torsdag, maj 17, 2007

Et frisk pust af liv..

(Billeder kan findes på min myspace, for jeg har opgivet at smide dem på her, suk..)

Ja, jeg snorker. Sådan, så ved I det. Ingen grund til at fornægte det, eller på anden måde forsøge en sludder for en sladder.
Mit spørgsmål har så bare været – hvorfor? Hvad er det der gør, at min hals/mund frembringer lyde, der kan sætte en skræk i selv det brunstigste næsehorn? Hvad er det der gør, at jeg vågner utallige gange om natten, enten ved lyden af min egen snorken, eller ved at jeg ikke kan bevæge mig, fordi jeg ikke længere trækker vejret?

Svaret er enten dovenskab eller søvnapnø. Det første er langt fra utænkeligt, hvor i mod det andet egentlig heller ikke er, hvis man ser bort fra, at det oftest rammer svært overvægtige mennesker.
Ja ok, jeg har måske et par kilo for meget omkring møgsprederen, men ikke omkring udluftningskanalen (den af den ikke-lugtende slags, medmindre der har sneget sig hvidløg indenbords).

Så i mandags skulle jeg indlægges til undersøgelse på Respirationscentret, der ligger placeret på Århus Universitetshospital, som jeg jo forøvrigt efterhånden er temmelig bekendt med.

Tidspunktet for indlæggelsen var sat til kl. 19, så jeg ankom lige en halv time for sent til aftensmaden. Denne lille debakel måtte jeg jo straks gøre opmærksom på, så den venlige sygeplejerske diskede op med rester til lille sultne mig.

Da den sparsomme portion var konsumeret (et desværre gennemgående tema for fodringstiderne), skulle jeg have målt min puls og iltmætning ved ”almindelig afslapning” i ca. 1 time. Med andre ord, jeg skulle sidde og glo en hel time, mens en maskine målte diverse ting. Mens jeg sad der og bare sad, blev jeg udspurgt om alverdens ting omkring min søvn og sygehistorie. Der gik ”lidt” tid med det..

Derefter skulle min lungekapacitet måles. Man skal blæse så meget luft ud man kan, indtil en graf er blevet tegnet af en maskine (som jeg ikke lige kender navn eller betegnelse på). Det var bedst ud af 3, så der gik lidt konkurrence i det. Første forsøg kiksede totalt, men andet forsøg gik forrrygende. Faktisk havde sygeplejersken aldrig oplevet så stor en lungekapacitet før, så hun var lettere imponeret. Konkurrencemenneske som jeg er, måtte jeg jo forsøge at toppe forsøg nr. 2, så det gjorde jeg.
Mine ellers sjældent, ved snak, brugte lunger, kan indeholde ikke mindre end 5,75 liter (til dels varm) luft. Jeg efterspurgte et diplom for mine anstrengelser, men den slags gør de desværre ikke så meget i.

Så var der egentlig ikke mere for mig at gøre, end at vente på at gå i seng. Normalt er det aftenvagterne, der tilslutter folk diverse maskiner, men da jeg aldrig går tidligt i seng, hvis det kun er for at sove, fik jeg en aftale i stand om, at nattevagten måtte stå for det.
Klokken ca. 00.30, bad jeg om at blive puttet af nattevagten. (Egentlig sagde jeg, bare ”så er det nu”, men det andet havde været hyggeligere, dog ikke lige med denne nattevagt, men teorien er god nok..).
Alverdens elektroder og bælter blev bogstaveligt talt klistret til mit korpus, og det første jeg tænkte var bare – fårk, det kommer til at gøre nas at få rykket det lort af igen! (Man har jo et hår eller to på kroppen, der kunne komme lidt i vejen..).
Med alt dette af vejen, eller rettere for mit vedkommende, i vejen, havde jeg kun én opgave at udfylde, nemlig sove. Det er så lettere sagt end gjort, da noget af det jeg gør mindst her i livet, er at sove.
Men jeg havde nu forberedt mig grundigt hjemmefra, bl.a. ved at stå ugudeligt tidligt op for at træne, så jeg følte mig nogenlunde rustet til at yde en slumrende indsats, der kunne give lægerne de målinger, de skulle bruge.
Kl.1.15 faldt jeg i søvn, kl. 4.15 var jeg vågen og sov ikke mere den nat. Men det var også ok, for der var kommet rigeligt med brugbare målinger.

