torsdag, april 12, 2007

WRESTLEMANIA 23 (del 4)









































































































































Søndag morgen.. Den 1. april 2007.. Nej, dette er ikke en aprilsnar. Den er skam god nok. Vi skal se Wrestlemania 23 i Ford Field, der ligger kun et stenkast henne ad gaden. Klokken er knap 7, og jeg har ligget vågen længe. Kim er også vågen nu, og vi ligger og snakker lidt. Spændingen er slet ikke til at tage fejl af nu. Det er i dag det sker..
Krede vågner af vores snakken. Kim havde for første gang oplevet Kredes natlige eskapader, så det skulle selvfølgelig ikke gå unævnt hen.
Mike vågnede også, så der var ikke længere nogen grund til at blive liggende. Nu var det op og i gang, for vi ville opleve så meget af dagen som muligt. Vi ville have det hele med, for det var jo det her, Wrestlemania-(dagen), vi var rejst den lange vej for.
Jeg havde aftalt med Robin at mødes kl. 8.30, for vi andre ville tidligt over til arenaen og snuse lidt til atmosfæren. Robin havde fortalt mig dagen inden, at han havde stillet sin alarm til kl. 8, så da kl. blev 7.50, bankede Krede og mig på deres dør. 10 minutter fra eller til, kunne vel ikke være det store problem? Forkert, for hvem åbnede døren, og var endnu engang muggen over at gå glip af sin søvn? Den store baby selvfølgelig. Heldigvis fangede Krede dette ”ar på sjælen syn” med sit kamera.
Jeg fik sagt til Robin, at vi gik ned til morgenmad, så han kunne bare komme når han var klar. Vi havde nemlig planlagt at indtage et kæmpe morgenmåltid, i tilfælde af der ikke blev tid til at holde frokost senere på dagen. Godt valg..

Restauranten bød på morgenbuffet til 12 dollars, så den hoppede vi alle på. Der var ikke morgenmad inkluderet i overnatningerne, på trods af det står i vores papirer fra vores rejsearrangør. Men mad skal man jo have, og hvis man ikke får det, så må man købe det, og det gjorde vi så.
Jeg dykkede straks ned i scrambled eggs med bacon og en yderst utiltalende pølseting, der egentlig heller ikke smagte videre fremragende. Kaffe blev selvfølgelig serveret ad libitum, hvilket for mig er en herlig ting.
Robin sluttede sig til os, og imponerede ved at starte med at hælde et veritabelt bjerg af bacon op på sin tallerken. Om der også gemte sig æg derinde et sted, ved jeg faktisk ikke, men skidt med det. Bacon rules jo alt!
Den store baby kom som sidste mand. Han sagde stort set intet, og sad ved et bord ved siden af. Da han havde spist, gik han bare igen uden at sige noget. Social skills, der var den igen.
Indrømmet, her ved morgenbordet faldt snakken ind på at spille den store baby en practical joke. Alle uden undtagelse, havde fået nok af hans elendige humør og sære opførsel. Den ene grovkornede spøg efter den anden blev vendt og drejet, men vi ville selvfølgelig aldrig gå over grænsen. Det var bare snak, ikke andet.
Den joke vi besluttede os for, kunne næsten ikke have været mere indlysende efter babyens mangel på maveindholdskontrol i New York. Robin fik til opgave at få babyen væk fra hotellet, så vi i mellemtiden kunne benytte deres toilet, dog uden at skylle ud. Klamt? Totalt da, men mest for os, for hvem skulle have ”æren” af at sidde som sidste mand på tønden? Vi spillede papir, saks, sten om det og hvem tabte? Det gjorde jeg da selvfølgelig. Held i spil er sgu bare ikke lige min styrke.
Mens vi sad og snakkede om det her, var den store baby faldet i søvn i en stol i lobbyen. Det var egentlig ret yndigt, og man fik helt lyst til at gå over og klappe ham i ryggen, så han også kunne få bøvset af..

