torsdag, april 05, 2007

WRESTLEMANIA 23 (del 1)



























Drømme kan blive til virkelighed. Det lyder plat og typisk amerikaniseret, men det er ikke desto mindre sandt.

Året er 1986. Jeg sidder og ser en film optaget af en der har parabol. Dengang havde vi andre almindelige dødelige kun DR-TV, så man måtte få folk med parabol til at optage alle de spændende nye film og programmer. Hvis man altså var så heldig at kende en sådan. Det var jeg..
Da filmen var færdig, lod jeg båndet køre, for lige at se hvad der nu måtte være bagefter. Det, der var der, skulle ændre mit liv og kulminere 21 år senere. Det, jeg så, var Saturday Night’s Main Event med Hulk Hogan. Hogan kunne jeg genkende fra Rocky III, og det fik mig til at kigge videre, og resten – som man siger – er historie.

Jeg spoler lige tiden 21 år frem til torsdag d. 29. marts kl. 7.30. Det er tid til afgang mod Detroit, Michigan, USA (via New York) og det forjættede land, bedre kendt som WRESTLEMANIA. Nu i sin 23’ende inkarnation.
Min evige makker i alt wrestling, Kim a.k.a. Chaos, henter mig. Hans søn Mike skal også med på turen. Den er hans konfirmationsgave.
De første rejsenerver har allerede meldt sig. Har jeg nu glemt noget? Hvad hvis flyet er forsinket, endsige aflyst? Hvad nu hvis vores billetter til WM 23 ikke ligger og venter på os på vores hotel i New York?? Har jeg for resten glemt noget???
Vi sætter den stadigt lettere mugne Nissan i retning mod Billund, men på vejen derned skal vi lige hente Kristian, a.k.a. Krede, ved Århus Nord. Han har de samme rejsenerver, som vi andre, så snakken går allerede lystigt her først på dagen. En snak, der hurtigt skulle lægge grund til den altoverskyggende snak resten af turen. Jeg vil bare nævne få ord i flæng, ord som bukkake, fæces, suttemus og dårlig mave. Det var jo trods alt en tur udelukkende domineret af hankøn.. Nå ja, og en enkelt baby, men mere om det senere.

Vel ankommen til Billund, opstår de første af en lang række rejsevanskeligheder, nemlig at finde en parkeringsplads. Der stod ellers på et flot oplyst skilt, at der skulle være over 100 ledige pladser, men hvor dælen de var gemt, var sgu et godt spørgsmål. Vi havde ikke lyst til at skulle vade helt vildt langt fra p-pladsen hen til terminalen af tre grunde. 1) Mike bruger kørestol, 2) pga. al bagagen og 3) dovenskab. Det sidste er en vigtig faktor i enhver mands verden.
Det lykkedes da til sidst at finde en lettere alternativ parkeringsplads, og vi bevægede os nu mod terminalen. Vejret viste sig fra sin bedste side, hvilket skulle vise sig at være synonymt for resten af turen.
Vi checkede ind med det samme, og fik afleveret bagagen og udleveret vores billetter og boardingpass. Jeg selv havde taget den (synes jeg selv) smarte option, og kun pakket en rygsæk med tøj, så jeg slap for at sætte min lid til flyselskabernes evner til at få bagagen frem. Det skulle vise sig at være et fremragende valg!
3 par lange bukser, shorts, sweater, 4 t-shirts, 4 underhakkere og 4 par strømper, deo, tandbørste og tandpasta. Hvad mere har en mand brug for?
Derfra skulle vi gennem det første af en uendeligt lang række af sikkerhedstjek. Visse folk vil jo selvfølgelig aldrig tage mod gode råd, så de måtte gennem en masse bøvl pga. for store dåser deo osv., der i øvrigt heller ikke var pakket i de latterlige små lovpligtigte genluksposer på kun 1 liter. Jeg nævner selvfølgelig ingen navne, men Kim måtte en tur tilbage til bilen, og lade tingene ligge der.
Henne ved selve gaten, blev vi forenet med vores 2 andre medrejsere, Robin, a.k.a. Raptor, og den store baby. Bemærk, at det med ”den store baby”, ikke er noget jeg har fundet på, (forklaring følger senere), men da det er utroligt sigende for vedkommende, så vil jeg bruge det hele vejen igennem.

