onsdag, november 29, 2006

Det var så det, eller var det? (Del 2)

















Torsdag morgen startede, som nævnt i del 1, med vækning kl. 6. Der fik jeg det sidste glas vand/saft (plus jeg fik leflet mig til en kop kaffe), inden operationen ”senere på dagen”.
Fra da af startede den vel nok længste formiddag jeg nogensinde har oplevet. Allerede kl. 9 fik jeg lagt drop i venstre hånd. Jeg brokkede mig lidt til en sygeplejerske om, at det gjorde egentlig ret ondt at have droppet i. Et par timer senere, blev det da også fjernet, da jeg skulle have tilført væske. Det viste sig, at nålen kun sad subduralt, hvilket vil sige i underhuden og ikke i åren, som jo er nødvendigt. Det gjorde da også sygt ondt, da saltvand begyndte at presse sig ud i underhuden! Sygeplejersken fjernede hurtigt nålen, og sagde at de måtte lægge et nyt drop på operationsstuen. (Altså ikke selve stuen der skulle have drop, men mig der skulle have det mens jeg lå på operationsstuen..).
Noget af formiddagen gik også med at være forsøgskanin for de stakkels medicinstuderende. Overlægen viste dem, hvordan man skulle undersøge mig, og de skulle så bl.a. fortælle hvilke muskelgrupper der blev aktiveret ved diverse øvelser osv.
Deres anatomividen (hvad muskler angår) var dog ikke prangende, så alt det de ikke kunne svare på, det skulle jeg fortælle dem (på lægelatin). Det var faktisk ret fornøjeligt..
Men ellers lavede jeg ikke andet end at vente, vente og atter vente.. Dog fik jeg snakket med endnu en narkoselæge. De havde ikke tid til mig dagen før, men nu havde de masser af tid, sjovt nok..
Jeg fik mine to ligegyldige præ-operationspamoler allerede kl. 11, og så kunne jeg ellers fortsætte med at vente og vente og..
Indtil kl. blev 13.45, hvor jeg efterhånden så småt havde opgivet ”håbet” om at blive opereret den dag. Her fik jeg at vide, at der ville gå små 10 minutter før jeg blev hentet, og det holdt sørme stik.
Portøren (eller serviceassistenten, som de kaldes nu) kørte mig hen på operationsgangen, men jeg skulle selv gå ind på selve operationsstuen. Det var en noget klam fornøjelse.
Selve bordet, eller bænken om man vil, var meget smal, så mine arme skulle fikseres med remme på nogle påsatte armbøjler. Resten af kroppen blev også spændt fast, og så kunne jeg ellers ligge der, og nyde synet af ”instrumentbordet” med alverdens kanyler, knive, mejsler, boreudstyr, kroge, hager og hvad ved jeg.
Lidt efter kom narkoselægen, der havde lavet nummeret med droppet tidligere på dagen. Hun valgte denne gang at lægge droppet i armen ved albuen. Det er et rigtigt skidt sted at have det, for hver gang man bøjer armen, borer nålen sig videre ind i åren, og det er temmelig ubehageligt!
Nå, men efter hvad der virkede som lang tid, sikkert pga. jeg var mega nervøs, begyndte de at bedøve mig.
Selve operationen husker jeg af gode grunde ikke, men i modsætning til operationen 4 uger tidligere, så drømte jeg denne gang. Faktisk blev jeg afbrudt i en drøm, da jeg blev vækket.

