mandag, november 27, 2006

Det var så det, eller var det? (Del 1)

Det er mandag, og der er nu gået 4 dage siden min (sidste?) operation. Det har været en ekstremt hård omgang. Godt nok var jeg indstillet på at det ville blive hårdt, men havde jeg vidst HVOR hårdt det skulle blive, så havde jeg nok droppet operationen.
Onsdag morgen indfandt jeg mig på NSA (neurologisk afdeling) i Århus. Efter en lidt halvlang ventetid, blev jeg kaldt ind til en samtale med en sygeplejerske. Hun skulle senere vise sig at være den, der fulgte mig gennem hele forløbet, og det er jeg virkeligt glad for, for hun er ekstremt dygtig og meget menneskelig, hvilket man jo desværre ikke altid forbinder sundhedspersonale med i dag. (Man hører jo så meget i pressen).
Hun satte mig ind i hvordan tingene skulle foregå, og hvordan mit ophold ellers skulle forløbe under optimale omstændigheder. Derefter skulle jeg have taget en blodprøve, hvilket gik helt fint. Dog forstår jeg ikke mængden af blodprøver, for det eneste de tester er blodtype, og den skulle sgu da nødig have ændret sig de sidste 4 uger siden sidste blodprøve?!?
Anyway, mens jeg stod og ventede på at snakke med den læge, der skulle operere mig, mødte jeg altid søøøde Helga. Vi snakkede lidt frem og tilbage om den mislykkede lændeoperation. Hendes konklusion var, at udsætte nakkeoperationen i 2 måneder, men det afslog jeg på stedet. Jeg kunne simpelthen ikke overskue at vente så lang tid (igen) på en operation, som jeg endelig havde fået sat mig op til.
Udover det, så fik hun bestilt tid til en kontrolscanning af lænden til om 2 måneder. De må ikke scanne før, for de skal være sikre på at alt væv er helet, for at få så nøjagtig en scanning som muligt.
De 2 måneder passer så lige med rekonvalescensperioden for nakken.
Efter at have snakket med søøøde Helga, fik jeg besked på, at de skulle lave en EKG (elektrokardiogram) på mig, så jeg måtte gå tilbage til samme sted, som blodprøverne bliver taget. Jeg blev da også mødt med et ”har du ikke lige været her?”, og mit svar var, at jeg for øvrigt har en hjertefejl de lige skulle tjekke, men at det lige var blevet glemt i farten.

Tilbage på stuegangen, blev jeg mødt af en lægestuderende. Han spurgte om jeg var frisk på ”den” samtale nu” Jeg spurgte hvilken samtale, og han sagde så: ”Jamen, har afdelingens overlæge ikke sagt du skulle snakke med mig?”.
Øh, jeg anede ikke engang hvem overlægen var, for jeg havde da ikke snakket med nogen. Anyway, jeg sagde at vi da sagtens kunne snakke sammen alligevel, for jeg havde masser af tid at slå ihjel.
Det skulle så vise sig, at de (de medicinstuderende på rotation på NSA) havde fået mig som studieeksempel. Hans opgave var, at undersøge mig som Helga havde gjort det i sin tid (et job INGEN MAND kan gøre efter), og se om han kunne finde samme indikationer som hende.
Det skulle yderligere vise sig, at jeg var mere inde i rutinen end han var, så jeg måtte undervise ham i hvordan han skulle undersøge mig…

Efter denne lille fornøjelige seance, blev jeg vist ind på min stue. De har 3-mandsstuer, så jeg startede ud med at undskylde for mit snorkeri på forhånd. Ironisk nok, skulle det vise sig, at de 2 andre på stuen snorkede mindst lige så meget som jeg normalt gør, og da jeg ikke fik lukke et øje hele natten, ja, så forstår jeg godt andres ”mishagsytringer” omkring (min) snorken.
At jeg snorker er en gammel nyhed, men årsagen har altid været et mysterium. Det startede kort tid efter den løfteskade, der forårsagede prolapsen i nakken. Dette er dog kun opståelsen af problemet, men ikke selve årsagen. Dette lille mysterium er dog kommet nærmere en løsning under opholdet på NSA. Mere om det senere..

Resten af dagen, fra ca. kl 14, brugte jeg nede i Århus by. Det blev til en hyggelig lille tur på Baresso (hvor jeg ENDELIG har optjent en GRATIS kop kaffe woohoooo), og en formålsløs vandren rundt i Salling, indtil jeg fandt frem til deres chokoladeafdeling. Der følte jeg mig tvunget til at købe 10 stk. Valrhona-dessertchokolader på tilbud.
Bagefter slentrede jeg ned på banegården, hvor jeg mødtes med Kristian, (som jo næsten har en central bi-rolle i hele mit operationsforløb). Vi blev enige om at få lidt føde, så vi tog ind på noget der hedder RIVAS. En lille persisk restaurant, hvor de havde den obligatoriske ”spis alt du kan”-buffet.
Til min store morskab, skulle Kristian vise ID for at få lov til at købe en øl, he he.

Efter en veloverstået aftensmad, gik turen tilbage til afdelingen. Jeg kunne godt begynde at mærke alvoren komme snigende lige så stille. Den næste dags operation føltes pludseligt meget tæt på, hvilket faktisk ikke ligger i top 3 af de ”fede” følelser.
Jeg vidste ikke nøjagtig hvornår jeg skulle skæres i. Havde kun fået at vide, at jeg var nr. 3 på listen, og at det højst sandsynligt ville være sidst på formiddagen.
Tilbage på afdelingen, scorede jeg lige en kop kaffe, og satte mig ellers ind i ventestuen for at se TV, og nyde de tvangskøbte chokolader. Jeg havde ikke travlt med at komme i seng, fordi a) jeg sover ikke ret godt, og b) jeg skulle være fastende fra midnat, så det gjaldt om at få noget indenbords!
Da det endelig blev sengetid, fik jeg hilst på natsygeplejersken. Hun er en meget lille asiatisk udseende ting, med en udstråling som en eksercer-sergeant! Hun spørger ikke om meget, men giver gerne ordrer. Det er ikke negativt ment, for hun er dælme dygtig, og man føler sig meget tryg, når hun har vagten.
Nu fulgte en laaang nat, inden den obligatoriske vækning kl. 6 om morgenen, og det sidste glas vand de næste 15 timer….

Fortsættelse - inklusive billeder - følger…