Mig og Krede tog en lille gåtur gennem terminalen, og fik på vores vej købt solbriller. Disse skulle følge os hele turen, og gjorde selvfølgelig at vi var cool. Robin blev først cool i lufthavnen i New York efter 2 forsøg, og Kim vil desværre aldrig opnå cool status, men han er også gift, så det er selvforskyldt.

Den første del af selve ”flyveriet” gik til Schiphol-lufthavnen i Amsterdam. Robin havde aldrig prøvet at flyve før, så han var temmelig spændt. Hen mod slutningen af turen til Amsterdam, røg vi pludselig ind i kraftig turbulens, og Robins ansigtudtryk var guld værd, da flyet begyndte at ryste kraftigt, he he. Han vænnede sig dog hurtigt til det, og jeg tror, at vi alle sammen ved hjemturen, følte os temmelig rejsegarvede. Det blev også til små 15.000 km i alt, hvilket jo er en pæn sum meter på en lille uges tid.

I Schiphol skulle det gå stærkt med at skifte fly. Vi havde kun 45 minutter, og Schiphol er en voldsomt stor lufthavn. Det, at have kørestolen med, er altså langt mere vanskeligt end det burde være. Stakkels de kørestolsbrugere, der ikke kan komme ud af stolen og gå lidt selv, og stakkels dem, der helt skal klare sig selv. Det er faktisk grotesk så lidt omtanke og fokus der er på kørestolsbrugere både i DK, (i Schiphol), og i USA. Nå, det var et lille sidespring, men der kommer også mere om det senere.

Da vi skulle boarde flyet til New York, var det igen tid til et sikkerhedstjek. Husk på, at vi på intet tidspunkt har været uden for den såkaldte sikkerhedszone i lufthavnen, men ”selvfølgelig” skulle alt tjekkes efter igen. Vi kom heldigvis forrest i køen pga. kørestolen, hvilket løftede lidt på humøret.

Turen til New York var dræbende lang. Over 8 timer tog det, og alle skrækhistorierne om ”fly-føde” viste sig at være sande. (Dette gjaldt for øvrigt også for hjemturen). Mage til kønsløst ”mad”, og jeg bruger udelukkende betegnelsen mad af mangel på bedre ord, skal man lede længe efter.
Der var heldigvis et ”underholdningssystem” i flyet. Hvert sæde havde en lille skærm med tilhørende fjernbetjening, hvor man kunne vælge mellem en masse film, musik og spil. Dog gik der uforholdsmæssig meget tid med at få det til at virke, hvilket var et unødvendigt irritationsmoment.
Ellers gik flyvningen med at tage en masse billeder (også en generel trend på hele turen), og med at spille et ”stødspil”, som Mike havde givet sin mor i fødselsdags gave. (Hvad der end florerer af historier om denne fødselsdagsgave, og hvorfor han fik idéen til den, så er jeg helt og aldeles uskyldig!!)
Dette spil er modbydeligt, og jeg nægter at tro det er særligt sundt at spille i længere tid ad gangen. De stød man får, er så kraftige at ens fingre og arm begynder at sitre og blive lamme. Jeg kunne føle det helt om i nakken, og her hjalp det næppe at have en titaniumsprop boret ind i skelettet.
Den store baby gik dog glip af underholdningen ved at sove det meste af tiden (og snorke), og det eneste tidspunkt han kom op af stolen, var da vi skulle udfylde to sedler, der skulle bruges for at blive lukket ind i USA. Han forstod simpelthen ikke hvad det gik ud på. Jeg kan egentlig godt se, at det at udfylde to næsten identiske sedler med sit navn, adresse, pasnummer, hoteladresse og enkelt ja/nej-spørgsmål, er en temmelig uoverskuelig opgave for en der jo er et naturtalent til sprog og har fået 11 i engelsk. Især når man på dette tidspunkt kun havde 3 timer til at få det gjort..

