fredag, april 20, 2007

En lille fredags-update






Zoom ind på billedet og bemærk den lyse skygge. Det er altsammen noget der sidder og blokerer for nerven, og trykker på den hver gang jeg bevæger hovedet/nakken.
Den store lysende rektangulære tingest midt i billedet, er titaniumproppen.
Tid til en lille update af de mere kedelige af slagsen. (Nå ja, for mig i hvert fald, men næppe for ”ikke-tilhængere”, he he).

I går var jeg til endnu en undersøgelse. Der fik jeg svaret på den ct-scanning (nakken), jeg var til i tirsdags. Den viste, desværre, at min højre nervekanal stadig er lige så blokeret nu, som før nakkeoperationen, så jeg skal altså under kniven igen.
Det de gør er, at de fjerner et stykke af leddene C6 og C7, så der er åbent ind til nerven. Derefter skraber de så meget af det diskosvæv ud, som de ikke fik med første gang, og selvfølgelig hvad der ellers måtte være af arvæv og evt. knoglerester. Derefter lader de hullet ind til nerven stå åbent!! (De lukker musklerne og huden, men ikke andet. Lidt skummelt..)
Risikoen ved denne type operation er kroniske smerter helt ud i armen, og evt. lammelse af armen.
Ventetiden er lang, så jeg søger ind på et privathospital, så indgrebet kan foretages hurtigst muligt. På den måde kan jeg nå at træne mig stærk til næste omgang i lænden.

Selve ”proppen”, jeg fik sat i mellem hvirvlerne, er heldigvis helet helt efter planen, så det er jeg meget glad for.

Derudover blev det endeligt aftalt, at jeg skal have en stivgørende operation i lænden. Det regner de med vil foregå til efteråret.
Grundet placeringen fra L4-S1, skulle der ikke være nogen fysiske forhindringer efter indgrebet, derfor valgte jeg at sige ja til operationen. Jeg kan med andre ord, gøre de ting jeg kan nu.

Det var alt for denne gang. Take care out there…

tirsdag, april 17, 2007

WRESTLEMANIA 23 interview

lørdag, april 14, 2007

WRESTLEMANIA 23 (del 5)





































































































































































































































Billetten er i et fast greb i hånden. Tegnebog og andre løsdele i den anden hånd, og så skal jeg ellers kropsvisiteres. Den lidt emsige vagt nærmest presser mine private dele op i maven, men sådan er det jo med den slags. Ikke behageligt på nogen måde, men nødvendigt, desværre.
Jeg er den første af vores gruppe, der bliver lukket ind. krede følger lige efter, så Robin, babyen og til sidst Kim og Mike.
Vi er nu indenfor! Vi står langt om længe inde i Ford field!

Min blære var som sagt på bristepunktet, så første projekt var at komme på toilettet. Det væltede heldigvis ikke ind med folk, pga. de langsommelige sikkerhedstjek, så der var ingen følelse af stress og jag. På vej hen ad gangen, kunne man lige skimte ned i selve arenaen. Jeg havde egentlig planlagt ikke at kigge før jeg var nede på gulvetagen, men det kunne jeg selvfølgelig ikke overholde. Vi gik alle hen til det omkransende rækværk og kiggede direkte ned, hvor det hele skulle foregå. Og sikke et syn!
Der var bygget en kæmpe scene, og der hang hundredvis af lamper, kilometervis af kabler og diverse platforme, hvor der skulle stå folk med lyskastere, ned fra arenaens loft. Det var stort. nej sgu, det var enormt! Sikke et skue!
Ringen, som det hele jo til syvende og sidst drejer sig om, stod nærmest som Palle alene i verden ude på midten af arenagulvet. Den så ufatteligt lille ud helt deroppe fra, og jeg tænkte straks på de stakkels mennesker, der ikke havde fået ringsidepladser, som vores. Eller, jeg tænkte nu ikke stakkels, nærmere ”YES!! Godt det ikke er mig!”.

Toilettet blev visiteret, og lettelsen gjorde ikke opdagelseslysten ringere, så vi aftalte med Kim, at ham og Mike gik alene ned til vores pladser. De skulle nemlig med elevator derned (naturligvis). Den gik gennem backstage-området, men det gad vi andre nu ikke koncentrere os om på dette tidspunkt, for arenaen skulle jo lige ”indtages”.
Der skulle selvfølgelig lige købes forfriskninger til showet, så jeg købte en voldsomt dyr burger, der viste sig at være totalt værdiløs, og en stor cola. I det hele taget var priserne for drikkevarer osv., sat til svimlende priser. En øl kostede ml. 9 og 11 dollar, og en burger på størrelse med en dobbelt cheeseburger fra McDonald, kostede 7 dollar! Et pizza slice, ikke meget større end cowboytoast krævede de hele 8 dollar for. Vanvittigt…
Vi gik ned til vores pladser ved ringen, helt oppe fra etagen hvor vi kom ind i arenaen. Turen er så lang, at med mindre man skynder sig rigtigt meget, så tager det næsten 10 minutter, at gå fra vores pladser, op på toilet, og tilbage igen.
Halvvejs dernede, blev vi stoppet af en billetkontrollørdameting. Hun sagde, at vi skulle have armbånd på, og at hvis vi mistede dem, så ville vi ikke blive lukket tilbage ind på gulvområdet, hvis vi f.eks. skulle på toilet eller købe forfriskninger.
Der var ærligt talt ikke meget styr på det, for ikke alle kontrollørerne vidste det med armbåndene. Kim fik det overhovedet ikke at vide, selvom han passerede flere kontrolsteder, så det måtte jeg gøre ham opmærksom på, så vi gik senere hen for at ordne det. De løb selvfølgelig også tør for armbånd, men Kim og Mike nåede heldigvis at få deres.
Blå armbånd betød gulvplads (that’s us baby), rød betød de billige rækker, he he.

Selve gulvområdet var dækket af plastikplader, der selvfølgelig skulle beskytte det egentlige arenagulv. Der bliver bl.a. spillet Football (Super Bowl blev spillet der i 2006, foran 60.000 fans), og med så mange mennesker pakket ind på gulvet, skal der jo ikke meget til før noget bliver ødelagt. Den store baby sad allerede på sin plads. Rækkefølgen var fra venstre baby, Robin, mig, Krede, Kim, Mike.
Vi skulle sidde direkte bag Jim Ross og Jerry ”The King” Lawler, og vi havde frit udsyn direkte op på entrance-området og ”the titan trons”. Vi sad intet mindre end perfekt!
Vores stole var nogen specialfremstillede klapstole, som vi måtte beholde efter showet. Der lå en seddel på hver stol, med en vejledning til hvordan man skulle forholde sig efter showet, for at få stolen med hjem. Der var mange, der ignorerede denne lille anvisning, og det kom de til at fortryde, men mere om det senere.
Stolene var sat sammen med kabelstrips, som dog undervejs i showet knækkede lystigt af. Vi sad i det hele taget ret ”intimt”, både til siden og hvad angår benplads, men det var nu ikke så slemt, trods alt.
Klokken var kun 17, og der skulle bruges hele to timer til showet startede officielt, så nu skulle der tages billeder, og vandres lidt omkring. Krede og mig gik rundt svøbt i det danske flag, og fik taget billeder foran scenen, tv-udstyret og utallige andre steder. Vi faldt også i snak med et par kontrollører, hvor vi (nok mest mig, ahem) endte med at diskutere hvem der har de pæneste piger, DK eller USA. Som om det skulle være en diskussion? Stakkels uvidende amerikaner..
Han påstod dog, at han havde en dansk veninde, meeeen jeg tør nu ikke gætte på, om hun var den rette til at repræsentere den generelle standard for danske piger..
Nå, men vi kunne jo ikke spilde al vores tid på dem, så vi måtte videre. Jeg blev bl.a. stoppet af en noget beruset amerikaner, der spurgte om vi var fra Sverige?! Ja, hej hej…

Da vi kom tilbage på vores pladser, blev vi enige om, at det måske var en god idé at få tisset af inden showet. Jeg ville i hvert fald IKKE bruge tid på det under selve showet!
Så Krede og mig smuttede af sted igen. Efter en hård tur op ad alle trapperne, røg vi ind i en gigantisk folkevandring. Det var først nu, det sådan for alvor gik op for mig, hvor mange mennesker der var i arenaen. De fleste havde ikke fundet deres pladser endnu, så der føltes ret tomt, når man stod helt nede ved ringen.
Der var selvfølgelig en lang kø til toiletterne, men vi havde god tid, så der var heldigvis ikke noget at stresse over. Havde vi ventet til lige inden showet skulle starte, havde det nok været en hel anden snak.
Godt tilbage på vores pladser, mødte der mig et sørgeligt syn. Robin havde besked på at passe på min cola, for den stod på gulvet lige under mit stolesædde, men han havde selvfølgelig fået den væltet (et uheld, ved det godt), så der lå bare en sø af cola over det hele. Jeg var indrømmet lidt muggen, men han var rendt efter noget at tørre op med. Det skulle han egentlig have sparet sig, for den erstatningscola han kom tilbage med, den væltede jeg over til Krede, da vi næsten var færdige med at få det værste af mit væk. Så på den konto var Robin og mig total homoer, og ekstra dummeslag til mig selvfølgelig. Hej hej..
Eneste trøst var, at vi langt fra var de eneste med ”væskeuheld”. Pga. den trange plads, flød det simpelthen med øl, vand og cola over det hele, som folk havde fået væltet undervejs i showet.