Tilbage på værelserne, gjorde vi os klar til dagen, og den lille joke. Dog skulle Robin lige have babyen med ud på en lille tur, og det lykkedes ham også fint. De gik over for at kigge lidt i en butik, der solgte officielt Wrestlemania merchandise.
Kim var første mand i frontlinjen. Vi havde lånt Robins dørnøgle, så adgang var intet problem. I mellemtiden skulle jeg lige børste tænder, men midt i det projekt, fik jeg alvorlige mavekramper, og et toiletbesøg var af tvingende nødvendighed, så jeg var nødt til at bruge vores. Den efterfølgende eksplosion fra mine tarme, fik ikke bare smilet frem på mine læber, pga. lettelsen, men det var så højt et brag, at Krede flækkede sig af grin inde på værelset. Blev der taget billede af det efterblivende kaos? Sæføli.
Krede havde det for øvrigt halvskidt i forvejen, så synet af min morgenpræstation fik ham til at få opkastlignende mavekramper. Jeg var stolt..
Da Kim langt om længe var blevet færdig, var det Kredes tur. Det gik efter sigende fremragende uden spor af præstationsangst. Vi placerede Mikes MP4 på badeværelset for at forevige den håbede reaktion fra den store baby, og ventede nu bare på at de kom tilbage.
Vores eneste mål med denne joke var egentlig bare at få babyen til at tømme maven igen, men den reaktion der skulle komme, overgik simpelthen alt, og efter min mening, cementerede det vi allerede vidste i forvejen, at han er virkeligt langt ude!
En ganske harmløs joke, der kunne endes med at skylle ud i toilettet. Husk på, at Robin jo også skulle bo på værelset. Vi kunne sagtens have været ondskabsfulde og virkelig fået skovlen under babyen, men sådan er vi altså ikke, på trods af hvad babyen end mener om den sag. (En mening han helt og aldeles står alene om, og hvorfor mon?)

Vente gad vi ikke mere, så vi bevægede os over mod arenaen. Kl. var knap 10, og selvom det havde væltet ned hele natten, var der allerede meget meget lummert vejr. På vej derhen, mødte vi Robin og babyen. De var på vej tilbage til hotellet. Butikken de ville kigge på, var ikke åbnet endnu, så de var i stedet gået hen til arenaen.
Vi stillede os op ved et rækværk, sammen med andre fans, der formentlig havde stået der længe. Der skete egentlig ikke det store, andet end et par limo’er, der ankom og forlad stedet igen. Vi fik dog set Larry ”The Ax” Hennig, Sylvan Grenier, Tony Chimmel og Charles Robinson. Så altså ingen af de store stjerner.. endnu.
Vi blev enige om at gå hen til den føromtalte butik, og se om der måske var åbnet nu. Det var den heldigvis, så vi fik købt Wrestlemania football-jerseys. Virkelig lækre trøjer, og til 50 dollars pr. styk, forhåbentlig også god holdbar kvalitet.
Derfra gik vi tilbage til hotellet. Dog fik vi øje på et kæmpe Wrestlemania-banner på en bygning, så det skulle selvfølgelig også lige foreviges på billede.
Tilbage på hotellet begyndte dramaet at udfolde sig. Robin fortalte, at da de var kommet tilbage på værelset, havde babyen selvfølgelig opdaget ”toilet-tingen”, og var flippet fuldstændig ud. Han var straks begyndt at pakke sine ting og sagde, at han ville finde et andet værelse at bo på, og han udtrykte også sin store skuffelse over at Robin kunne finde på at hjælpe ”de andre”. Babyen påstod også, at han havde skyllet Mikes MP4 ud i toilettet, der – hvis det var sandt – var et virkeligt bad move fra hans side.
Robin havde bare taget det stille og roligt, og spurgte os så, om han ikke bare kunne overnatte hos os. Det kunne han selvfølgelig sagtens, for vi havde en drømmeseng på vores værelse, så det var intet problem.
Anyway, vi gjorde os endeligt klar til at gå over til arenaen igen, for at blive der denne gang. I mellemtiden gik Robin og den store baby over til butikken for at handle. Det havde de jo ikke fået gjort tidligere.
Da Robin sluttede sig til os henne ved arenaen, kunne han fortælle, at den store baby havde været eddikesur hele vejen over til butikken, og på tilbagevejen havde han ringet sin mor op (ja, sin mor, hvilket skete rigtig mange gange på turen), og råbt og skreget, bl.a. om at Robin i hvert fald IKKE ville få lov at køre med til Vejle, når vi kom hjem til Danmark, og hist op og kom herned.
Det var hermed bevist, at den store baby ikke kan tage en joke. Dog har han intet imod at grine af andre. Bare ikke sig selv.. (Der er ellers mere end rigeligt at grine af..)