Morgenvækningen er obligatorisk omkring kl. 7. Det var så ikke noget problem for mig, heldigvis. Dagen startede med at jeg fik taget en blodprøve, og målt hvilepuls og blodtrykket. Min hvilepuls var på 48, på trods af jeg havde været vågen i 3 timer, og mit blodtryk var 120/58, hvilket er intet mindre end ”ungdommeligt”. Eller i hvert fald ret godt..
Så var det bare om at vente på stuegang og lægens ”dom” over nattens målinger. Som med alt andet i det danske sygehusvæsen, er ventetid noget man er nødt til at indstille sig på, for det hører IKKE til undtagelserne, men reglen.

Jeg brugte ventetiden på at læse en bog (ja sgu, EN BOG!). Mick Foley’s Hardcore Diaries, som jeg købte i New York. I modsætning til andre, brugte jeg ikke tid på New Yorks fortove med at læse i den, men jeg gemte den til et mere passende tidspunkt, som dette jo bestemt var.
Faktisk brugte jeg al ventetid på afdelingen, med at læse i den.

Lægens ”dom” var klar. Den første nats målinger indikerede en meget kraftig søvnapnø. Så snart jeg falder i søvn, kommer der ubalance i min brystkasses og maves bevægelser, fordi mit svælg lukker helt til. Kroppen arbejder så på at trække luft ind, og på at presse den ud igen Derfor er jeg så forbandet træt om morgenen, og hele dagen for den sags skyld.
Men ikke nok med det, så har jeg narkolepsi-lignende tilstande, dvs. jeg har visse elementer i min ”opførsel”, der indikerer, at jeg muligvis lider af narkolepsi ved siden af apnøen. En herlig cocktail…
Dog fandt lægerne (jeg snakkede med 3 forskellige på de 3 dage) det ”underligt”, at min gennemsnitlige nattepuls var på ca. 55. Dette burde egentlig ikke være tilfældet, fordi jeg bruger utroligt meget energi på at trække vejret, hvilket faktisk skulle gøre, at min puls pisker af sted.
Men det gør den ikke. Jeg har nemlig (heldigvis) opbygget en betragtelig muskelmasse de senere år, der hjælper mig at overleve nætternes strabadser.
Han forsøgte også at tage en blodprøve direkte fra min pulsåre i håndleddet. Det gik ikke ligefrem alt for godt. For det første kunne han slet ikke finde nogen puls i venstre håndled, og for det andet måtte han opgive at ramme min pulsåre i det højre. Av av, bestemt ikke nogen behagelig oplevelse.
Jeg blev så ”truet” med, at en narkoselæge ville komme den følgende morgen, og forsøge at tage den blodprøve. Oh joy..

Nå, men alt dette betød, at jeg skulle blive en nat mere, og højst tænkeligt 2 nætter mere. Ikke just opløftende nyheder..