Klokken havde passeret 18, og der var nu en konstant ”summen” fra folk i hele arenaen. De forskellige celebrities, der sad på rækkerne foran os, var så småt begyndt at indfinde sig. Bl.a. sad Miss Teen USA, Miss USA og Miss Universe på forreste række, og vi fik dem da også lige til at stille op til et par fotos. Søde piger, uha uha… Desuden beærede ingen ringere end bokselegenden Thomas ”The Hitman” Hearns os med sin tilstedeværelse halvvejs gennem showet. (Han gik i starten af main).
Til vores held, forlod de fleste af dem deres pladser efter første kamp, så vi havde frit udsyn resten af showet. Dog blev pigerne siddende, heldigvis for det..
Vi var utroligt spændte på dette tidspunkt, og ventetiden var tæt på at være ulidelig. Men så.. Nu skete der noget. Det begyndte at strømme ned til ringen med fotografer og kameramænd, og inden længe dukkede Lillian Garcia op. Kommentatorerne – J.R., Lawler, Tazz, Styles, JBL og Cole kom ned til ringen, og indtog deres pladser. Vi startede et JBL chant, og J.R. fik et kæmpe pop og en lille chant også. Tazz er for øvrigt virkelig den dværg JBL påstår han er..
Lillian Garcia fik også et chant af os, der voksede sig ret stort endda, og hun var heller ikke sen til at anerkende vores anstrengelser.
Her inden showets rigtige start, var der en ”special feature match”. Det var en lumberjack match mellem Carlito og Ric Flair vs. Gregory Helms og Chavo Guerrero.
Flair fik som altid et monster pop, og det fløj også med woooo’s i hele arenaen kampen igennem.
Det første vi egentlig bed mærke i var, at der stort set ingen lyd var fra ringgulvet. Dem, der følger WWE hver uge, ved at der altid er gode drøn fra ringen, når folk bliver kastet rundt med, men det var der ikke noget af her.
Jeg har prøvet dette ”fænomen” før, da jeg for nogle år tilbage, sad ringside til et Raw house show i Frankfurt. Der var der heller ikke meget lyd, hverken fra ringen eller entrancemusikken.
Da jeg kiggede op i loftet, så jeg hvorfor. Fuldstændig som i Frankfurt, sad vi foran højtalerne, så al lyden fra ringen blev kastet ud bag os, og ikke ned mod os. Det var lidt ærgerligt, men slet ikke nok til at genere. Dog kiggede Kim og mig på hinanden, da kampen blev gennemgået kort under selve showet (på storskærmen), og sagde næsten samstemmende ”er det den kamp vi så?”, for lyden var en helt helt anden.
Resultatet af kampen mindes jeg faktisk ikke, men den burde uden tvivl have været på main cardet i stedet for enten kvindekampen eller den sygeligt ringe Kane vs. Khali.

Den summen, der var inden dette lille pre-show, var nu vokset til en meget stor brummen. Det var et fantastisk skue, at stå helt dernede ved ringen, i midten af arenaen, og bare indtage et 360 grader view over folkemængden. Det var en nærmest surrealistisk oplevelse at indse, at man her, 20 år siden man så sit første Wrestlemania på tv, nu selv stod der midt i det hele, og skulle til at opleve det hele live og endda helt tæt på. Den følelse jeg havde i kroppen af glæde, spænding og forventning, kan ikke beskrives. Den skal opleves, den skal man føle på sin egen krop..

Kl. 18.55. Lillian annoncerer (til kæmpe jubel), at der er 5 minutter til vi er i luften LIVE til den 23ende udgave af WRESTLEMANIA. Folk står op og man kan fysisk mærke elektriciteten i luften. Hårene på kroppen står op og man overvældes af myrepatter over det hele!
Kl. 18.59. We are LIVE in one minute, so please have all your signs ready for the world to see that Ford Field in Detroit is ready for WRESTEMANIA 23!!!
Kl. 19. Lyset dæmpes, en video begynder på storskærmen, og lige da den er slut, starter et gigantisk og ekstremt larmende fyrværkeri, og hele scenen “kommer til live”! Vi er i gang!!

Aretha Franklin åbner showet med at synge America the beautiful. Vi går ikke så meget op i det. Det eneste vi bemærker er, hvor fed hun er blevet. Næ, det vi derimod bider mærke i er, at kufferten, til Money in the bank kampen, sænkes. Det kan kun betyde én ting – de starter med den kamp!! Og sandt nok, det gør de. Jeg har stadig ikke helt forstået hvorfor, men skidt med det.
De 8 wrestlere introduceres én for én. Den, der overraskende nok, får det absolut største pop, er Mr. Kennedy. Hele dagen, har der faktisk været spredte Mmmrrrrrrrrrr. Kennedyyyyyy efterligninger uden for, men jeg blev alligevel overrasket over hvor meget ”over” han var.
Jeg har efterfølgende set showet på tv, og der fik man slet ikke samme opfattelse af stemningen, og/eller de pops der var, ikke bare i denne kamp, men hele aftenen igennem. (Med undtagelse af to kampe, der forårsagede total stilhed).
Kennedy vandt en kamp med nogle onde bumps, som sikkert virkede mere onde, når man står tæt på, end de gjorde på tv. F.eks. var Hornswoggles bump sygt at se så tæt på, og man kunne tydeligt se at han ikke havde det særligt godt lige efter (noget man ikke så på tv).
Anyway, en god start på showet, måske endda for god, for så vild en stemning der var til åbningskampen, lige så stille blev der til den efterfølgende kamp – Kane vs. Khali. Adskillige ”boring”-chants brød hurtigt ud, og utilfredsheden med kampen var tydelig at spore blandt den samlede folkemængde.
Efter den kamp, kom der et meget langt stræk med snak og video packages. Det fik publikum yderligere ned på jorden, så da det blev tid til Benoit vs. MVP, tog det ekstra lang tid at få gang i publikum igen. Men det gik da til sidst alligevel.

Og så.. Aftenens første ”main event”. En kamp som helt klart burde have været den sidste, men skidt pyt, den blev aftenens bedste alligevel. Jeg taler selvfølgelig om The Undertaker vs. Batista. kampen om The World Heavyweight Championship.
Først kom Batista til ringen til en blandet modtagelse. Hans pyro’s var øredøvende høje, så det var godt jeg havde medbragt ørepropper.
Undertakers entrance var intet mindre end ”breathtaking”. Pyro’s, droider og den altid myrepatteinducerende musik. Det hele var der.
De flammer, der var under det meste af hans tur til ringen, var så varme, at på trods af vi stod 60 meter fra dem, følte vi nærmest at øjenbrynene blev svedt af. Stakkels dem der stod ved siden af!

Kampen blev kæmpet utroligt stiff. Allerede i starten ramte UT med en højrehånd, der helt klart ikke var ment til at skulle ramme så godt. Igen noget man ikke så på tv. I det hele taget gav begge wrestlere bare alt hvad de havde, og stemningen.. åh ja stemningen, den var simpelthen genial. Den slags kan ikke opleves via et tv, den kan kun opleves i arenaen.
Undertaker vandt kæmpen, og blev kåret som den nye mester. publikum gik helt bananas, os inklusive, og vi havde næsten alle mistet stemmerne efter denne kamp.

Næste kamp var The ECW Originals vs. The New Breed. Helt tydeligvis en såkaldt “filler”. Publikum havde da også svært ved at komme ind i kampen, oven på den vi lige havde set, eller rettere oplevet.
Det, der står aller mest klart for mig fra denne kamp, var da RVD skulle til at lave sit 5 star frog splash. Miss Universe gik nemlig hen til en ved ringside, der sad næsten lige i synsvinklen for RVD, bukkede sig ned for at tale med vedkommende, og hvad skete der? Hendes bryst poppede ud af kjolen! Oh yes! jeg var tilfreds..
ECW Originals vandt for øvrigt..

Nu var det blevet tur til den over-hypede hair vs. hair kamp mellem Donald Trump og Vince McMahon.
Inden jeg fortsætter, skal jeg lige nævne den store baby. Under hele showet, kom han med de mest åbenlyse kommentarer (han er en mester i det), men jeg valgte at ignorere ham hele vejen igennem. Og da det var blevet tid til denne kamp, valgte han selvfølgelig at gå på toilettet..

Stone Cold Steve Austin var special guest referee til denne gimmick kamp. Han fik selvfølgelig et øredøvende pop. Kampen som sådan, virkede ret svær at følge med i, men der var et par ondskabsfulde bumps, som vi faktisk kunne mærke i gulvet. U-behageligt, ingen tvivl om det.
Vince blev selvfølgelig klippet skaldet, og Austin’s stunner på Trump blev nærmest no sold af publikum, for der var ikke ret mange der bemærkede den, eller endsige havde forventet at Trump ville tage et bump. Men det gjorde han, og thumbs up til ham for det.
Jeg så stunneren, og derfra hvor jeg stod, så den godt ud. Det gjorde den dog ikke på tv..

Næstsidste kamp på programmet var endnu en ”filler”. Nemlig kvindekampen. Jo mindre sagt om den, desto bedre.

Det var blevet tid til sidste kamp. Det var næsten ikke til at fatte. Tiden var bare fløjet af sted, og jeg ønskede bare det skulle fortsætte hele natten. But all good things come to an end,as they say..

Hvilket bringer hovedkampen, Cena vs. HBK, på banen.
Jeg er på ingen måde fan af nogen af dem, så det var lidt en nedtur, at de skulle sidst på. Dog var det forventet.
HBK’s entrance var som den plejer at være, men Cena’s faldt noget til jorden. De havde lavet en video med en drift-car, der kom kørende til arenaen, for til sidst at blæse gennem en stor glasvæg inde ved siden af scenen med Wrestlemania 23 logoet på. Det kunne vi bare ikke se, der hvor vi stod, så det virkede bare lidt plat på os.
Da folk var faldet lidt til ro, og wrestlerne stod klar i ringen, rykkede Robin mig voldsomt i armen, og råbte jeg skulle kigge ind i ringen. Lige da jeg kiggede op, sprang dommeren Mike Chioda oven på en streaker (en bleg og tynd en af slagsen), der var på vej ind i ringen. Sikkerhedsvagter sprang på manden, der bogstaveligt talt blev kastet i hoved og røv tilbage over barrieren. Det så fuldstændig vildt ud, den måde han sprællede i luften på! På den anden side af barrieren, stod flere vagter klar med masser af tørre tæsk, og han blev ellers halet ud af arenaen til ”na na na na, hey hey hey, goodbye”-chant fra publikum. Faktisk gik vagterne så hårdt til ham, at en sygeplejerske kom rendende ind mellem publikum, for at lægge sig mellem vagterne og streakeren. Så kan han fandeme lære det, spade!
Alt dette blev ikke vist på tv, så min gode ven fra lufthavnen, fik altså noget at lave denne aften.
Det sjoveste ved denne kamp var dels at chante Cena sucks, hver gang (primært børn og piger) råbte let’s go Cena, og dels at observere unge Robin, der gik op i denne kamp med liv og sjæl, og som nærmest var rørt til tårer (af skuffelse), da HBK tappede til Cena’s STFU. Det var alt i alt alligevel en underholdende main event.
Wrestlemania 23 var slut, og det var næsten ikke til at bære. Men hold kæft hvor var det en stor oplevelse. Ubeskrivelig og fuldstændig uvurderlig.
Jeg har forsøgt at videregive lidt af hvordan det var, men kunne hurtigt mærke, mens jeg skrev, at det er umuligt at gengive med ord. Nogle gange føles det endda som om det slet ikke er sket, men det hele bare er noget jeg har drømt..

