onsdag, april 11, 2007

WRESTLEMANIA 23 (del 3)





























Lørdag morgen, ingen stress og jag på trods af at det var dagen, hvor vi skulle videre mod vores rejses egentlige mål, ”The Motor City” Detroit i Michigan. På vej til morgenmaden, bankede vi på hos Robin og den store baby. Babyen var mildest talt misfornøjet over at blive forstyrret allerede kl. 8 om morgenen. Han havde jo brug for sin søvn, den stakkel. Sådan en gigantisk ”krop”, skal jo unægtelig have meget hvile for at bremse stofskiftet..
Morgenmaden blev indtaget på den samme diner som dagen før. Jeg vovede mig ud i ”bang-kæks” og en æggesandwich. Pandekagerne var utvivlsomt ”designet” til at suge så meget sirup til sig som muligt, og de fik da også lagt en nærmest betonlignende klods i min mave, der skulle vare til langt hen på eftermiddagens flyvning.
Kaffe skulle der selvfølgelig til, og det gode ved dinere i USA er, at kaffe, det bliver selvfølgelig fyldt på indtil man ikke kan drikke mere, uden at koste ekstra. Det kunne diverse cafeteriaer i dannevang sgu lære noget af.
Denne morgen var ikke anderledes end de andre, når det kom til at nå på tønden før de andre. Der er altså et eller andet specielt ved at rejse og måden ens mave opfører sig på, og ud skal det jo. Desværre hang jeg lidt i bremsen på det punkt i forhold til de andre. Var jeg misundelig? Sæføli..

Efter afskedigelsen af diverse unødige kropsbeholdninger, gik Kim, Robin, Krede og undertegnede en lille tur ned til færgehavnen, der helt bekvemt lå for enden af ”vores” gade. Vejret var igen fremragende, så det var rart lige at blive luftet igennem. På havnen lå de mange mini-cruiseskibe til, og lidt derfra lå et kæmpe ”almindeligt” cruiseskib for anker. For enden af molen, mødte vi og snakkede lidt med, en tysk kvinde, der var ude at lufte sin hund. Hun var tilflytter til N.Y., og fandt det vældigt fornøjeligt, at vi var taget den lange tur for at se wrestling. Hun var for øvrigt langt fra at være ene om at synes det. Det var stort set samstemmende med alle de andre vi mødte på vores vej. På tilbagevejen til hotellet skulle der lige tages billeder foran politistationen, som vi var genbo til.
Klokken nærmede sig 11, og tiden for afgang til lufthavnen. Det var ingen sag at pakke og gøre alt klar til afgang, for bagagen var først ankommet ud på eftermiddagen dagen før, så der var ikke rigtig nogen, der havde pakket ud. Vores bestilte van kom lidt før tid, men vi var allerede klar, så det var fint nok.
Til vores held var vores latino-chauffør vågen, da han kiggede på vores voucher. For vi havde nemlig totalt overset, at vi ikke skulle flyve fra JFK, (den lufthavn vi ankom til N.Y. i), men derimod La Guardia. Lidt held skal man vel have engang i mellem.
Stemningen var lavmælt, måske en smule spændt, for vi så alle frem til endelig at nå til Detroit. Nok havde New York været en oplevelse, men det var jo egentlig ikke den by vi havde rejst så langt for at se.
Vi ankom til lufthavnen i virkelig god tid, før kl. 12, men det skulle senere vise sig at være rigtig godt for os. Vi tjekkede bagagen ind udenfor i selvbetjeningen, der sjovt nok blev betjent af en venlig lille halvgammel og tæt sort mand. Da han indsamlede vores pas, stoppede han brat op ved den store baby, kiggede i hans pas, kiggede op på babyen, kiggede på passet igen, og sagde de nu udødelige ord: I just don’t get it..! You are so big, but you look like a baby!!
Ingen af os kunne have sagt det bedre selv, og vi fandt da også de store smil frem. Det var EPISK!!