Solen var begyndt at brænde skyerne af, og det var virkeligt gået hen og blevet helt sommeragtigt. Folk var også så småt begyndt at strømme til arenaen, og en større mængde havde placeret sig der, hvor vi stod om formiddagen. Det var nemlig her de fleste af stjernerne ankom. Da vi kom derhen, blev vi mødt af den store baby, der straks begyndte at plapre om det ene og andet (dog mest rettet mod Kim), som om absolut INTET var hændt tidligere på dagen!!! Man undres..
Lige ved siden af den indgang, vi skulle benytte (familie/handikapindgangen), stod en salgsvogn med merchandise. Robin, Krede, Kim og babyen indledte et sandt købeorgie, for pengene skulle jo bruges. Babyen købte et WWE-championshipbælte der, utroligt men sandt, kunne nå omkring ham. Dette er jo trods alt USA, hvor man er vant til størrelse ”lidt mere end der burde være”. De andre købte t-shirts, og jeg fik da også en officiel Wrestlemania 23 t-shirt med.
Mens de andre stod i kø, gik jeg lidt rundt på egen hånd. Jeg fik bl.a. taget et par billeder af en noget buttet og bleg dreng, der sad på en kantsten og kastede op i en bærepose. Det sjove ved det var, at han var helt kølig ved situationen, så jeg fornemmede at det ikke var første gang, han havde proppet sig for meget.
Mellem stedet hvor wrestlerne ankom, og ”vores” indgang, var der en stor parkeringsbygning modsat arenaen. Derinde kunne man købe øl og vand, komme lidt i skygge, plus der var mobile toiletter. Mellem de to indgange, stod der stort set ingen mennesker (eller dyr, biler, eller noget andet). På et tidspunkt kom en stor sort limo, med tonede ruder, trillende lige så stille og nærmest ubemærket ud fra ankomststedet. Den kørte hen mod mig, og skulle ud via en afspærring, til den indfaldsvej, der var på samme side som p-huset. Da bilen holdt helt stille, lige ved siden af mig, rullede sideruden på passagersædet ned, og så stod jeg ellers der midt i Detroit, og gloede direkte ind på Mick Foley. Der var ikke andre lige i nærheden, så der var egentlig god tid til at veksle et par ord med ham, men sjovt nok, gad jeg det egentlig ikke. Så jeg nøjedes med at hilse på ham, og han på mig, og så sagde jeg ellers bare ”thanks for everything man”, hvilket selvfølgelig henviser til hans mangeårige bidrag til ”the biz” og os wrestlingfans.
Det varede dog ikke længe før det kom væltende med fans, og Mick hilste da også pænt på dem, indtil chaufførern åbenbart ikke gad vente mere. Der sad forøvrigt to mere i bilen. Den ene var en dreng, vist nok Mick’s, og fyren i midten var en rockmusikerlignende type, der hele tiden lavede DX-tegnet. Ak ja..