Vi skulle som sagt blive siddende efter showet ifølge anvisningen, for at kunne få vores stole med. Der ville komme vagter rundt, og klippe stripsene af, men det gad jeg nu ikke vente på, så jeg rykkede dem bare over.
Her var det så, at rigtig mange begik en stor fejl. De begyndte bare at gå mod udgangen af arenaen med deres stole, men hvis de havde læst efter, ville de vide, at de ikke ville få lov til at tage dem med ud, hvis de ikke havde fået krydset deres billetter af. Vi havde tålmodigheden, og ventede bare på at det blev vores tur, så vi fik vores kryds.
Stolene skulle hurtigt vise sig at stå i høj kurs. Jeg blev tilbudt adskillige gange at sælge min for op mod 300 dollars. Men fandeme nej om jeg ville sælge den. De måtte da være fuldstændig fra den!

Denne gang fulgtes vi med Kim og Mike hen til elevatoren, for vi skulle jo gennem backstage-området for at komme hen til den. Først blev vi lukket ind, der hvor drift-bilen stod. To mænd var allerede ved at støvsuge den fri for glas, og Kim ville da lige have et par stykker glas med hjem, som souvenir. Vi fik også taget billeder foran den, hvilket de to støvsugende mænd nu ikke var helt udelt tilfredse med.
Derfra skulle vi forbi the gorilla position og op ad en rampe til elevatoren. Mens vi stod og ventede på det blev vores tur, mødte/hilste vi på bl.a. Ric Flair, HHH, Stephanie McMahon, Mr. Kennedy og så bl.a. Edge, Matt Hardy, Elijah Burke, Slaughter og andre jeg ikke lige kan huske, begynde at forlade arenaen.
Men bedst af alt, fik vi snakket med Fit Finlay, og selvfølgelig fik taget billede sammen med ham. Der kom faktisk en vagt og sagde vi skulle gå væk fra ham, men han sagde bare at vi skulle blive, og det ingen problem var at tage billederne. Han troede først vi var fra Østrig, men efter jeg fik fortalt ham det var Danmark, spurgte han bare ud af det blå, om jeg kunne tale tysk. (Han spurgte faktisk på tysk). Selvfølgelig kan jeg det, så der stod jeg, backstage til Wrestlemania, og snakkede tysk med en irer. Genialt, lol!

Vi gik ud samme sted vi kom ind, men lige inden vi nåede ud i den friske aftenluft, skulle de andre jo lige have brugt lidt flere penge på t-shirts og programmer. De havde jo næsten heller ikke nået at få købte noget endnu..

Det var faktisk ret forfriskende at komme udenfor. Vi havde vist alle sammen svedt en krig under showet, for der var til tider ekstremt varmt. De bedste tidspunkter, rent luftmæssigt, var når der lige havde været fyrværkeri, for så gik den kraftige udsugning i gang, hvilket bragte tiltrængt frisk luft ned til os.
På vej tilbage til hotellet, fik Krede, Kim og vist nok også Robin, lige igen igen købt en t-shirt af en gadesælger. Dog af yderst tvivlsom stof- og syningskvalitet og ikke ligefrem officiel merchandise.

Vi aftalte på tilbagevejen, at gå i baren og fejre et veloverstået show. Alle var glade og tilfredse. Troede vi da.. Den store baby var nemlig i gang med næste etape af sin underlige opførsel denne dag. Mens vi klædte om på vores værelse, ville Kim lige ind til babyen og høre om han havde Mikes MP4. Den store baby havde nemlig det store smil på henne ved arenaen, da han sagde ”ha ha, aprilsnar” til Kim. Han havde nemlig ikke skyllet den ud, men lagt den under affaldsposen i den skraldespand der stod på toilettet.
Da Kim og mig gik ind for at få den tilbage, var den store baby der ikke. Han havde taget sine ting og gået ned i receptionen, for at få et andet værelse. Det var som om dagen var startet forfra! Weird? I think so!
Under alle omstændigheder var MP4’eren væk, og det var uden tvivl rengøringsdamen, der havde taget den, så vi gik ned for at efterlyse den.
Da vi kom ned i receptionen, mødte der os et syn for guderne. Den store baby sad på sin Wrestlemaniastol ved siden af sin bagage, i selve receptionen. Han sad og ventede på, om der skulle vise sig at være/blive et værelse ledigt. På vej derned, havde Kim og mig snakket om at babyen skulle aflevere sin nøgle, hvis han skiftede værelse, så Robin kunne ligge i fred uden frygt for hævnaktioner. Mens jeg stod og udfyldte en efterlysningsseddel, gik Kim hen til babyen, og bad ham aflevere nøglen, hvis han alligevel ikke skulle bo på værelset mere. Dette bragte straks vreden op i babyen, der proklamerede, at Kim i hvert fald ikke skulle give ham ordre om noget som helst!
Nej nej bevares da, det er da helt tydeligvis også et ublu krav fra vores side..
Jeg stod med siden til, og så ikke hvad der skete, men kunen jo tydeligt høre alt. Lige efter babyen havde – bogstaveligt talt – råbt af Kim, lød der et lille, og jeg mener virkelig 100% seriøst et LILLE klask. Straks fløj den store baby op fra stolen og råbte til en af receptionisterne – ”I would like to press charges for assualt at the bald guy standing over there”. Kæft det var morsomt!! Det smukkeste af det hele er, at den store baby på 140+ kg,, for det første er en total kylling, og for det andet snakker med en stemme som en på 5 år, hvilket gjorde hele situationen til en form for grotesk satire.
Det kan man da kalde et Wrestlemania moment!

En af hotellets dværgvagter kom over til Kim, og trak ham til side for at snakke med ham. Kim forklarede bare stille og roligt hvad der var sket, og så fik vi ellers lov at gå tilbage til værelset. Den store baby var allerede i gang med at hælde vand ud af ørerne om, at vi havde lavet en ondsindet joke tidligere på dagen, og vi har sikkert også undervejs fået skylden for, at han er vokset op til at blive en stor baby.
Små 10 minutter efter vi var kommet tilbage på vores værelse, bankede det på døren. Det var vagten fra før, plus endnu en vagt. De ville have os ud på gangen til en snak.
Ham, der havde snakket med Kim og babyen sagde, at han ikke var i tvivl om, at der var foregået en masse, som han ikke kendte til (det sagde han efter jeg havde pointeret, at der altid er to sider af én hsitorie), og som talte til vores sag, men han bad os om venligst at lade babyen være på resten af vores tid på hotellet, ellers ville vi blive smidt ud. Som han sagde: The big guy is sitting downstairs and crying like a little bitch, and we just can’t have that guys, ok?”
Vores svar var bare “No problem, but the same goes for him”, og det skulle vagten nok sørge for at viderebringe. Babyen kunne for øvrigt ikke få et nyt værelse, så vi gik med til at han fik Robin og hans for sig selv.
Vagten takkede os mange gange for vores samarbejdsvillighed, og så var den ged ellers barberet.

Siden da, så vi intet til babyen før vi skulle hjem om tirsdagen. Gik alting meget bedre derfra? Ja selvfølgelig, for nu kunne vi snakke frit uden at tage hensyn til om han pludselig ville få et af sine mange flip.

Vi skulle som sagt ned i baren. Nede i lobbyen mødte jeg Oliver Copp og Björn Behrens. Jeg gik selvfølgelig hen til dem, og hilste storsmilende. Björn gloede bare vantro på mig og udbrød: What? Are you here too? And you just come and say hey like it was nothing?
Han var helt paf, den stakkels lille mand. Ollie vidste dog godt, at vi skulle over og se Wrestlemania, men at vi så lige skulle bo på samme hotel, var jo ikke til at forudse.
Vi aftalte at få en øl i baren lidt senere. De skulle bare lige spise først.
Mike var træt, så han lagde sig bare til at sove på værelset, men vi andre skulle lige ned på jorden igen, og en kold øl er bestemt en god hjælp.
Nu var der bare lige det ved det, at vi ikke havde fået noget at spise i ufattelig mange timer, eller væske for den sags skyld, så både Krede og mig blev totalt stive efter 2 øl. Dælme en billig brandert!
Ollie og Björn sluttede sig til os lidt senere, og vi sad og hyggesnakkede lidt. De andre snakkede Wrestlemania, mens jeg snakkede MMA med Ollie. En rigtig hyggelig afslutning på en fantastisk dag.
Dog kunne den store baby have ødelagt det hele, men det lykkedes ham heldigvis ikke.

Efter et par øl, var det blevet sengetid. Alle dagens indtryk var langt fra fordøjet endnu, og det hele summede stadig i kroppen. Det var nu ikke kun pga. alkoholen, skal jeg lige tilføje.
Vi gik til køjs omkring et-tiden. Trætte, tilfredse, og en oplevelse for livet rigere. Hvad mere kan man ønske sig…


torsdag, april 12, 2007

WRESTLEMANIA 23 (del 4)









































































































































Søndag morgen.. Den 1. april 2007.. Nej, dette er ikke en aprilsnar. Den er skam god nok. Vi skal se Wrestlemania 23 i Ford Field, der ligger kun et stenkast henne ad gaden. Klokken er knap 7, og jeg har ligget vågen længe. Kim er også vågen nu, og vi ligger og snakker lidt. Spændingen er slet ikke til at tage fejl af nu. Det er i dag det sker..
Krede vågner af vores snakken. Kim havde for første gang oplevet Kredes natlige eskapader, så det skulle selvfølgelig ikke gå unævnt hen.
Mike vågnede også, så der var ikke længere nogen grund til at blive liggende. Nu var det op og i gang, for vi ville opleve så meget af dagen som muligt. Vi ville have det hele med, for det var jo det her, Wrestlemania-(dagen), vi var rejst den lange vej for.
Jeg havde aftalt med Robin at mødes kl. 8.30, for vi andre ville tidligt over til arenaen og snuse lidt til atmosfæren. Robin havde fortalt mig dagen inden, at han havde stillet sin alarm til kl. 8, så da kl. blev 7.50, bankede Krede og mig på deres dør. 10 minutter fra eller til, kunne vel ikke være det store problem? Forkert, for hvem åbnede døren, og var endnu engang muggen over at gå glip af sin søvn? Den store baby selvfølgelig. Heldigvis fangede Krede dette ”ar på sjælen syn” med sit kamera.
Jeg fik sagt til Robin, at vi gik ned til morgenmad, så han kunne bare komme når han var klar. Vi havde nemlig planlagt at indtage et kæmpe morgenmåltid, i tilfælde af der ikke blev tid til at holde frokost senere på dagen. Godt valg..

