lørdag, april 14, 2007

WRESTLEMANIA 23 (del 5)





































































































































































































































Billetten er i et fast greb i hånden. Tegnebog og andre løsdele i den anden hånd, og så skal jeg ellers kropsvisiteres. Den lidt emsige vagt nærmest presser mine private dele op i maven, men sådan er det jo med den slags. Ikke behageligt på nogen måde, men nødvendigt, desværre.
Jeg er den første af vores gruppe, der bliver lukket ind. krede følger lige efter, så Robin, babyen og til sidst Kim og Mike.
Vi er nu indenfor! Vi står langt om længe inde i Ford field!

Min blære var som sagt på bristepunktet, så første projekt var at komme på toilettet. Det væltede heldigvis ikke ind med folk, pga. de langsommelige sikkerhedstjek, så der var ingen følelse af stress og jag. På vej hen ad gangen, kunne man lige skimte ned i selve arenaen. Jeg havde egentlig planlagt ikke at kigge før jeg var nede på gulvetagen, men det kunne jeg selvfølgelig ikke overholde. Vi gik alle hen til det omkransende rækværk og kiggede direkte ned, hvor det hele skulle foregå. Og sikke et syn!
Der var bygget en kæmpe scene, og der hang hundredvis af lamper, kilometervis af kabler og diverse platforme, hvor der skulle stå folk med lyskastere, ned fra arenaens loft. Det var stort. nej sgu, det var enormt! Sikke et skue!
Ringen, som det hele jo til syvende og sidst drejer sig om, stod nærmest som Palle alene i verden ude på midten af arenagulvet. Den så ufatteligt lille ud helt deroppe fra, og jeg tænkte straks på de stakkels mennesker, der ikke havde fået ringsidepladser, som vores. Eller, jeg tænkte nu ikke stakkels, nærmere ”YES!! Godt det ikke er mig!”.

Toilettet blev visiteret, og lettelsen gjorde ikke opdagelseslysten ringere, så vi aftalte med Kim, at ham og Mike gik alene ned til vores pladser. De skulle nemlig med elevator derned (naturligvis). Den gik gennem backstage-området, men det gad vi andre nu ikke koncentrere os om på dette tidspunkt, for arenaen skulle jo lige ”indtages”.
Der skulle selvfølgelig lige købes forfriskninger til showet, så jeg købte en voldsomt dyr burger, der viste sig at være totalt værdiløs, og en stor cola. I det hele taget var priserne for drikkevarer osv., sat til svimlende priser. En øl kostede ml. 9 og 11 dollar, og en burger på størrelse med en dobbelt cheeseburger fra McDonald, kostede 7 dollar! Et pizza slice, ikke meget større end cowboytoast krævede de hele 8 dollar for. Vanvittigt…
Vi gik ned til vores pladser ved ringen, helt oppe fra etagen hvor vi kom ind i arenaen. Turen er så lang, at med mindre man skynder sig rigtigt meget, så tager det næsten 10 minutter, at gå fra vores pladser, op på toilet, og tilbage igen.
Halvvejs dernede, blev vi stoppet af en billetkontrollørdameting. Hun sagde, at vi skulle have armbånd på, og at hvis vi mistede dem, så ville vi ikke blive lukket tilbage ind på gulvområdet, hvis vi f.eks. skulle på toilet eller købe forfriskninger.
Der var ærligt talt ikke meget styr på det, for ikke alle kontrollørerne vidste det med armbåndene. Kim fik det overhovedet ikke at vide, selvom han passerede flere kontrolsteder, så det måtte jeg gøre ham opmærksom på, så vi gik senere hen for at ordne det. De løb selvfølgelig også tør for armbånd, men Kim og Mike nåede heldigvis at få deres.
Blå armbånd betød gulvplads (that’s us baby), rød betød de billige rækker, he he.

