mandag, juni 18, 2007










































































































Nu ligger onsdagens operation heldigvis så tilpas ”langt” bag mig, at jeg kan overskue kort at opdatere omkring forløbet.

De gik ind og blotlagde nerven som planlagt, men der viste sig at være yderligere et problem. Der var vokset en knoglespore ind på rygmarven, og trykket fra den, har været med til at forøge de smerter jeg har oplevet de sidste 6 måneder.
Denne ”ekstra” knoglevækst kommer fra operationen i november, hvor de fusionerede hvirvlerne. Det er jo samme sted, og denne knoglevækst kan meget vel komme af irritation fra den tillukkede nervekanal.

Men, efter sigende, skulle det hele være fjernet, og nerven have rigeligt med plads, for første gang i 4 ½ år.
Dog mærker jeg (endnu) ingen forbedring. Dette kan sagtens skyldes det voldsomme indgreb, og den efterfølgende hævelse, men jeg forholder mig skeptisk indtil videre. Jeg har jo ikke just haft den store succes med de to foregående operationer.
Det er vist meget naturligt, at have det sådan. Jeg føler mig dog ikke negativt indstillet på nogen måde. Lige nu koncentrerer jeg al min energi på at komme gennem det her, så godt som muligt.

Jeg har overhovedet ikke brugt smertestillende medicin efter indgrebet. Jeg ved godt, at set ud fra et helings-synspunkt (smerte- og tidsmæssigt), at det måske ikke er det smarteste, men for mig er det et bevidst valg, som jeg trods manglende forståelse fra stort set alle kanter, på intet tidspunkt har overvejet at fravige.

DR2 fulgte mig fra undersøgelse til operation, og de kom også og filmede mig et par timer efter operationen, hvor min (efterhånden) hospitalsvante gode ven kiggede ind. Jeg er uden tvivl totalt ucharmerende at se på, men hav forståelse for situationen, når I engang ser det til efteråret..

Til sidst vil jeg lige tilføje, at jeg på trods af en mildest talt ”ikke optimal” start på operationsdagen (ingen søvn, mega hovedpine, og kvalme), alligevel endte med at holde humøret oppe, så skyldes det udelukkende de mange gode venner og ”bekendte”, der udviste bekymring for mig, da jeg allermest havde brug for det.
Den slags opbakning er uvurderlig, og jeg vil gøre mit bedste for fortsat at leve op til deres venskab og tillid, når som helst, de har brug for mig.