mandag, april 09, 2007

WRESTLEMANIA 23 (del 2)
































































Fredag morgen, turens første ”rigtige” dag, begyndte med morgengymnastik. En rask løbetur hen ad hotelgangen, kun klædt som naturen kan, bankede på de andres dør med de ikke-dertil-indrettede private dele, og en (for mig) frisk sprint tilbage på vores værelse.
Var jeg blevet grebet (i overført betydning altså) på fersk gerning af enten en hotelansat eller anden hotelgæst, ville jeg næppe være nået til Wrestlemania. Men hvad, et væddemål var tabt, og jeg måtte hellere indfri det..
Morgenens skøre indfald var dog langt fra overstået..

Vi indtog vores morgenmad i en tilstødende café/diner. De, ellers meget flinke, ansatte mestrede ikke lige det engelske, men på en underholdende måde heldigvis. Deres udtalelse af pan-cakes var nærmest poetisk. Det lød noget i retning af ”bang-kæks”, og burde være optaget og brugt som sms-tone.
Indtagelse af æg og kaffe har ofte en ret destruktiv påvirkning på mave/tarmsystemet, så der var rift om den første plads på tønden på værelset bagefter. Krede valgte den alternative løsning, og benyttede de andres toilet.
Mens jeg var i gang med at forsøge en udrensning af eget system, kom Robin og Krede stormende storgrinende ind på vores værelse. Det viste sig, at Kredes efterladenskaber havde skabt så harsk en aroma, at den store baby havde kastet op af det. En sådan præmie-bæ skulle selvfølgelig fotograferes, så den blev ikke skyllet ud med det samme. Da den store baby kom ud på toilettet for at bruge håndvasken, kiggede han ned i tønden og ja… kastede op på den stakkels udpinte bæ.
Er den store baby sart? Nej da, han er jo wrestler. Eller, det er da i hvert fald det han fortalte alle der gad høre på ham derovre..

En forfriskende start på en lang dag foran os i det new york’ske..

Vi havde egentlig ikke planlagt hvad vi skulle se i N.Y., men jeg ville i hvert fald se Madison Square Garden, så den havde jeg lige plottet ud i hukommelsen fra Google Earth. Kim VILLE se Frihedsgudinden, så det måtte vi også lige arbejde på.
Så vidt jeg havde regnet mig frem til, lå Madison Square Garden kun små 20 minutters gang fra hotellet. Det skulle vise sig at passe meget godt.
Inden vi begav os af sted, bestilte Krede og mig transport til lufthavnen dagen efter. Den flinke dame, der skulle hjælpe os med det, sagde at vi MINDST, og hun mente virkelig at var minimum, skulle være der 3 timer før pga. den omfattende sikkerhed i lufthavnen. Så vi bestilte vogn til kl. 11, hvilket dagen efter skulle vise sig at skabe udelt vrede hos vores rejsearrangør.

Vejret viste sig fra sin bedste side. Synd man ikke kan sige det samme om den forfærdelige bil-os og generelle forurening i N.Y., men det må man jo bare tage med.
På vej til wrestlingens mekka, skulle jeg lige have mig et sim-kort, så jeg kunne sende et par beskeder hjem til Dannevang. I en lille shop, betjent af en venlig lille kineserpige med dårligt engelsk (man fornemmer en trend), fik jeg et Cingular taletidskort til 35 dollars. Hun sagde, at det ville koste mig 25 cents pr. sms, når jeg skulle sende til DK, og 15 cents til indenrigs-sms’er. Det viste sig dog, at det kun kostede mig skaldede 5 cents pr. sms! Det var dælme billigt, og en rar overraskelse.
Endnu undervejs, kom vi forbi en statue, der stod udenfor en s-togsstation. Kan ikke lige erindre navnet på figuren, men det var en figur fra en gammel film, som jeg i øvrigt heller ikke kender. Nå, men jeg skulle da lige posere foran den og have taget billede af det. Lige efter kom en amerikanerkvindeting hen til mig og sagde: You’re my hero for doing that. Thank you.
Øh jo, hvis der ikke skal mere til, så må hun dælme være en taknemmelig person på mange andre områder også, ahem..