Selve gulvområdet var dækket af plastikplader, der selvfølgelig skulle beskytte det egentlige arenagulv. Der bliver bl.a. spillet Football (Super Bowl blev spillet der i 2006, foran 60.000 fans), og med så mange mennesker pakket ind på gulvet, skal der jo ikke meget til før noget bliver ødelagt. Den store baby sad allerede på sin plads. Rækkefølgen var fra venstre baby, Robin, mig, Krede, Kim, Mike.
Vi skulle sidde direkte bag Jim Ross og Jerry ”The King” Lawler, og vi havde frit udsyn direkte op på entrance-området og ”the titan trons”. Vi sad intet mindre end perfekt!
Vores stole var nogen specialfremstillede klapstole, som vi måtte beholde efter showet. Der lå en seddel på hver stol, med en vejledning til hvordan man skulle forholde sig efter showet, for at få stolen med hjem. Der var mange, der ignorerede denne lille anvisning, og det kom de til at fortryde, men mere om det senere.
Stolene var sat sammen med kabelstrips, som dog undervejs i showet knækkede lystigt af. Vi sad i det hele taget ret ”intimt”, både til siden og hvad angår benplads, men det var nu ikke så slemt, trods alt.
Klokken var kun 17, og der skulle bruges hele to timer til showet startede officielt, så nu skulle der tages billeder, og vandres lidt omkring. Krede og mig gik rundt svøbt i det danske flag, og fik taget billeder foran scenen, tv-udstyret og utallige andre steder. Vi faldt også i snak med et par kontrollører, hvor vi (nok mest mig, ahem) endte med at diskutere hvem der har de pæneste piger, DK eller USA. Som om det skulle være en diskussion? Stakkels uvidende amerikaner..
Han påstod dog, at han havde en dansk veninde, meeeen jeg tør nu ikke gætte på, om hun var den rette til at repræsentere den generelle standard for danske piger..
Nå, men vi kunne jo ikke spilde al vores tid på dem, så vi måtte videre. Jeg blev bl.a. stoppet af en noget beruset amerikaner, der spurgte om vi var fra Sverige?! Ja, hej hej…

Da vi kom tilbage på vores pladser, blev vi enige om, at det måske var en god idé at få tisset af inden showet. Jeg ville i hvert fald IKKE bruge tid på det under selve showet!
Så Krede og mig smuttede af sted igen. Efter en hård tur op ad alle trapperne, røg vi ind i en gigantisk folkevandring. Det var først nu, det sådan for alvor gik op for mig, hvor mange mennesker der var i arenaen. De fleste havde ikke fundet deres pladser endnu, så der føltes ret tomt, når man stod helt nede ved ringen.
Der var selvfølgelig en lang kø til toiletterne, men vi havde god tid, så der var heldigvis ikke noget at stresse over. Havde vi ventet til lige inden showet skulle starte, havde det nok været en hel anden snak.
Godt tilbage på vores pladser, mødte der mig et sørgeligt syn. Robin havde besked på at passe på min cola, for den stod på gulvet lige under mit stolesædde, men han havde selvfølgelig fået den væltet (et uheld, ved det godt), så der lå bare en sø af cola over det hele. Jeg var indrømmet lidt muggen, men han var rendt efter noget at tørre op med. Det skulle han egentlig have sparet sig, for den erstatningscola han kom tilbage med, den væltede jeg over til Krede, da vi næsten var færdige med at få det værste af mit væk. Så på den konto var Robin og mig total homoer, og ekstra dummeslag til mig selvfølgelig. Hej hej..
Eneste trøst var, at vi langt fra var de eneste med ”væskeuheld”. Pga. den trange plads, flød det simpelthen med øl, vand og cola over det hele, som folk havde fået væltet undervejs i showet.