Efter en (for lille – igen) portion frokost, daffede jeg ned i byen. Tiden skulle jo gå med et eller andet, og jeg havde bare fået besked på at være tilbage senest kl. 21.
Nede i byen mødtes jeg med en god ven, og vi gik rundt og snakkede en lille times tid, inden han skulle videre mod Randers.
En lille ”sjov detalje” oplevede jeg i Bruun’s Galleri. 3 dage før indlæggelsen, blev jeg ringet op af kommunen, og fik at vide, at min sagsbehandler i JSOP, var smuttet fra stillingen. Angiveligt pga. jobpresset. (Det er åbenbart stressende at holde ferie, hvilket han lige havde gjort, da jeg snakkede med ham 2 uger forinden).
Hvem skulle jeg så lige rende ind i i Bruun’s? You guessed it, min nu eks-sagsbehandler. Og hvad lavede han der? Han var såmænd blevet ekspedient i en tøjforretning.
Sådan! 3 ½ års uddannelse brugt til noget fornuftigt.. Jeg tvivler dog kraftigt på, at han er kvalificeret til at sælge tøj. Det kræver unægtelig bare et modikum af ”people skills”..
Jeg smuttede en tur på Baresso, da min ven var hoppet på toget, og fik min – over temmelig lang tid - opsparede gratis kop kaffe. Gratis er godt, gratis kvalitetskaffe fra Baresso er RIGTIG godt.
Selvfølgelig begyndte det at regne mens jeg sad der og skyllede mokkaen ned. Typisk typisk, så jeg måtte skynde mig at gå mod sygehuset i et ophold mellem bygerne.
Det lykkedes nu også ganske fint, og jeg var tilbage til aftensmaden.
Desværre serverer de aftensmad allerede kl. 17.30, og jeg spiser normalt først ved halv otte tiden, så jeg var sulten igen da klokken blev otte. Faktisk blev jeg aldrig rigtig mæt pga. den sparsomme portion.
Selve kvaliteten af maden, var der dog ikke noget at sætte fingeren på.

Aftenen gik med at læse i min bog, og ellers forsøge at holde mig vågen. Jeg havde fået forbud mod at blunde bare det mindste, og mod at drikke kaffe. Det sidste, var klart det sværeste forbud at overholde.
Ved midnatstid, bad jeg om at blive sat til maskinen. Denne gang skulle jeg have endnu flere elektroder sat til. Så det var faktisk en håbløs opgave, at forsøge at bevæge sig om natten.
Jeg sov næsten 4 timer, så der kom rigeligt med brugbare målinger i kassen. Denne nat optog de også mine snorkelyde, hvilket foranledigede følgende udtalelse fra lægen: Ja, du snorker jo temmelig højt. ß no shit? Jeg vågner jo selv ved det!

Om morgenen kom narkoselægen rigtig nok, og forsøgte sig med førnævnte blodprøve. Han havde ikke just heldet med sig heller, men han gav så til gengæld ikke op. Det lykkedes da også til sidst, men føj da, ikke en blodprøve jeg har lyst til at få taget igen, Ever!!
Lægen syntes jeg skulle blive en nat mere, så jeg kunne få taget en C-PAP prøve. Det er hvor man bliver tilsluttet en iltmaskine, der presser luft ned i lungerne, og dermed holder svælget åbent. De måler så på, om de ubalancer jeg har i vejrtrækningen, forsvinder når jeg får presset ilt ned i lungerne.
Efter lægen var gået, begyndte sygeplejersken at teste masker på mig. Det er unægtelig ekstremt vigtigt at finde en maske, der er bare nogenlunde behagelig at have på, for man skal jo bruge den i mange timer hver nat.
Min første oplevelse med at have masken på, og få ilt presset ned i lungerne, vare mere underlig end ubehagelig. Det er faktisk behageligt nok at slippe for selv at suge luft ind, men til gengæld skal man bruge energi på at presse luften ud igen. Den omvendte verden, og noget der kommer til at kræve en hel del tilvænning.
Jeg skulle sidde med masken på i små 15 minutter lige inden frokost, for at begynde tilvænningen inden nattens målinger. Det gik faktisk fint nok. Jeg minder faktisk meget om en jagerpilot, når jeg har den på. Nu mangler jeg så bare en hjelm, der passer til. Nå ja, og et jetfly sæføli..