Restauranten bød på morgenbuffet til 12 dollars, så den hoppede vi alle på. Der var ikke morgenmad inkluderet i overnatningerne, på trods af det står i vores papirer fra vores rejsearrangør. Men mad skal man jo have, og hvis man ikke får det, så må man købe det, og det gjorde vi så.
Jeg dykkede straks ned i scrambled eggs med bacon og en yderst utiltalende pølseting, der egentlig heller ikke smagte videre fremragende. Kaffe blev selvfølgelig serveret ad libitum, hvilket for mig er en herlig ting.
Robin sluttede sig til os, og imponerede ved at starte med at hælde et veritabelt bjerg af bacon op på sin tallerken. Om der også gemte sig æg derinde et sted, ved jeg faktisk ikke, men skidt med det. Bacon rules jo alt!
Den store baby kom som sidste mand. Han sagde stort set intet, og sad ved et bord ved siden af. Da han havde spist, gik han bare igen uden at sige noget. Social skills, der var den igen.
Indrømmet, her ved morgenbordet faldt snakken ind på at spille den store baby en practical joke. Alle uden undtagelse, havde fået nok af hans elendige humør og sære opførsel. Den ene grovkornede spøg efter den anden blev vendt og drejet, men vi ville selvfølgelig aldrig gå over grænsen. Det var bare snak, ikke andet.
Den joke vi besluttede os for, kunne næsten ikke have været mere indlysende efter babyens mangel på maveindholdskontrol i New York. Robin fik til opgave at få babyen væk fra hotellet, så vi i mellemtiden kunne benytte deres toilet, dog uden at skylle ud. Klamt? Totalt da, men mest for os, for hvem skulle have ”æren” af at sidde som sidste mand på tønden? Vi spillede papir, saks, sten om det og hvem tabte? Det gjorde jeg da selvfølgelig. Held i spil er sgu bare ikke lige min styrke.
Mens vi sad og snakkede om det her, var den store baby faldet i søvn i en stol i lobbyen. Det var egentlig ret yndigt, og man fik helt lyst til at gå over og klappe ham i ryggen, så han også kunne få bøvset af..

Tilbage på værelserne, gjorde vi os klar til dagen, og den lille joke. Dog skulle Robin lige have babyen med ud på en lille tur, og det lykkedes ham også fint. De gik over for at kigge lidt i en butik, der solgte officielt Wrestlemania merchandise.
Kim var første mand i frontlinjen. Vi havde lånt Robins dørnøgle, så adgang var intet problem. I mellemtiden skulle jeg lige børste tænder, men midt i det projekt, fik jeg alvorlige mavekramper, og et toiletbesøg var af tvingende nødvendighed, så jeg var nødt til at bruge vores. Den efterfølgende eksplosion fra mine tarme, fik ikke bare smilet frem på mine læber, pga. lettelsen, men det var så højt et brag, at Krede flækkede sig af grin inde på værelset. Blev der taget billede af det efterblivende kaos? Sæføli.
Krede havde det for øvrigt halvskidt i forvejen, så synet af min morgenpræstation fik ham til at få opkastlignende mavekramper. Jeg var stolt..
Da Kim langt om længe var blevet færdig, var det Kredes tur. Det gik efter sigende fremragende uden spor af præstationsangst. Vi placerede Mikes MP4 på badeværelset for at forevige den håbede reaktion fra den store baby, og ventede nu bare på at de kom tilbage.
Vores eneste mål med denne joke var egentlig bare at få babyen til at tømme maven igen, men den reaktion der skulle komme, overgik simpelthen alt, og efter min mening, cementerede det vi allerede vidste i forvejen, at han er virkeligt langt ude!
En ganske harmløs joke, der kunne endes med at skylle ud i toilettet. Husk på, at Robin jo også skulle bo på værelset. Vi kunne sagtens have været ondskabsfulde og virkelig fået skovlen under babyen, men sådan er vi altså ikke, på trods af hvad babyen end mener om den sag. (En mening han helt og aldeles står alene om, og hvorfor mon?)

Vente gad vi ikke mere, så vi bevægede os over mod arenaen. Kl. var knap 10, og selvom det havde væltet ned hele natten, var der allerede meget meget lummert vejr. På vej derhen, mødte vi Robin og babyen. De var på vej tilbage til hotellet. Butikken de ville kigge på, var ikke åbnet endnu, så de var i stedet gået hen til arenaen.
Vi stillede os op ved et rækværk, sammen med andre fans, der formentlig havde stået der længe. Der skete egentlig ikke det store, andet end et par limo’er, der ankom og forlad stedet igen. Vi fik dog set Larry ”The Ax” Hennig, Sylvan Grenier, Tony Chimmel og Charles Robinson. Så altså ingen af de store stjerner.. endnu.
Vi blev enige om at gå hen til den føromtalte butik, og se om der måske var åbnet nu. Det var den heldigvis, så vi fik købt Wrestlemania football-jerseys. Virkelig lækre trøjer, og til 50 dollars pr. styk, forhåbentlig også god holdbar kvalitet.
Derfra gik vi tilbage til hotellet. Dog fik vi øje på et kæmpe Wrestlemania-banner på en bygning, så det skulle selvfølgelig også lige foreviges på billede.
Tilbage på hotellet begyndte dramaet at udfolde sig. Robin fortalte, at da de var kommet tilbage på værelset, havde babyen selvfølgelig opdaget ”toilet-tingen”, og var flippet fuldstændig ud. Han var straks begyndt at pakke sine ting og sagde, at han ville finde et andet værelse at bo på, og han udtrykte også sin store skuffelse over at Robin kunne finde på at hjælpe ”de andre”. Babyen påstod også, at han havde skyllet Mikes MP4 ud i toilettet, der – hvis det var sandt – var et virkeligt bad move fra hans side.
Robin havde bare taget det stille og roligt, og spurgte os så, om han ikke bare kunne overnatte hos os. Det kunne han selvfølgelig sagtens, for vi havde en drømmeseng på vores værelse, så det var intet problem.
Anyway, vi gjorde os endeligt klar til at gå over til arenaen igen, for at blive der denne gang. I mellemtiden gik Robin og den store baby over til butikken for at handle. Det havde de jo ikke fået gjort tidligere.
Da Robin sluttede sig til os henne ved arenaen, kunne han fortælle, at den store baby havde været eddikesur hele vejen over til butikken, og på tilbagevejen havde han ringet sin mor op (ja, sin mor, hvilket skete rigtig mange gange på turen), og råbt og skreget, bl.a. om at Robin i hvert fald IKKE ville få lov at køre med til Vejle, når vi kom hjem til Danmark, og hist op og kom herned.
Det var hermed bevist, at den store baby ikke kan tage en joke. Dog har han intet imod at grine af andre. Bare ikke sig selv.. (Der er ellers mere end rigeligt at grine af..)

Solen var begyndt at brænde skyerne af, og det var virkeligt gået hen og blevet helt sommeragtigt. Folk var også så småt begyndt at strømme til arenaen, og en større mængde havde placeret sig der, hvor vi stod om formiddagen. Det var nemlig her de fleste af stjernerne ankom. Da vi kom derhen, blev vi mødt af den store baby, der straks begyndte at plapre om det ene og andet (dog mest rettet mod Kim), som om absolut INTET var hændt tidligere på dagen!!! Man undres..
Lige ved siden af den indgang, vi skulle benytte (familie/handikapindgangen), stod en salgsvogn med merchandise. Robin, Krede, Kim og babyen indledte et sandt købeorgie, for pengene skulle jo bruges. Babyen købte et WWE-championshipbælte der, utroligt men sandt, kunne nå omkring ham. Dette er jo trods alt USA, hvor man er vant til størrelse ”lidt mere end der burde være”. De andre købte t-shirts, og jeg fik da også en officiel Wrestlemania 23 t-shirt med.
Mens de andre stod i kø, gik jeg lidt rundt på egen hånd. Jeg fik bl.a. taget et par billeder af en noget buttet og bleg dreng, der sad på en kantsten og kastede op i en bærepose. Det sjove ved det var, at han var helt kølig ved situationen, så jeg fornemmede at det ikke var første gang, han havde proppet sig for meget.
Mellem stedet hvor wrestlerne ankom, og ”vores” indgang, var der en stor parkeringsbygning modsat arenaen. Derinde kunne man købe øl og vand, komme lidt i skygge, plus der var mobile toiletter. Mellem de to indgange, stod der stort set ingen mennesker (eller dyr, biler, eller noget andet). På et tidspunkt kom en stor sort limo, med tonede ruder, trillende lige så stille og nærmest ubemærket ud fra ankomststedet. Den kørte hen mod mig, og skulle ud via en afspærring, til den indfaldsvej, der var på samme side som p-huset. Da bilen holdt helt stille, lige ved siden af mig, rullede sideruden på passagersædet ned, og så stod jeg ellers der midt i Detroit, og gloede direkte ind på Mick Foley. Der var ikke andre lige i nærheden, så der var egentlig god tid til at veksle et par ord med ham, men sjovt nok, gad jeg det egentlig ikke. Så jeg nøjedes med at hilse på ham, og han på mig, og så sagde jeg ellers bare ”thanks for everything man”, hvilket selvfølgelig henviser til hans mangeårige bidrag til ”the biz” og os wrestlingfans.
Det varede dog ikke længe før det kom væltende med fans, og Mick hilste da også pænt på dem, indtil chaufførern åbenbart ikke gad vente mere. Der sad forøvrigt to mere i bilen. Den ene var en dreng, vist nok Mick’s, og fyren i midten var en rockmusikerlignende type, der hele tiden lavede DX-tegnet. Ak ja..

De andre var langt om længe færdige med at shoppe. Krede og Robin besluttede sig for at gå tilbage på hotellet med varerne. BIG MISTAKE, he he!