Klokken havde passeret 18, og der var nu en konstant ”summen” fra folk i hele arenaen. De forskellige celebrities, der sad på rækkerne foran os, var så småt begyndt at indfinde sig. Bl.a. sad Miss Teen USA, Miss USA og Miss Universe på forreste række, og vi fik dem da også lige til at stille op til et par fotos. Søde piger, uha uha… Desuden beærede ingen ringere end bokselegenden Thomas ”The Hitman” Hearns os med sin tilstedeværelse halvvejs gennem showet. (Han gik i starten af main).
Til vores held, forlod de fleste af dem deres pladser efter første kamp, så vi havde frit udsyn resten af showet. Dog blev pigerne siddende, heldigvis for det..
Vi var utroligt spændte på dette tidspunkt, og ventetiden var tæt på at være ulidelig. Men så.. Nu skete der noget. Det begyndte at strømme ned til ringen med fotografer og kameramænd, og inden længe dukkede Lillian Garcia op. Kommentatorerne – J.R., Lawler, Tazz, Styles, JBL og Cole kom ned til ringen, og indtog deres pladser. Vi startede et JBL chant, og J.R. fik et kæmpe pop og en lille chant også. Tazz er for øvrigt virkelig den dværg JBL påstår han er..
Lillian Garcia fik også et chant af os, der voksede sig ret stort endda, og hun var heller ikke sen til at anerkende vores anstrengelser.
Her inden showets rigtige start, var der en ”special feature match”. Det var en lumberjack match mellem Carlito og Ric Flair vs. Gregory Helms og Chavo Guerrero.
Flair fik som altid et monster pop, og det fløj også med woooo’s i hele arenaen kampen igennem.
Det første vi egentlig bed mærke i var, at der stort set ingen lyd var fra ringgulvet. Dem, der følger WWE hver uge, ved at der altid er gode drøn fra ringen, når folk bliver kastet rundt med, men det var der ikke noget af her.
Jeg har prøvet dette ”fænomen” før, da jeg for nogle år tilbage, sad ringside til et Raw house show i Frankfurt. Der var der heller ikke meget lyd, hverken fra ringen eller entrancemusikken.
Da jeg kiggede op i loftet, så jeg hvorfor. Fuldstændig som i Frankfurt, sad vi foran højtalerne, så al lyden fra ringen blev kastet ud bag os, og ikke ned mod os. Det var lidt ærgerligt, men slet ikke nok til at genere. Dog kiggede Kim og mig på hinanden, da kampen blev gennemgået kort under selve showet (på storskærmen), og sagde næsten samstemmende ”er det den kamp vi så?”, for lyden var en helt helt anden.
Resultatet af kampen mindes jeg faktisk ikke, men den burde uden tvivl have været på main cardet i stedet for enten kvindekampen eller den sygeligt ringe Kane vs. Khali.

Den summen, der var inden dette lille pre-show, var nu vokset til en meget stor brummen. Det var et fantastisk skue, at stå helt dernede ved ringen, i midten af arenaen, og bare indtage et 360 grader view over folkemængden. Det var en nærmest surrealistisk oplevelse at indse, at man her, 20 år siden man så sit første Wrestlemania på tv, nu selv stod der midt i det hele, og skulle til at opleve det hele live og endda helt tæt på. Den følelse jeg havde i kroppen af glæde, spænding og forventning, kan ikke beskrives. Den skal opleves, den skal man føle på sin egen krop..

Kl. 18.55. Lillian annoncerer (til kæmpe jubel), at der er 5 minutter til vi er i luften LIVE til den 23ende udgave af WRESTLEMANIA. Folk står op og man kan fysisk mærke elektriciteten i luften. Hårene på kroppen står op og man overvældes af myrepatter over det hele!
Kl. 18.59. We are LIVE in one minute, so please have all your signs ready for the world to see that Ford Field in Detroit is ready for WRESTEMANIA 23!!!
Kl. 19. Lyset dæmpes, en video begynder på storskærmen, og lige da den er slut, starter et gigantisk og ekstremt larmende fyrværkeri, og hele scenen “kommer til live”! Vi er i gang!!