Da de vækkede mig, begyndte jeg at kaste op, meget kraftigt. Eller jeg kastede egentlig ikke op, for min mave var tom, men jeg havde ”tør” opkast. Det, synes jeg, er mere ubehageligt end når der kommer noget op. Det syntes min nabo åbenbart også, for han begyndte at kaste op ved lyden af mig, der havde det dårligt! (Fik jeg senere at vide af afdelingssygeplejersken).
I opvågningen fik jeg besøg af Kristian og Asger. Desværre husker jeg ikke så meget af deres besøg, men et billede kom der da ud af det (se længere oppe).
De blev dog bedt om at gå, fordi jeg sagde, at jeg skulle tisse. Det er sådan, for dem der ikke har prøvet/ved det, at det er meget vigtigt, at man tisser inden man bliver flyttet hen på sin stue. Jeg fik målt min urinmængde til at være 650. Den må max være 250, men jeg prøvede forgæves at forklare, de ellers søde sygeplejersker, at min blære kan indeholde en hel liter (oplært fra min tid som cykelrytter). Al forsøg på at snakke dem til fornuft mislykkedes, og der startede nu en over 2 timer lang kamp for at tisse ”under egen kraft”!
Først hjalp de mig op at stå, så jeg kunne tisse i en kolbe. Men, det er altså svært at tisse, når der står 2 midaldrende sygeplejersker, og henholdsvis holder mig under armen, og den anden holder min penis rettet ned i en kolbe! GRUPPEPRES!! Jeg gav hurtigt op, for jeg kunne mærke hvordan mit selvværd dalede for hver gang jeg forsøgte at presse bare én dråbe urin ud.
Derefter forsøgte de sig med en bækkenstol. Nu er det bare sådan, at jeg ikke kan tisse mens jeg sidder ned, så også det var en blindgyde. Efter endnu et forsøg på at forklare, at min blære havde det fint, kom turen til KATEDERET!!!
Denne ugudelige kreation, er et gummirør der indføres UDEN bedøvelse i urinrøret. Først forsøgte sygeplejersken sig med et 12’er kateder. Det lykkedes ikke at presse det forbi min prostata. Så forsøgte hun med en 14’er, men heller ikke det lykkedes. Det eneste der kom ud af det, var en masse blod! På det her tidspunkt, syntes jeg, at jeg havde lidt mere end rigeligt, men ak, der blev tilkaldt en læge, der lige skulle forsøge sig med en 16’er. Det lykkedes heller ikke, og denne gang stod det ud med blod fra mit stakkels skamferede urinrør!!
Så sejrede fornuften endelig, og jeg fik lov at komme ned på min stue. Dog med den påmindelse, at hvis jeg ikke havde tisset inden for de næste 2 timer, så ville de forsøge med kateder igen. Oh the pressure! I just can’t take it anymore!!!!

Tilbage på stuen, som for øvrigt var en ny stue, fordi den anden var blevet inddraget til bug for kvindelige patienter, blev jeg varmt modtaget af aftensygeplejersken. Hun var nu også altid så sød. Hun kom med cola og yoghurt til mig, for lidt skulle jeg da forsøge at få ned. Men jeg havde en voldsom kvalme fra al den morfin, som jeg fik på opvågningsstuen, så det blev ikke til så meget.

Torsdag var Thanksgiving Day i USA, hvilket er lig med NFL på TV. Jeg forsøgte forgæves at følge med, men jeg faldt hele tiden i søvn, for hurtigt efter at vågne med et sæt. Og sådan fortsatte det hele natten. Problemet var (og er stadig), at når jeg falder i søvn på ryggen, så holder jeg op med at trække vejret efter få minutter. Når min vejrtrækning så helt er standset, så vågner jeg med et ordentligt sæt, og pulsen hamrer af sted! Jeg sov faktisk ikke samtlige 3 nætter på NSA. Der er ingen tvivl om, at de bedøvende midler forværrede situationen, men generelt er det bare meget slemt i øjeblikket, så søvn er ikke noget jeg får meget af (som om det var det før i tiden.).