Derfra skulle vi gennem sikkerhedstjekket. Udenfor stod to MP’er med maskingeværer, og indenfor var der heller ingen mangel på politi. Vi skulle som altid lægge alle løsdele, jakker, tasker og nu også sko i små bakker til gennemlysning. Da, den ellers flinke betjent bad mig tage skoene af, spurgte jeg høfligt om han var sikker, for jeg led af ”rejsefødder”, (hvilket vi alle gjorde, uden undtagelse). Det var han nu ret sikker på, så jeg måtte hellere høre efter.
Sjovt nok, hvis man kan bruge det udtryk i denne situation, var Mike den eneste der skulle kropsvisiteres, og kørestolen skulle tjekkes for eventuelle. krudtrester. I kid you not!
Der findes jo heller ingen person der skriger TERRORIST mere end en 13-årig dreng i kørestol..

Vi skulle boarde via gate 9, men fandt et rart lille hjørne ved gate 2, så der slog vi os ned. Der skulle jo lige dræbes nogen timer inden afgang. Det varede ikke længe før udforskertrangen slog til, så mig og Krede gik lidt rundt og kiggede på lufthavnen. På dette tidspunkt var det begyndt at slå lidt gnister mellem Kim og den store baby, fordi babyen ikke kunne fatte, at når man havde fundet den plads man gerne ville tilbringe 4 timer på, så nappede man den ikke bare, når vedkommende rejste sig fra den. Da Kim så var så fræk at bede den store baby holde øje med vores ting, mens ham, mike og Robin lige gik ud og købte forfriskninger, så kammede det helt over for ham. Han flippede helt ud over denne monumentale og langt fra fair opgave, og det på trods af han bare sad og læste i sin bog alligevel..
Så han tog sine ting og forlod vi andre i raseri. En handling der bestemt faldt i god jord hos os.

Da Krede og mig var ude at gå første gang, købte vi hver en ”I can’t believe it’s yoghurt”-is. Det er is lavet på youghurt (sjovt nok, det skulle man slet ikke tro ud fra navnet), og det er fedtfattigt og smager faktisk himmelsk. Kim og Mike skulle også smage det, så de købte banana splits, en absolut Kim-favorit, hvilket jo er svært at se på ham, så toptrimmet han er..
Tidligt ud på eftermiddagen, begyndte der at komme meddelelser over lufthavnens højtalere om, at diverse flyafgange var overbooket, så folk måtte meget gerne melde sig frivilligt til at blive i N.Y. på flyselskabets regning. Faktisk var stort set alle afgangene overbooket, og her spiller det vigtige ved vores tidlige ankomst til lufhavnen ind. For da Krede og mig var oppe for at købe sodavand (og pizza til Krede), ringede vores danske rejsearrangør, og hidsede sig op over, at han selv var blevet skældt ud over, at vi ikke stod klar til afhentning kl. 13 på vores hotel, som der fra rejsearrangøren var bestilt vogn til. Havde vi ventet til den sene afgang kl. 13, var vi blevet ”bumped” fra vores flyafgang, og dermed IKKE kommet til Detroit den dag! Faldt hans vrede for døve øren? Oh hell yeah!!!
Desuden er det mig ubegribeligt, at der fra transportfirmaets side, ikke var bare én der havde tænkt på selv at afbestille vognen kl. 13, når vi nu dagen inden havde bestilt vogn til kl.11. Det hele var jo foregået ved hjælp af vores voucher, og dermed indført via bestillingsnummeret i deres computersystem. Ak ja, sådan kan det jo gå, men som sagt, ingen dårlig samvittighed fra vores side.