Aretha Franklin åbner showet med at synge America the beautiful. Vi går ikke så meget op i det. Det eneste vi bemærker er, hvor fed hun er blevet. Næ, det vi derimod bider mærke i er, at kufferten, til Money in the bank kampen, sænkes. Det kan kun betyde én ting – de starter med den kamp!! Og sandt nok, det gør de. Jeg har stadig ikke helt forstået hvorfor, men skidt med det.
De 8 wrestlere introduceres én for én. Den, der overraskende nok, får det absolut største pop, er Mr. Kennedy. Hele dagen, har der faktisk været spredte Mmmrrrrrrrrrr. Kennedyyyyyy efterligninger uden for, men jeg blev alligevel overrasket over hvor meget ”over” han var.
Jeg har efterfølgende set showet på tv, og der fik man slet ikke samme opfattelse af stemningen, og/eller de pops der var, ikke bare i denne kamp, men hele aftenen igennem. (Med undtagelse af to kampe, der forårsagede total stilhed).
Kennedy vandt en kamp med nogle onde bumps, som sikkert virkede mere onde, når man står tæt på, end de gjorde på tv. F.eks. var Hornswoggles bump sygt at se så tæt på, og man kunne tydeligt se at han ikke havde det særligt godt lige efter (noget man ikke så på tv).
Anyway, en god start på showet, måske endda for god, for så vild en stemning der var til åbningskampen, lige så stille blev der til den efterfølgende kamp – Kane vs. Khali. Adskillige ”boring”-chants brød hurtigt ud, og utilfredsheden med kampen var tydelig at spore blandt den samlede folkemængde.
Efter den kamp, kom der et meget langt stræk med snak og video packages. Det fik publikum yderligere ned på jorden, så da det blev tid til Benoit vs. MVP, tog det ekstra lang tid at få gang i publikum igen. Men det gik da til sidst alligevel.

Og så.. Aftenens første ”main event”. En kamp som helt klart burde have været den sidste, men skidt pyt, den blev aftenens bedste alligevel. Jeg taler selvfølgelig om The Undertaker vs. Batista. kampen om The World Heavyweight Championship.
Først kom Batista til ringen til en blandet modtagelse. Hans pyro’s var øredøvende høje, så det var godt jeg havde medbragt ørepropper.
Undertakers entrance var intet mindre end ”breathtaking”. Pyro’s, droider og den altid myrepatteinducerende musik. Det hele var der.
De flammer, der var under det meste af hans tur til ringen, var så varme, at på trods af vi stod 60 meter fra dem, følte vi nærmest at øjenbrynene blev svedt af. Stakkels dem der stod ved siden af!

Kampen blev kæmpet utroligt stiff. Allerede i starten ramte UT med en højrehånd, der helt klart ikke var ment til at skulle ramme så godt. Igen noget man ikke så på tv. I det hele taget gav begge wrestlere bare alt hvad de havde, og stemningen.. åh ja stemningen, den var simpelthen genial. Den slags kan ikke opleves via et tv, den kan kun opleves i arenaen.
Undertaker vandt kæmpen, og blev kåret som den nye mester. publikum gik helt bananas, os inklusive, og vi havde næsten alle mistet stemmerne efter denne kamp.

Næste kamp var The ECW Originals vs. The New Breed. Helt tydeligvis en såkaldt “filler”. Publikum havde da også svært ved at komme ind i kampen, oven på den vi lige havde set, eller rettere oplevet.
Det, der står aller mest klart for mig fra denne kamp, var da RVD skulle til at lave sit 5 star frog splash. Miss Universe gik nemlig hen til en ved ringside, der sad næsten lige i synsvinklen for RVD, bukkede sig ned for at tale med vedkommende, og hvad skete der? Hendes bryst poppede ud af kjolen! Oh yes! jeg var tilfreds..
ECW Originals vandt for øvrigt..

Nu var det blevet tur til den over-hypede hair vs. hair kamp mellem Donald Trump og Vince McMahon.
Inden jeg fortsætter, skal jeg lige nævne den store baby. Under hele showet, kom han med de mest åbenlyse kommentarer (han er en mester i det), men jeg valgte at ignorere ham hele vejen igennem. Og da det var blevet tid til denne kamp, valgte han selvfølgelig at gå på toilettet..