Da vi langt om længe bevægede os ind over det amerikanske fastland, begyndte spændingen at stige en smule igen. Landingen var sweet, og nu følte vi endelig at turen for alvor begyndte..
Dvs. lige indtil vi startede vores ophold i New York med at stå i kø i over en time, for igen igen at blive sikkerhedstjekket. For vi kunne jo helt klar have nået at blive en kæmpe trussel mod USA’s sikkerhed i flyet derover!!!
Anyway, vi fik vist pas og afleveret de to sedler, og nu skulle vi så bare have hentet bagagen. Det ville selvfølgelig også have været ganske simpelt, hvis det ikke var for det faktum, at den stadig stod i Amsterdam!
Efter at have brugt utroligt lang tid på at udfylde sedler, for at få bagagen sendt til hotellet, skulle vi selvfølgelig lige gennem et sikkerhedstjek mere, før vi kunne komme ud i forhallen og finde vores transport til hotellet.
Ude i forhallen begyndte den store baby at småfreake over at han ikke kunne få ringet hjem til sin far og fortælle, at hans kuffert (dvs. farens kuffert) ikke var nået frem, og måske endda var gået tabt. Oh ve oh skræk.. EN KUFFERT!
Jeg havde selvfølgelig alt mit tøj, fordi rygsækken var carry-on bagage, så jeg tog det hele stille og roligt, men da jeg jo er indbegrebet af empati, kunne jeg selvfølgelig godt sætte mig ind i de andres situation.
Vi havde inden rejsen fået tilsendt vouchers (ikke ”vutjers” men ”wowtjers” - ikke sandt Krede?) til transport til og fra hotellet i N.Y., så det burde jo have været en smal sag at få tilkaldt en vogn. Som sagt, det BURDE have været en smal sag, men som med så mange andre tidspunkter på turen, var ”burde” taget på sin egen lille solskinsferie.
Den, ellers meget afslappede dame i telefonen, kunne slet ikke se, at der skulle være bestilt nogen transport. Hun kunne godt finde navnet ”wrestlemania” under bestillingsnummeret, men nogen egentlig forudbetalt transport, kunne hun ikke se der var tale om. Men efter lidt snak frem og tilbage, og efter at have givet hende bestillingsnummeret og mit efternavn ikke mindre end 4 gange, fik hun endelig taget sig sammen til at sende en vogn til os. Endnu et unødvendigt irritationsmoment efter det med bagagen, og nu havde vi tilbragt over to timer i lufthavnen, så vi var meget opsatte på at komme videre.
Det var for øvrigt i ventetiden her, at unge Robin fik købt sine solbriller. Det første par han fik fat i, mistede glassene da han skulle betale, men alarmklokkerne gik åbenbart ikke af inde i hans hoved, for han valgte at tage imod tilbudet om et nyt par samme sted. Ak ja, men han var da i det mindste cool så længe de stadig virkede..