Ventetiden blev for det meste brugt på at snakke frit frem og tilbage, hvilket uden tvivl var lettere pga. den store babys fravær, og med at spille poker og det forbistrede stødspil of doom.
Inden vi fik set os om, var det faktisk blevet tid til at boarde. Eller det troede vi da, for henne ved gaten kunne vi læse den nedslående nyhed, at de stadig manglede frivillige til at blive i N.Y., og at flyet var forsinket. Forsinkelsen tog vi nu med ret godt humør, bare vi kom af sted, det var klart det vigtigste.
Den store baby sluttede sig til os, og lod igen igen som om intet var hændt. Vi valgte bare at ignorere det og ham, så vidt muligt.
Kort før vi endelig kunne komme om bord, kom en lufthavnsmedarbejder hen til Kim og spurgte om det var hans lille pige, der sad i kørestolen. Det var selvfølgelig til stor morskab for os andre, dog syntes Mike ikke det var videre morsomt, men han tog de efterfølgende drillerier som en mand, hvilket man ikke kan sige om babyen. Jeg kom med en bemærkning om, at vi rejste med en lille pige og en baby, og at vi da egentlig dermed burde få rabat på billetterne. Krede kom så med en opfølgende bemærkning, som jeg beklageligvis har glemt, men denne bemærkning afstedkom enorm vrede fra den store baby, der plantede sit planetstore fjæs i Kredes og råbte ham lige ind i hovedet, at det på ingen måde var morsomt og blah blah. Men newsflash! Det var sgu morsomt!!
Langt om længe fik vi endelig lov at gå ombord på flyet. Krede og mig fik pladser ved en nødudgang, hvor der stod, at man ikke måtte sidde der. Hvor betryggende…
Kim og Mike sad et stykke foran os, og Robin havde den tvivlsomme fornøjelse at være nabo til babyen. De sad overfor os på den anden side af midtergangen, men en række tilbage, dog uden sæder foran dem.
Lidt efter os, kom der en høj mand på min alder ind i flyet. Han havde en Wrestlemania 22 trøje på, og jeg hilste pænt på ham, og spurgte om han også var en fan der skulle til Detroit og se det. Hans korte svar (pga. folk stod i kø bag ham) var, at han skam arbejdede for dem.
Selve flyveturen forløb ganske stille og roligt. Jeg havde denne gang rigeligt med benplads, så det var tilnærmelsesvis en fornøjelig rejse.
Den ellers ret søde ”flight attendant” (stewardesse) havde åbenbart ubrugte moderlige tendenser, for hun forbarmede sig over babyen og spurgte ”meget entusiastisk” om forskellige ting. Man kunne virkelig se på hende, at det var en berigende samtale..

Piloten havde indhentet næsten alt den forsinkelse vi havde ved afgangen fra La Guardia, hvilket var vigtigt for os nu, for vi havde planlagt at se et Ring Of Honor show i Detroit kl. 19.30, og flyets planmæssige ankomst til Metropolitan Airport var kl.18.17. Der var stadig håb for at vi kunne nå det, om end en anelse forsinket til starten.
Lufthavnen er ny og topmoderne. Der er virkelig tænkt på det hele i designet. Alt er lettilgængeligt, lyst, rent og overskueligt, og så er der endda en indendørs sporvogn (en såkaldt tram).

Mens vi stod og ventede på at kufferterne skulle dukke op på transportbåndet, gik jeg hen til ham jeg havde hilst på i flyet, og præsenterede mig pænt for ham. Vi endte med at have en længere samtale. Det viste sig, at han er en del af tv-crewet, og er ham der sidder og ”bleeper”, når wrestlerne siger fyord, eller der sker noget, som ikke må komme på tv, såsom Litas famøse nipple-slip, og når der er en tilskuer der løber ind i ringen. (Med andre ord, han fik noget at lave til Wrestlemania!). Han er med til alle Raw- og ECW-udsendelser, og samtlige ppv’s. Måden han kom til at arbejde for WWE var, at han var en kæmpe fan, der havde været så heldig at få ringsidebilletter til 6 ppv’s, og ad den vej blevet venner med et par af WWE’s medarbejdere. Det ene tog det andet, så her stod han til sit andet Wrestlemania, som en del af det store produktionshold, der skal til for at realisere så gigantisk et show. Han fortalte mig for øvrigt også hvilket hotel wrestlerne boede på, og hvor deres afterparty skulle holdes. (Faktisk kunne vi se direkte over på deres hotel, fra vores hotelværelse, skulle det senere vise sig.)