Anyway, lo and behold, vi når hen til en gade (imponerende ikke sandt), kigger til højre og der er den, BYGNINGEN, hvor så ufatteligt mange store øjeblikke både i wrestlingens og anden sports historie, er kommet til livs. Madison Square Garden, MSG, stedet for Wrestlemania 1, 10 og 20.
En ret uanselig bygning egentlig, men man fornemmer alligevel al den historie den gemmer på.
Bygningen er heldigvis åben for offentlig adgang, dog med den begrænsning, at man ikke kan komme længere end billetlugerne, medmindre man betaler 17 dollars for en rundvisning. Det valgte vi ikke at gøre.
Vel indenfor, mødes man af The Walk Of Fame. Utallige verdensberømte sportsstjerner, skuespillere osv., har fået lavet en platte med deres navn, og blevet foreviget som en del af MSG’s historiske figurer. Der var dog kun én der interesserede os, og det var den med Vincent Kennedy McMahons navn på. For dem, der ikke ved hvem han er, kan jeg kun sige ”nå”, og alle andre ved nøjagtig hvor stort et øjeblik dette var. (Se billedet)

På vej ud, smuttede vi lige ind i BORDER, en boghandel der ligger inde i MSG. Jeg havde hjemmefra (DK altså), sat mig for at købe Mick Foley’s nyeste biografi ”Hardcore Diaries”, så jeg havde noget godt læsestof til den lange flyvetur hjem over atlanten.
Den var dog ikke sådan lige til at finde, for den stod ikke mellem de andre wrestlingrelaterede bøger, hvoraf der var mange, og der blev købt mange rigtigt fede bøger. Jeg ledte faktisk efter Mick’s bog sammen med den store baby, men da han endelig fandt den i stueetagen, mens vi rodede rundt på 1. sal, tog han så et eksemplar med til mig? Nej da..

Fra MSG søgte vi mod Broadway. Den længste gade i N.Y. Faktisk er den længere end selve øen, fordi den går på tværs fra NV til SØ (indlysende med SØ, men for de kompasretarderede er det en vigtig oplysning). Krede havde sat næsen op efter en eller anden kasket, og den skulle han selvfølgelig ikke snydes for, så vi brugte et godt stykke tid i en sportsforretning.
På dette tidspunkt var den store baby allerede begyndt at ytre sig om sin træthed og smertende ben. Det var selvfølgelig pga. et eller andet knæproblem (vist nok albuebetændelse, eller så var det en fibersprængning, et eller andet nyt mystisk og unikt lægeligt fænomen), og ikke manglende kondition eller noget. Han er jo wrestler.. Han gik i hvert fald uden for forretningen for at sidde og læse i sin bog. Noget han skulle ende med at bruge næsten lige så meget tid på, som at irritere vi andre, men også kun næsten.

Vi bevægede videre ud på vores N.Y. færd. Der er utroligt mange små souvenirbutikker og elektronikforretningen med alverdens skrammel. Tilfælles har de, at de sælger N.Y. t-shirts til små penge. Vi valgte en butik, hvor de kostede 10 dollars for 5 t-shirts. Den store baby ville ikke have nogen, for der var ingen i xxl. Jeg foreslog så, at han da kunne købe en i xl og ”tabe sig ned i den”. Det faldt dog ikke i god jord, for han har jo tabt 7 kg og arbejder på det! Gad vide, om det er de samme 7 kg han har snakket om siden i sommers, eller det er nye 7 kg? Man undres..

Kim endte med (næsten) at blive prakket et helt nyt kamera på i denne butik. At det så var et identisk med det han havde om halsen, stoppede ikke sælgeren, ej heller at han forlangte 3 gange så meget.
Mens dette stod på, og Krede, Robin og jeg var gået udenfor, blev Krede nærmest overfaldet af en cd-sælgende hip hop-tingest af en person. Krede købte selvfølgelig denne superstjerne in spe’s cd..