Kort efter de var gået, opstod der nærmest tumultagtige scener henne ved vores indgang. Folk flokkedes om en lille gruppe mennesker, der kom fra arenaen. Det var Maria og Josh Matthews, med en række sikkerhedsvagter og et kamerahold i nakken. Kim og Mike var på vej hen til mig, så jeg fik lige Kim til at forevige øjeblikket. Maria er for øvrigt langt smukkere IRL end hun er på kamera. Suttemus? Oh yes..
Josh fik, underligt nok (well, not really) lov at gå i fred, så her så jeg min store chance for at gøre et indtryk. Der var jo kamera til stede, trods alt, så måske kunne man mænge sig lidt og blive set verden over?
Jeg gik hen til Josh, der som sagt gik i fred, små 5 meter bag Maria. Jeg præsenterede mig pænt, og nævnte de andre og hvor vi var fra. Han hilste pænt tilbage, og sagde egentlig ikke mere, men han havde fået ”the look” i øjnene, så jeg vidste de små grå roterede derinde et sted.
Maria, Josh og følget, stoppede henne ved den store folkemængde. Kim, Mike og mig stillede os også op, for at kigge på. Jeg sagde til Kim, hvad jeg havde gjort, og at jeg havde en ret god fornemmelse i maven. Og jeg fik ret! Lidt efter kom Josh over til mig og spurgte, om vi ville have noget imod at lave et interview med dem. Noget imod et interview? Ha! Han vidste tydeligvis ikke hvem han talte til. Svaret var selvfølgelig ja, og jeg spurgte så ham, om vi måtte vise det danske flag frem. Det ville han lige forhøre sig om, og lidt efter kom han så tilbage med svaret, at det skam var helt i orden.
For første gang ever, begyndte jeg at blive nervøs før et interview. Hvad skulle jeg sige? Hvad nu hvis mit engelske fuckede up, og det lød totalt homo?
De begyndte deres optagelse, og bevægede sig så over mod os. Et par sikkerhedsvagter sørgede hele tiden for, at der var frit omkring os, så alt var klar til INTERVIEWET!
Jeg hørte faktisk ikke Josh’s første spørgsmål, pga. den enorme larm fra folk omkring os, så jeg tænkte fuck det, jeg siger bare hvor vi er fra. Og derfra gik det af sig selv. Mike havde dog sufflør på, men han blev til gengæld rørt af Maria, og det gjorde jeg ikke. Møgunge!

Kort efter interviewet var overstået, og folk var faldet lidt til ro igen, vendte Krede og Robin tilbage. Skuffelsen, over det de havde misset, var tydeligt mærkbar, da jeg med vanlig empati og forståelse roligt fortalte dem, hvad der var sket..
Dagen var allerede et hit, og klokken var kun lidt over 13! Dørene ville først blive åbnet kl. 16.30, så der var endnu rigtig god tid til at stille sig i kø.
Solen bagte os fra en skyfri himmel på dette tidspunkt, så vi trængte til noget at drikke. Vi gik ind på en bar, der lå lige over for vores indgang, og købte sodavand. Derefter satte vi os ind i skyggen i p-huset. Næppe havde vi fået sat os, før der igen var ”opstandelse” ved indgangen. Folk begyndte at råbe og juble, men vi kunne ikke lige se hvem eller hvad der var i gang.
Det gik dog hurtigt over, for hvem trådte frem fra menneskemængden? Ingen ringere end Mr. DAMN!! himself, Ron Simmons! Og hvad skulle Ron så uden for arenaen? Interviewe folk? Skrive autografer?
Nej da, han skulle såmænd bare et smut over på baren og have en drink. Sådan!
Folk gik jo selvfølgelig over og hilste på ham, og ville have taget billeder med ham (os inklusive). Han tog det hele stille og roligt (han havde jo også kun forventet det ville ske), og stillede gladelig op til fotos, mens han nød sin drink.
Lige så roligt, som han var gået derover, lige så roligt gik han tilbage til arenaen. Klasse!

Det var nu blevet tid at stille sig i kø. Der stod heldigvis kun 4-5 personer foran os i båsen, så vi skulle ikke stå og rode rundt ude i folkemængden uden for båsene. Vi stod lige midt i den bagende sol, og det lykkedes mig da også at blive kraftigt solbrændt, så jeg ud på aftenen lignede en kogt hummer. Den store baby havde fundet en Hulk Hogan wannabe-look-a-like at snakke med. Vi andre nøjedes med at snakke med hinanden, for dem der stod omkring os, opfyldte ethvert krav til betegnelsen red-neck hillbillies.
Jeg var blevet tissetrængende af de to soda’er, så jeg smuttede lige over på toilettet. Altså de mobile af slagsen. Da jeg kom tilbage, stod Robin og snakkede med førnævnte wannabe, og da jeg passerede dem, halvt hviskede jeg ”homo homo homo” i øret på Robin. Selvfølgelig henvendt til wannabe’en, men den store baby, skulle jo straks lige forhøre Robin om hvad jeg havde sagt, for tænk nu hvis jeg havde sagt noget om ham?! Oh ve oh skræk da.
Jeg blev lidt småmuggen, og sagde til babyen, at det da overhovedet ikke kom ham ved, hvad jeg sagde til Robin. Det kunne han nu slet ikke forstå, og gik helt i selvsving over det. Han endte så med at sige, at han da havde ”freedom of speech”. ja sagde jeg, men du har fandeme også ”freedom of shut up”. Så blev babyen selvfølgelig sur, og stod og mumlede noget om at jeg burde dø osv…
I don’t get it. You’re so big, but you act like a baby!


Tiden var nu begyndt at snegle sig afsted. Jeg indledte en samtale med en flink amerikaner, der lige var dukket op, (han var vel ca. 50 år gammel). Han havde taget sin søn med, fordi sønnike var stor fan af WWE, og det havde han selv været for mange mange år siden, men havde ikke fulgt det før sønnen viste interesse for det. Han fortalte, at han som ung mand var til stede i Pontiac Silverdome (også i Detroit), hvor Wrestlemania 3 var blevet afholdt 20 år tidligere, og at det var en kæmpe oplevelse, så han var faktisk spændt på at (gen)-se et Wrestlemania.
Jeg endte faktisk med at tale med ham i længere tid, og Krede deltog også på et tidspunkt. Så gik tiden da med det. Faktisk kom han hen til mig lidt senere, og sagde, at det havde været en fornøjelse at tale med mig, fordi jeg var veltalende og ærlig omkring mine meninger (vi talte mest politik), og at det var han ikke vant til, der hvor han kommer fra.
Cool. Jeg er så ikke vant til at folk synes det er en fornøjelse at tale med mig, men hvad, så har jeg også oplevet det.

Klokken nærmede sig 16, og folk var virkelig begyndt at blive utålmodige. Der blev startet adskillige ”let us in”-chants, især da dørvagterne kom ud og gjorde sig klar til at lukke folk ind. Båsene var delt i herre/dame, så f.eks. kvinder ikke blev kropsvisiteret af mænd, og vice versa. Det ville selvfølgelig også have været forfærdeligt at blive taget i skridtet af en kvinde, så hellere en mand. Helt sikkert da….
På det her tidspunkt nærmede min blære sig bristepunktet, så det var dobbelttræls at blive ved at stå og vente!
Men endelig!! Klokken blev 16.30, og dørene blev åbnet til stor jubel. Vi skulle nu endelig få brugt vores dyrtkøbte billetter. Vi skulle nu endeligt entre Ford Field. Vi skulle nu endeligt opleve Wrestlemania LIVE!!!

onsdag, april 11, 2007

WRESTLEMANIA 23 (del 3)





























Lørdag morgen, ingen stress og jag på trods af at det var dagen, hvor vi skulle videre mod vores rejses egentlige mål, ”The Motor City” Detroit i Michigan. På vej til morgenmaden, bankede vi på hos Robin og den store baby. Babyen var mildest talt misfornøjet over at blive forstyrret allerede kl. 8 om morgenen. Han havde jo brug for sin søvn, den stakkel. Sådan en gigantisk ”krop”, skal jo unægtelig have meget hvile for at bremse stofskiftet..
Morgenmaden blev indtaget på den samme diner som dagen før. Jeg vovede mig ud i ”bang-kæks” og en æggesandwich. Pandekagerne var utvivlsomt ”designet” til at suge så meget sirup til sig som muligt, og de fik da også lagt en nærmest betonlignende klods i min mave, der skulle vare til langt hen på eftermiddagens flyvning.
Kaffe skulle der selvfølgelig til, og det gode ved dinere i USA er, at kaffe, det bliver selvfølgelig fyldt på indtil man ikke kan drikke mere, uden at koste ekstra. Det kunne diverse cafeteriaer i dannevang sgu lære noget af.
Denne morgen var ikke anderledes end de andre, når det kom til at nå på tønden før de andre. Der er altså et eller andet specielt ved at rejse og måden ens mave opfører sig på, og ud skal det jo. Desværre hang jeg lidt i bremsen på det punkt i forhold til de andre. Var jeg misundelig? Sæføli..

Efter afskedigelsen af diverse unødige kropsbeholdninger, gik Kim, Robin, Krede og undertegnede en lille tur ned til færgehavnen, der helt bekvemt lå for enden af ”vores” gade. Vejret var igen fremragende, så det var rart lige at blive luftet igennem. På havnen lå de mange mini-cruiseskibe til, og lidt derfra lå et kæmpe ”almindeligt” cruiseskib for anker. For enden af molen, mødte vi og snakkede lidt med, en tysk kvinde, der var ude at lufte sin hund. Hun var tilflytter til N.Y., og fandt det vældigt fornøjeligt, at vi var taget den lange tur for at se wrestling. Hun var for øvrigt langt fra at være ene om at synes det. Det var stort set samstemmende med alle de andre vi mødte på vores vej. På tilbagevejen til hotellet skulle der lige tages billeder foran politistationen, som vi var genbo til.
Klokken nærmede sig 11, og tiden for afgang til lufthavnen. Det var ingen sag at pakke og gøre alt klar til afgang, for bagagen var først ankommet ud på eftermiddagen dagen før, så der var ikke rigtig nogen, der havde pakket ud. Vores bestilte van kom lidt før tid, men vi var allerede klar, så det var fint nok.
Til vores held var vores latino-chauffør vågen, da han kiggede på vores voucher. For vi havde nemlig totalt overset, at vi ikke skulle flyve fra JFK, (den lufthavn vi ankom til N.Y. i), men derimod La Guardia. Lidt held skal man vel have engang i mellem.
Stemningen var lavmælt, måske en smule spændt, for vi så alle frem til endelig at nå til Detroit. Nok havde New York været en oplevelse, men det var jo egentlig ikke den by vi havde rejst så langt for at se.
Vi ankom til lufthavnen i virkelig god tid, før kl. 12, men det skulle senere vise sig at være rigtig godt for os. Vi tjekkede bagagen ind udenfor i selvbetjeningen, der sjovt nok blev betjent af en venlig lille halvgammel og tæt sort mand. Da han indsamlede vores pas, stoppede han brat op ved den store baby, kiggede i hans pas, kiggede op på babyen, kiggede på passet igen, og sagde de nu udødelige ord: I just don’t get it..! You are so big, but you look like a baby!!
Ingen af os kunne have sagt det bedre selv, og vi fandt da også de store smil frem. Det var EPISK!!