Efter frokosten, skulle der endnu engang dræbes timer, så jeg smuttede en tur i Equinox for at træne lidt patter, skuldre og triceps. Det var faktisk meget rart at få rørt kroppen lidt, men selve centret bryder jeg mig ikke om..
Da træningen og badet var vel overstået, syntes jeg bestemt, at jeg havde fortjent en kop kaffe fra Baresso, så jeg gik videre ud i byen. Glæden var stor, da jeg nåede frem til Baresso, for at indse, at jeg havde glemt penge! Dumt dumt dumt.. En skønne dag glemmer jeg mig selv..
Jeg måtte pænt vende rundt og gå tilbage mod sygehuset. Begyndte det at regne på dette tidspunkt? Ja selvfølgelig..

Jeg skulle egentlig bare være tilbage senest 16.30, for der var bestilt tid til flere blodprøver til mig, men nu var jeg der så i god tid.
Selvfølgelig endte jeg så med at måtte vente helt til 17.15 med at få tømt mere blod fra min allerede halv-visne krop. Laboranten, der tog prøven, sagde at hun havde fået at vide, at jeg ikke var så glad for at få taget blodprøver. Det passer nu ikke helt, svarede jeg. Hvis du kan gøre det uden at rode rundt i min arm med nålen flere minutter, så har jeg ingen problemer med det.
Det kunne hun heldigvis..

Krede kom besøg, lige som maden skulle indtages. Han havde været så forudseende at tage kage med, hvilket jo altid giver plusser i bogen.
Det var et rart afbræk i monotonien, at få besøg, for tiden er dræbende lang og træg, når man er indlagt.
Krede har for øvrigt været med mig flere gange nu, og jeg sætter lige stor pris på det hver gang.

Endnu en aften gik med at læse i min medbragte bog, og da klokken var ca. midnat, lå jeg koblet til måleapparaterne og iltmaskinen.
Jeg sov til kl. 3, men vågnede ved, at min mund og svælg var totalt udtørret, og det på trods af at maskinen havde fået tilkoblet en luftfugter, der stod på indstillingen 3 i styrke. Den går fra 1-5..
Det synes jeg er lidt bekymrende, men jeg vil ikke tage sorgerne på forskud.
Da jeg ringede efter sygeplejersken, begyndte jeg at tage masken af. Det føltes vildt underligt at skulle suge luft ind selv igen.
Heldigvis, viste det sig, at ifølge målingerne, normaliseres mit åndedrætsmønster, når jeg er tilsluttet iltmaskinen. Det giver da lidt håb for fremtiden. Hvis den bare kan sikre mig 3-4 timers kvalitetssøvn hver nat, så er jeg ovenud tilfreds.
Resten af natten gik med at småblunde, men egentlig søvn fik jeg ikke mere af.

Morgenen og formiddagen gik med at få instrukser i brug og rengøring af maskinen, og en evindelig venten på at lægen skulle dukke op og udskrive mig. (Faktisk vidste jeg allerede mere om den end sygeplejersken, så jeg måtte vise hende hvordan nogen af tingene fungerer.).
Først lige efter frokost dukkede han op. Han kom ikke med nogen nye oplysninger, så jeg følte egentlig, at jeg havde spildt 3 timer.
Jeg skulle også have haft en ny tid til om 3-4 uger, men det viste sig at være lidt sværere end det burde være. Som det ser ud nu, er der ikke tid før om 3 måneder! Det er alt for lang tid for det forløb jeg skal følge. Ak ja..


På vej hjem fra hospitalet, gik det for øvrigt (desværre) op for mig, at hvis iltmaskinen holder apnøen i ave, så forbrænder jeg langt færre kalorier på et døgn, hvilket betyder jeg skal skære ned på mit betragtelige madforbrug. Oh ve oh skræk!

Jeg var nået helt hjem ud på eftermiddagen ved 2-tiden. 3 dage og 3 nætter på sygehuset, lå nu bag mig. Endnu en diagnose ”rigere”. Men ifølge kommunen fejler jeg garanteret stadig ikke noget..

1 Comments:

Anonymous Anonym said...

Dybt dybt skuffet over du ikke har nævnt at du fik besøg fra en meget sød sygeplejerskestuderende !

11:55 AM  

Send en kommentar

<< Home