Stone Cold Steve Austin var special guest referee til denne gimmick kamp. Han fik selvfølgelig et øredøvende pop. Kampen som sådan, virkede ret svær at følge med i, men der var et par ondskabsfulde bumps, som vi faktisk kunne mærke i gulvet. U-behageligt, ingen tvivl om det.
Vince blev selvfølgelig klippet skaldet, og Austin’s stunner på Trump blev nærmest no sold af publikum, for der var ikke ret mange der bemærkede den, eller endsige havde forventet at Trump ville tage et bump. Men det gjorde han, og thumbs up til ham for det.
Jeg så stunneren, og derfra hvor jeg stod, så den godt ud. Det gjorde den dog ikke på tv..

Næstsidste kamp på programmet var endnu en ”filler”. Nemlig kvindekampen. Jo mindre sagt om den, desto bedre.

Det var blevet tid til sidste kamp. Det var næsten ikke til at fatte. Tiden var bare fløjet af sted, og jeg ønskede bare det skulle fortsætte hele natten. But all good things come to an end,as they say..

Hvilket bringer hovedkampen, Cena vs. HBK, på banen.
Jeg er på ingen måde fan af nogen af dem, så det var lidt en nedtur, at de skulle sidst på. Dog var det forventet.
HBK’s entrance var som den plejer at være, men Cena’s faldt noget til jorden. De havde lavet en video med en drift-car, der kom kørende til arenaen, for til sidst at blæse gennem en stor glasvæg inde ved siden af scenen med Wrestlemania 23 logoet på. Det kunne vi bare ikke se, der hvor vi stod, så det virkede bare lidt plat på os.
Da folk var faldet lidt til ro, og wrestlerne stod klar i ringen, rykkede Robin mig voldsomt i armen, og råbte jeg skulle kigge ind i ringen. Lige da jeg kiggede op, sprang dommeren Mike Chioda oven på en streaker (en bleg og tynd en af slagsen), der var på vej ind i ringen. Sikkerhedsvagter sprang på manden, der bogstaveligt talt blev kastet i hoved og røv tilbage over barrieren. Det så fuldstændig vildt ud, den måde han sprællede i luften på! På den anden side af barrieren, stod flere vagter klar med masser af tørre tæsk, og han blev ellers halet ud af arenaen til ”na na na na, hey hey hey, goodbye”-chant fra publikum. Faktisk gik vagterne så hårdt til ham, at en sygeplejerske kom rendende ind mellem publikum, for at lægge sig mellem vagterne og streakeren. Så kan han fandeme lære det, spade!
Alt dette blev ikke vist på tv, så min gode ven fra lufthavnen, fik altså noget at lave denne aften.
Det sjoveste ved denne kamp var dels at chante Cena sucks, hver gang (primært børn og piger) råbte let’s go Cena, og dels at observere unge Robin, der gik op i denne kamp med liv og sjæl, og som nærmest var rørt til tårer (af skuffelse), da HBK tappede til Cena’s STFU. Det var alt i alt alligevel en underholdende main event.
Wrestlemania 23 var slut, og det var næsten ikke til at bære. Men hold kæft hvor var det en stor oplevelse. Ubeskrivelig og fuldstændig uvurderlig.
Jeg har forsøgt at videregive lidt af hvordan det var, men kunne hurtigt mærke, mens jeg skrev, at det er umuligt at gengive med ord. Nogle gange føles det endda som om det slet ikke er sket, men det hele bare er noget jeg har drømt..

Vi skulle som sagt blive siddende efter showet ifølge anvisningen, for at kunne få vores stole med. Der ville komme vagter rundt, og klippe stripsene af, men det gad jeg nu ikke vente på, så jeg rykkede dem bare over.
Her var det så, at rigtig mange begik en stor fejl. De begyndte bare at gå mod udgangen af arenaen med deres stole, men hvis de havde læst efter, ville de vide, at de ikke ville få lov til at tage dem med ud, hvis de ikke havde fået krydset deres billetter af. Vi havde tålmodigheden, og ventede bare på at det blev vores tur, så vi fik vores kryds.
Stolene skulle hurtigt vise sig at stå i høj kurs. Jeg blev tilbudt adskillige gange at sælge min for op mod 300 dollars. Men fandeme nej om jeg ville sælge den. De måtte da være fuldstændig fra den!