Fredag blev jeg tilset af kirurgen der havde opereret mig. Det var faktisk den samme, som havde opereret mig i lænden, så den operation fik vi også lige en lille snak om.
Indgrebet i nakken var gået godt, sagde han, men da jeg ikke mærkede nogen forbedring, plus jeg havde andre symptomer som ondt i højre side af brystet, så ville de beholde mig en dag mere. Han bestilte også en kontrolscanning af nakken, som skal laves samme dag som den i lænden. Ikke videre rart at tænke på, at begge operationer måske viser sig at være mislykkedes…
Jeg har desuden det problem, at jeg er gået i meget lang tid med prolapsen i nakken, hvilket kan betyde, at nerverne har taget varig skade, så jeg aldrig bliver smertefri igen. Det kan kun tiden vise, desværre, så det næste lange stykke tid bliver en hård omgang!

Resten af fredagen gik (udover at kede mig bravt) med et besøg fra min makker i Damage inc. Han havde en kæmpe æske Anton Berg med, så det kunne jo næsten ikke være bedre. Det blev også til et kort visit fra Kristian, som (igen) fik hilst på søøøde Helga. Hun havde vagten helt til lørdag kl. 12. Kun for at holde øje med mig, sagde hun. Yeah, I wish!!
Natten til lørdag fik jeg heller ikke sovet, så jeg vandrede lidt rundt på gangene, og fik ellers snakket med den vagthavende sygeplejerske og serviceassistent (de er altid 2 om natten) om mine søvnproblemer. Jeg fik dem også til at hjælpe mig med at ligge på siden, så jeg kunne få en times søvn. Jeg kan nemlig godt sove (sikkert) på siden, men kan ikke holde ud at ligge så længe, fordi det gør for ondt.

Lørdag morgen gik egentlig ganske hurtigt. Jeg fik serveret morgenmaden ved halv otte-tiden, og tog derefter et dejligt langt bad. Ved ti-tiden kom en læge og udskrev mig, og kl. 11 var jeg på vej hjem. Jeg fik heldigvis sagt pænt farvel til den søde sygeplejerske, som jeg nævnte tidligere, der fulgte mig hele vejen igennem. Hun gav mig for øvrigt også en kopi af min journal med hjem. Den er på mange måder munter læsning, men af alle de forkerte grunde. Den er behæftet med fejl, for at sige det mildt. Alt fra beskrivelsen af prolapsens opståen, til symptomer der på magisk vis flytter fra det ene ben til det andet, til Helgas efternavn der staves på 3 forskellige måder, til ryghold jeg aldrig er meldt til, og til ordet wrestling, der aldrig staves wrestling, men staves henholdsvis restning og wristing. (Det er sgu sandt!!)


Her, da jeg har været hjemme nogen dage, har jeg stadig meget ondt, og føler egentlig ikke rigtig nogen fremgang. I dag (mandag), har jeg været ved halsspecialist og få en tid til fredag i næste uge, og jeg har været ved lægen og få en tid til mandag i næste uge, hvor jeg skal have fjernet sting.
På onsdag bliver jeg ringet op af en sygeplejerske fra NSA. Det er en kontrolopringning de laver, og de gør det igen om små 2 måneder.
Hvis mine symptomer ikke er mindsket, så er det muligt jeg bliver indkaldt til undersøgelse, men den tid, den sorg. Hvis symptomerne mindskes, og jeg kommer i bedring, så skulle jeg være klar igen om små 2 måneder.

For at runde det hele af, så har det været en voldsomt hård omgang at komme igennem. 2 operationer på 4 uger. Komplikationer, uvished, smerter, fejl, overvejelser, tvivl, træthed, søvnproblemer, og ikke mindst følelsen af at være helt alene i verden med det hele. Selv om folk kan være nok så velmenende, og tilbyde hjælp og støtte. så er det i sidste ende mig selv, der skal gennemgå det hele, og det er min krop der udsættes for det.
Det er hårdt, meget hårdt, og jeg håber virkelig inderligt, at det hele er slut nu…

2 Comments:

Blogger FlairRocks said...

Er du blevet opereret

10:01 PM  
Blogger Mr PPV said...

Du' så ring'

10:25 PM  

Send en kommentar

<< Home