Derfra skulle vi gennem sikkerhedstjekket. Udenfor stod to MP’er med maskingeværer, og indenfor var der heller ingen mangel på politi. Vi skulle som altid lægge alle løsdele, jakker, tasker og nu også sko i små bakker til gennemlysning. Da, den ellers flinke betjent bad mig tage skoene af, spurgte jeg høfligt om han var sikker, for jeg led af ”rejsefødder”, (hvilket vi alle gjorde, uden undtagelse). Det var han nu ret sikker på, så jeg måtte hellere høre efter.
Sjovt nok, hvis man kan bruge det udtryk i denne situation, var Mike den eneste der skulle kropsvisiteres, og kørestolen skulle tjekkes for eventuelle. krudtrester. I kid you not!
Der findes jo heller ingen person der skriger TERRORIST mere end en 13-årig dreng i kørestol..

Vi skulle boarde via gate 9, men fandt et rart lille hjørne ved gate 2, så der slog vi os ned. Der skulle jo lige dræbes nogen timer inden afgang. Det varede ikke længe før udforskertrangen slog til, så mig og Krede gik lidt rundt og kiggede på lufthavnen. På dette tidspunkt var det begyndt at slå lidt gnister mellem Kim og den store baby, fordi babyen ikke kunne fatte, at når man havde fundet den plads man gerne ville tilbringe 4 timer på, så nappede man den ikke bare, når vedkommende rejste sig fra den. Da Kim så var så fræk at bede den store baby holde øje med vores ting, mens ham, mike og Robin lige gik ud og købte forfriskninger, så kammede det helt over for ham. Han flippede helt ud over denne monumentale og langt fra fair opgave, og det på trods af han bare sad og læste i sin bog alligevel..
Så han tog sine ting og forlod vi andre i raseri. En handling der bestemt faldt i god jord hos os.

Da Krede og mig var ude at gå første gang, købte vi hver en ”I can’t believe it’s yoghurt”-is. Det er is lavet på youghurt (sjovt nok, det skulle man slet ikke tro ud fra navnet), og det er fedtfattigt og smager faktisk himmelsk. Kim og Mike skulle også smage det, så de købte banana splits, en absolut Kim-favorit, hvilket jo er svært at se på ham, så toptrimmet han er..
Tidligt ud på eftermiddagen, begyndte der at komme meddelelser over lufthavnens højtalere om, at diverse flyafgange var overbooket, så folk måtte meget gerne melde sig frivilligt til at blive i N.Y. på flyselskabets regning. Faktisk var stort set alle afgangene overbooket, og her spiller det vigtige ved vores tidlige ankomst til lufhavnen ind. For da Krede og mig var oppe for at købe sodavand (og pizza til Krede), ringede vores danske rejsearrangør, og hidsede sig op over, at han selv var blevet skældt ud over, at vi ikke stod klar til afhentning kl. 13 på vores hotel, som der fra rejsearrangøren var bestilt vogn til. Havde vi ventet til den sene afgang kl. 13, var vi blevet ”bumped” fra vores flyafgang, og dermed IKKE kommet til Detroit den dag! Faldt hans vrede for døve øren? Oh hell yeah!!!
Desuden er det mig ubegribeligt, at der fra transportfirmaets side, ikke var bare én der havde tænkt på selv at afbestille vognen kl. 13, når vi nu dagen inden havde bestilt vogn til kl.11. Det hele var jo foregået ved hjælp af vores voucher, og dermed indført via bestillingsnummeret i deres computersystem. Ak ja, sådan kan det jo gå, men som sagt, ingen dårlig samvittighed fra vores side.

Ventetiden blev for det meste brugt på at snakke frit frem og tilbage, hvilket uden tvivl var lettere pga. den store babys fravær, og med at spille poker og det forbistrede stødspil of doom.
Inden vi fik set os om, var det faktisk blevet tid til at boarde. Eller det troede vi da, for henne ved gaten kunne vi læse den nedslående nyhed, at de stadig manglede frivillige til at blive i N.Y., og at flyet var forsinket. Forsinkelsen tog vi nu med ret godt humør, bare vi kom af sted, det var klart det vigtigste.
Den store baby sluttede sig til os, og lod igen igen som om intet var hændt. Vi valgte bare at ignorere det og ham, så vidt muligt.
Kort før vi endelig kunne komme om bord, kom en lufthavnsmedarbejder hen til Kim og spurgte om det var hans lille pige, der sad i kørestolen. Det var selvfølgelig til stor morskab for os andre, dog syntes Mike ikke det var videre morsomt, men han tog de efterfølgende drillerier som en mand, hvilket man ikke kan sige om babyen. Jeg kom med en bemærkning om, at vi rejste med en lille pige og en baby, og at vi da egentlig dermed burde få rabat på billetterne. Krede kom så med en opfølgende bemærkning, som jeg beklageligvis har glemt, men denne bemærkning afstedkom enorm vrede fra den store baby, der plantede sit planetstore fjæs i Kredes og råbte ham lige ind i hovedet, at det på ingen måde var morsomt og blah blah. Men newsflash! Det var sgu morsomt!!
Langt om længe fik vi endelig lov at gå ombord på flyet. Krede og mig fik pladser ved en nødudgang, hvor der stod, at man ikke måtte sidde der. Hvor betryggende…
Kim og Mike sad et stykke foran os, og Robin havde den tvivlsomme fornøjelse at være nabo til babyen. De sad overfor os på den anden side af midtergangen, men en række tilbage, dog uden sæder foran dem.
Lidt efter os, kom der en høj mand på min alder ind i flyet. Han havde en Wrestlemania 22 trøje på, og jeg hilste pænt på ham, og spurgte om han også var en fan der skulle til Detroit og se det. Hans korte svar (pga. folk stod i kø bag ham) var, at han skam arbejdede for dem.
Selve flyveturen forløb ganske stille og roligt. Jeg havde denne gang rigeligt med benplads, så det var tilnærmelsesvis en fornøjelig rejse.
Den ellers ret søde ”flight attendant” (stewardesse) havde åbenbart ubrugte moderlige tendenser, for hun forbarmede sig over babyen og spurgte ”meget entusiastisk” om forskellige ting. Man kunne virkelig se på hende, at det var en berigende samtale..

Piloten havde indhentet næsten alt den forsinkelse vi havde ved afgangen fra La Guardia, hvilket var vigtigt for os nu, for vi havde planlagt at se et Ring Of Honor show i Detroit kl. 19.30, og flyets planmæssige ankomst til Metropolitan Airport var kl.18.17. Der var stadig håb for at vi kunne nå det, om end en anelse forsinket til starten.
Lufthavnen er ny og topmoderne. Der er virkelig tænkt på det hele i designet. Alt er lettilgængeligt, lyst, rent og overskueligt, og så er der endda en indendørs sporvogn (en såkaldt tram).

Mens vi stod og ventede på at kufferterne skulle dukke op på transportbåndet, gik jeg hen til ham jeg havde hilst på i flyet, og præsenterede mig pænt for ham. Vi endte med at have en længere samtale. Det viste sig, at han er en del af tv-crewet, og er ham der sidder og ”bleeper”, når wrestlerne siger fyord, eller der sker noget, som ikke må komme på tv, såsom Litas famøse nipple-slip, og når der er en tilskuer der løber ind i ringen. (Med andre ord, han fik noget at lave til Wrestlemania!). Han er med til alle Raw- og ECW-udsendelser, og samtlige ppv’s. Måden han kom til at arbejde for WWE var, at han var en kæmpe fan, der havde været så heldig at få ringsidebilletter til 6 ppv’s, og ad den vej blevet venner med et par af WWE’s medarbejdere. Det ene tog det andet, så her stod han til sit andet Wrestlemania, som en del af det store produktionshold, der skal til for at realisere så gigantisk et show. Han fortalte mig for øvrigt også hvilket hotel wrestlerne boede på, og hvor deres afterparty skulle holdes. (Faktisk kunne vi se direkte over på deres hotel, fra vores hotelværelse, skulle det senere vise sig.)

Nå, nok om det. Desværre, skulle der igen igen være problemer med bagagen. Robins kuffert manglede, så han måtte over i kundeservice og eftersøge den. I mellemtiden undersøgte jeg transportmulighed til hotellet. Det ville jo være rart, hvis vi kunne få en van, så vi kunne køre sammen, i stedet for at tage to taxaer. Det var dog ikke muligt, for deres forsikring gjaldt kun for 5 personer, og de ville ikke give efter, selvom vi var villige til at skrive under på, at vi ikke ville kræve nogen form for erstatning ved et evt. uheld. Så to taxaer skulle der til.
Angående Robins kuffert, så viste det sig, at den var blevet sendt med et tidligere fly, men han skulle alligevel stå og bruge tid på at udfylde en eftersøgningsformular, for at få SIN EGEN kuffert udleveret!! Jeg hader papirnusseri og skrankepaver..

Endnu engang opfyldte taxachaufførerne Hollywoods stereotyper. Det var dog denne gang indere, der sad bag rattet, og det tog mig det meste af køreturen for overhovedet at begynde bare at fatte halvdelen af hvad han sagde. Hans engelsk var ikke just det bedste.. Det samme gjaldt for de andres chauffør, men de fattede vist brik af hvad han sagde.
Lige meget egentlig, for de fik os sikkert frem til hotellet. Faktisk troede jeg først slet ikke på, at det var vores hotel, for det lå kun 5 minutters gang fra Ford Field, og man kunne se direkte ned til arenaens hovedindgang fra hotellets hovedindgang. Genialt!
Vi fik tjekket ind i receptionen, dog ikke uden at den store baby lige skulle blamere sig. Jeg gav udtryk for, at vores værelser med garanti ikke stod i mit navn, men med al sandsynlighed i hans, men gjorde det indtryk? Nej da, så han ville absolut give receptionisten mit navn, hvilket selvfølgelig ikke producerede noget resultat. Klokken var mange, og ROH-showet virkede mere og mere uopnåeligt, så denne slags ligegyldigheder, gik mig ærligt talt på nerverne.
Stod værelserne for øvrigt i babyens navn? Ja da..
Vores værelser lå på 9. sal (8. sal i DK), og havde numrene 908 og 909, så vi var naboer denne gang. (Vi brugte samme værelsesfordeling som i New York.)
Værelserne var absolut first class, og vi kunne som sagt se over på Hotel Marriott, hvor wrestlerne boede, og den smukke GM-bygning. Intet at klage over her på nogen måde.
Vi var blevet enige om at mødes i lobbyen, så snart vi havde fundet os til rette. Håbet om ROH-showet var for længst ude, og vi besluttede os for at finde et sted at spise. Efter en lille halv times tåget vandren, fandt vi en sportsbar ved navn Coach’s Corner, hvor vi besluttede os for at få noget føde. Det skulle simpelthen vise sig at være århundredets lykketræf!
Betjeningen kunne simpelthen ikke være yndigere, eller flinkere for den sags skyld, og deres Nikki’s pizzaer er simpelthen den bedste pizza jeg nogensinde har fået. Og jeg har spist RIGTIG mange gennem mit hidtil korte liv!

