derefter forsøgte de sig med en bækkenstol. Nu er det bare sådan, at jeg ikke kan tisse mens jeg sidder ned, så også det var en blindgyde. Efter endnu et forsøg på at forklare, at min blære havde det fint, kom turen til KATEDERET!!!
Denne ugudelige kreation, er et gummirør der indføres UDEN bedøvelse i urinrøret. Først forsøgte sygeplejersken sig med et 12’er kateder. Det lykkedes ikke at presse det forbi min prostata. Så forsøgte hun med en 14’er, men heller ikke det lykkedes. Det eneste der kom ud af det, var en masse blod! På det her tidspunkt, syntes jeg, at jeg havde lidt mere end rigeligt, men ak, der blev tilkaldt en læge, der lige skulle forsøge sig med en 16’er. Det lykkedes heller ikke, og denne gang stod det ud med blod fra mit stakkels skamferede urinrør!!
Så sejrede fornuften endelig, og jeg fik lov at komme ned på min stue. Dog med den påmindelse, at hvis jeg ikke havde tisset inden for de næste 2 timer, så ville de forsøge med kateder igen. Oh the pressure! I just can’t take it anymore!!!!

Tilbage på stuen, som for øvrigt var en ny stue, fordi den anden var blevet inddraget til bug for kvindelige patienter, blev jeg varmt modtaget af aftensygeplejersken. Hun var nu også altid så sød. Hun kom med cola og yoghurt til mig, for lidt skulle jeg da forsøge at få ned. Men jeg havde en voldsom kvalme fra al den morfin, som jeg fik på opvågningsstuen, så det blev ikke til så meget.

Torsdag var Thanksgiving Day i USA, hvilket er lig med NFL på TV. Jeg forsøgte forgæves at følge med, men jeg faldt hele tiden i søvn, for hurtigt efter at vågne med et sæt. Og sådan fortsatte det hele natten. Problemet var (og er stadig), at når jeg falder i søvn på ryggen, så holder jeg op med at trække vejret efter få minutter. Når min vejrtrækning så helt er standset, så vågner jeg med et ordentligt sæt, og pulsen hamrer af sted! Jeg sov faktisk ikke samtlige 3 nætter på NSA. Der er ingen tvivl om, at de bedøvende midler forværrede situationen, men generelt er det bare meget slemt i øjeblikket, så søvn er ikke noget jeg får meget af (som om det var det før i tiden.).

Fredag blev jeg tilset af kirurgen der havde opereret mig. Det var faktisk den samme, som havde opereret mig i lænden, så den operation fik vi også lige en lille snak om.
Indgrebet i nakken var gået godt, sagde han, men da jeg ikke mærkede nogen forbedring, plus jeg havde andre symptomer som ondt i højre side af brystet, så ville de beholde mig en dag mere. Han bestilte også en kontrolscanning af nakken, som skal laves samme dag som den i lænden. Ikke videre rart at tænke på, at begge operationer måske viser sig at være mislykkedes…
Jeg har desuden det problem, at jeg er gået i meget lang tid med prolapsen i nakken, hvilket kan betyde, at nerverne har taget varig skade, så jeg aldrig bliver smertefri igen. Det kan kun tiden vise, desværre, så det næste lange stykke tid bliver en hård omgang!

Resten af fredagen gik (udover at kede mig bravt) med et besøg fra min makker i Damage inc. Han havde en kæmpe æske Anton Berg med, så det kunne jo næsten ikke være bedre. Det blev også til et kort visit fra Kristian, som (igen) fik hilst på søøøde Helga. Hun havde vagten helt til lørdag kl. 12. Kun for at holde øje med mig, sagde hun. Yeah, I wish!!
Natten til lørdag fik jeg heller ikke sovet, så jeg vandrede lidt rundt på gangene, og fik ellers snakket med den vagthavende sygeplejerske og serviceassistent (de er altid 2 om natten) om mine søvnproblemer. Jeg fik dem også til at hjælpe mig med at ligge på siden, så jeg kunne få en times søvn. Jeg kan nemlig godt sove (sikkert) på siden, men kan ikke holde ud at ligge så længe, fordi det gør for ondt.

Lørdag morgen gik egentlig ganske hurtigt. Jeg fik serveret morgenmaden ved halv otte-tiden, og tog derefter et dejligt langt bad. Ved ti-tiden kom en læge og udskrev mig, og kl. 11 var jeg på vej hjem. Jeg fik heldigvis sagt pænt farvel til den søde sygeplejerske, som jeg nævnte tidligere, der fulgte mig hele vejen igennem. Hun gav mig for øvrigt også en kopi af min journal med hjem. Den er på mange måder munter læsning, men af alle de forkerte grunde. Den er behæftet med fejl, for at sige det mildt. Alt fra beskrivelsen af prolapsens opståen, til symptomer der på magisk vis flytter fra det ene ben til det andet, til Helgas efternavn der staves på 3 forskellige måder, til ryghold jeg aldrig er meldt til, og til ordet wrestling, der aldrig staves wrestling, men staves henholdsvis restning og wristing. (Det er sgu sandt!!)