Denne gang fulgtes vi med Kim og Mike hen til elevatoren, for vi skulle jo gennem backstage-området for at komme hen til den. Først blev vi lukket ind, der hvor drift-bilen stod. To mænd var allerede ved at støvsuge den fri for glas, og Kim ville da lige have et par stykker glas med hjem, som souvenir. Vi fik også taget billeder foran den, hvilket de to støvsugende mænd nu ikke var helt udelt tilfredse med.
Derfra skulle vi forbi the gorilla position og op ad en rampe til elevatoren. Mens vi stod og ventede på det blev vores tur, mødte/hilste vi på bl.a. Ric Flair, HHH, Stephanie McMahon, Mr. Kennedy og så bl.a. Edge, Matt Hardy, Elijah Burke, Slaughter og andre jeg ikke lige kan huske, begynde at forlade arenaen.
Men bedst af alt, fik vi snakket med Fit Finlay, og selvfølgelig fik taget billede sammen med ham. Der kom faktisk en vagt og sagde vi skulle gå væk fra ham, men han sagde bare at vi skulle blive, og det ingen problem var at tage billederne. Han troede først vi var fra Østrig, men efter jeg fik fortalt ham det var Danmark, spurgte han bare ud af det blå, om jeg kunne tale tysk. (Han spurgte faktisk på tysk). Selvfølgelig kan jeg det, så der stod jeg, backstage til Wrestlemania, og snakkede tysk med en irer. Genialt, lol!

Vi gik ud samme sted vi kom ind, men lige inden vi nåede ud i den friske aftenluft, skulle de andre jo lige have brugt lidt flere penge på t-shirts og programmer. De havde jo næsten heller ikke nået at få købte noget endnu..

Det var faktisk ret forfriskende at komme udenfor. Vi havde vist alle sammen svedt en krig under showet, for der var til tider ekstremt varmt. De bedste tidspunkter, rent luftmæssigt, var når der lige havde været fyrværkeri, for så gik den kraftige udsugning i gang, hvilket bragte tiltrængt frisk luft ned til os.
På vej tilbage til hotellet, fik Krede, Kim og vist nok også Robin, lige igen igen købt en t-shirt af en gadesælger. Dog af yderst tvivlsom stof- og syningskvalitet og ikke ligefrem officiel merchandise.

Vi aftalte på tilbagevejen, at gå i baren og fejre et veloverstået show. Alle var glade og tilfredse. Troede vi da.. Den store baby var nemlig i gang med næste etape af sin underlige opførsel denne dag. Mens vi klædte om på vores værelse, ville Kim lige ind til babyen og høre om han havde Mikes MP4. Den store baby havde nemlig det store smil på henne ved arenaen, da han sagde ”ha ha, aprilsnar” til Kim. Han havde nemlig ikke skyllet den ud, men lagt den under affaldsposen i den skraldespand der stod på toilettet.
Da Kim og mig gik ind for at få den tilbage, var den store baby der ikke. Han havde taget sine ting og gået ned i receptionen, for at få et andet værelse. Det var som om dagen var startet forfra! Weird? I think so!
Under alle omstændigheder var MP4’eren væk, og det var uden tvivl rengøringsdamen, der havde taget den, så vi gik ned for at efterlyse den.
Da vi kom ned i receptionen, mødte der os et syn for guderne. Den store baby sad på sin Wrestlemaniastol ved siden af sin bagage, i selve receptionen. Han sad og ventede på, om der skulle vise sig at være/blive et værelse ledigt. På vej derned, havde Kim og mig snakket om at babyen skulle aflevere sin nøgle, hvis han skiftede værelse, så Robin kunne ligge i fred uden frygt for hævnaktioner. Mens jeg stod og udfyldte en efterlysningsseddel, gik Kim hen til babyen, og bad ham aflevere nøglen, hvis han alligevel ikke skulle bo på værelset mere. Dette bragte straks vreden op i babyen, der proklamerede, at Kim i hvert fald ikke skulle give ham ordre om noget som helst!
Nej nej bevares da, det er da helt tydeligvis også et ublu krav fra vores side..
Jeg stod med siden til, og så ikke hvad der skete, men kunen jo tydeligt høre alt. Lige efter babyen havde – bogstaveligt talt – råbt af Kim, lød der et lille, og jeg mener virkelig 100% seriøst et LILLE klask. Straks fløj den store baby op fra stolen og råbte til en af receptionisterne – ”I would like to press charges for assualt at the bald guy standing over there”. Kæft det var morsomt!! Det smukkeste af det hele er, at den store baby på 140+ kg,, for det første er en total kylling, og for det andet snakker med en stemme som en på 5 år, hvilket gjorde hele situationen til en form for grotesk satire.
Det kan man da kalde et Wrestlemania moment!