Nå, nok om det. Desværre, skulle der igen igen være problemer med bagagen. Robins kuffert manglede, så han måtte over i kundeservice og eftersøge den. I mellemtiden undersøgte jeg transportmulighed til hotellet. Det ville jo være rart, hvis vi kunne få en van, så vi kunne køre sammen, i stedet for at tage to taxaer. Det var dog ikke muligt, for deres forsikring gjaldt kun for 5 personer, og de ville ikke give efter, selvom vi var villige til at skrive under på, at vi ikke ville kræve nogen form for erstatning ved et evt. uheld. Så to taxaer skulle der til.
Angående Robins kuffert, så viste det sig, at den var blevet sendt med et tidligere fly, men han skulle alligevel stå og bruge tid på at udfylde en eftersøgningsformular, for at få SIN EGEN kuffert udleveret!! Jeg hader papirnusseri og skrankepaver..

Endnu engang opfyldte taxachaufførerne Hollywoods stereotyper. Det var dog denne gang indere, der sad bag rattet, og det tog mig det meste af køreturen for overhovedet at begynde bare at fatte halvdelen af hvad han sagde. Hans engelsk var ikke just det bedste.. Det samme gjaldt for de andres chauffør, men de fattede vist brik af hvad han sagde.
Lige meget egentlig, for de fik os sikkert frem til hotellet. Faktisk troede jeg først slet ikke på, at det var vores hotel, for det lå kun 5 minutters gang fra Ford Field, og man kunne se direkte ned til arenaens hovedindgang fra hotellets hovedindgang. Genialt!
Vi fik tjekket ind i receptionen, dog ikke uden at den store baby lige skulle blamere sig. Jeg gav udtryk for, at vores værelser med garanti ikke stod i mit navn, men med al sandsynlighed i hans, men gjorde det indtryk? Nej da, så han ville absolut give receptionisten mit navn, hvilket selvfølgelig ikke producerede noget resultat. Klokken var mange, og ROH-showet virkede mere og mere uopnåeligt, så denne slags ligegyldigheder, gik mig ærligt talt på nerverne.
Stod værelserne for øvrigt i babyens navn? Ja da..
Vores værelser lå på 9. sal (8. sal i DK), og havde numrene 908 og 909, så vi var naboer denne gang. (Vi brugte samme værelsesfordeling som i New York.)
Værelserne var absolut first class, og vi kunne som sagt se over på Hotel Marriott, hvor wrestlerne boede, og den smukke GM-bygning. Intet at klage over her på nogen måde.
Vi var blevet enige om at mødes i lobbyen, så snart vi havde fundet os til rette. Håbet om ROH-showet var for længst ude, og vi besluttede os for at finde et sted at spise. Efter en lille halv times tåget vandren, fandt vi en sportsbar ved navn Coach’s Corner, hvor vi besluttede os for at få noget føde. Det skulle simpelthen vise sig at være århundredets lykketræf!
Betjeningen kunne simpelthen ikke være yndigere, eller flinkere for den sags skyld, og deres Nikki’s pizzaer er simpelthen den bedste pizza jeg nogensinde har fået. Og jeg har spist RIGTIG mange gennem mit hidtil korte liv!

Nu er det så, at jeg vil indskyde en bemærkning om den helt store forskel på New York og Detroit: Suttemus! Jeps, den måtte jo komme, nu jeg havde lagt op til det allerede i starten af del 1.
N.Y. er simpelthen drænet for interessant øjenguf, hvorimod Detroit er et sandt mekka af suttemus. Så fra denne aften og til hjemrejsen, føg det med udtryk som bukkake, suttemus og Werthers Echte.