De andre var langt om længe færdige med at shoppe. Krede og Robin besluttede sig for at gå tilbage på hotellet med varerne. BIG MISTAKE, he he!

Kort efter de var gået, opstod der nærmest tumultagtige scener henne ved vores indgang. Folk flokkedes om en lille gruppe mennesker, der kom fra arenaen. Det var Maria og Josh Matthews, med en række sikkerhedsvagter og et kamerahold i nakken. Kim og Mike var på vej hen til mig, så jeg fik lige Kim til at forevige øjeblikket. Maria er for øvrigt langt smukkere IRL end hun er på kamera. Suttemus? Oh yes..
Josh fik, underligt nok (well, not really) lov at gå i fred, så her så jeg min store chance for at gøre et indtryk. Der var jo kamera til stede, trods alt, så måske kunne man mænge sig lidt og blive set verden over?
Jeg gik hen til Josh, der som sagt gik i fred, små 5 meter bag Maria. Jeg præsenterede mig pænt, og nævnte de andre og hvor vi var fra. Han hilste pænt tilbage, og sagde egentlig ikke mere, men han havde fået ”the look” i øjnene, så jeg vidste de små grå roterede derinde et sted.
Maria, Josh og følget, stoppede henne ved den store folkemængde. Kim, Mike og mig stillede os også op, for at kigge på. Jeg sagde til Kim, hvad jeg havde gjort, og at jeg havde en ret god fornemmelse i maven. Og jeg fik ret! Lidt efter kom Josh over til mig og spurgte, om vi ville have noget imod at lave et interview med dem. Noget imod et interview? Ha! Han vidste tydeligvis ikke hvem han talte til. Svaret var selvfølgelig ja, og jeg spurgte så ham, om vi måtte vise det danske flag frem. Det ville han lige forhøre sig om, og lidt efter kom han så tilbage med svaret, at det skam var helt i orden.
For første gang ever, begyndte jeg at blive nervøs før et interview. Hvad skulle jeg sige? Hvad nu hvis mit engelske fuckede up, og det lød totalt homo?
De begyndte deres optagelse, og bevægede sig så over mod os. Et par sikkerhedsvagter sørgede hele tiden for, at der var frit omkring os, så alt var klar til INTERVIEWET!
Jeg hørte faktisk ikke Josh’s første spørgsmål, pga. den enorme larm fra folk omkring os, så jeg tænkte fuck det, jeg siger bare hvor vi er fra. Og derfra gik det af sig selv. Mike havde dog sufflør på, men han blev til gengæld rørt af Maria, og det gjorde jeg ikke. Møgunge!

Kort efter interviewet var overstået, og folk var faldet lidt til ro igen, vendte Krede og Robin tilbage. Skuffelsen, over det de havde misset, var tydeligt mærkbar, da jeg med vanlig empati og forståelse roligt fortalte dem, hvad der var sket..
Dagen var allerede et hit, og klokken var kun lidt over 13! Dørene ville først blive åbnet kl. 16.30, så der var endnu rigtig god tid til at stille sig i kø.
Solen bagte os fra en skyfri himmel på dette tidspunkt, så vi trængte til noget at drikke. Vi gik ind på en bar, der lå lige over for vores indgang, og købte sodavand. Derefter satte vi os ind i skyggen i p-huset. Næppe havde vi fået sat os, før der igen var ”opstandelse” ved indgangen. Folk begyndte at råbe og juble, men vi kunne ikke lige se hvem eller hvad der var i gang.
Det gik dog hurtigt over, for hvem trådte frem fra menneskemængden? Ingen ringere end Mr. DAMN!! himself, Ron Simmons! Og hvad skulle Ron så uden for arenaen? Interviewe folk? Skrive autografer?
Nej da, han skulle såmænd bare et smut over på baren og have en drink. Sådan!
Folk gik jo selvfølgelig over og hilste på ham, og ville have taget billeder med ham (os inklusive). Han tog det hele stille og roligt (han havde jo også kun forventet det ville ske), og stillede gladelig op til fotos, mens han nød sin drink.
Lige så roligt, som han var gået derover, lige så roligt gik han tilbage til arenaen. Klasse!