En af hotellets dværgvagter kom over til Kim, og trak ham til side for at snakke med ham. Kim forklarede bare stille og roligt hvad der var sket, og så fik vi ellers lov at gå tilbage til værelset. Den store baby var allerede i gang med at hælde vand ud af ørerne om, at vi havde lavet en ondsindet joke tidligere på dagen, og vi har sikkert også undervejs fået skylden for, at han er vokset op til at blive en stor baby.
Små 10 minutter efter vi var kommet tilbage på vores værelse, bankede det på døren. Det var vagten fra før, plus endnu en vagt. De ville have os ud på gangen til en snak.
Ham, der havde snakket med Kim og babyen sagde, at han ikke var i tvivl om, at der var foregået en masse, som han ikke kendte til (det sagde han efter jeg havde pointeret, at der altid er to sider af én hsitorie), og som talte til vores sag, men han bad os om venligst at lade babyen være på resten af vores tid på hotellet, ellers ville vi blive smidt ud. Som han sagde: The big guy is sitting downstairs and crying like a little bitch, and we just can’t have that guys, ok?”
Vores svar var bare “No problem, but the same goes for him”, og det skulle vagten nok sørge for at viderebringe. Babyen kunne for øvrigt ikke få et nyt værelse, så vi gik med til at han fik Robin og hans for sig selv.
Vagten takkede os mange gange for vores samarbejdsvillighed, og så var den ged ellers barberet.

Siden da, så vi intet til babyen før vi skulle hjem om tirsdagen. Gik alting meget bedre derfra? Ja selvfølgelig, for nu kunne vi snakke frit uden at tage hensyn til om han pludselig ville få et af sine mange flip.

Vi skulle som sagt ned i baren. Nede i lobbyen mødte jeg Oliver Copp og Björn Behrens. Jeg gik selvfølgelig hen til dem, og hilste storsmilende. Björn gloede bare vantro på mig og udbrød: What? Are you here too? And you just come and say hey like it was nothing?
Han var helt paf, den stakkels lille mand. Ollie vidste dog godt, at vi skulle over og se Wrestlemania, men at vi så lige skulle bo på samme hotel, var jo ikke til at forudse.
Vi aftalte at få en øl i baren lidt senere. De skulle bare lige spise først.
Mike var træt, så han lagde sig bare til at sove på værelset, men vi andre skulle lige ned på jorden igen, og en kold øl er bestemt en god hjælp.
Nu var der bare lige det ved det, at vi ikke havde fået noget at spise i ufattelig mange timer, eller væske for den sags skyld, så både Krede og mig blev totalt stive efter 2 øl. Dælme en billig brandert!
Ollie og Björn sluttede sig til os lidt senere, og vi sad og hyggesnakkede lidt. De andre snakkede Wrestlemania, mens jeg snakkede MMA med Ollie. En rigtig hyggelig afslutning på en fantastisk dag.
Dog kunne den store baby have ødelagt det hele, men det lykkedes ham heldigvis ikke.

Efter et par øl, var det blevet sengetid. Alle dagens indtryk var langt fra fordøjet endnu, og det hele summede stadig i kroppen. Det var nu ikke kun pga. alkoholen, skal jeg lige tilføje.
Vi gik til køjs omkring et-tiden. Trætte, tilfredse, og en oplevelse for livet rigere. Hvad mere kan man ønske sig…