onsdag, februar 07, 2007

Ikke alt nyt, er godt nyt..

Efter at have sundet mig lidt på gårsdagen hændelser, syntes jeg lige det var på tide at få det hele ned på skrift.
I går var jeg en tur på neurokirurgisk i Århus, for at få resultatet af MR-scanningen d. 19/1.
Det skulle vise sig at være en deprimerende omgang. Billederne viste, at de ikke havde fået alt ud ved operationen i lænden, og jeg dermed reelt stadig har en diskusprolaps. Det er endnu uvist om de vil tilbyde operation nu, eller jeg skal vente til smerterne permanent forplanter sig til benet. Lige nu er de ”kun” i lænden og balden. Pointen i at vente er dog totalt tabt på mig..

Sådan ser det altså ud ved den ene diskus. Den anden, de opererede i lænden, er væk, men er desværre blevet erstattet af arvæv og slidgigt. Dette er faktisk det værste der kunne ske, for arvæv VIL de ikke fjerne, og slidgigt KAN de ikke fjerne.
Det betyder, at jeg må leve med smerterne resten af livet, hvor langt eller kort det end må blive. Ikke just lige den slags man ønsker at høre..
Hvad angår nakken, er det hele en noget mere speget affære. Den titanium-prop de har sat i min nakke, forhindrer muligheden for at få taget tydelige billeder af det opererede område, for en MR-scanner tåler ikke metal, da den er baseret på magnetiske impulser.
Derfor var der på billederne ”bare” én stor mørk skygge, så de ikke med sikkerhed kan sige om der stadig sidder noget, eller det ”bare” er en skygge forårsaget af proppen.
I morgen (torsdag), holder de en konference, hvor billederne vil blive gennemgået, og resultatet af denne ”meeting of the minds” får jeg i næste uge pr. brev..

Naturligvis har alt dette sat en masse tanker i gang, som jeg langt fra har fået styr på endnu, så jeg vil prøve at fokusere på showet på lørdag, og ellers ”bare” vente på at få det famøse brev..