Her, da jeg har været hjemme nogen dage, har jeg stadig meget ondt, og føler egentlig ikke rigtig nogen fremgang. I dag (mandag), har jeg været ved halsspecialist og få en tid til fredag i næste uge, og jeg har været ved lægen og få en tid til mandag i næste uge, hvor jeg skal have fjernet sting.
På onsdag bliver jeg ringet op af en sygeplejerske fra NSA. Det er en kontrolopringning de laver, og de gør det igen om små 2 måneder.
Hvis mine symptomer ikke er mindsket, så er det muligt jeg bliver indkaldt til undersøgelse, men den tid, den sorg. Hvis symptomerne mindskes, og jeg kommer i bedring, så skulle jeg være klar igen om små 2 måneder.

For at runde det hele af, så har det været en voldsomt hård omgang at komme igennem. 2 operationer på 4 uger. Komplikationer, uvished, smerter, fejl, overvejelser, tvivl, træthed, søvnproblemer, og ikke mindst følelsen af at være helt alene i verden med det hele. Selv om folk kan være nok så velmenende, og tilbyde hjælp og støtte. så er det i sidste ende mig selv, der skal gennemgå det hele, og det er min krop der udsættes for det.
Det er hårdt, meget hårdt, og jeg håber virkelig inderligt, at det hele er slut nu…

mandag, november 27, 2006

Det var så det, eller var det? (Del 1)

Det er mandag, og der er nu gået 4 dage siden min (sidste?) operation. Det har været en ekstremt hård omgang. Godt nok var jeg indstillet på at det ville blive hårdt, men havde jeg vidst HVOR hårdt det skulle blive, så havde jeg nok droppet operationen.
Onsdag morgen indfandt jeg mig på NSA (neurologisk afdeling) i Århus. Efter en lidt halvlang ventetid, blev jeg kaldt ind til en samtale med en sygeplejerske. Hun skulle senere vise sig at være den, der fulgte mig gennem hele forløbet, og det er jeg virkeligt glad for, for hun er ekstremt dygtig og meget menneskelig, hvilket man jo desværre ikke altid forbinder sundhedspersonale med i dag. (Man hører jo så meget i pressen).
Hun satte mig ind i hvordan tingene skulle foregå, og hvordan mit ophold ellers skulle forløbe under optimale omstændigheder. Derefter skulle jeg have taget en blodprøve, hvilket gik helt fint. Dog forstår jeg ikke mængden af blodprøver, for det eneste de tester er blodtype, og den skulle sgu da nødig have ændret sig de sidste 4 uger siden sidste blodprøve?!?
Anyway, mens jeg stod og ventede på at snakke med den læge, der skulle operere mig, mødte jeg altid søøøde Helga. Vi snakkede lidt frem og tilbage om den mislykkede lændeoperation. Hendes konklusion var, at udsætte nakkeoperationen i 2 måneder, men det afslog jeg på stedet. Jeg kunne simpelthen ikke overskue at vente så lang tid (igen) på en operation, som jeg endelig havde fået sat mig op til.
Udover det, så fik hun bestilt tid til en kontrolscanning af lænden til om 2 måneder. De må ikke scanne før, for de skal være sikre på at alt væv er helet, for at få så nøjagtig en scanning som muligt.
De 2 måneder passer så lige med rekonvalescensperioden for nakken.
Efter at have snakket med søøøde Helga, fik jeg besked på, at de skulle lave en EKG (elektrokardiogram) på mig, så jeg måtte gå tilbage til samme sted, som blodprøverne bliver taget. Jeg blev da også mødt med et ”har du ikke lige været her?”, og mit svar var, at jeg for øvrigt har en hjertefejl de lige skulle tjekke, men at det lige var blevet glemt i farten.

Tilbage på stuegangen, blev jeg mødt af en lægestuderende. Han spurgte om jeg var frisk på ”den” samtale nu” Jeg spurgte hvilken samtale, og han sagde så: ”Jamen, har afdelingens overlæge ikke sagt du skulle snakke med mig?”.
Øh, jeg anede ikke engang hvem overlægen var, for jeg havde da ikke snakket med nogen. Anyway, jeg sagde at vi da sagtens kunne snakke sammen alligevel, for jeg havde masser af tid at slå ihjel.
Det skulle så vise sig, at de (de medicinstuderende på rotation på NSA) havde fået mig som studieeksempel. Hans opgave var, at undersøge mig som Helga havde gjort det i sin tid (et job INGEN MAND kan gøre efter), og se om han kunne finde samme indikationer som hende.
Det skulle yderligere vise sig, at jeg var mere inde i rutinen end han var, så jeg måtte undervise ham i hvordan han skulle undersøge mig…