Nå, videre kom vi, og nu var det unge Robins tur til at shoppe. I en perleforretning! Egentlig var Krede ude efter et eller andet til kæresten, men de havde også rød/hvide boa-fjer i forretningen, så dem måtte Robin bare eje. Et godt og opsynsvækkende køb, skulle det senere vise sig at være.
Langsomt arbejdede vi os hen mod Times Square. Det er bestemt ikke let at have en kørestol med rundt i New Yorks gader (eller Detroits, for den sags skyld), og når der samtidig er en hulens masse mennesker, der vader frem og tilbage på kryds og tværs, så tager det hele lige lidt ekstra tid.
Times Square er det naturlige knudepunkt i N.Y. Dels fordi det ligger plet midt i byen, men også fordi at man næsten ikke kan undgå at skulle krydse stedet for at komme rundt.
Her blev vi enige om at deles op. Krede, Robin og jeg ville gå rundt og tjekke stedet ud, og Kim og Mike ville i Toys ’R’ Us, for at finde en gave til Mikes lilesøster. Den store baby ville selvfølgelig med i legetøjsforretningen, angiveligt for at købe noget til sine søskende, en på trods af et – efter sigende – indgående kendskab til de udstillede legesager, blev det dog ikke til nogen gaver til dem derhjemme.

Vi andre gik som sagt rundt og kiggede. Robin fik øje på en gigantisk billboard med Wrestlemania på, så det skulle der selvfølgelig tages billeder af. Vi fik også taget billeder sammen med en bums. Som tak for hans hjælpsomhed, fik han alle vores småmønter.
Det blev også til et kig på det lokale fænomen ”The Naked Cowboy”. En Benny Ray wannabe, der står i cowboystøvler, underhakkere og cowboyhat, og ”spiller” på guitar midt ude på Times Square. Han er faktisk den lokale turistattraktion, og har sin egen figur til salg i de omkringliggende souvenirbutikker. Ak ja..
Krede og Robin fik købt lidt i en veludstyret souvenirbutik. Bl.a. købte Robin en super nice Eddie Guerrero t-shirt. Man er slet ikke misundelig da.. næ nej..
Krede ville gerne en tur i Virgin Megastore. Et gigantisk musik og film-kompleks i 3 etager. I mellemtiden bevægede Robin og mig os i retning mod MTV-store, hvor vi skulle mødes med de andre. De kom lidt efter, og mens vi ventede på Krede, satte den store baby sig til at læse i sin bog midt på fortovet. De sociale skills er bestemt veludviklede..

Sultne var vi jo blevet, og da jeg havde bemærket et BBQ-spisested lige ovre på den anden side (dog i en sidegade), så smuttede vi alle derover. Hvis min hukommelse ikke svigter mig helt, så hedder stedet Virgil’s Hot BBQ.
Der var fuldt hus, men vi fik heldigvis de sidste pladser, da nogen var så flinke at gå lige efter vi kom. Meget hyggeligt sted, med en typisk amerikansk stil.
Virgil’s special bruger blev så vidt jeg kan huske, bestilt hele vejen rundt. Det er sgu noget amerikanerne kan finde ud af at lave. Møre og utroligt velsmagende. De andre var ikke særligt begejstrede for deres tilbehør ”on the side”, så det åd jeg.
Den store baby brokkede sig højlydt over prisen på en stor cola, nemlig hele uforskammede 3 dollars!? Hvad bilder en restaurant sig egentlig ind at kræve næsten 18 kr. for en cola, når man i DK kan få den til kun det dobbelte??
I USA får man altid regningen samlet, så der skulle som altid lige regnes på hvem der skyldte hvad. På dette tidspunkt var min tålmodighed med den store baby for længst på nulpunktet, så da jeg bemærkede, at han havde regnet en dollar for lidt på sin del, sagde jeg det selvfølgelig. Det var ikke så meget det, at det kun var en dollar, men mere princippet i at man betaler sin del, helst uden brok. Han nægtede dog hårdnakket, at det var tilfældet han skyldede, men efter at Krede også (langt om længe) nåede frem til samme resultat, blev han hidsig og rent ud beskyldte mig for at yve og gøre det for at være ude efter ham. Så blev jeg sgu hidsig, for der er INGEN der skal beskylde mig for at lyve. Det er i hvert fald én ting, man IKKE kan (eller som sagt skal) beskylde mig for. Anyway, den store baby smed den ekstra dollar og stormede ellers ud fra restauranten med ordene: Hvis det skal være på den måde, så kan jeg gå for mig selv!
Mit Svar: Ja, gør du bare det!
Op til dette punkt, havde jeg på intet tidspunkt forsøgt at starte en diskussion med ham, eller på anden måde gjort noget for at genere ham, for vi vidste jo hvordan han er. Men nok er nok, og jeg ville blive damned om min/vores tur skulle ødelægges af hans barnlighed!
Men selvfølgelig, som altid, hvem stod uden for restauranten og ventede på os da vi kom ud? Den store baby..
Han begyndte at snakke som intet var hændt, hvilket er et typisk træk fra hans side, og som senere skulle blive endnu mere udtalt i Detroit, i en sådan grad at det ophævede enhver logik.
Efter at Kim også lige skulle hen i samme butik, som der Robin havde købt sin t-shirt, blev vi enige om at gå tilbage til hotellet med de indkøbte varer, der var begyndt at hobe sig op. Den store baby spurgte Robin om de ikke skulle dele en taxa, for han var træt, men det afslog Robin. På intet tidspunkt under hele turen, henvendte den store baby sig til andre end Robin med den slags ting. Social skills 101, oh yes…
På dette tidspunkt var det blevet meget varmt, så der skulle skiftes til shorts. Dog var det kun Krede og mig der havde medbragt shorts, så de andre måtte nøjes med at beundre vores smækre vinterben.