Det var nu blevet tid at stille sig i kø. Der stod heldigvis kun 4-5 personer foran os i båsen, så vi skulle ikke stå og rode rundt ude i folkemængden uden for båsene. Vi stod lige midt i den bagende sol, og det lykkedes mig da også at blive kraftigt solbrændt, så jeg ud på aftenen lignede en kogt hummer. Den store baby havde fundet en Hulk Hogan wannabe-look-a-like at snakke med. Vi andre nøjedes med at snakke med hinanden, for dem der stod omkring os, opfyldte ethvert krav til betegnelsen red-neck hillbillies.
Jeg var blevet tissetrængende af de to soda’er, så jeg smuttede lige over på toilettet. Altså de mobile af slagsen. Da jeg kom tilbage, stod Robin og snakkede med førnævnte wannabe, og da jeg passerede dem, halvt hviskede jeg ”homo homo homo” i øret på Robin. Selvfølgelig henvendt til wannabe’en, men den store baby, skulle jo straks lige forhøre Robin om hvad jeg havde sagt, for tænk nu hvis jeg havde sagt noget om ham?! Oh ve oh skræk da.
Jeg blev lidt småmuggen, og sagde til babyen, at det da overhovedet ikke kom ham ved, hvad jeg sagde til Robin. Det kunne han nu slet ikke forstå, og gik helt i selvsving over det. Han endte så med at sige, at han da havde ”freedom of speech”. ja sagde jeg, men du har fandeme også ”freedom of shut up”. Så blev babyen selvfølgelig sur, og stod og mumlede noget om at jeg burde dø osv…
I don’t get it. You’re so big, but you act like a baby!


Tiden var nu begyndt at snegle sig afsted. Jeg indledte en samtale med en flink amerikaner, der lige var dukket op, (han var vel ca. 50 år gammel). Han havde taget sin søn med, fordi sønnike var stor fan af WWE, og det havde han selv været for mange mange år siden, men havde ikke fulgt det før sønnen viste interesse for det. Han fortalte, at han som ung mand var til stede i Pontiac Silverdome (også i Detroit), hvor Wrestlemania 3 var blevet afholdt 20 år tidligere, og at det var en kæmpe oplevelse, så han var faktisk spændt på at (gen)-se et Wrestlemania.
Jeg endte faktisk med at tale med ham i længere tid, og Krede deltog også på et tidspunkt. Så gik tiden da med det. Faktisk kom han hen til mig lidt senere, og sagde, at det havde været en fornøjelse at tale med mig, fordi jeg var veltalende og ærlig omkring mine meninger (vi talte mest politik), og at det var han ikke vant til, der hvor han kommer fra.
Cool. Jeg er så ikke vant til at folk synes det er en fornøjelse at tale med mig, men hvad, så har jeg også oplevet det.

Klokken nærmede sig 16, og folk var virkelig begyndt at blive utålmodige. Der blev startet adskillige ”let us in”-chants, især da dørvagterne kom ud og gjorde sig klar til at lukke folk ind. Båsene var delt i herre/dame, så f.eks. kvinder ikke blev kropsvisiteret af mænd, og vice versa. Det ville selvfølgelig også have været forfærdeligt at blive taget i skridtet af en kvinde, så hellere en mand. Helt sikkert da….
På det her tidspunkt nærmede min blære sig bristepunktet, så det var dobbelttræls at blive ved at stå og vente!
Men endelig!! Klokken blev 16.30, og dørene blev åbnet til stor jubel. Vi skulle nu endelig få brugt vores dyrtkøbte billetter. Vi skulle nu endeligt entre Ford Field. Vi skulle nu endeligt opleve Wrestlemania LIVE!!!