tirsdag, juni 26, 2007

Hvorfor Benoit?

Så sidder man her, og savner ord for hvad der er sket.. Savner ord, der kan beskrive den følelse, man sidder tilbage med, når noget så tragisk og uforståeligt sker.
En wrestler, en international superstjerne, elsket af wrestling-fans over alt, elsket og respekteret af sine kollegaer for sin professionalitet og sit væsen..
Chris Benoit, en mand alle elskede og respekterede, har myrdet sin Kone og sin 7-årige søn, og derpå taget sit eget liv. En tragedie, der har rystet mig på en måde, jeg ikke troede mulig.

Dødsfald er næsten hverdagskost efterhånden, indenfor wrestling, og ærligt talt ikke noget der rører mig overhovedet. Wrestling er en livsstil, såvel som et arbejde. Nogle vælger den hårde måde at leve på, med præstationsfremmende midler, stoffer og alkohol, alt sammen noget der bare altid har været der, og er en del af livet som professionel wrestler. HVIS, man altså vælger det!

Sådan var Benoit ikke. Man hørte aldrig om ham i forbindelse med fester, skandaler og utroskab. Man hørte aldrig onde ord om ham, hverken i forbindelse med sit professionelle liv, eller familielivet. Han var på mange måder et ægte forbillede, som vi alle kunne se op til.

Men det billede er krakeleret, og knust i en million stumper. Om det nogensinde kan genoprettes, ved jeg ikke. Det, jeg finder sværest er, at tænke tilbage på denne enestående karriere, som Chris Benoit vitterligt har haft, og så sætte det i forbindelse med en person, der kan begå den ultimative forbrydelse, og dræbe sin egen familie.

Jeg tror vi alle, på den ene eller anden måde, har prøvet at føle vrede, frustration og afmagt, og har haft svært ved at vide, hvordan vi skulle håndtere det. Nogle vender vreden indad, andre udad og bliver aggressive og voldelige. Alle håndterer vi det forskelligt.
Jeg ville aldrig kunne skade dem jeg elsker, uanset hvordan eller hvor meget de sårer mig. Det ved jeg af erfaring. Men det kunne Benoit..
Hvad der reelt er sket, og har ført til denne handling, er endnu uafklaret. Faktum er, at det er sket, og det kan ikke ændres. Faktum er, at to familier har mistet en søn, en datter, en svigerdatter, en svigersøn, et barnebarn, en hel familie på én gang.

Det er brutalt, det er forfærdeligt, det er uforståeligt, og det er meget meget tragisk..

mandag, juni 18, 2007










































































































Nu ligger onsdagens operation heldigvis så tilpas ”langt” bag mig, at jeg kan overskue kort at opdatere omkring forløbet.

De gik ind og blotlagde nerven som planlagt, men der viste sig at være yderligere et problem. Der var vokset en knoglespore ind på rygmarven, og trykket fra den, har været med til at forøge de smerter jeg har oplevet de sidste 6 måneder.
Denne ”ekstra” knoglevækst kommer fra operationen i november, hvor de fusionerede hvirvlerne. Det er jo samme sted, og denne knoglevækst kan meget vel komme af irritation fra den tillukkede nervekanal.

Men, efter sigende, skulle det hele være fjernet, og nerven have rigeligt med plads, for første gang i 4 ½ år.
Dog mærker jeg (endnu) ingen forbedring. Dette kan sagtens skyldes det voldsomme indgreb, og den efterfølgende hævelse, men jeg forholder mig skeptisk indtil videre. Jeg har jo ikke just haft den store succes med de to foregående operationer.
Det er vist meget naturligt, at have det sådan. Jeg føler mig dog ikke negativt indstillet på nogen måde. Lige nu koncentrerer jeg al min energi på at komme gennem det her, så godt som muligt.

Jeg har overhovedet ikke brugt smertestillende medicin efter indgrebet. Jeg ved godt, at set ud fra et helings-synspunkt (smerte- og tidsmæssigt), at det måske ikke er det smarteste, men for mig er det et bevidst valg, som jeg trods manglende forståelse fra stort set alle kanter, på intet tidspunkt har overvejet at fravige.

DR2 fulgte mig fra undersøgelse til operation, og de kom også og filmede mig et par timer efter operationen, hvor min (efterhånden) hospitalsvante gode ven kiggede ind. Jeg er uden tvivl totalt ucharmerende at se på, men hav forståelse for situationen, når I engang ser det til efteråret..

Til sidst vil jeg lige tilføje, at jeg på trods af en mildest talt ”ikke optimal” start på operationsdagen (ingen søvn, mega hovedpine, og kvalme), alligevel endte med at holde humøret oppe, så skyldes det udelukkende de mange gode venner og ”bekendte”, der udviste bekymring for mig, da jeg allermest havde brug for det.
Den slags opbakning er uvurderlig, og jeg vil gøre mit bedste for fortsat at leve op til deres venskab og tillid, når som helst, de har brug for mig.

søndag, juni 10, 2007

Ny operation nr. 1 (nr. 3 i princippet)

I onsdags var jeg til forundersøgelse på privathospitalet Ortopædisk Hospital Århus, der ligger i Scandinavian Center i (sjovt nok, kunne du gætte det?) Århus.
Det drejede sig om nakken denne gang. Lændeoperationen har jeg ikke engang fået en foreløbig dato på endnu, men hvad, det er jo også kun 3 måneder siden, at jeg blev skrevet op til den...

Jeg fik ikke noget nyt at vide, bortset fra operationsdatoen, der er nu på onsdag (d. 13/6). Så det er jo lige om snart!