Tilbage til spisningen. Kun Krede og jeg spiste op, og fik kommentaren af vores überbabe af en servitrice, at vi da vel nok var ”good eaters”. Jo jo, det ved jeg da godt, men komplimenter fra hendes side var skam kærkommen.
Mens vi spiste, satte den store baby den helt store charmetur ind på Kim. Det blev bl.a. til bemærkninger som: Se et billede af min hund Kim. Jeg troede slet ikke det var muligt, men jeg savner altså min hund..
Mike var forståeligt nok blevet meget træt efter en lang dag, så Kim gik tilbage på hotellet med ham, mens vi andre hyggede videre. Eller det vil sige, vi andre minus den store baby, for da Kim og Mike gik, fløj han op, kastede 20 dollars i min retning (nu var der pludselig ikke noget med at tælle på knapper!), og spurgte om jeg ikke kunne betale for ham. Og så sprintede han, så godt som en gigantisk baby nu kan, efter kim og Mike. Det var et yndigt syn, og bragte et velkomment smil på vores læber..
Robin, Krede og mig blev enige om at tage tilbage på hotellet, få et bad (dog IKKE sammen! Føj en tankegang, skam dig!), og mødes i lobbyen bagefter. Jeg skulle også lige barberes, men da jeg ikke kan tåle skraber, og det var det eneste jeg havde, så blev resultatet som altid ret makabert. (Faktisk er det billede, der er på nu, ganske udramatisk i.f.t. til barbering nr. 2. Dette er taget i N.Y. I Detroit lignede jeg en bløder, men hvor billedet er, aner jeg ikke. Håber det dukker op..)

Vi havde brug for at sidde lidt i fred og ro, for at komme lidt ned på jorden igen efter en lang og halvstressende dag. Desværre havde Robin den store baby på (ufrivilligt) slæb, men høflige som vi var, sagde vi intet til det.
Hotellet har en hyggelig lille bar, som vi besluttede os for at gå hen i, og få os en øl. (Øl kostede for øvrigt kun 5 dollars, hvilket bestemt er en fair pris på en hotelbar.)
Robin er under 21 år, så han måtte ikke købe øl, og den store baby ville heldigvis en tur over på et kasino, der lå små 10 minutter væk, så det endte med at blive vældigt hyggeligt. (Bemærk, at han selvfølgelig kun spurgte Robin, om han ville med).
Dagens/aftenens absolut sidste indslag stod en gruppe sorte, der kom væltende højlydt ind i baren, for. Specielt en velholdt kvinde, der virkede MEGET bekendt, var helt oppe at køre, og rendte rundt og hilste på folk, hun slet ikke anede hvem var. Vi fandt efterhånden ud af, at det var en teatertrup, og den ”skøre dame” ingen ringere (eller bedre) var end Robin Givens. Skuespiller, og vel nok mest notorisk kendt for at være begyndelsen på enden for Mike Tyson. (Han giftede sig med hende).
Derfra var der såmænd ikke så meget andet at gøre, end at gå tilbage på værelserne, og forsøge at få hvilet lidt. Klokken havde passeret midnat, så det var faktisk allerede DAGEN vi havde ventet på siden august måned, hvor vi betalte første halvdel af turen… I sandhed en stor dag, der var os i vente, men hvor stor dagen skulle blive, kunne vi ikke engang i vores vildeste fantasi have forstillet os kunne overgå vores forventninger, men det kunne den..

1 Comments:

Anonymous Krede said...

"Krede kom så med en opfølgende bemærkning, som jeg beklageligvis har glemt"

Bemærkningen fulgte op på din snak om at vi bør have rabat fordi vi fløj med en lille pige og en baby. Jeg svarede nemlig "jamen en baby skal sidde på skødet af en voksen, så hvem tager den store baby på skødet?" :D

Tak for en fantastisk tur i øvrigt!

5:56 PM  

Send en kommentar

<< Home