Nu er det så, at jeg vil indskyde en bemærkning om den helt store forskel på New York og Detroit: Suttemus! Jeps, den måtte jo komme, nu jeg havde lagt op til det allerede i starten af del 1.
N.Y. er simpelthen drænet for interessant øjenguf, hvorimod Detroit er et sandt mekka af suttemus. Så fra denne aften og til hjemrejsen, føg det med udtryk som bukkake, suttemus og Werthers Echte.

Tilbage til spisningen. Kun Krede og jeg spiste op, og fik kommentaren af vores überbabe af en servitrice, at vi da vel nok var ”good eaters”. Jo jo, det ved jeg da godt, men komplimenter fra hendes side var skam kærkommen.
Mens vi spiste, satte den store baby den helt store charmetur ind på Kim. Det blev bl.a. til bemærkninger som: Se et billede af min hund Kim. Jeg troede slet ikke det var muligt, men jeg savner altså min hund..
Mike var forståeligt nok blevet meget træt efter en lang dag, så Kim gik tilbage på hotellet med ham, mens vi andre hyggede videre. Eller det vil sige, vi andre minus den store baby, for da Kim og Mike gik, fløj han op, kastede 20 dollars i min retning (nu var der pludselig ikke noget med at tælle på knapper!), og spurgte om jeg ikke kunne betale for ham. Og så sprintede han, så godt som en gigantisk baby nu kan, efter kim og Mike. Det var et yndigt syn, og bragte et velkomment smil på vores læber..
Robin, Krede og mig blev enige om at tage tilbage på hotellet, få et bad (dog IKKE sammen! Føj en tankegang, skam dig!), og mødes i lobbyen bagefter. Jeg skulle også lige barberes, men da jeg ikke kan tåle skraber, og det var det eneste jeg havde, så blev resultatet som altid ret makabert. (Faktisk er det billede, der er på nu, ganske udramatisk i.f.t. til barbering nr. 2. Dette er taget i N.Y. I Detroit lignede jeg en bløder, men hvor billedet er, aner jeg ikke. Håber det dukker op..)

Vi havde brug for at sidde lidt i fred og ro, for at komme lidt ned på jorden igen efter en lang og halvstressende dag. Desværre havde Robin den store baby på (ufrivilligt) slæb, men høflige som vi var, sagde vi intet til det.
Hotellet har en hyggelig lille bar, som vi besluttede os for at gå hen i, og få os en øl. (Øl kostede for øvrigt kun 5 dollars, hvilket bestemt er en fair pris på en hotelbar.)
Robin er under 21 år, så han måtte ikke købe øl, og den store baby ville heldigvis en tur over på et kasino, der lå små 10 minutter væk, så det endte med at blive vældigt hyggeligt. (Bemærk, at han selvfølgelig kun spurgte Robin, om han ville med).
Dagens/aftenens absolut sidste indslag stod en gruppe sorte, der kom væltende højlydt ind i baren, for. Specielt en velholdt kvinde, der virkede MEGET bekendt, var helt oppe at køre, og rendte rundt og hilste på folk, hun slet ikke anede hvem var. Vi fandt efterhånden ud af, at det var en teatertrup, og den ”skøre dame” ingen ringere (eller bedre) var end Robin Givens. Skuespiller, og vel nok mest notorisk kendt for at være begyndelsen på enden for Mike Tyson. (Han giftede sig med hende).
Derfra var der såmænd ikke så meget andet at gøre, end at gå tilbage på værelserne, og forsøge at få hvilet lidt. Klokken havde passeret midnat, så det var faktisk allerede DAGEN vi havde ventet på siden august måned, hvor vi betalte første halvdel af turen… I sandhed en stor dag, der var os i vente, men hvor stor dagen skulle blive, kunne vi ikke engang i vores vildeste fantasi have forstillet os kunne overgå vores forventninger, men det kunne den..

mandag, april 09, 2007

WRESTLEMANIA 23 (del 2)
































































Fredag morgen, turens første ”rigtige” dag, begyndte med morgengymnastik. En rask løbetur hen ad hotelgangen, kun klædt som naturen kan, bankede på de andres dør med de ikke-dertil-indrettede private dele, og en (for mig) frisk sprint tilbage på vores værelse.
Var jeg blevet grebet (i overført betydning altså) på fersk gerning af enten en hotelansat eller anden hotelgæst, ville jeg næppe være nået til Wrestlemania. Men hvad, et væddemål var tabt, og jeg måtte hellere indfri det..
Morgenens skøre indfald var dog langt fra overstået..

Vi indtog vores morgenmad i en tilstødende café/diner. De, ellers meget flinke, ansatte mestrede ikke lige det engelske, men på en underholdende måde heldigvis. Deres udtalelse af pan-cakes var nærmest poetisk. Det lød noget i retning af ”bang-kæks”, og burde være optaget og brugt som sms-tone.
Indtagelse af æg og kaffe har ofte en ret destruktiv påvirkning på mave/tarmsystemet, så der var rift om den første plads på tønden på værelset bagefter. Krede valgte den alternative løsning, og benyttede de andres toilet.
Mens jeg var i gang med at forsøge en udrensning af eget system, kom Robin og Krede stormende storgrinende ind på vores værelse. Det viste sig, at Kredes efterladenskaber havde skabt så harsk en aroma, at den store baby havde kastet op af det. En sådan præmie-bæ skulle selvfølgelig fotograferes, så den blev ikke skyllet ud med det samme. Da den store baby kom ud på toilettet for at bruge håndvasken, kiggede han ned i tønden og ja… kastede op på den stakkels udpinte bæ.
Er den store baby sart? Nej da, han er jo wrestler. Eller, det er da i hvert fald det han fortalte alle der gad høre på ham derovre..

En forfriskende start på en lang dag foran os i det new york’ske..

Vi havde egentlig ikke planlagt hvad vi skulle se i N.Y., men jeg ville i hvert fald se Madison Square Garden, så den havde jeg lige plottet ud i hukommelsen fra Google Earth. Kim VILLE se Frihedsgudinden, så det måtte vi også lige arbejde på.
Så vidt jeg havde regnet mig frem til, lå Madison Square Garden kun små 20 minutters gang fra hotellet. Det skulle vise sig at passe meget godt.
Inden vi begav os af sted, bestilte Krede og mig transport til lufthavnen dagen efter. Den flinke dame, der skulle hjælpe os med det, sagde at vi MINDST, og hun mente virkelig at var minimum, skulle være der 3 timer før pga. den omfattende sikkerhed i lufthavnen. Så vi bestilte vogn til kl. 11, hvilket dagen efter skulle vise sig at skabe udelt vrede hos vores rejsearrangør.

Vejret viste sig fra sin bedste side. Synd man ikke kan sige det samme om den forfærdelige bil-os og generelle forurening i N.Y., men det må man jo bare tage med.
På vej til wrestlingens mekka, skulle jeg lige have mig et sim-kort, så jeg kunne sende et par beskeder hjem til Dannevang. I en lille shop, betjent af en venlig lille kineserpige med dårligt engelsk (man fornemmer en trend), fik jeg et Cingular taletidskort til 35 dollars. Hun sagde, at det ville koste mig 25 cents pr. sms, når jeg skulle sende til DK, og 15 cents til indenrigs-sms’er. Det viste sig dog, at det kun kostede mig skaldede 5 cents pr. sms! Det var dælme billigt, og en rar overraskelse.
Endnu undervejs, kom vi forbi en statue, der stod udenfor en s-togsstation. Kan ikke lige erindre navnet på figuren, men det var en figur fra en gammel film, som jeg i øvrigt heller ikke kender. Nå, men jeg skulle da lige posere foran den og have taget billede af det. Lige efter kom en amerikanerkvindeting hen til mig og sagde: You’re my hero for doing that. Thank you.
Øh jo, hvis der ikke skal mere til, så må hun dælme være en taknemmelig person på mange andre områder også, ahem..

Anyway, lo and behold, vi når hen til en gade (imponerende ikke sandt), kigger til højre og der er den, BYGNINGEN, hvor så ufatteligt mange store øjeblikke både i wrestlingens og anden sports historie, er kommet til livs. Madison Square Garden, MSG, stedet for Wrestlemania 1, 10 og 20.
En ret uanselig bygning egentlig, men man fornemmer alligevel al den historie den gemmer på.
Bygningen er heldigvis åben for offentlig adgang, dog med den begrænsning, at man ikke kan komme længere end billetlugerne, medmindre man betaler 17 dollars for en rundvisning. Det valgte vi ikke at gøre.
Vel indenfor, mødes man af The Walk Of Fame. Utallige verdensberømte sportsstjerner, skuespillere osv., har fået lavet en platte med deres navn, og blevet foreviget som en del af MSG’s historiske figurer. Der var dog kun én der interesserede os, og det var den med Vincent Kennedy McMahons navn på. For dem, der ikke ved hvem han er, kan jeg kun sige ”nå”, og alle andre ved nøjagtig hvor stort et øjeblik dette var. (Se billedet)

På vej ud, smuttede vi lige ind i BORDER, en boghandel der ligger inde i MSG. Jeg havde hjemmefra (DK altså), sat mig for at købe Mick Foley’s nyeste biografi ”Hardcore Diaries”, så jeg havde noget godt læsestof til den lange flyvetur hjem over atlanten.
Den var dog ikke sådan lige til at finde, for den stod ikke mellem de andre wrestlingrelaterede bøger, hvoraf der var mange, og der blev købt mange rigtigt fede bøger. Jeg ledte faktisk efter Mick’s bog sammen med den store baby, men da han endelig fandt den i stueetagen, mens vi rodede rundt på 1. sal, tog han så et eksemplar med til mig? Nej da..