Planen for eftermiddagen var, at tage på sightseeing med båd, så Kim kunne se Frihedsgudinden. Vi havde en voucher med, da vi havde betalt det hjemmefra, og kontoret, hvor den skulle indløses, lå henne ad gaden på Madame Tussaud’s. Desværre var vi for sent på den til bådturen, men en bustur kunne vi sagtens nå, og vi blev endda lovet, at vi ville se Frihedsgudinden på den 2 timer og 30 minutter lange tur, der for øvrigt kun gik gennem den sydlige del af Manhattan! Den nordlige tur valgte vi at droppe, for så skulle vi have kørt i bus i over 5 timer i alt. På vej ud fra kontoret, fik vi lige taget et gruppebillede med Morgan Freeman, som han var så venlig at stille op til.

Efter at have ventet temmeligt længe på bussen, en gammel engelsk dobbeltdækker, steg vi ombord og fik fremragende pladser. Der var nemlig kun 4 ud over os med, på denne sene afgang. Turen var plottet ud på 27 stop, hvor man frit kan hoppe af og stige på senere, hvis man vil se lidt nærmere på tingene. Vi valgte dog bare at tage turen i ét hug, ellers ville det blive alt for sent, og vi ville misse den sidste bus tilbage.
Vi kom omkring seværdigheder som Empire State Building (kedelig bygning), Tribecka, Rådhuset (hvor der foretages 36.000 vielser om året. Antallet af skilsmisser blev dog ikke nævnt), FBI-bygningen, Ground Zero, Brooklyn Bridge, Wall Street, Trump Tower, Chryslerbygningen, et rigt kvarter jeg har glemt navnet på (Bon Jovi har lige betalt 26 millioner dollars for en lejlighed der!!), og selvfølgelig Frihedsgudinden. Nu var det altså bare lige sådan, at der hvor vi så den fra, var den på størrelse med et V6 tyggegummi. Men nu kan Kim i hvert fald sige at han har set Frihedsgudinden..
Turen sluttede på Times Square, og vi skulle selvfølgelig lige have et billede sammen med vores fremragende turguide.

Endnu engang havde sulten sneget sig ind på os, så vi gik på jagt efter et sted at stille den. en blev til et pizzasted, med ikke voldsomt gode pizzaer. Men det fyldte da i det mindste.
Klokken var efterhånden mange, og vi ville tilbage på hotellet. Dunkin’ Donuts blev endnu engang målet for Krede og mig. Denne gang skulle jeg have en med strawberry frosting og en genganger i marble frosted. Har glemt hvad Krede købte, men vi var begge fuldt tilfredse, igen igen.
Robin og den store baby ville gerne en tur i Madame Tussaud’s, men det gad vi andre ikke give 35 dollars for hver, så vi gik tilbage på hotellet, mens de smuttede ind i M.T’s.

En meget lang, men også god dag (for det meste), i New York nærmede sig sin afslutning. Vores øjne var røde og hævede pga. forureningen, men humøret var i top. Dagen efter (lørdag), stod på næste etape, nemlig rejsen til Detroit. Vi var efterhånden også nået dertil, hvor Wrestlemania ikke kunne komme i gang hurtigt nok..