Efter denne lille fornøjelige seance, blev jeg vist ind på min stue. De har 3-mandsstuer, så jeg startede ud med at undskylde for mit snorkeri på forhånd. Ironisk nok, skulle det vise sig, at de 2 andre på stuen snorkede mindst lige så meget som jeg normalt gør, og da jeg ikke fik lukke et øje hele natten, ja, så forstår jeg godt andres ”mishagsytringer” omkring (min) snorken.
At jeg snorker er en gammel nyhed, men årsagen har altid været et mysterium. Det startede kort tid efter den løfteskade, der forårsagede prolapsen i nakken. Dette er dog kun opståelsen af problemet, men ikke selve årsagen. Dette lille mysterium er dog kommet nærmere en løsning under opholdet på NSA. Mere om det senere..

Resten af dagen, fra ca. kl 14, brugte jeg nede i Århus by. Det blev til en hyggelig lille tur på Baresso (hvor jeg ENDELIG har optjent en GRATIS kop kaffe woohoooo), og en formålsløs vandren rundt i Salling, indtil jeg fandt frem til deres chokoladeafdeling. Der følte jeg mig tvunget til at købe 10 stk. Valrhona-dessertchokolader på tilbud.
Bagefter slentrede jeg ned på banegården, hvor jeg mødtes med Kristian, (som jo næsten har en central bi-rolle i hele mit operationsforløb). Vi blev enige om at få lidt føde, så vi tog ind på noget der hedder RIVAS. En lille persisk restaurant, hvor de havde den obligatoriske ”spis alt du kan”-buffet.
Til min store morskab, skulle Kristian vise ID for at få lov til at købe en øl, he he.

Efter en veloverstået aftensmad, gik turen tilbage til afdelingen. Jeg kunne godt begynde at mærke alvoren komme snigende lige så stille. Den næste dags operation føltes pludseligt meget tæt på, hvilket faktisk ikke ligger i top 3 af de ”fede” følelser.
Jeg vidste ikke nøjagtig hvornår jeg skulle skæres i. Havde kun fået at vide, at jeg var nr. 3 på listen, og at det højst sandsynligt ville være sidst på formiddagen.
Tilbage på afdelingen, scorede jeg lige en kop kaffe, og satte mig ellers ind i ventestuen for at se TV, og nyde de tvangskøbte chokolader. Jeg havde ikke travlt med at komme i seng, fordi a) jeg sover ikke ret godt, og b) jeg skulle være fastende fra midnat, så det gjaldt om at få noget indenbords!
Da det endelig blev sengetid, fik jeg hilst på natsygeplejersken. Hun er en meget lille asiatisk udseende ting, med en udstråling som en eksercer-sergeant! Hun spørger ikke om meget, men giver gerne ordrer. Det er ikke negativt ment, for hun er dælme dygtig, og man føler sig meget tryg, når hun har vagten.
Nu fulgte en laaang nat, inden den obligatoriske vækning kl. 6 om morgenen, og det sidste glas vand de næste 15 timer….

Fortsættelse - inklusive billeder - følger…

mandag, november 20, 2006

På den igen..

Så er det da vist tid til en bette update, her med mindre end 2 dage til jeg skal indlægges igen.
For dem der måske ikke er helt med på ”den”, så skal jeg opereres for en diskusprolaps i nakken. Selve operationen foregår på torsdag, men jeg skal indlægges dagen før. Forventet udskrivelse, hvis alt går vel forstås, er allerede på fredag – dagen efter.

Men dette er jo ikke alt der foregår for tiden. I lørdags afholdt vi (DW) International Showdown i Langå, og det var en blockbuster succes! Over 200 tilskuere, masser af gode kampe og en fremragende stemning fra det medlevende publikum. Hvad mere kan man ønske sig?
Gå ind på www.prowrestling.dk og følg links til resultater fra showet, og klik ind på galleriet (link i venstre side), hvor der er adgang til et hav af stemningsfulde billeder fra showet.

Jeg selv slap derfra uden knubs eller andre ubehageligheder. Dog var det en ekstremt lang dag, så min lænd, og mit venstre ben især, gjorde så ondt, at jeg ikke kunne sove om natten. Jeg er allerede begyndt at glæde mig vildt meget til at se den DVD, der gerne skulle være færdig inden næste show i Langå, som er d. 10/2, og hedder Vild Vinter 2. Der er allerede kampe på plads til showet, og hvem ved, måske også en overraskelse eller to denne gang (igen).