De vil gå ind og blotlægge nerven ved at fjerne knoglemasse fra halshvirvlerne 6 og 7. De starter inde ved rygmarven og arbejder sig ud mod enden af hvirvlerne, dog skulle nerven helst være blotlagt helt lige inden, de når helt ud.
Når/hvis det lykkes, så vil nerven fremover ligge oven på det arvæv, der har gjort at den blev klemt af mellem det og knoglevæggen. Dvs. at selve hullet ikke lukker sig igen på noget tidspunkt.

Det er aldrig rart, når der skal rodes ved rygmarven, fordi der altid er en risiko for lammelser og nedsat styrke, men lige nu har jeg ikke noget valg, for de smerter jeg render rundt med, er rent ud sagt pisse træls.

Kort opsummeret:

Indlæggelse på onsdag kl. 14.
Operation? (Sikkert kl. 15)
Udskrivning forventes torsdag om eftermiddagen, hvis alt går vel.

Hvis nogen skulle have lyst til at krydse fingre for mig, så vil jeg da ikke sige nej til det..

onsdag, juni 06, 2007

Kære dagbog

Mænd skal høre meget, ja faktisk både lægge ører og krop til meget fra kvinder, om at "mænd tænker kun med deres penis", og "det er som om den har sit eget liv" osv. osv..

Som den opsøgende journalist, jeg jo er (til tider), gik jeg ud en dag, og spurgte en tilfældig penis (med værtens tilladelse, selvfølgelig), om den ikke ville skrive et dagbogsindlæg, bare så de kvinder, der nu læser min blog, kan få et lille indblik i, hvodan det rent faktisk er at være penis, og om penis'er nu har det så let, som kvinder påstår.

Her er hvad der kom ud af det (altså i overført betydning!):


Kære dagbog
Jeg vågnede ret tidligt i morges, stiv som et bræt. Ved ikke helt hvorfor det skal være sådan, men sådan har det altså været det meste af mit liv. Dog er jeg sjovt nok sjældent stiv om morgenen (eller andre tidspunkter på dagen), når min vært er syg.
Min vært.. Tja, hvad skal jeg snart sige? Han kunne selvfølgelig ikke lade mig være (igen igen), selvom jeg kun lige var vågnet. Synes altså det bliver hårdere og hårdere, at koldstarte på den måde hver morgen, især fordi hans hænder er blevet ualmindeligt grove, efter han er begyndt at træne med vægte igen. Bare han dog snart fandt sig en kæreste og flyttede sammen med hende, suk…

Det har været en ualmindeligt varm nat. Sveden rendte af mig, og min vært skulle jo absolut have en langvarig våd drøm, så blandingen af sved og præsperm gjorde, at jeg svømmede rundt i hans underbukser det meste af natten. Men gik han i bad om morgenen? Nej da! Føj! Egoist!!
Så allerede fra han stod op, klistrede jeg fast til hans inderlår, og lige meget hvad jeg end gjorde for at vriste mig fri, så lykkedes det ikke.

Heldigvis skulle han træne tidligt, så han fik da badet, langt om længe, op ad formiddagen. Jeg forstår simpelthen ikke at han vil være bekendt at behandle mig på den måde.
Forsøgte at give ham en lærestreg i forgårs, ved at klø helt vildt, men desværre lod det ikke til at have den store effekt, fordi han jo egentlig alligevel altid skal gå og pille ved mig.
Bevares, det er da også rart med opmærksomhed, men en pause på en dag eller to i ny og næ, ville da heller ikke være af vejen..

Efter træningen skete der ikke det helt store. Min vært gik en tur gennem byen, vist nok for at kigge lidt på damer, for jeg blev da temmelig stiv på et tidspunkt. Jeg forsøgte, at strække mig alt jeg kunne, for lige at kigge lidt med (han går næsten altid i shorts), men han proppede mig bare ind igen hver gang, øv øv.
Derfra gik turen hjem igen. Den pokkers cykelsaddel kunne godt trænge til at blive skiftet ud. Jeg føler mig helt gul og blå efter sådan en tur, for den er blevet alt for hård (altså saddelen!).
Hele eftermiddagen sad han og kiggede på et eller andet, jeg ikke lige kunne se hvad var. Fik da lov at kigge frem et par gange, men mit øje var hele tiden vendt væk fra skærmen. Gid man dog bare havde ører..

Lige inden aftensmaden, gik min vært en tur. Det var rigtig rart, for han havde satinunderbukser på, så jeg kunne dingle frit frem og tilbage. Det er altid sjovt.

Jeg skal lige love for der kom gang i løjerne om aftenen. Ved ikke helt hvad der gik af ham, men så vidt jeg kunne se, snakkede han i telefon. Han blev i hvert fald gejlet op, og jeg var stiv i rigtig lang tid, men han nøjedes kun med at småpille i starten: Da han havde smidt sig på sengen, fik jeg en ordentlig rusketur, og det varede da heller ikke længe før han ikke kunne holde på sagerne længere!
Det er sjovt, jeg bliver så pokkers afslappet bagefter, så jeg er nødt til at tage en puster, selvom han ikke altid er helt glad for det, og gerne vil i gang igen med det samme. Men, man er jo ikke 20 år længere, vel?!
Jeg fik lov at ligge på hans mave, mens han snakkede færdig. Det er nu så hyggeligt, så kan jeg ligge og kigge på ham lave mærkelige ansigter til mig, og smile gør han også tit. Vi har et meget nært forhold, min vært og jeg. Der har jeg vel nok været heldig..
Hvis han så bare ville vaske mig lidt oftere, så ville det jo være helt perfekt! Nå ja, og så at han snart fandt sig en kæreste, for jeg er trængende!!

Godnat, kære dagbog