Fra MSG søgte vi mod Broadway. Den længste gade i N.Y. Faktisk er den længere end selve øen, fordi den går på tværs fra NV til SØ (indlysende med SØ, men for de kompasretarderede er det en vigtig oplysning). Krede havde sat næsen op efter en eller anden kasket, og den skulle han selvfølgelig ikke snydes for, så vi brugte et godt stykke tid i en sportsforretning.
På dette tidspunkt var den store baby allerede begyndt at ytre sig om sin træthed og smertende ben. Det var selvfølgelig pga. et eller andet knæproblem (vist nok albuebetændelse, eller så var det en fibersprængning, et eller andet nyt mystisk og unikt lægeligt fænomen), og ikke manglende kondition eller noget. Han er jo wrestler.. Han gik i hvert fald uden for forretningen for at sidde og læse i sin bog. Noget han skulle ende med at bruge næsten lige så meget tid på, som at irritere vi andre, men også kun næsten.

Vi bevægede videre ud på vores N.Y. færd. Der er utroligt mange små souvenirbutikker og elektronikforretningen med alverdens skrammel. Tilfælles har de, at de sælger N.Y. t-shirts til små penge. Vi valgte en butik, hvor de kostede 10 dollars for 5 t-shirts. Den store baby ville ikke have nogen, for der var ingen i xxl. Jeg foreslog så, at han da kunne købe en i xl og ”tabe sig ned i den”. Det faldt dog ikke i god jord, for han har jo tabt 7 kg og arbejder på det! Gad vide, om det er de samme 7 kg han har snakket om siden i sommers, eller det er nye 7 kg? Man undres..

Kim endte med (næsten) at blive prakket et helt nyt kamera på i denne butik. At det så var et identisk med det han havde om halsen, stoppede ikke sælgeren, ej heller at han forlangte 3 gange så meget.
Mens dette stod på, og Krede, Robin og jeg var gået udenfor, blev Krede nærmest overfaldet af en cd-sælgende hip hop-tingest af en person. Krede købte selvfølgelig denne superstjerne in spe’s cd..

Nå, videre kom vi, og nu var det unge Robins tur til at shoppe. I en perleforretning! Egentlig var Krede ude efter et eller andet til kæresten, men de havde også rød/hvide boa-fjer i forretningen, så dem måtte Robin bare eje. Et godt og opsynsvækkende køb, skulle det senere vise sig at være.
Langsomt arbejdede vi os hen mod Times Square. Det er bestemt ikke let at have en kørestol med rundt i New Yorks gader (eller Detroits, for den sags skyld), og når der samtidig er en hulens masse mennesker, der vader frem og tilbage på kryds og tværs, så tager det hele lige lidt ekstra tid.
Times Square er det naturlige knudepunkt i N.Y. Dels fordi det ligger plet midt i byen, men også fordi at man næsten ikke kan undgå at skulle krydse stedet for at komme rundt.
Her blev vi enige om at deles op. Krede, Robin og jeg ville gå rundt og tjekke stedet ud, og Kim og Mike ville i Toys ’R’ Us, for at finde en gave til Mikes lilesøster. Den store baby ville selvfølgelig med i legetøjsforretningen, angiveligt for at købe noget til sine søskende, en på trods af et – efter sigende – indgående kendskab til de udstillede legesager, blev det dog ikke til nogen gaver til dem derhjemme.

Vi andre gik som sagt rundt og kiggede. Robin fik øje på en gigantisk billboard med Wrestlemania på, så det skulle der selvfølgelig tages billeder af. Vi fik også taget billeder sammen med en bums. Som tak for hans hjælpsomhed, fik han alle vores småmønter.
Det blev også til et kig på det lokale fænomen ”The Naked Cowboy”. En Benny Ray wannabe, der står i cowboystøvler, underhakkere og cowboyhat, og ”spiller” på guitar midt ude på Times Square. Han er faktisk den lokale turistattraktion, og har sin egen figur til salg i de omkringliggende souvenirbutikker. Ak ja..
Krede og Robin fik købt lidt i en veludstyret souvenirbutik. Bl.a. købte Robin en super nice Eddie Guerrero t-shirt. Man er slet ikke misundelig da.. næ nej..
Krede ville gerne en tur i Virgin Megastore. Et gigantisk musik og film-kompleks i 3 etager. I mellemtiden bevægede Robin og mig os i retning mod MTV-store, hvor vi skulle mødes med de andre. De kom lidt efter, og mens vi ventede på Krede, satte den store baby sig til at læse i sin bog midt på fortovet. De sociale skills er bestemt veludviklede..

Sultne var vi jo blevet, og da jeg havde bemærket et BBQ-spisested lige ovre på den anden side (dog i en sidegade), så smuttede vi alle derover. Hvis min hukommelse ikke svigter mig helt, så hedder stedet Virgil’s Hot BBQ.
Der var fuldt hus, men vi fik heldigvis de sidste pladser, da nogen var så flinke at gå lige efter vi kom. Meget hyggeligt sted, med en typisk amerikansk stil.
Virgil’s special bruger blev så vidt jeg kan huske, bestilt hele vejen rundt. Det er sgu noget amerikanerne kan finde ud af at lave. Møre og utroligt velsmagende. De andre var ikke særligt begejstrede for deres tilbehør ”on the side”, så det åd jeg.
Den store baby brokkede sig højlydt over prisen på en stor cola, nemlig hele uforskammede 3 dollars!? Hvad bilder en restaurant sig egentlig ind at kræve næsten 18 kr. for en cola, når man i DK kan få den til kun det dobbelte??
I USA får man altid regningen samlet, så der skulle som altid lige regnes på hvem der skyldte hvad. På dette tidspunkt var min tålmodighed med den store baby for længst på nulpunktet, så da jeg bemærkede, at han havde regnet en dollar for lidt på sin del, sagde jeg det selvfølgelig. Det var ikke så meget det, at det kun var en dollar, men mere princippet i at man betaler sin del, helst uden brok. Han nægtede dog hårdnakket, at det var tilfældet han skyldede, men efter at Krede også (langt om længe) nåede frem til samme resultat, blev han hidsig og rent ud beskyldte mig for at yve og gøre det for at være ude efter ham. Så blev jeg sgu hidsig, for der er INGEN der skal beskylde mig for at lyve. Det er i hvert fald én ting, man IKKE kan (eller som sagt skal) beskylde mig for. Anyway, den store baby smed den ekstra dollar og stormede ellers ud fra restauranten med ordene: Hvis det skal være på den måde, så kan jeg gå for mig selv!
Mit Svar: Ja, gør du bare det!
Op til dette punkt, havde jeg på intet tidspunkt forsøgt at starte en diskussion med ham, eller på anden måde gjort noget for at genere ham, for vi vidste jo hvordan han er. Men nok er nok, og jeg ville blive damned om min/vores tur skulle ødelægges af hans barnlighed!
Men selvfølgelig, som altid, hvem stod uden for restauranten og ventede på os da vi kom ud? Den store baby..
Han begyndte at snakke som intet var hændt, hvilket er et typisk træk fra hans side, og som senere skulle blive endnu mere udtalt i Detroit, i en sådan grad at det ophævede enhver logik.
Efter at Kim også lige skulle hen i samme butik, som der Robin havde købt sin t-shirt, blev vi enige om at gå tilbage til hotellet med de indkøbte varer, der var begyndt at hobe sig op. Den store baby spurgte Robin om de ikke skulle dele en taxa, for han var træt, men det afslog Robin. På intet tidspunkt under hele turen, henvendte den store baby sig til andre end Robin med den slags ting. Social skills 101, oh yes…
På dette tidspunkt var det blevet meget varmt, så der skulle skiftes til shorts. Dog var det kun Krede og mig der havde medbragt shorts, så de andre måtte nøjes med at beundre vores smækre vinterben.

Planen for eftermiddagen var, at tage på sightseeing med båd, så Kim kunne se Frihedsgudinden. Vi havde en voucher med, da vi havde betalt det hjemmefra, og kontoret, hvor den skulle indløses, lå henne ad gaden på Madame Tussaud’s. Desværre var vi for sent på den til bådturen, men en bustur kunne vi sagtens nå, og vi blev endda lovet, at vi ville se Frihedsgudinden på den 2 timer og 30 minutter lange tur, der for øvrigt kun gik gennem den sydlige del af Manhattan! Den nordlige tur valgte vi at droppe, for så skulle vi have kørt i bus i over 5 timer i alt. På vej ud fra kontoret, fik vi lige taget et gruppebillede med Morgan Freeman, som han var så venlig at stille op til.

Efter at have ventet temmeligt længe på bussen, en gammel engelsk dobbeltdækker, steg vi ombord og fik fremragende pladser. Der var nemlig kun 4 ud over os med, på denne sene afgang. Turen var plottet ud på 27 stop, hvor man frit kan hoppe af og stige på senere, hvis man vil se lidt nærmere på tingene. Vi valgte dog bare at tage turen i ét hug, ellers ville det blive alt for sent, og vi ville misse den sidste bus tilbage.
Vi kom omkring seværdigheder som Empire State Building (kedelig bygning), Tribecka, Rådhuset (hvor der foretages 36.000 vielser om året. Antallet af skilsmisser blev dog ikke nævnt), FBI-bygningen, Ground Zero, Brooklyn Bridge, Wall Street, Trump Tower, Chryslerbygningen, et rigt kvarter jeg har glemt navnet på (Bon Jovi har lige betalt 26 millioner dollars for en lejlighed der!!), og selvfølgelig Frihedsgudinden. Nu var det altså bare lige sådan, at der hvor vi så den fra, var den på størrelse med et V6 tyggegummi. Men nu kan Kim i hvert fald sige at han har set Frihedsgudinden..
Turen sluttede på Times Square, og vi skulle selvfølgelig lige have et billede sammen med vores fremragende turguide.

Endnu engang havde sulten sneget sig ind på os, så vi gik på jagt efter et sted at stille den. en blev til et pizzasted, med ikke voldsomt gode pizzaer. Men det fyldte da i det mindste.
Klokken var efterhånden mange, og vi ville tilbage på hotellet. Dunkin’ Donuts blev endnu engang målet for Krede og mig. Denne gang skulle jeg have en med strawberry frosting og en genganger i marble frosted. Har glemt hvad Krede købte, men vi var begge fuldt tilfredse, igen igen.
Robin og den store baby ville gerne en tur i Madame Tussaud’s, men det gad vi andre ikke give 35 dollars for hver, så vi gik tilbage på hotellet, mens de smuttede ind i M.T’s.

En meget lang, men også god dag (for det meste), i New York nærmede sig sin afslutning. Vores øjne var røde og hævede pga. forureningen, men humøret var i top. Dagen efter (lørdag), stod på næste etape, nemlig rejsen til Detroit. Vi var efterhånden også nået dertil, hvor Wrestlemania ikke kunne komme i gang hurtigt nok..