Jeg har ikke så meget mere at fortælle denne gang, men vil da gerne slutte af med at takke alle de fans, der havde taget den lange tur fra djævleøen for at se vores show, og så vil jeg da ikke have noget imod, hvis nogen af jer kunne finde tid og overskud til at krydse fingre for mig på torsdag…

fredag, november 03, 2006

Lidt af hvert

Det er fredag eftermiddag, og jeg har for et par timer siden overstået det første træningspas, kun 10 dage efter operationen. Det blev til 20 minutter på cyklen, 23 minutter på trædemøllen, samt jeg fik lavet alle mine (daglige) øvelser 2 x 10 gange. Målet er 3 x 10, og det kan jeg faktisk sagtens gøre allerede, men det trækker, strækker og river meget i såret, så for ikke at stresse helingen for meget, så venter jeg en uge mere med at køre fuldt program.
Faktisk var det mest den mentale overvindelse, ved det at jeg ikke må ”pumpe jern”, der trak flest tænder ud. Det var virkelig hårdt at se på de andre, der gik til den med styrketræningen, mens jeg var henvist til dameafdelingen af centret (motionsudstyret). Heldigvis var der lidt godt at se på, for en gangs skyld, men jeg følte mig ikke særligt maskulin ved at fimse rundt som en 90-årig (jeg er mobil, men ikke flyvende!) blandt alle kvindfolkene.

Hvad angår min progression, så føler jeg det burde gå bedre. Der er sket en klar forbedring på mange fronter, men jeg får stadig voldsomme smerter ned i venstre balde og ben, når jeg bukker mig og/eller går ned i knæ. I løbet af min (kedelige) tid herhjemme, har jeg skrevet alt relevant ned omkring mine symptomer efter operationen. Dette gjorde jeg med henblik på, at kirurgen der opererede mig, skulle ringe en uge efter indgrebet. Torsdag, i sidste uge, blev jeg ringet op af en sygeplejerske, og så i tirsdags, skulle kirurgen så ringe. Men det gjorde han ikke. Den opringning kom først sent onsdag eftermiddag, og det var ikke ham der opererede mig, men ham der udskrev mig fra patienthotellet.

Problemet ved det er tofoldigt. For det første talte han meget gebrokkent dansk, og havde svært ved at forstå hvad jeg sagde, så til sidst opgav jeg, for jeg fattede simpelthen minus af det han sagde, og hver gang jeg nævnte smerter i venstre ben, så fik han det til at der var nye symptomer i højre ben. Som sagt, jeg opgav, sagde ”vi må se tiden an, farvel” og lagde røret på.
Det andet problem er, at det var svært at spørge ham om selve operationen, da det jo ikke var ham der udførte den. Så jeg stod tilbage med en temmelig underlig følelse af ”what the fuck var pointen i at lade ham ringe?!?” og fuck de kan rende mig i røven. Jeg følte mig virkelig overladt til mig selv, og har lige siden bare haft den der følelse – ”bliver jeg nu igen ikke taget alvorligt?”.
Arrene på sjælen, efter alt det med nakken, sidder der stadig, og det er muligt jeg overreagerer lige nu, men det er bare meget frustrerende at gå rundt i uvidenhed. Plus, jeg føler ikke jeg har tiden til at være afventende, for der er kun 20 dage til næste operation, og der ville det altså være rart, at være nogenlunde frisk til den hårde tid der venter bagefter.

Men hvordan kan jeg så træne, hvis jeg stadig har ondt? Simpelt. Jeg er vant til at have ondt, og da der i princippet ikke er restriktioner for det man må rent fysisk (bortset fra NUL vægttræning), så kan jeg lige så godt komme i gang igen.
Jeg sørger selvfølgelig for at lytte til kroppen, og fange de signaler den sender, og da jeg ikke har det værre nu end jeg havde inden træningen, så ved jeg, at jeg ikke har forværret noget eller presset mig selv for hårdt.

Ellers sker der ikke det store for tiden. Stingene bliver fjernet på tirsdag hos min imbecile læge, og så er det jo for øvrigt snart tid til det STØRSTE show i DW’s korte historie.
Langå d. 18/11 kl. 14 (åbnes dørene). Showet hedder International Showdown, fordi der er ikke mindre end 3 professionelle wrestlere fra udlandet, der skal kæmpe. En stor børge af en amerikaner, og to unge tyskere, udfordrer 3 af vores wrestlere. Hvad jeg kan finde på at bidrage med af narrestreger, må vi jo se på til den tid ;-)
Få alle detaljerne omkring dette gigantiske show på www.prowrestling.dk

I morgen skal Madsen og jeg lægge kommentatorspor på Hedeslag og showet fra Bruuns Galleri. Begge DVD’er er klar til salg på showet d. 18/11, og vi (Damage Inc.) forventer at have en nydesignet t-shirt klar også.

God weekend, brug den fornuftigt, helst med dem I holder allermest af.