Da vognen endelig ankom, fik vi oplevet den første af en række (sande) stereotyper om amerikanerne. Vores chauffør var latino med et meget dårligt engelsk..
Vores første indtryk af N.Y. på den lange tur fra JFK-lufthavnen til downtown Manhattan var absolut ikke præget af positivitet. Der var møgbeskidt, og trafikken var et stort ulideligt kaos. Dette billede af N.Y. ændrede sig desværre aldrig..
Hotellet lå som sagt plet i midten af Manhattan på W. 42nd Street, lige over for en politistation. Bedre placering kunne vi slet ikke have drømt om. Check-in forløb ganske smertefrit, og personalet var super nice. De sørgede endda for at få bord til os på et spisested lidt derfra. Jeg fik så også her lige den bedste nyhed, vi overhovedet kunne få - der lå en FedEX-pakke til os!! Jeg hentede den ovre hos deres sikkerhedsvagt. Med bankende hjerte og rystende hænder åbnede jeg konvolutten foran de andre. Det VAR vores billetter til Wrestlemania 23. Hvor skulle vi sidde? Det STORE spørgsmål, som vi alle havde snakket om i ugevis inden, skulle nu besvares. Vi havde fået pladser på… 4. række!! Jubelen ville ingen ende tage! Vi ville komme til at sidde så tæt på, at vi næsten ville kunne række ud og nå wrestlerne. Dette var et stort øjeblik..
(Og her begyndte så den belastende paranoia over at risikere at miste billetterne inden vi nåede frem til Ford Field i Detroit).

Vi var blevet temmelig sultne efter den lange rejse, og klokken var næsten 20, da vi gik ud for at spise. (Vi landede ca. kl. 14!).
Restauranten lå kun 1 gade væk. Stedet hedder The Theatre Row Diner, og er en klassisk amerikansk diner. På vej derhen, blev Krede og jeg enige om, at vi havde en ubehagelig følelse af klaustrofobi. En følelse, som heldigvis fortog sig mere og mere dagen efter, dog for mit vedkommende uden helt at forsvinde.
De laver nogen fantastiske burgere til fornuftige priser, og da ”vores” tjener var af græsk afstemning og mega fodboldfan, blev der snakket lystigt om det. En god oplevelse som første rigtige indtryk af N.Y. og dets indbyggere.
(Vi fik selvfølgelig også taget det obligatoriske gruppefoto med ham..)

Trætheden var for alvor begyndt at melde sig, og lysten til at vade rundt i N.Y. på dette sene tidspunkt, var på nulpunktet. Vi skulle dog lige have handlet barberegrej og tandbørster inden turen gik tilbage til hotellet.
Sidste indkøb på tilbagevejen var for mig og Krede åbenlys. Vi skulle selvfølgelig have donuts fra Dunkin’ Donuts. Jeg købte en jelly donut og en med marble frosting til den rørende pris af halvanden dollar. Krede købte en med jelly og en med chokolade.
De smagte himmelsk..

Tilbage på hotellet, var der såmænd ikke så meget andet at gøre end at børste tænder og forberede os på at gå i seng. Her fik vi desuden vores første (kedelige) møde med det horrible klorforpestede vand i USA. En virkelig ubehagelig oplevelse hele vejen igennem. Vi skal virkelig være glade for at vi har så rent vand (endnu) herhjemme!
Vi havde to værelser, hvor Robin og den store baby delte det ene og selvfølgelig resten af os det andet. Jeg skulle dele seng med Krede, hvilket på ingen måde kan betegnes som en fornøjelse, snarere en udfordring af ens tålmodighed og test af ens trang til at slå andre, når de er belastende.
Ikke for at hænge nogen ud til offentligt skue, men Krede er nok det nærmeste man kommer på en søvnterrorist! Jeg har svært nok ved at sove i forvejen (og den første nat blev det da også kun til to timer), dels pga. søvnapnø og dels fordi jeg snorker ret kraftigt.. ahem, og når man så har en nabo, der stjæler dynen og lagenet, roder rundt som et dampbarn, snorker og ikke mindst snakker i søvne, så er det altså ikke let at finde ro! Dog var han så til gengæld temmelig underholdende at høre på, når man lå vågen, men alligevel…
Inden vi lagde os til køjs, skulle vi lige have et spil poker. Taberen skulle løbe nøgen ned ad gangen og banke på de andres dør med sine ædlere dele.
Jeg tabte..

To be continued..