onsdag, marts 21, 2007

Ring frei, Runde zwei
















Så var det i går jeg var til endnu en undersøgelse. Dette var en opfølgning på de resultater, der kom ud af en konference, som lægerne havde for lidt over en måned siden. Der gennemgik de mine seneste scannings-billeder. Lægen jeg snakkede med i går, var ham der opererede mig begge gange. Han kommenterede på intet tidspunkt den manglende succes ved de to operationer, men da han heldigvis tog mig meget alvorligt, og virkelig satte sig ind i alle problemerne, så var jeg villig til at lade det være.

Det ser temmelig skidt ud. Jeg har 2 restprolapser i lænden (fra operationen i oktober), samt der er opstået en ny i lænden også (denne stråler ud i højre side). Faktisk er det egentlig en dobbeltsidet prolaps ved L5/S1 for at være helt nøjagtig. Dette gør at jeg nu har smerter ned i begge ben, hvorimod det tidligere ”kun” var ned i venstre.
Jeg skal gå med et 3-punkts-korset de næste 3 uger, fordi mine ryghvirvler i lænden (ved L5/S1) er for bevægelige. Hvis korsettet hjælper, skal jeg have indopereret en stålstang i de nederste lændehvirvler (fra L3-S1). Den skal så stivgøre området og forhåbentligt afhjælpe smerterne.

Hvis korsettet ikke hjælper, så "nøjes" de med at fjerne de tre prolapser. Operationen forventes at foregå efter sommeren engang.

Nakken skal CT-scannes. Det er nemlig muligt at nervekanalen stadig er blokeret. Jeg har faktisk større smerter nu, end jeg havde før operationen, hvilket kan give mistanke om evt. restprolaps eller knoglefragmenter i nervekanalen. Hvis det er tilfældet, går de ind og fjerner noget af de omkringliggende knogler, og derved blotlægger nerverne.

Så alt i alt ser det temmeligt skidt ud. Jeg skal til en ny samtale om 4 uger, hvor det bliver afgjort om jeg skal have stivgjort lænden eller ej. Faktisk er beslutningen helt op til mig, hvad enten korsettet virker eller ej, så jeg er allerede begyndt at gruble over ting der taler for og mod.

Oven på alt det her, har jeg fået brev fra kommunens jobcenter. De undrer sig over hvorfor jeg har været sygemeldt så længe, og stadig er det. Så det skal jeg til samtale om i morgen (torsdag d. 22/3).
Vil lige tilføje, at de har alle relevante papirer, så deres undren kommer noget bag på mig...

Når jeg lige har sundet mig oven på alt det her, vil jeg højst sandsynligt genoptage mine ligegyldige skriblerier her på bloggen. Så er I advaret..